Aktiviteter i juleferien for hele familien

Foto: iStock.com

Juleferien står for døren, og det betyder hektiske juledage med familie fra nær og fjern. Men det betyder også flere fridage, hvor I skal slappe af og hygge jer med børnene. Her får I 8 hyggelige aktiviteter, som I kan lave sammen som familie.

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 17. december 2018

Gåtur
Bor I tæt ved skov og natur, så pak ungerne ind i flyverdragten og nyd en hyggelig gåtur i den friske luft. Bor I ikke lige ved natur, så kan gåturen foregå i den lokale gågade, hvor I kan nyde lyskæderne, nisserne, julemændene og juletræerne, som pryder mange af landets byer. Det kan være tiltrængt ovenpå nogle hektiske juledage.

Skøjtetur
Har I en lille skøjteprins eller -prinsesse i den lille familie? Så kan I tage en tur til den lokale skøjtehal eller udendørs skøjtebane i juleferien. Sørg for at pakke børnene ind i varmt tøj og medbring forfriskninger. Det bliver med garanti en succes

Læs også: Jul i den anden ende af landet: Aktiviteter til køreturen

Biotur
Der er intet som en hyggelig tur i biografen efter et par juledage med gang i den. Igen i år viser landets biografer en række familievenlige film. I kan blandt andet få glæde af animationsfilmen Honning Margrethe og Eventyrhaven, som allerede har premiere før jul. Og fra den 25. december kan I få glæde af Disneys nye film Mary Poppins vender tilbage.

Se en juleklassiker i TV’et
Igen i år bliver flere af juleklassikerne sendt i TV. Så har I brug for en stille dag eller aften, så tjek TVTID og se, hvornår lige netop jeres favorit-julefilm bliver sendt. I kan også finde flere af klassikerne på forskellige streamingtjenester.

Januarudsalg
Flere steder starter udsalget allerede mellem jul og nytår. Så er der julegaver, der skal byttes eller gavekort, der skal bruges, så tag de ældste børn med på en hyggelig shoppetur.

Læs også: Drop glansbilledet og få en hyggelig jul

Landet rundt:

Over hele landet er der skruet op for julestemningen.

  • Jul i Tivoli
    Både i Tivoli København og i Tivoli Friheden kan I dagen op til jul eller dagene efter få masser af julestemning. Her kan I blandt andet besøge julemanden, smage på bodernes julelækkerier og prøve forlystelser.

  • Zoologisk have
    I år har Zoologisk Have åbent i hele juleferien. Så få en hyggelig dag blandt dyrene,  200.000 julelys og lækre madsteder.

  • Den Gamle By i Århus
    Der er skruet ekstra op for hyggen i Den Gamle by i Smilets By her til jul. Her kan I få indsigt i 400 års juletraditioner, mens I går en tur gennem byen, som er pyntet op med julepynt og lysende lanterner.

Kilder: Tivoli, Tivoli Friheden, Kino, Zoologisk Have, Den Gamle By

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her