9 ud af 10 er tilfredse med deres fødselsforløb

Langt størstedelen af de kvinder, der blev mødre i 2017, er tilfredse med deres fødselsforløb. Det viser en ny undersøgelse.

Original forfatter Ema Seferovic, Redaktionsassistent
Senest opdateret 21. marts 2018

At føde er hårdt arbejde. Derfor er det vigtigt, at den gravide oplever, at der bliver taget godt om hende under hele fødselsforløbet. Og det bliver der. For 9 ud af 10 nybagte mødre er i høj grad tilfredse med deres fødselsforløb. Det viser en ny undersøgelse.

Undersøgelsen bærer navnet “Den landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser blandt Fødende 2017” og tager udgangspunkt i 7459 nybagte mødres vurdering af deres fødselsforløb. Af de 7459 kvinder svarer 87 procent af dem, at de i høj eller meget høj grad er tilfredse med deres samlede fødselsforløb.

Det, som kvinderne i undersøgelsen er mest tilfredse med, er,:

  • at jordemoderen er til stede på fødestuen efter behov.

  • at personalet er venligt og imødekommende ved ankomst på hospitalet og ved fødsel.

  • at det er muligt for den gravides partner at være til stede – alt efter den gravides eget behov.

Til gengæld kan der ifølge de deltagende kvinder godt ske forbedring i forhold til brugbarheden af fødsels- og forældreforberedelsen. De efterspørger generelt også bedre forberedelse på håndtering af fødselsforløbet og opstart af amning.

Kilde: regioner.dk