7 gode råd til den nybagte far

Lige så fantastisk det kan være at blive far, lige så svært kan det være at finde sig til rette i den nye rolle som far. To eksperter giver her 7 gode råd til den nybagte far.

Af: Ema Seferovic, Redaktionsassistent, 3. Juli 2017

At blive forældre er er en stor ting – for både mor og far. Det er vigtigt, at den nybagte mor får etableret en solid og kærlig tilknytning til barnet gennem eksempelvis amning, men lige så vigtigt er det som far at sørge for at få skabt et tæt bånd til familiens lille nye engel, pointerer Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed.

Sammen med Michael Heinze, der er rådgiver i Foreningen Far, giver de dig her syv råd til, hvordan du som nybagt far kan udvise nærhed og kærlighed til dit barn.

Læs også: Far og mor: De nye roller

1) Vær i selskab med dit barn

Der findes mange forskellige måder, hvorpå I kan styrke jeres bånd. Først og fremmest er det vigtigt at hygge sig med barnet. Det kan være i form af at tale, lege eller synge. Og så er der den mere praktiske del af at være sammen med sit barn. Her kan du eksempelvis pusle barnet, give barnet et bad eller tage barnet op efter amningen.

2) Vær far – selv efter en lang dag på arbejdet

Du kommer træt hjem fra arbejde, men i stedet for måske at lægge dig til rette i sofaen, så vær til stede med dit barn. Det kan give dig muligheden for lidt alenetid med barnet og give din partner en lille pause til sig selv..

3) Vær med til at give barnet mad

Du kan naturligvis ikke amme dit barn, men du kan være til stede, mens det bliver ammet. Du kan også give den lille udpumpet brystmælk på flaske. På den måde kan du også sørge for at give barnet mad om natten og dermed aflaste din kæreste eller hustru.

4) Vær hjælpsom omkring de huslige pligter

Det kan godt være, at din partner er på barsel og derfor går derhjemme, men det betyder ikke, at hun kan nå at stå for alle de huslige pligter. Udvis derfor din støtte og tag del i ansvaret ved at være med til at stå  for indkøb, madlavning, tøjvask eller rengøring.

5) Tag orlov

Når den lille kommer til verden, kan det være en udfordring at finde sig tilrette i rollen som far. Derfor foreslår eksperterne, at man tager orlov – så man kan få lov til at få så meget alenetid med sit barn som muligt.

6) Værdsæt og nyd tiden med barnet

Vær til stede både fysisk og mentalt med barnet, og husk at nyd al den tid, du har med barnet, mens det stadig er lille. Lad være med at fokusere på, at du glæder dig til, at den lille bliver større og begynder at kunne gå, tale osv. Nyd hver fase og periode, for den kommer aldrig igen.

7) Vær ikke bange for at gøre noget forkert

Gensidig respekt, tolerance og åbenhed mellem dig og din partner er vigtig. Det er vigtigt at forstå, at der findes mange måder at gøre tingene på – som både mor og far. Der findes ikke kun en måde at putte sit barn på eller en måde at give den lille mad på. Giv hinanden plads og hjælp hinanden med at gøre jeres bedste i rollen som mor og far.

Kilder: Jyllands-Posten og Alt Om Børn