4 kosttilskud du bør tage under graviditeten

Er du gravid så spis folsyre, jern, D-vitamin og kalk. Husk at tage den nødvendige mængde kosttilskud, lyder anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen.

Original forfatter Ema Seferovic, Redaktionsassistent

Senest opdateret 13. februar 2018

Også som gravid er det vigtigt at få sin daglige dosis vitaminer og mineraler. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der under graviditeten tages fire forskellige typer kosttilskud.

Det drejer sig om følgende fire:

Folsyre

Folsyre er et B-vitamin, du som gravid bør tage for at mindske risikoen for at føde et barn med hjerne- og rygmarvsmisdannelser.

Den anbefalede dosis består af et dagligt tilskud på 400 mikrogram folsyre. Den anbefalede dosis kan du tilgå via en folsyretablet eller multivitamintablet. Denne dosis skal tages fra graviditeten planlægges til og med tre måneder henne i graviditeten.

Jern

Flere danske undersøgelser har vist, at hver femte gravide er i eller udvikler jernunderskud.

Den anbefalede dosis består at dagligt tilskud på 40-50 mg ferrojern, og den anbefalede dosis skal tages fra 10. graviditetsuge. Lider man af graviditetskvalme kan man vente med at tage denne dosis til 18. graviditetsuge.

Læs også: Vitaminer og mineraler under graviditeten

D-vitamin

Denne type vitamin øger optagelsen af calcium og bidrager til en sund opbygning af knoglerne. Den anbefalede dosis består af et dagligt D-vitamintilskud på 10 mikrogram under hele graviditeten.

Kalk

Ligesom D-vitamin går kalk ind og styrker knoglerne hos både den gravide og det ufødte barn. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at den gravide dagligt drikker en ½ liter af et mælkeprodukt eller indtager 500 mg kalk via kalkpiller gennem hele graviditeten.

Kilde: Sundhedsstyrelsen