2020: Årets mest læste nyheder

2020 er et år, vi aldrig vil glemme. Corona har fyldt meget, men også andre emner har været højt på listen. Her giver vi dig et overblik over de mest læste nyhedsartikler på Alt Om Børn i 2020.

Af: Trine Gjerlevsen, Redaktionsassistent, 18. december 2020

De fleste af os kan nærmest slet ikke vente til nytårsaften, når uret slår 00:00, og vi kan lægge 2020 bag os og hilse 2021 velkommen. Efter et langt år med corona er vi alle ved at være klar til at komme videre.

Mens du alligevel venter på at poppe champagnen og høre rådhusklokkernes kimen, giver vi dig her en oversigt over de ti mest læste nyhedsartikler på Alt Om Børn i 2020. For selvom dette år ikke har været, hvad mange af os håbede, så er der mange gode nyheder, der har fået opmærksomhed på Alt Om Børn i år.

1. Top 50 drengenavne: William, Alfred eller Oscar?

På førstepladsen over de mest læste artikler i 2020 finder vi den opdaterede liste med de 50 mest populære drengenavne. Listen er en opgørelse fra Danmarks Statistik over de mest anvendte navne til drenge i 2019. De fem mest populære navne er henholdsvis William, Alfred, Oscar, Noah og Karl. Står I netop og mangler inspiration til, hvad I skal kalde jeres lille guldklump, så er listen et godt sted at starte.

2. Top 50: Emma er det mest populære pigenavn

Artiklen med top 50 drengenavne er skarpt forfulgt af den opdaterede liste med de 40 mest populære navne til piger. Her er det henholdsvis Emma, Alma, Clara, Freja og Sofia, der dominerer. I oversigten finder man også navne som Leonora, Merle og Mynte, der alle er nye på listen.

3. Corona i skolen: Hvornår skal mit barn testes?

Den tredje mest læste nyhedsartikel i 2020 vidner om, at det har været et år, der har været præget af corona og retningslinjer. Da skolebørnene efter sommeren vendte tilbage i skolen, og efteråret nærmede sig, så man også frem mod nogle mørkere og koldere måneder, hvor coronavirus for alvor kunne bide sig fast i samfundet. Derfor opdaterede Sundhedsstyrelsen sine anbefalinger til, hvornår dit barn skal testes, hvis der har været smitte i klassen. Du kan se de nyeste forholdsregler her.

4. Ny videosamling hjælper nybagte forældre med at forstå baby

Det kan være overvældende at blive forældre for første gang. Man skal lære at afkode barnets signaler. Hvad forsøger spædbarnet at sige, når det kigger væk? Og hvorfor hikker det? I artiklen Ny videosamling hjælper nybagte forældre med at forstå baby fortalte vi om en online videosamling, der har til formål at hjælpe førstegangsforældre med at forstå deres spædbarns mimik og kropssprog. Videoerne skal desuden øge trygheden hos de nybagte forældre.

5. Stressede forældre giver mere skærmtid til børnene

Tablets og iPads er populære i mange småbørnsfamilier, når ulvetimen indtræffer. I marts kunne vi fortælle om et nyt canadisk studie, der konkluderer, at stressede forældre giver deres børn mere tid foran skærmen. Tal fra DR’s årlige rapport om medieudviklingen i Danmark viser, at danske børn under 3 år i stigende grad bruger tablets til at streame.

6. Sådan taler du med dit barn om YouTube

Digital dannelse er også et emne, der har fyldt i 2020. For når børnene bruger mere tid foran skærmen, er der god grund til at opdrage dem med gode digitale vaner. Ifølge Medierådet for Børn og Unge mener næsten 4 ud af 10 forældre ikke, at de ved nok om, hvad deres børn laver på YouTube. Medierådet udgav i oktober nyt materiale, der netop kan hjælpe dig med, hvordan du taler med dit barn om YouTube (og andre sociale medier).

7. Ny bog guider børnefamilier til madro

At makkerparret Anne Gaardmand og Morten Elsøe i 2020 udgav en ny bog, der guider børnefamilier til madro, gik vist de færrestes næse forbi. Ifølge forfatterne er en del af opskriften på madro at give børn slik i hverdagen og lade dem lege med aftensmaden.

8. Børn har godt af at være på egen hånd i naturen

I sommers kunne vi fortælle om et nyt amerikansk studie, der viser, at børn kan danne en stærk relation til naturen ved at bruge mere tid på egen hånd i det grønne. Studiet viser, at tæt bånd til naturen både er sundt for barnets mentale og fysiske helbred på lang sigt samt for jordens fremtid. Opfordringen fra forskerne lyder derfor på at sende børnene ud i naturen og lade dem udforske den med jer voksne på afstand.

9. Nedfrosne æg og direkte oplægning giver samme resultat

På niendepladsen over de mest læste artikler i 2020 er der gode nyheder til barnløse par i fertilitetsbehandling. Et nyt studie fra Rigshospitalet peger nemlig på, at chancerne for at blive gravid efter oplægning af nedfrosne, befrugtede æg er de samme som ved direkte oplægning. Det betyder, at barnløse pars ventetid kan blive kortere.

10. Gravid: Bliv vaccineret gratis mod kighoste og influenza

I 2019 begyndte en national epidemi med kighoste, som fortsatte ind i 2020. Derfor har Sundhedsstyrelsen i 2020 anbefalet, at gravide i 2. og 3. trimester lader sig vaccinere gratis mod kighoste. Der er samtidig et tilbud om at blive vaccineret mod influenza, som gælder indtil den 28. februar 2021. 

Kighosteepidemien er nu slut, og det skyldes i høj grad de mange tiltag, som er indført for at mindske smitte med coronavirus. Så hvis du har svært ved at få øje på gode ting, som corona har medført, så er enden på kighosteepidemien altså et godt eksempel på, at dette år ikke har været helt forfærdeligt.

Og så er der vist kun tilbage at sige GODT NYTÅR fra redaktionen på Alt Om Børn.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her