14 ting du (måske) vil opleve som gravid

Når man er gravid, sker der store ændringer i kroppen. Derfor vil du med stor sandsynlighed opleve mere, end blot at se din mave vokse. 

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 11. marts 2021

Når man er gravid, er det ikke kun maven, der vokser. Mange oplever i hvert fald, at en graviditet påvirker alt fra energiniveauet til huden og ens toiletvaner. Vi har her samlet 14 ting, som du (måske) kan forvente at opleve under din graviditet. 

1. Træthed

Mange gravide oplever, at de i den første del af graviditeten er meget trætte – mere end hvad man plejer.

2. Ømme bryster 

I de første måneder vil du højst sandsynligt opleve, at dine bryster er ømme, fordi de vokser og er spændte.

3. Skulle tisse ofte

Når man er gravid, er det meget normalt at skulle tisse mere, end man plejer. I den første del af graviditeten skyldes det blandt andet, at blodtilstrømningen øges og gør blæren mere følsom, mens det i sidste del skyldes, at der er mindre plads til blæren på grund af fosterets størrelse.  

4. Forstoppelse

Det er også helt normalt at opleve forstoppelse under sin graviditet. Grundet mindre plads til tarmene og hormonpåvirkning, kan tarmene have svært ved at gøre deres arbejde ordentligt. Derudover kan jerntilskuddet, der anbefales gravide fra 10. graviditetsuge, også påvirke det. 

Læs mere om graviditet og forstoppelse her

5. Hæmorider 

Under din graviditet vil det ikke være mærkeligt, hvis du oplever at få hæmorider. Det er nemlig særligt i forbindelse med graviditet og fødsel, at yngre kvinder oplever at få hæmorider. Forstoppelse er generelt en af årsagerne til, at man får hæmorider.

6. Kvalme

Mellem 70 og 80 procent af alle gravide kvinder oplever morgenkvalme og opkastning i den første del af graviditeten. Det er dog forskelligt, hvor slemt det er fra kvinde til kvinde. En mindre del oplever så svær graviditetskvalme og opkastning, at det kræver behandling på sygehus. Denne tilstand betegnes Hyperemesis Gravidarum.

Læs mere om graviditetskvalme mer 

7. Plukveer 

I den midterste del af graviditeten, kan du opleve plukveer. Mange kvinder oplever det, da det er livmoderens måde at forberede sig til den kommende fødsel. Det er en helt normal del af graviditeten, men du bør holde øje med hvor ofte og hvor intenst, du oplever plukveerne.

8. Strækmærker 

Også strækmærker vil være helt naturligt at opleve under din graviditet. Mellem 55 og 90 procent af gravide oplever at få strækmærker. Årsagerne til det er flere. Det kan skyldes genetisk/familiær disposition, hormonforandringer eller stor vægtøgning under graviditeten.

Læs mere om strækmærker her

9. Svamp i skeden

Under en graviditet har svamp i skeden bedre vækstbetingelser, fordi de hormonelle forandringer kan forårsage ændringer i skedens slimhinde. Derfor er det ikke usandsynligt, at du vil opleve svamp i skeden, når du er gravid.

10. Åreknuder

Det er heller ikke usædvanligt at få åreknuder, mens du er gravid. Det er nemlig op mod en tredjedel af alle gravide, der udvikler forstørrede årer eller regulære åreknuder. Det skyldes både hormonelle forhold tidligt i graviditeten og mekanisk tryk fra livmoderen i slutningen af graviditeten. Hos de fleste svinder åreknuderne nogle måneder efter fødslen.

11. Ledbåndssmerter 

Fra ca. 20. uge kan du måske risikere at mærke smerter i lysken, som skyldes, at livmoderen vokser. Der kommer træk på de ledbånd, som holder livmoderen på plads.

12. Ondt i ryggen og bækkenet 

I takt med at maven vokser, kan du begynde at få ondt i ryg og bækken. Du får nemlig en anden holdning, når maven er rigtig stor, som betyder, at du kan få ondt i ryggen og bækkenet.

13. Bækkenløsning 

Det er de færreste gravide, som kommer igennem en graviditet uden at opleve en ømhed i bækkenet, og i en eller anden grad får alle gravide bækkenløsning. Det skyldes, at man under graviditeten udskiller hormonet relaxin, som medfører en eftergivelighed i ledbånd og led i bækkenet, hvilket er en forudsætning for at kunne føde barnet.

Læs mere om bækkenløsning her

14. Halsbrand 

Når du er gravid, har du større sandsynlighed for, at få halsbrand. Det skyldes blandt andet, at den forstørrede livmoder optager pladsen i bughulen, hvorved mavesækkens indhold vil have tendens til at blive presset op i spiserøret. 

Kilder: Alt om Børn: De mest almindelige graviditetsgener, Sundhed.dk, Alt om Børn: Er det normalt at få forstoppelse l løbet af graviditeten?. Netdoktor: Hæmorider, Alt om Børn: Strækmærker, Alt om Børn: Graviditetskvalme, Netdoktor: svamp i skeden, Netdoktor: Åreknuder, Netdoktor: Halsbrand, Kilder: Alt om Børn: Bækkenløsning og Alt om Børn: Plukveer er helt normale 

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her