12 ideer til en hyggelig påskeferie

Påskeferien er lige rundt om hjørnet. Her giver Alt om Børn ideer til, hvordan påsken kan blive en succes. 

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, opdateret af Birgitte Staahl, redaktionsassistent 23. marts 2022 

Påskeferien står for døren, og for manges vedkommende betyder det et par dage hjemme sammen med hele familien. Her har vi samlet 12 forslag til, hvordan I får et par hyggelige dage ud af påskeferien. 

De traditionelle aktiviteter

1. Mit navn det står med ….

Der er intet som at være kreativ med sine børn. Find papir, saks og en blyant frem, og lav flotte og kreative gækkebreve til bedsteforældrene eller andre familiemedlemmer, og kryds fingre for, at de ikke gætter jer.

2. Puste og male æg

Ingen påske uden påskeæg. Start påskeferien med en hyggelig dag i æggenes tegn. Pust en masse æg, og mal dem i flotte og kreative farver og mønstrer. Brug dem som pynt i huset, så er I sikret en hyggelig og stemningsfyldt påske.

3. På jagt efter påskeæggene

Ved påsketid kommer påskeharen ofte forbi med påskeæg til landets børnefamilier. Skal han også forbi jer? Så planlæg en påskeægsjagt for børnene. Det eneste, det kræver, er en have eller park og en masse chokoladepåskeæg, som børnene skal finde. Er vejret dårligt, kan I også sagtens gøre det indenfor.

Læs også: Undgå køresyge på vej på påskeferie 

De udendørs aktiviteter

Udendørs aktiviteter er også oplagte i påsken, hvor vejret ofte er begyndt at vise sig fra sin bedre side.

4. Ekstra sjove gåture 

Der er intet som at komme ud i den friske forårsluft. Gå en lang tur i skoven med børnene, og betragt de nyudsprungne forårsblomster og træerne, der begynder at få farve. Gåturen kan gøres ekstra underholdende ved at jagte tegnene på foråret. Hvem finder først de nyudsprunge påskelinjer i skovbunden? Hvem kan spotte fleste anemoner? Og hvem er så heldig at se en hare? I kan også lave bingoplader med dyr, blomster og træer, og den der først har set alle tingene på bingopladen har vundet.

5. Tag på legeplads 

I kan også tage på den nærmeste legeplads, hvor I kan få en hyggelig stund. 

6. Tag billeder af jeres by

En god udendørs familieaktivitet kan også være at tage flotte, sjove eller kreative billeder af den by, I bor i. Der er nemlig en fotokonkurrence dette forår ‘Fang din by’, hvor Dansk Arkitektur Center opfordrer til, at man viser det, der er helt særligt for den by, man bor i. I konkurrencen er der er plads til både de gode eksempler, men også de mindre gode, men de bedste fotos bliver udstillet til sommer. 

Læs mere om, hvordan I deltager i konkurrencen

Læs også: Undgå fluorstoffer i børnenes udendørstøj

De indendørs aktiviteter

Der er også en masse hyggelige ting, I kan lave sammen som familie, hvis vejret ikke er godt, eller hvis I bare trænger til lidt afslapning derhjemme. 

7. Gå i køkkenet 

Tag børnene med i køkkenet og bag lækkert påskebagværk. Bag for eksempel boller formet som kaninhoveder eller småkager formet som kyllinger. I kan også holde jeres egen lille påskefrokost, hvor børnene er med i forberedelserne.

8. Spil en masse spil 

Brætspil, kortspil og vendespil er altid sikre vindere, når familien skal hygge sig sammen i feriedagene. Der er et hav af gode brætspil for børn. I kender helt sikkert til spil som Junior Matador, Ludo, Sorteper og Vildkatten. 

Men hvad med at udfordre jer selv denne påske og lær en række nye og mindst lige så sjove spil at kende? Ticket to Ride ‘First Journey’, der er et familiebrætspil, hvor man skal bygge togbaner i Europa, eller HINT Junior, hvor skal hele familien skal mime, tegne og lave lyde er gode bud på spil, I også kan kaste jer over. 

9. Gå i hjemmebiograf 

I behøver ikke at tage ud for at få en biografoplevelse. Rul gardinerne for, find en masse puder og tæpper frem og lav popcorn, og så er det bare at sætte favoritfilmen på. 

Læs også: 3 gode råd til god køkkenhygiejne 

Aktiviteter rundt i Danmark

Selvom coronapandemien stadig har sit tag i Danmark, er der en række familieaktiviteter, som i år har åbne i påsken, dog kun hvis man kan fremvise en ny negativ coronatest.

10. Biograftur

Er det ikke helt nok med en tur i hjemmebiograf, så er påskeferien også oplagt til en tur i den lokale biograf, hvor der er god chance for at fange en film, der er sjov for hele familien. Lige nu kan I for eksempel se Krummerne – Det er svært at være 11 år, der er den 6. film i serien om familien Krumborg.

11. Zoologisk have 

De danske zoologiske haver har slået dørene op, og derfor er det også muligt at besøge dyrene i påskeferien.

I Zoologisk Have i København kan I blandt andet opleve den helt nye “Dinozoo”, hvor I kan dyste mod dinosaurerne i forskellige udfordringer. I Aalborg Zoo er der åbnet en ny udstilling om kæmpekryb, hvor edderkopper, spyfluer, myg og meget mere er blevet forstørret op i mega-størrelse, og i Odense Zoo kan børnene komme i Zooskole og lære mere om dyreæg.

12. Tivoli i både København og Aarhus 

Både Tivoli Friheden og Tivoli i København holder åbent i påskeferien. I både Tivoli Friheden og Tivoli i København kan I gå på opdagelse blandt alle de flotte forårsblomster, spise lækker mad og få et sus i maven, når I begiver jer op i de mange forlystelser. Tivoli i København åbner den 8. april, og Tivoli Friheden åbner den 14. april.

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her