10 årsager til kejsersnit

Der findes mange forskellige faktorer, som spiller ind på, om en fødsel bliver vaginal eller ved et kejsersnit. 

Af: Julie Fristed Hansen, Redaktionsassistent, 5. august 2021 

I dag føder omkring hver femte kvinde ved kejsersnit. I nogle situationer kan man vælge at få et kejsersnit, selvom en vaginal fødsel er en mulighed, mens kejsersnit er den eneste mulighed i andre situationer. Her har vi samlet 10 årsager til kejsersnit. 
Læs også: Mors udflåd er godt for børn taget ved kejsersnit

Fødsel ved kejsersnit

En fødsel kan eller vil blive ved kejsersnit: 

  1. …hvis barnet ligger med hovedet opad ved fødselstidspunktet. I dette tilfælde kan man vælge et planlagt kejsersnit eller forsøge sig med en sædefødsel. Men omkring halvdelen af alle sædefødsler ender i kejsersnit. 
  2. …hvis det ufødte barn skønnes for lille eller svagt til at kunne klare den vaginale fødsel
  3. …hvis man har svangerskabsforgiftning, forhøjet blodtryk eller andre sygdomme.
  4. …hvis der er forandringer i livmoderen på grund af tidligere operationer på livmoderen eller for eksempel fibromer.
  5. …hvis man har nogle psykiske udfordringer eller er udtalt angst for at skulle føde vaginalt.
  6. …hvis moderkagen sidder dybt og dækker for udgangen. Det kaldes også foranliggende moderkage eller placenta prævia. Det betyder, at moderkagen sidder så dybt i livmoderhulen, at den dækker for udgangen. Vaginal fødsel er i dette tilfælde helt udelukket.
  7. …hvis barnets liv er akut truet på grund af iltmangel, eller hvis der opstår kraftig underlivsblødning for eksempel på grund af moderkageløsning. 
  8. …hvis navlesnoren ligger foran barnets hoved eller falder ned i skeden, når vandet går. 
  9. …hvis man tidligere har fået et kejsersnit. I disse tilfælde hænder det, at kejsersnitsarret i livmoderen kan springe på grund af veerne. Det er en meget sjælden, men yderst farlig situation. Derfor bliver fødende, der tidligere har født ved kejsersnit, altid observeret ekstra grundigt for symptomer på dette. Det er dog vigtigt at understrege, at det er en sjælden tilstand, så man kan sagtens føde vaginalt, selvom man tidligere har fået lavet et kejsersnit. 
  10. …hvis bækkenet er for snævert, barnet vejer for meget eller ligger i en uregelmæssig stilling som for eksempel tværleje. 

Få flere nyheder i Alt Om Børns Nyhedsbrev her

Kilder: Alt om Børns artikel om kejsersnit, Alt om børns artikel om sædefødsler og TV2