ditte7

Forum-svar oprettet

Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 562 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • som svar til: #2676467
    ditte7ditte7
    Medlem

    …altså lege-børn 😉 vores to drenge på 5 1/2 og 2 1/2 leger en del med dukker og bamser og har et helt lille “samtalekøkken” (som de har bygget af skamler, kasser og så to legekomfurer) og en stak legemad. Kan godt genkende det med at faren ryster lidt på hovedet af idéen (uanset hvor moderne og følsom man ellers synes han er!) så jeg købte en ret billig en til vores ældste i sin tid – og den rørte han nærmest ikke. Men da lillebror begyndte at lege med den for et års tid siden var den pludselig interessant og så måtte lillebror jo ha sin egen. 

    Et godt råd er at købe en der kan komme med i bad og en som faktisk er sød og værd at  bruge tid på, ellers kan man ligeså godt lade være. Men du havde jo også fundet en fin en. OG at overveje at købe en seng el konstruere en af fx en skotøjsæske, så der er noget at putte i, hvis ikke man har en el anden vogn som kan bruges (dukkevogn, gåvogn el andet). Det er lidt svært at lege KUN med en dukke uden andet.

    Min generelle holdning: Drenge har mindst ligeså meget brug for at øve de sociale lege som piger; og piger har bestemt også brug for at få lov til at lege vildt. Selvom der uden tvivl ligger noget kønsforskel i vores gener er der altså nogle grundlæggende færdigheder begge køn har brug for som voksne.

    Mvh Ditte.

    som svar til: #2676466
    ditte7ditte7
    Medlem

    Hej, 

    Kender udmærket mønsteret – vores Isak 2 år og 6 mdr gl søn sover også stadig meget uregelmæssigt; husker fra den store at det først var da han var over 3 det blev helt “normaliseret”; selvom han også kan råbe på vand el lign så ved man dog for det meste hvad det handler om og kan afhjælpe hurtigt. Nu er Isak så også tit syg så det er egentlig primært i de perioder han sover skidt, naturligt nok.

    Det eneste jeg kan tænke i jeres situation (udover at det bliver bedre hen af vejen…) er om han sover for længe til middag? Vi har sat Isaks lur ned til 1 – 1,5 time i dagplejen, i weekenden kan den snige sig op på 2 men så er det mest hvis vi ved han har sovet dårligt natten før eller hvis han skal være længe oppe. Det er jo snart at de helt kan droppe luren.

    mvh Ditte, mor til Isak april 2008 og Samuel april 2005.

    som svar til: Sproget… #2669166
    ditte7ditte7
    Medlem

    Ja det er sjovt så forskellige de er, Krisitina. Håber I finder ud af det med hans hofte. Netop fordi nogle bare snakker derudaf kan man nemt blive bekymret når man har et stille barn – tror også det til dels skyldes at han er så genert/ tilbageholdende. Fx talte han stort set ikke i de 14 dage han var i gæstedagpleje; jo altså herhjemme som han plejer (= ikke meget men dog noget) men var ekstremt reserveret overfor dp. Selvom han kender hende udmærket og før har været utroligt glad for at være der. Også i sin alm dp er han stille – selvom det er blevet lidt bedre på det sidste. Så han får ikke trænet meget i det daglige. Men som du skriver Marianne er det faktisk begyndt så småt at pible mere frem – han er fx mere interesseret i at imitere når vi læser med ham om aftenen og kommunikerer oftere via ord – dog stadig ultrakorte sætninger og ofte totalt mystisk udtale – “håhaho” er fx “monstertruck” 😉 et meget vigtigt ord!

    som svar til: Sproget… #2667554
    ditte7ditte7
    Medlem

    …det er altid lidt rart at høre man ikke er den eneste der bekymrer sig 🙂 Ja altså misforstå mig ikke, det er jo ikke fordi man ønsker problemer for andre, men nu lyder det heller ikke som om der er et problem for jer, mere. Vi tager den også med ro endnu og ja så længe han virker kvik nok ellers og med lyst til at kommunikere med lyde, fagter og enkelte ord så går det foreløbigt. Det er klart vi har lidt ekstra fokus på udvikling med et andet handicappet barn, men Isak er helt anderledes end storebror var; storebror på 5 var faktisk relativt hurtig sprogligt men til gengæld er Isak allerede mere social – og selvstændig, ja decideret rasmus modsat 😉

    mvh Ditte.

    som svar til: #2662876
    ditte7ditte7
    Medlem

    Vores dreng på 5 år har lige fået diagnosen infantil autisme. Vi har i længere tid vidst at det bar den vej, så det var en form for lettelse at få diagnosen. Vi prøver at se det som en hjælp til at få den rette hjælp og vejledning og de rette tilbud til vores dreng. Og til at forstå og støtte ham bedre selv. 

    Det er vigtigt for os at huske at han stadig er præcis den samme dejlige dreng som før han fik sin diagnose. Lige nu er udfordringen for os bla. at tage stilling til hvorvidt han skal skifte dagtilbud – det mener hans nuværende børnehave, men for os er det også afhængigt af om der findes specialiserede tilbud til autismespektrum-børn i nogenlunde nærhed…vi er IKKE interesserede i at han skal gå sammen med fx meget udagerende og voldsomme børn, det ville være direkte skadeligt for hans udvikling.

    Vi havde længe tænkt at han nok ikke blev skoleklar før om 2 år, men på psyk mente de han snarere skulle starte i specialskole om 1 år end blive hvor han er nu. Han er dog også meget interesseret i tal og bogstaver lige nu og kan genkende og næsten skrive sit eget navn. Et år er jo også lang tid… vi får se.

    Det er ikke altid nemt at have et specielt barn, det er helt sikkert. Samtidig er der bare så meget ved ham man aldrig ville lave om 🙂 han er på mange måder et magisk barn.

    Det ville være fint også herinde at kunne dele erfaringer fra livet med et autistisk barn.

    Kh Ditte.

     

    som svar til: #2661718
    ditte7ditte7
    Medlem

    Ja som min overskrift indikerer så tror jeg meget på at der er mange faktorer som påvirker hvordan vores børn (og vi) er. Her er gener, og dermed det biologiske køn, helt sikkert meget væsentligt, men også nr i flokken, som en anden nævnte, vi forældres eget temperament (som både kan være videregivet gennem generne og socialt) og de normer for drenge og piger som ligger i samfundet – og som vi er påvirket af ligemeget hvad vi gør. 

    Før jeg fik børn havde jeg nok en idé om at 80 % eller mere stammede fra miljø – måske en naturlig tanke for en der er adopteret og synes hun ligner sine adoptivforældre meget 🙂  Men måtte indse at børn allerede er små personligheder når de kommer ud – som så selvfølgelig påvirkes af os og andre. Mente heller ikke der var noget der hed “drenge”eller “pige”-lege, men at det var noget samfundet påduttede børnene…men er blevet lidt klogere efter jeg selv har fået to drenge. For selvom de også leger med komfur og legemad, puslespil o. lign så går langt det meste af deres tid med vild hoppe-tumleleg, traktor, lego, sværdkamp og værkstedsleg. Kender heller ikke mange piger der fx bruger enhver pind eller dims de finder (eller bare hånden!) som enten motorsav, sværd eller tog, og det er altså ikke noget vi har lært dem. Og som de kan slås, selvom den yngste kun er 2 år! Kan ikke engang huske jeg nogensinde har været fysisk oppe at slås m min lillebror.

    Tror dog også stadig vi påvirker mere end vi tror og ubevidst skaber andre rammer for drenge end piger – fx reagerer anderledes hvis to drenge slås end hvis to piger gør. Jeg kan ikke vide det, da jeg ingen piger har, men ved da jeg selv meget er blevet set og opdraget som en stille sød pige, også mere end jeg var. Navnet skaber det, det nævner, som man siger. Så når vi siger “sikke nogle vildbasser i er” i et positivt tonefald, så bekræfter vi vel også drengene i at det er rigtigt hvad de gør.

    Nå sikke en lang smøre 🙂 Men jeg synes emnet er yderst interessant for jeg vil jo så gerne lade mine børn være dem de er – samtidig med jeg ikke kan undlade at påvirke dem ubevidst. Men bare man reflekterer over hvad man gør så går det nok ikke helt galt…

    kh Ditte og drengene.

     

    som svar til: #2661651
    ditte7ditte7
    Medlem

    Hej Mor-Cille,

    Som en anden skriver kunne meget af dit indlæg være skrevet af mig. Skuffelsen som man ikke rigtig kan komme ud med, misundelsen over alle ens venner og bekendte der sprøjter “en-af-hver” ud, den dårlige samvittighed overfor ens eget uskyldige barn som jo alligevel vil blive højt elsket.

    Jeg er selv mor til to dejlige drenge – og skal ikke have flere. Sjovt nok mærkede jeg næsten mest skuffelsen første gang – havde ellers bestemt jeg ikke ville vide hvad det blev, netop fordi at når først barnet betyder det (måske) mindre. Men så overtalte min mand mig alligevel i selve scanningssituationen og jeg fortrød det sådan bagefter. For jeg var bare ked af mit første barn ikke blev en pige; lidt pessimistisk tænkte jeg allerede der at så ville jeg nok kun få drenge. Og det fik jeg 🙂 men var nærmest glad for det anden gang, netop fordi jeg ikke kunne forestille mig andet end en drengebaby, drengelege osv. nu da jeg havde nr 1. Det værste v at vente nr 2 dreng var faktisk min mors og mormors skuffelse! Min mormor gav mig 500 kr til jul da jeg ventede nr 2. “Fordi jeg ønsker mig en lille pige til at lege med alle dukkerne”. What?!? Da vidste jeg allerede det blev en dreng. Og mine forældre mener vist heller ikke vi er færdige med at producere…

    Tror helt ærligt det vigtigste er at give sig selv lov til at sørge lidt – og så huske at man for det meste ender med ikke at ville bytte!

    Vi vil ikke have flere – ikke foreløbig i hvert fald – og slet ikke for at prøve at få en pige. Det siges jo desværre at hvis man allerede har 2 eller flere af samme køn er chancen for at få en mere større end det modsatte.

    Forresten elsker vores yngste at lege med dukker og bamser, prøve sko og andre “pigelege” – så har jeg da i det mindste en lille tøsedreng 😉

    Kh Ditte.

     

     

    som svar til: Amalie, Kasper og Magnus #2661196
    ditte7ditte7
    Medlem

    Kære Rikke

    Jeg er ikke så aktiv her inde mere så så først dit indlæg nu. Hvordan går det med jer nu? Det lyder som et rigtigt hårdt forløb som er endt på en tragisk måde. Må være svært at forstå hvorfor faren til ens børn vælger den løsning. Kan ikke sige jeg ved hvordan du har det, men ville bare ønske alt det bedste for jer og for at du kan finde overskuddet – og forhåbentlig støtten fra familie og venner – til at klare hverdagen med dine 4 børn. 

    Mange tanker fra Ditte.

    som svar til: #2650922
    ditte7ditte7
    Medlem

    Hej Nina,

    Vil starte med at sige at jeg heller ikke vil dømme om, hvad andre gør for/ ved/ med deres børn indenfor lovens rammer. Men når man fravælger vaccine af sine børn for sygdomme der ellers er stort set udryddede og som børn, især spædbørn, førhen døde af, også i Danmark, så udsætter man netop spædbørn, som jo ikke er vaccinerede endnu og kun i et vist omfang beskyttet af moderens antistoffer, for en vis smitte risiko, som ellers ikke ville eksistere, eftersom man vælger at holde liv i fx mæslinger og kighoste. Selvfølgelig kan man tage sine forholdsregler og holde sig langt væk fra ikke-vacccinerede småbørn…men til en vis grad er det efter min mening en egoistisk beslutning ikke at følge vaccinationsprogrammet og dermed holde liv i nogle potentielt livstruende børnesygdomme; det er jo ikke uden grund man er begyndt at vaccinere for dem. 

    Mvh Ditte.

     

    PS. Jeg synes det er en interessant debat, det er derfor jeg deltager i den, ikke fordi jeg undrer mig over at den kører 😉

    som svar til: #2650913
    ditte7ditte7
    Medlem

    Hej,

    Jeg har født begge mine drenge hjemme, og det var to gode oplevelser, hvor jeg var glad for at være hjemme. Første gang fordi det trak noget ud, uden dog at være kritisk. Her var det rart at kunne tage det stille og roligt i vores eget tempo, uden vedrop og andre unødige indgreb. Anden gang gik det meget hurtigere og pga en usædvanlig sløv jordemoder (som havde set mig på sygehuset om morgenen og havde en ide om at jeg ikke var i fødsel) gik vandet mens hun stadig stod ude på p-pladsen og jeg fødte 15 minutter efter hun kom ind af døren – og det kun ved at gispe og holde igen som en gal! Igen bare rart at være hjemme og ikke have aset op på sygehuset for at føde kort efter – eller på vejen! Begge gange var det bedste ved at være hjemme det at være herre i eget hus; at det ikke var mig og min mand der var gæster men jordemoderen; at det var os der vidste hvor tingene var og hvor skabet skulle stå. Og så at man bare kan putte sig i sin egen seng med sine egne hjemmebagte boller (eller whatever) bagefter, dét er fantastisk. Men her ved jeg da at andre netop har nydt at være gæst på patienthotellet med konstant nærværende sygeplejersker og cafeteria. Det ville bare ikke være lykken for os.

    Især første gang blev jeg også tvunget til at tænke fødslen mere igennem og jeg tror de praktiske forberedelser der er ved hjemmefødsel også er med til at forberede en mentalt på det der skal ske. I hvert fald to dejlige oplevelser, trods en rigtig træls jordemoder anden gang – godt hun kun var med 15 min af fødslen! 

    Første gang oplevede jeg en del irriterende kommentarer og i obligatoriske skrækhistorier (som jeg dog tror alle gravide af uransagelige årsager har måttet lægge øre til!) men primært var folk omkring os nogenlunde positive a la “hvor er du modig” (hvad der så skulle være at være bange for…). Men anden gang havde man jo ligesom “bevist” at det kunne lade sig gøre, så der var alle mere afslappede omkring det. 

    Jeg kan under alle omstændigheder kun anbefale at føde hjemme – hvis begge føler sig trygge ved det, vel at mærke. Tror for mændene det handler om at høre nogle beroligende facts og om muligt tale med nogle der selv har prøvet det – det var det der overbeviste min mand.

    Ditte, Samuel 02.04.05 og Isak 06.04.08.

     

    som svar til: #1302711
    ditte7ditte7
    Medlem

    Hej

    Vores ældste på snart 5 har altid været meget som du beskriver og ikke gidet/ selv villet prøve at tage tøj af og på. Nu mangler han så initiativ på mange punkter, hvilket generelt er et problem, men det vi prøvede var at sige han fx ikke måtte komme videre fra gangen før han havde taget sit tøj af. Problemet var han kunne sidde op til 20 min og bare meditere over sine vanter, før VI blev trætte af det 😉 Den m at konkurrere virker for det meste (hvis jeg siger “i dag kommer JEG først” er han pludselig meget hurtig) og hvis den er helt gal så tæller vi til tre og så tvangs-hjælper vi ham. Det når dog aldrig til tre, for alene det at begynde at tælle sætter fut i ham. Psykologisk terror 😉 sjovt for det der sker hvis han ikke når det er jo bare at han får hjælp, men det virker stadig, også med andre ting hvor han er for sløv. Går dog heller ikke af vejen for en anelse Haribo-pædagogik i en snæver vending, hvor jeg stiller en gevinst i udsigt når han er klar (fx hvis du skynder dig får du en gajol når du er færdig/ når vi kommer op skal vi jo have boller). Dette kneb bruges dog kun hvis vi bare SKAL nå noget om kort tid og intet andet virker eller hvis jeg står med lillebror skrigende på hoften og holder døren for ham.
    Men presse – jo, det synes jeg godt man kan begynde at gøre hvis man ved det er ren magelighed. Det er bare hvordan man får det til at virke!

    som svar til: #1302449
    ditte7ditte7
    Medlem

    Tak for svar, begge to.
    Til Macatire: Jeg søger stadig efter arbejde tættere på vores hjem, men i disse tider skal man, i hvert fald inden for mit felt, være glad for at få job overhovedet, samt et som man kan lide og udvikle sig indenfor. Jeg er 32 og først lige kommet i gang på arbejdsmarkedet, så må indrømme det ikke er løsningen for mig at gå på deltid (det kan slet ikke lade sig gøre på dette job) eller gå hjemme, hvilket jeg da har overvejet. Så svaret SKAL findes indenfor de rammer vi har nu.
    Til Annemarie: Jo som jeg også skriver ved jeg at der skal mere tid til – tror vi er inde i en ond cirkel lige nu hvor jeg ikke har haft overskuddet til at tage kampen op efter en hård dag på nyt job og derfor har far fået lov til fx at læse og lægge i seng + far har haft ondt i ryggen og ikke kunnet lægge den mindste. Der skal jeg helt sikkert mere på igen. Det med billeder er en god idé. Ligeledes m at kun ting må kaldes dumme.
    Det med at kommunikere sine følelser er faktisk et af hans stærke punkter, bla. via sine drømme, jfr. den m arbejdet der brændte. I nat drømte han, at han ikke havde nogen mor – og det var han ked af sagde han. Det svære er i selve situationerne (=hele tiden i den daglige “kommunikation”) hvor han nærmest som refleks reagerer med “gå væk” eller ” jeg gider ikke se på DIG” hvis jeg nærmer mig, lidt venligere “har ikke lige tid”…hvis jeg byder ind i hans leg. Dér nytter det intet at være pædagogisk med at sætte ord på hans følelser for ham, han lukker af og hæver stemmen mere og mere hvis jeg prøver at tale med ham. (Skal siges han også er en lidt speciel dreng, som er under udredning.)
    I dag havde vi dog faktisk en dejlig tumlestund i dobbeltsengen med både ham og lilebror efter han kom hjem, hvor jeg var det vilde uhyre mm der sov i sin hule – og så fik bank af drengene 😉 hvor han ligesom glemte han ikke vil mig, fordi det var så fysisk og sjovt. Så mere af det – kræver bare MEGET energi!

    som svar til: #1302657
    ditte7ditte7
    Medlem

    hej Marianne

    Først vil jeg siger at JA det er afgjort en periode, som jeg tror de fleste skal igennem, før eller siden, ikke at det gør det mindre frustrerende.
    Jeg er ikke just tilhænger af “skrige-igennem”-metoden, hverken når barnet er spædt eller 20 mdr. Men enhver sit temperament (både barnets og jeres!) og sin løsning. Vi har mere brugt “Sov igennem uden gråd”, som er en mere gradvis overgang. For os virkede det hos begge vores drenge først og fremmest at skabe et godt ritual, hvor han ved præcis hvad der skal ske og hvad vi forventer, en sovebamse og en “kode” (for os “shhh, du skal sove”) og at sørge for at lægge dem tidligt nok i seng, så de ikke var overtrætte (men selvf heller ikke friske) og især samme tidspunkt hver aften, specielt i indkøring fra falde-i søvn-hos os til falde-i-søvn-selv.Det var på et tidligere tidspunkt vi primært tog kampen, nemlig ca v 15-mdrs-alderen, men den kommer jævnligt op igen 😉 …desværre.
    I starten da jeg lige var holdt op m at amme sad vi med en hånd på til han sov og tog ham op hvis han blev for ked. Næste trin var at sidde v siden af sengen, næste igen at sidde i rummet men langt fra sengen og gå hen for at lægge ham ned hvis (når!) han rejste sig op og smed sutter ud. På et tidspunkt var det meeeget længe man ku sidde der og så ige når man troede han sov og listede mod døren – vips stod han og grinede. Grrr. Så begyndte vi at gå ud og lade ham stå og råbe (ikke græde ulykkeligt) et par minutter og så gå ind og sige “koden” og lægge ham ret håndfast ned (nærmest en blid “fældning”) og så gå ud igen. Dette gentaget alt fra 3 – 10 gange på en aften og så en aften, da jeg havde hørt ham råbe og lege et stykke tid og så gik ind for at lægge ham, var han pludselig faldet i søvn af sig selv! Og siden da har det kørt ret gnidningsløst langt de fleste aftener. Det tog vel ca 1 1/2 uge, fra vi begyndte at gå helt ud.
    Det var en lang smøre, håber I finder en måde, for ja 60 min er lang tid at bruge af sin aften på at sidde og kigge på et barn der ikke vil sove! Jeg gjorde dog det at jeg lå og læste ved lommelygte ovre i vores egen seng 🙂
    kh Ditte.

    som svar til: #1302451
    ditte7ditte7
    Medlem

    Hej alle

    Vores ældste søn på 4 år er blevet helt utroligt far-syg i snart 6 mdr. Jeg tror det startede da jeg fik et job som gjorde at jeg var væk aftener om ugen, hvor jeg før har været freelancer/ ledig, på barsel og i løntilskudsjob i et par år, altså haft tid og i en periode haft ham hjemme en dag om ugen. I starten blev han nærmest lidt mor-syg og viste vrede overfor mit arbejde (drømte fx at det brændte ned!), dernæst blev han lidt resigneret, og så efter at jeg fik et arbejde nr 2, som skulle passes sideløbende med det om aftenen og som er ret krævende, eskalerede far-sygen stille og roligt til nuværende stiuation hvor han kun kalder mig ved navn og stort set aldrig mor, ALDRIG kalder på mig, ofte kalder mig dumme og siger ting som “jeg gider ikke lege med dig”, du bor ikke her” og “gå væk” hvis jeg bare nærmer mig eller går gennem rummet han er i 🙁 det er naturligt, at han foretrækker far og tydeligvis ser vildt meget op til ham (og morfar og alle andre der har værktøj og tissemand!) men jeg synes det er utroligt frustrerende, sårende og faktisk uacceptabelt at han nærmest konsekvent kalder mig “dumme Ditte”! Ved bare ikke helt hvad jeg skal gøre, for hvis jeg bare skælder ham ud for det, bekræfter jeg jo lidt hans følelse af at jeg er en der er “imod” ham. På den anden side ved jeg jo, at en del af det er at han prøver mig af, og vi er enige om at det ikke er ok at kalde folk dumme hele tiden… hvad enten det er mig eller kammerater. Har prøvet at fortælle ham at jeg da bliver ked af det når han siger sådan, men han er jo ikke gammel nok til at være empatisk, han gav mig bare et blik der sagde “so what? skrid nu bare”.
    Må sige jeg er ved at være meget ked af det, – har lagt en strategi sammen med min mand hvor vi vil være mere konsekvente med at sige fra over for hvis han taler grimt til mig, men især også at vi skal dele børnene anderledes noget oftere – tit har far bare været sammen med den ældste og jeg m den yngste søn fordi det umiddelbart gav færrest konflikter og var nemt. Men det er jo ikke vejen frem. De få gange jeg stadig har kontakt til ham er når vi laver noget bare vi to, fx bager eller læser bog.
    Men hvis nogen har gode råd, erfaringer eller bare kan sige -“åh hvor jeg kender det, det går over! ” …så hører jeg meget gerne fra jer! Det er så hårdt at føle at ens 4-årige HADER en – eller måske bare er ligeglad.

    kh Ditte, mor til Samuel 4 år.

    som svar til: Juniorseng #2531905
    ditte7ditte7
    Medlem

    Vores ældste, Samuel, fik en halvhøj seng til jul, da han var godt 2 1/2 – lillebror kom jo da han var præcis 3, så vi skulle lige ha ham over i en anden seng og ud af sovevær i god tid – som en anden skriver skulle han ikke føle sig smidt ud af lillebror. Så han sov i tremmeseng ret længe 😉 og den nye seng er i voksenstr, så vi fyldte den lidt ud m hynder i starten så han ikke forsvandt helt. Isak kommer nok først ud af sin tremmeseng og soveværelset når vi engang (fohåbentlig snart) flytter i hus.
    kh Ditte og aprildrengene 05+08.

Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 562 i alt)