Fødselsdepression

Alt om Børn Fora Debatfora Livet med børn Fødselsdepression

Viser 9 indlæg - 1 til 9 (af 9 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #590328
    kiskis
    Medlem

    Hej herinde i Augustgruppen, Jeg har været lidt væk, da jeg har haft en depression, var ved læge i december, da jeg scorede lidt højt på et spørgeskema som sundhedsplejersken kom med ang. fødselsdepression, men var allerede da i gang med at gøre ting som kunne hjælpe mig lidt, bla. fiskeolie tabletter, min mand smører mad til mig som jeg kan spise til frokost, svigermor kommer og hjælper lidt med rengøring eller tøjvask. Jeg kommer ud og får frisk luft hver dag. Jeg havde haft det dårligt i flere måneder, og slet ikke kunnet overskue at stå op, bare det at rydde op ikøkkenet efter morgenmaden og vaske lidt tøj, var en kamå, Men tog til lægen alligevel som sundhedsplejersken anbefalede, hun sendte mig videre til psykolog. Synes det var vildt svært at skulle indrømme overfor omverdenen at jeg var syg og ikke kunne klare det hele selv, men da jeg endelig fik det sagt, faldt der ligesom en sten fra mit hjerte. Jeg er erklæret rask igen, men kan mærke at det svinger op og ned meget afhængig af hvor meget søvn jeg har fået om natten. Andre som har fået børn så tæt på hinanden 15 måneder imellem, som har oplevet det samme?

    #2681324
    Lone-boneLone-bone
    Medlem

    Som du kan se af nogle af mine indlæg, har jeg også følt mig meget nedtrykt. Jeg har kun et barn, og hverken min nedtrykthed eller praktiske udfordringer ser ud til at have været lige så store som dine, men jeg har alligevel fået hjælp af sundhedsplejersken til at tage mine bekymringer alvorligt.

    Jeg blev påvirket af at læse dit indlæg, fordi jeg kan genkende, at det med at skulle bede om hjælp og indrømme, at man er sårbar, er meget svært, men også givende.   

    Det er nok naturligt, at det ikke går over med det samme. Du har både fået en forskrækkelse og har stadig svære følelser at kæmpe med. Du må gerne skrive lidt mere konkret om, hvad der trykker dig lige for tiden. Angsten for at blive “syg” igen? Dårlig samvittighed? Ophobning af opgaver? Folk herinde er så gode til at skrive medfølende og opmuntrende svar.

    Jeg håber, at du kommer til at mærke en udvikling i en positiv retning.

    Mange hilsener fra Lone, med Laura på 3 måneder.

    #2681466

    og ja det er fuldstædig som du siger, det afhænger meget af nattesøvnen og hvor træt man er. i dag fx. tog jeg en lur på sofaen da den bette sov. Det er noget jeg simpelthen har tvunget mig selv til, da jeg laver alt muligt andet. og jeg har det super i aften…..de dage hvor jeg har været meget oppe om natten, givet flere flasker, sovet dårligt m.m der kan jeg mærke at jeg let bliver stresset og det kræver nogle dybe vejrtrækninger:o) så det er en rigtig god idé med aflastning til dig- det hjælper i stor stil. Jeg blev “fritaget” for at handle og hente og bringe mit ældste barn et par måneder og det var en lettelse. Nu føler jeg mig klar og har modet til at foretage mig alt det ude i den virkelige verden…også med et skrigende barn i barnevognen:0)

    #2681464

    Hej

    Jeg kan sagtens nikke genkendende til det du skriver. Jeg har to børn men med 4 år mellemrum, den yngste er lige blevet 5 måneder og jeg fik for et par måneder siden en efterfødselsreaktion. Eller jeg tror nærmere den kom snigende i takt med at jeg blev mere og mere udmattet og stresset. Og det gik helt galt efter et par uger alene med begge børn hvor jeg fandt mig selv grædende på gulvet og det var virkelig skræmmende. Jeg kunne slet ikke kende mig selv og følte ikke jeg havde kontrol over noget som helst, græd over ingenting og fik hjertebanken over det mindste. Følte konstant en uro i kroppen og en slags rastløshed og tiltider kedsomhed tror jeg Jeg gik jo bare der hjemme. Jeg følte jeg skulle sprænges nogengange. Bare det at skulle hente og bringe mit ældste barn eller handle det var umuligt for mig….alt kunne jo gå galt. jeg var bange for ungen skreg og jeg brød sammen på åben gade. jamen altså, der var ikke det jeg ikke bekymrende mig op og forestillede mig ske. I månederne efter var jeg frygtelig bange for at “kollapse” igen på gulvet, bange for at miste kontrollen og ikke kunne tage mig af mine børn, bange for at blive sindssyg.

    Heldigvis har jeg en meget hjælpsom og forståemde mand, som har hjulpet mig utrolig meget, jeg har kunnet fortælle alt, og når jeg ikke kunne var det nok bare at sige…jeg har det underligt og så vidste han han skulle tage over. Vi fik hjælp fra sundhedsplejerske, som jeg tog kontakt til, da jeg vidste det her sgu ikke var normalt. og tværfagligt Team som var en kæmpe kæmpe støtte. jeg fik også henvisning til psykolog. Ved ikke lige om det sidste har haft nogen virkning, men jeg har fået lettet trykket og det hjælper at tale om det og som du siger, det bliver lovligt at have det dårligt. men det er drønhårdt at åbne op. Jeg tog mig sammen og fortalte det til veninder, familie og ja dem der er i min hverdag. Og det hjalp alt sammen.

    Puh jeg kunne blive ved og ved…jeg er blevet helt øvet i at fortælle hvor tosset jeg er:0)

    Men pointen er at pludselig en aften da jeg lå i min seng, følte jeg der var noget galt, jeg var glad! og følte mig helt normal…og så begyndte jeg sgu at tude over det også:0)

    Nu har jeg været alene med ungerne i 14 dage, det er gået over alt forventning. Det har været hårdt, jeg har været træt, men det er jo hårdt med to små børn. Jeg har lært at passe på mig selv, huske at spise, som jeg iøvrigt heller ikke gjorde, da det var værst, få luft, slappe af og gå tidligt i seng. Og sidst men ikke mindst at tage tingene som de kommer, jeg hr NÆSTEN indsæt at jeg ikke kan planlægge og kontrollere alt. Jeg kan bla. ikke kontrollere en babys søvn, så jeg behøver ikke sidde nervøs i sofaen og bævre ved tanken om han nok vågner og så skriger han, og hvad nu hvis han bliver overtræt og havd nu hvis han skriger når vi skal handle osv.

    Nå men altså det var så en masse om mig, så kender du lidt til min problematik.  Det korte af det lange er, at du er ikke alene. Jeg er her (og sikkert mange andre herinde)og jeg er parat til at høre om dine tanker, oplevelser og hvad du ellers trænger til at dele…for sådan som du har det er der rigtig mange der også har det. Jeg håber, du vil skrive tilbage. Indtil da pas godt på dig selv.

    #2681504
    Lone-boneLone-bone
    Medlem

    Det er jo så rigtigt og genkendeligt, det du skriver “Alexanders mor”. Jeg tror de fleste mødre kan nikke genkendende til det meste. Hvor stort presset er, og hvordan man tackler det er så forskelligt fra person til person – sammen med en masse udefrakommende faktorer.

    I går da jeg skulle have min lille pige vaccineret, ville lægen også lige have mig ind til en snak om, hvordan det går, for jeg havde for en måned siden pippet om, at jeg ikke havde det så godt.

    Jeg fortalte, at det går bedre, memn at jeg er en person, der er vant til at have mange jern i ilden. Egentlig er jeg også vant til at det hele ramler engang imellem, men det er langt sværere at reagere på det, når jeg også skal tage mig af en lille barn. Dog er jeg ved at have fundet en god balance, hvor jeg giver mig selv lov til at sove længe, ikke laver så meget praktisk hjemme osv. Dvs. tænker på at det også er en opgave at holde mig selv glad. Desuden sørger både min mand og jeg for at vi ikke har konflikter, der bliver håndteret dårligt, for det er jeg alt for sårbar til.

    Nå, men lægen var selvfølgelig glad på mine vegne, men vil gerne snakke med mig igen, hvis det går ned ad bakke. Han synes også vi skal tage en snak, når jeg starter på arbejde igen, for så bliver der endnu engang en ny rytme, som jeg skal indstille mig på.

    Jeg er SÅ glad for, at jeg nu er begyndt at tage mit eget velbefindende alvorligt. Jeg kan ikke klare det alene, men efter at have sagt det til sundhedsplejerske, venner, læge og selvfølgelig min dejligt støttende mand, har jeg en masse til at hjælpe mig videre næste gang det evt. går ned ad bakke. Ligeledes føler jeg det er i orden at sove rigtig længe en dag, hvor jeg kan det (selvom jeg føler det er lidt spild af tid, men alt for at bevare det gode humør…).

    Altså endnu engang. Få åbnet op for det. Det hjælper…

    Til jer begge: Husk at man ikke er svag, fordi man er stresset/deprimeret. man har bare været stærk alt for længe.

    Til Alexanders mor: Hjælper det ikke at tale højt til det grædende barn nede i supermarkedet a la: “Nå, vil du slet ikke falde i søvn i dag, men du har altså brug for at sove skat. Du skal du lige stå her mens jeg henter… så er vi snart ude igen.” Altså demonstrere for de andre kunder, at du gør dit bedste og har styr på det, og ikke er en ravnemor. Det er i hvert fald min taktik.    

    #2681972
    kiskis
    Medlem

    Bare rart at vide at der også er andre som har det som jeg, det er begyndt at gå fremad nu, jeg sover længe om morgenen, når jeg har sendt min mand og ældste søn afsted og givet Rasmus 5 md. mad, så leger vi lidt og så er han klar til en lur, der hopper jeg selv med god samvittighed i seng med viden om at så kan jeg være en glad mor resten af dagen og måske også få lidt energi til rengøring med mere. Før jeg havde snakket med psykologen slog jeg mig selv i hovedet hver gang jeg hoppede i sengen igen, men det er jeg holdt op med, det hjælper…Men kan også mærke væsentlig forskel nu hvor jeg er stoppet med at amme… det har virkelig drænet mig for energi, og oveni trætheden var jeg jo ved at blive tosset bogstavelig talt. Men jeg har også oplevet det som Alexanders mor skriver at jeg en eftermiddag sad sammen med reste familien og tog mig selv i at smile og føle mig glad, det var en usædvanlig følelse, men dejligt… tror gamle Kirsten er ved at vende tilbage, i hvert fald i glimt. Håber det samme for jer. knus Kirsten

    #2682242
    Lone-boneLone-bone
    Medlem

    Jeg har haft en uge, hvor jeg havde det rigtig fint og en uge, hvor det gik lidt ned ad bakke igen. Jeg var til et foredrag på det lokale bibliotek om fødselsreaktioner, hvor jeg blev rigtig meget påvirket af det vi snakkede om. Sundhedsplejersken så mine tårefyldte øjne og rådede mig til at melde mig til en særlig mødregruppe de har i kommunen, hvor efterfødselsreaktioner er på dagsordenen. Det glæder jeg mig virkelig til, selvom jeg i første omgang ikke havde troet, at jeg var “så langt ude.” Det er mærkeligt at føle sig både meget stærk og utrolig sårbar samtidigt… men jeg føler det er dejligt at tage ansvar for at jeg har det godt.

     

    Hilsen Lone

     

    #2697212
    mianne30mianne30
    Medlem

    Jeg fik en fødselsdepression for snart 10 år siden da jeg fødte mit andet barn… Jeg har været igennem terapi, medicin, indlæggelser mm og har altså stadig ikke moderlige følelser for min store datter…
    Jeg tager mit ansvar men syntes at det er misvisende at der står inde på siden, at en fødselsdepression forsvinder inden for ca. 6 mdr.. Det passer simpelthen ikke og vi var flere kvinder i terapigrupperne der stadig har det sådan..

    Jeg har lært at leve med det og acceptere det, hvilket gør det nemmere at være i…

     

    Mvh. MG 

    #2719713
    Mette-EkdalMette-Ekdal
    Medlem

    Jeg skriver herinde, da jeg er ved at søge information til at skrive en større skriftelig opgave omkring fødselsdapression, jeg ville høre om der er nogle af jer, der har mulighed og lyst til at give et interview eller sende, en meget forklarlig og detaljeret, gennem gang af jeres fødselsdepression, både, hvordan det kom frem under opløb, hvordan i havde det midt i selvekrisen og hvordan i kom videre og hvordan i har det i dag??

    Jeg håber virkelig nogle af jer har lyst til at hjælpe mig og hvis I ikke selv har været ramt men kender en som har været ramt og skulle have lyst til at hjælpe mig med denne opgave, vil jeg bliver utrolig glad og vil sætte stor pris på jeres hjælp 🙂

    I er velkommen til at skrive til mig på min mail: mettebuhler@hotmail.com, hvis I har lyst til at holde jer anonyme over for andre.

    Jeg håber at der er nogle af jer som kunne have interesse i at hjælpe mig, med denne opgave 🙂

    MVH Mette Ekdal Buhl 

     

Viser 9 indlæg - 1 til 9 (af 9 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.