Update på min situation :'( (meget laaaangt indlæg)

Alt om Børn Forums Mødregrupper Mødregruppe April 2008 Update på min situation :'( (meget laaaangt indlæg)

Viewing 6 posts - 1 through 6 (of 6 total)
  • Author
    Posts
  • #549753
    missmothermissmother
    Member

    Hej

    Dette burde have været et dagbogsindlæg, men det er alt for langt til at begynde at lægge det ind der, så jeg håber I har god tid til at læse det. Har bare lige behov for at læsse lidt af :-((

    Henrik har vist endeligt forstået jeg ikke flytter tilbage og er begyndt at have Amalie og Kasper på weekend. Og selvfølgelig er de 2 mærket af det der er sket, men som jeg oplever det er det meget normale reaktioner. Magnus bliver stadig delvist ammet og jeg vil forsøge at vente med samvær for hans vedkommende indtil han ikke vil eller kan ammes.

    Mht. Alessandra er det der sker rigtig meget sårende og gør rigtig meget ondt i min sjæl og mit hjerte.

    Alessandra flyttede jo hjem til hendes far i juni måned i en prøveperiode på 3 mdr for at finde ud af om det virkelig var det hun ville. Måden flytningen foregik på gøre meget ondt på mig og jeg valgte ikke at have samvær med alessandra i en periode. Så vi sås kun når vi skulle til fys. Så kom sommerferien med ferie og der så jeg hende kun få dage og jeg så frem til min ferie skulle starte og jeg skulle flytte. Det ville jo gøre alting meget lettere når vi havde vores eget at være i og ikke skulle være klemt sammen 7 mennesker på 65 m2. Alessandra nåede at være hos mig mens jeg boede hos min bror i 2 dage så ville hun hjem fordi hun ikke sov godt hverken på en madras eller på sofaen. Det var så også fair nok. Så var hun hos min søster og svoger nogle dage og jeg hentede hende den dag jeg flyttede.

    Fredag aften (1/8) skulle jeg lige hos mine forældre for at hente Amalie og hos min bror for at hente vores toiletsager og sengen til Magnus. Da jeg kom tilbage stod Alessandras far i min stue. Alessandra ville ikke være der mere for der lugtede grimt og hun kunne slet ikke være i køkkenet. da jeg hørte det viste jeg godt hvad der var sket. Kasper havde fået tændt for komfuret inden vi kørte og ovenpå lå toppladen til opvaskemaskinen, som var smeltet af varmen fra den plade som var tændt. Alessandras far sagde til hende : nå skal vi køre hjem, i stedet for at sige til hende det ikke var den store ulykke og stanken jo kunne luftes ud. Da tændte jeg lidt af (og jeg har nok også været ret stresset den dag) så jeg sagde til hende, der skulle gå lang tid før vi så hinanden igen. Jeg var så skuffet over hun havde ringet (det troede jeg hun havde) til hendes far i stedet for at forsøge at kontakte mine forældre eller min bror hvor hun vidste jeg skulle være. Senere hen fortalte hun mig hun ikke havde ringet til nogen, men hendes fars kone havde ringet for at høre hvordan det gik med ta være hos mig. Og så havde hun jo sagt der lugtede grimt og hun ville hjem.

    Hun tog så med mine forældre og Amalie ud at sejle dagen efter.

    Om fredagen skulle jeg hente Amalie og Alessandra fordi alessandra skulle noget med hendes far. Hendes far ville have hun skulle tage bus og tog fra hundested til næstved, men han havde ikke sørget for betaling til dette. Så min far havde bedt mig komme og hente dem. Inden jeg tog afsted for at hente pigerne, satte jeg mig ned og skrev et brev til alessandra hvor jeg bad om at få en chance for at vise vi kunne skabe os et godt hjem. Og hvordan jeg mente vi kunne gøre det.

    I løbet af både juli og august ringede jeg til hende mange gange for at høre om vi skulle lave noget sammen, men de fleste gange blev mit forslag afslået udentagen hvis det involverede noget hvor der var chance for jeg ville købe noget til hende (sådan følte jeg det bagefter).

    Efter jeg hentede hende fra sejlturen med mine forældre og snakken på vej hjem derfra, fik vi en rigtig godt forhold til hinanden og med rigtig dejlig og tæt samvær i august måned.

    Den sidste weekend i august hvor hun var hos mig, brød hun sammen og sagde hun ville prøve at bo hos mig, for hos hendes far følte hun hun skulle være voksen og i de 3 måneder hvor hun havde været der havde hun kun fået mad – alt andet skulle hun selv sørge for. Jeg blev så glad, da hun sagde hun ville flytte hjem til mig og vi skulle bygge videre på det vi havde fået bygget op. Om søndagen skriver hun til hendes far om det er okay vi kommer og henter hendes ting. Han ville have de skulle have en snak sammen omkring det – uden mig.

    1½ times efter jeg havde sat hende af hos hendes far, ringede min far for at forberede mig på hun ikke flyttede hjem til mig alligevel. Hun havde skrevet med min far over MSN og fortalt ham de havde lovet hende en masse nye ting og at hun måtte komme ud til mig så meget hun ville – omkring det var hendes egne tanker at det skulle være 3-4 dage om ugen. Jeg fik beskeden om at hendes flytning ikke ville blive til noget alligevel på en SMS 4 timer efter min far havde fortalt mig det. Hun skrev også hendes far mente det var for voldsomt at flytte ud til mig når vi næsten ikke havde set hinanden i 3 mdr og det var ikke en beslutningen hun kunne tage alene men som vi skulle blive enige om.

    Om mandagen tog jeg på skolen for at aflevere nogle ting og tøj som hun havde glemt hos mig. Da jeg bankede på døren til klassen og fik øje på hende blev jeg mødt med sådan et hovende ha ha ha-der-tog-jeg-røven-på-dig grin og så for fanden i mig og jeg kaldte hende en lort og sagde jeg synes hun skulle fortælle hendes venner hvordan hun behandlede folk så kunne de være de stadig ville være ven med hende. Jeg ved godt det ikke var det smarteste træk, men jeg kunne bare ikke klare det mere.

    Mandag aften og efter en døgn med gråd besluttede jeg mig for jeg ikke kunne blive ved med at få smidt koldt vand i hovedet hver gang hun havde sagt et og så det blev til noget andet når hun havde snakket med hendes far. Derfor skrev jeg til hende jeg ikke længere kunne klare det og vi måtte holde op med at se hinanden for jeg ønskede ikke et psykisk sammenbrud.

    Efter følgende skrev jeg dette brev til hende:


    Kære Alessandra

    Jeg skriver dette brev til dig, da jeg føler, jeg bliver nødt til at forklare mig. Siden jeg ikke mener, det er noget der kan eller skal klares pr SMS og jeg ikke har fået muligheden for at gøre det face-to-face, så får du dette brev.

    Normalt ville jeg ikke have skrevet et så personligt brev på computer, men jeg ved, det vil blive meget følelsesladet og der vil komme/kommer nogle grædeture undervejs, så må det blive på denne upersonlige måde, hvis det skal være læseligt.

    Hvis du er nået så langt, så du er kommet hertil, håber jeg, du vil opfylde min stille bøn. Dette er et dybt personligt brev fra mig til dig og kun dig. Derfor vil jeg bede dig om, dette brev på INGEN måde kommer andre for øje, øre eller bliver brugt imod mig.

    Dette brev bliver skrevet fra hjertet og måske ikke hele vejen igennem let ? håber du forstår hvad jeg mener ? eller positiv læsning, men mine tanker og følelser for de sidste 3 måneder, som jeg giver dig indblik i. Og der kommer nok kritiske vendinger/oplysninger, som du helst ikke vil forholde dig til, men som jeg føler mig nødsaget til at fortælle dig for at kunne give dig et helhedsbillede af og for at kunne forklare mine handlinger og sorger.

    Jeg ved min beslutning om, vi ikke kan ses gør ondt på dig og det gør også meget ondt på mig. Og alligevel har jeg måtte tage den svære beslutning, det må være sådan. De sidste par dage, hvor tårerne har rendt, har taget hårdt på Amalie, Kasper og ikke mindst mig selv. Amalie og Kasper har ikke bedt om tingene skal være, som de er og derfor må jeg skåne dem for mere sorg og tristhed herhjemme. Mit hjem skal og må ikke være en gentagelse af Københavnsvej, for det slider for meget på os og det har vi ikke behov for lige nu.

    Da du flyttede ud til far, blev en del af mit hjerte og en del af min sjæl taget fra mig (store ord jeg ved det godt, men det er sådan jeg følte/føler det ) ? og der var ikke noget jeg kunne gøre ved det. Som jeg har sagt til dig før, ved jeg godt, jeg ikke er den nemmeste at leve sammen med. Men jeg vidste ikke, du havde det så slemt og kunne derfor ikke gøre noget ved det eller løse problemet/problemerne. Jeg vil jer børn det bedste og prøver at gøre tingene, som jeg mener, de bør gøres. Du er mit ældste barn og derfor nok også lidt min ?prøveklud? ? ikke at det retfærdiggør eller er en undskyldning for mine handlinger.

    Efter din flytning var der mange spørgsmål, som du meget ærligt svarede på mundtligt eller kropsligt, og for hvert svar gjorde det mere og mere ondt på mig ? men jeg måtte have klarhed over forløbet for at kunne bearbejde det skete.

    Måden du flyttede på, har gjort meget ondt og gør det stadig. Og efter denne weekend er der blevet bygget mere sorg på den, der i forvejen var i min sjæl og hjerte. For hverken mit hjerte eller min sjæl var helet helt, men for hver god oplevelse og hvert dejligt samvær vi har haft sammen er begge dele blevet helet en lille bitte smule. Jeg har oplevet, vi kan være sammen uden at råbe eller skrige ad hinanden eller blive dybt uvenner. Det har været ren fornøjelse og jeg kunne køre dig hjem med en følelse i mit hjerte af, vi sammen var kommet på rette vej ? en vej som vi burde have været på for rigtig mange år siden. Ligeledes er det, som jeg også sagde til dig i weekenden, meget længe siden jeg har set dig så glad, når vi skulle være sammen. Og jeg følte i din glæde, du også havde det godt og nød vores timer sammen.

    Jeg foreslog, vi skulle lave ?regler/aftaler? med hinanden, om hvordan det skulle være, når vi skulle give vores ?bofællesskab? en ny chance, fordi jeg mente, det ville være en hjælp for os, vi havde noget at læne os op ad i de svære ting/situationer, som vi også ville komme til at skulle forholde os til. Reglerne skulle gøre det lettere for os at genskabe tilliden til hinanden og jeg følte, du forstod og var enig med mig. Det skulle være vores redskab til at kunne klare dagligdagen og de problemer den ville/kunne byde os.

    Puha det bliver godt lidt rodet dette her og i mit hoved kommer tankerne i hop og spring og på ingen måde kronologisk ? please bær over med mig!?!?!?!

    Det har i de sidste 3 måneder været meget svært for mig at lægge øre til alt det, din far har lovet dig og så samtidig skulle lade være med at dæmpe din glæde ved at oplyse dig om din far ingen rettigheder har til at kunne opfylde alle de løfter. Men nu går tingene op for mig: Det har hele tiden været din fars intention, du ikke skulle flytte fra ham igen efter de 3 måneder. Måske også derfor jeg skulle såres, som jeg er blevet gjort, så kan det bruges imod mig i statsamtet og derved kan han få det, som han vil have det og jeg vil stå i et meget dårligt lys. Det er hårde ord, det ved jeg godt. Men jeg kender din fars beregnende måde at være på.

    Noget andet der også bestyrker mig i mine tanker er, begrundelsen om vi næsten ikke har set hinanden de sidste 3 måneder og derfor er det for voldsomt, du skulle flytte herud. Jeg har rigtig mange gange spurgt dig om vi skulle være sammen, men så har du fået lov til at gøre andre ting ? på trods af det burde have været mig der skulle have været spurgt og givet lov i mine weekender og samtidig er det blevet forhindret på grund af deres familieterapi. Ydermere burde de ikke ringe og checke op på dig hver gang du er hos mig, det er som om jeg hele tiden bliver checket i hoved og røv, så de kan gribe chancen for nyt materiale til brug i amtet.

    Ydermere er det meget dobbeltmoralsk at sige vi skal blive enige om du skal flytte, når han ikke tog mig med på råd inden du skulle flytte til ham og ej heller var jeg til stede her i weekenden, hvor han (efter hvad jeg har fået at vide) igen lover en masse ting. Han har ikke efterkommet dit ønske om at prøve at bo hos mig, men derimod overbevist og købt dig til at blive hos ham. Det skuffer mig meget dybt, eftersom du meget bestemt sagde til mig, oven i købet mens andre hørte det, du ville prøve at bo sammen med mig ? at du ville give det en chance. Jeg har ikke lovet dig nogen ting som jeg ikke kan holde, men du fortalte mig din far ikke holdt de løfter han gav? og alligevel falder du endnu en gang for nye løfter!!!! Det gør ondt når man bliver vraget, men det gør endnu mere ondt når det sker igen!!!!

    Du skrev til mig i søndags en del af din aftale med far var, du kunne komme her alt det du havde lyst til. Men hvordan skulle jeg kunne tro andet end det ville indebære det samme som har været gældende de sidste par måneder, eftersom jeg har fået afslag på afslag det meste af juli og august når jeg har spurgt om du havde lyst til at være sammen med mig???? Og jeg har bestemt ikke været tilfreds med den smule tid som har været tildelt mig, hvilket jeg vist også flere gange har gjort opmærksom på.

    Jeg har til morgen ringet til lægen og bedt om en henvisning til psykolog, så jeg kan få bearbejdet al min sorg og følelser, der er forbundet med din flytning. Og med tiden kan jeg måske finde plads i mit hjerte, min sjæl og mit hoved til at forstå alt det der er sket og få lagt det bag mig. Men sorgen over jeg er nød til at bryde med dig, vil ALDRIG forsvinde og det kan måske være jeg en dag ude i fremtiden, tør lukke dig ind i mit liv igen. Men lige nu er min tillid til dig og det du siger tæt på nul. Og det vil tage meget lang tid at genopbygge den tillid, vi kan måske endda ikke en gang kunne klare det på egen hånd. Jeg ved godt det ikke er dit ord, der bliver brudt, men derimod din far der ved havd og hvordan han skal få dig til at ændre mening.

    Og jeg kan forestille mig hvordan du føler dig som en lus mellem 2 negle, men denne følelse befrier jeg dig hermed for. Jeg kunne blive ved med at se dig, men til sidst ville jeg være helt nedbrudt i mit hjerte, min sjæl og min psyke over det din far byder mig. Jeg er meget skuffet og dybt ked af han ikke vil acceptere dit ønske om at prøve at bo hos mig, nu forholdene var ændret, ligesom jeg accepterede dit ønske om at prøve at bo hos far i juni måned.

    Det var også i mine tanker, vi sammen burde have gået til psykolog for at få en forståelse for vores indbyrdes forhold til hinanden. Det kunne måske have givet os redskaber til hvornår og hvad det var som trickede os hver især, når tingene gik i hårdknude. Men det er jo for sent nu at spekulere på det, som kunne være gjort anderledes.

    Jeg sender tøjet vi købte, dit kamera og dine Man. United blade med dette brev. Jeg skal nok betale for medlemskab af supportklubben som lovet, jeg betaler lige så snart jeg har lidt penge tilovers :-).

    Og husk min lille skat uansat hvad der sker, vil jeg altid elske dig, det må du ikke betvivle. Du vil altid være i mit hjerte og sjæl – en del af mig. Og jeg har taget denne beslutning om at bryde med dig for tid, fordi jeg elsker dig og fordi jeg ikke er noget værd for nogen af jer børn, hvis min psyke bliver totalt nedbrudt. Og så tror jeg vi begge trænger til en pause fra alle disse dybt sårende følelser som har fulgt os de sidste 3 måneder.

    Jeg elsker dig mere end ord kan beskrive.

    Kys, knus, kram og alt det andet
    MOR 🙂 :'( :'(

    Jeg fik ingen reaktion på det brev overhovedet.

    Den anden dag skrev jeg til hende på FB jeg havde nogle beskeder til hende og om hun ville kontakte mig.

    Torsdag lagde jeg en tlf.besked til hende på skolen og det var hendes far der besvarede den. Alessandra ville ikke snakke med mig. I går tog han og jeg en lang snak sammen og han siger han slet ikke kan genkende alt det jeg fortæller – hverken det alessandra har sagt han har sagt eller det som hun har sagt hun har sagt til ham (lidt kringlet – håber det er forståligt!!!!)

    Han vil konfrontere hende med det jeg har sagt og så ville han se om hun ville snakke med mig. Jeg mente jo ikke det var et spørgsmål om hun ville – hun skulle lære at stå til ansvar for sine handlinger. Men han ville heller ikke tvinge hende til noget.

    Da han ringede tilbage, ville hun skrive et brev til mig. Jeg sagde også til ham jeg synes han havde været en røv han ikke havde kontaktet mig overhoevdet i de sidste 6 måneder når han blev bekendt med et problem der omhandlede mig. Yder mere blev jeg oplyst om efter hun var flyttet ud til ham slet ikke havde haft lyst til at snakke eller være sammen med mig.

    Torsdag aften modtog jeg dette fra Alessandra:

    Det her kommer nok til at lyde hårdt – men jeg kan virkelig ikke formulere mig anderledes lige nu.

    Jeg er træt af at JEG får skylden hvis der er knas mellem os, for det er simpelthen altid noget jeg har sagt, altid! Men er du klar over hvor svært det at være den der står for at skulle træffe de valg som evt. betyder at man gør mere end én anden person ked af det?
    Jeg HADER når folk er kede af det, og endnu mere når det er min skyld, så det gør det ikke nemmere!
    Alle siger “ej, men vi/jeg presser dig ikke, og vi/jeg respektere hvad du nu end vælger,” men det ligger et endnu større pres på en fordi så har man en eller anden dum tanke om at det bare er en facade for at man skal vælge et eller andet og så alligevel føle skyld over hvad man nu engang vælger.

    Jeg flyttede ikke kun fordi Henrik drak, også fordi vi to aldrig rigtig har haft et rigtig godt forhold til hinanden … Jeg har aldrig rigtig følt jeg har kunnet fortælle dig ting som jeg ikke fortæller alle, vi har ikke særlig meget sammen, først var du meget optaget af din computer, da jeg så fik min var jeg nok lige så slem. Jeg har aldrig rigtig følt at du har været stolt af mig eller støttet mig i mine interesser. Det kan godt være du har været stolt af mig eller støttet mig, men så har jeg været for tyk pandet til at opdage det. Da jeg fik min elevlog og viste dig den begyndte du straks at snakke om at du var ved at græde af glæde over Amalies, er du klar over hvor ked af det jeg blev over det?! Jeg tudede inde på værelset. Da du sagde det med “luderbilledet” tænkte jeg over det i flere og flere dage, det gjorde sgu ondt at få sådan noget i hovedet. Der har været så mange ting jeg har været ked af, rigtig mange. Jeg har flere gange stået og set på mig selv i spejlet og tænkt: ?Gud hvor er jeg egentlig køn,? og det næste øjeblik skiftet fuldkommen mening, og begyndt at græde. Min selvtillid har været lig nul, og jeg begyndte at cutte. Jeg skjulte ikke sårene, håbede at du ville opdage det og tage fat i det, spørge hvad der foregik og få alt det møg bag mig, jeg har praktisk talt stået og viftet med armen omkring dit hoved, og du har ikke lagt mærke til noget, og det blev så ikke opdaget og der blev ikke taget fat i det, og det har overhovedet ikke gjort det bedre. Og jeg har nok ikke været god til at tackle tingene rigtigt, jeg ved jeg burde have sagt det. Men sådan er jeg ikke, jeg holder tingene for mig selv – og sådan er jeg!
    Og når der var personer du ikke kunne lide, så skulle de rammes igennem mig. F.eks. Malou i kantinen, eller Riijeh, det har flere gange fået mig til at føle mig som en simpel rekvisit – undskyld, men det har det!

    Da vi begyndte at skulle snakke efter jeg flyttede havde jeg det meget dårligt. Jeg ville jo ikke gøre dig ked af det, men jeg havde en idé om at jeg ville få det bedre hos far. Men igen, jeg er simpelthen så dårlig til at sige tingene.
    Da vi snakkede sammen dagen efter jeg var flyttet og du råbte af mig blev jeg både ked af det og bange. Jeg var rigtig ked af det fordi du ikke kunne acceptere mit valg om at flytte, også fordi jeg af en eller anden grund troede du vidste hvad jeg gik og tænkte på, og bange fordi jeg ikke vidste hvad du kunne finde på. Da vi så skulle snakke ude hos morfar var det ikke bedre, hvis der er noget jeg er værre til end at sige hvordan jeg har det på skrift, er det at sige tingene face-to-face. Jeg kan ikke lide det på nogen måde, det er også derfor jeg ikke ringede efter den weekend Christine var med hjemme, jeg vidste jo du ville blive ked af det, og begynde at råbe, og det ville få mig til at tude, og det syntes jeg efterhånden jeg har gjort nok.
    Det virkede også skræmmende for mig at skulle gå fra at være hos dig et par dage om måneden til at være der hver dag. Også det at du ikke ville lade mig komme lige så meget ud til far, som far ville lade mig komme hjem til dig.

    Da du dukkede op nede på skolen var det bare dråben der fik bærget til at flyde over. Jeg ved godt det ikke var fair af mig ikke at ringe og fortælle dig det, men jeg orkede bare ikke mere råberi og tuderi. Det fik mig til at tænke over tingene, og jeg mistede faktisk lysten til at have kontakt med dig. Da du sagde at du syntes det var en god ting at vi afbrød kontakt var jeg temmelig enig.
    Nu da du kontakter mig igen har jeg ikke ændret mening, jeg har ikke lyst til at have kontakt med dig, og det irritere mig at vi ikke bare kan få lavet den fællesforældremyndighed og få min adresse flyttet.
    Jeg har det godt hvor jeg er nu, og jeg vil blive her, og jeg ville blive glad hvis du ville lade vær med at kontakte mig igen.

    Alessandra.

    Jeg kan ikke forstå det med cutteriet, fordi senest til Magnus’ barnedåb den 26/7 havde hun en kortærmet kjole på og efter 2 x konfirmation i maj hvor hun også havde bare arme, har der været små 60 forskellige mennesker som har haft mulighed for at opdage hendes sår og ar, men ingen har set det. Ej heller har fys’en nævnt noget om det og han burde da have set det.

    Hendes far fortalte mig også hun skulle til psykolog i går åga. de problemer de har hjemme hos dem.

    Så lige nu er jeg der hvor jeg er meget uforstående overfor hele forløbet og ikke kan få det gjorte og sagte til at hænge sammen. Og hvor jeg indimellem ville ønske jeg bare slet ikke levede mere for jeg kan ikke tackle mere nu.

    Mit liv har været et helvede lige siden ulykken i dec og jeg har kke nået at få bearbejdet ulykken før magnus blev født for tidligt ved akut KS og kun 3 uger senere indlagt med RS til en konfirmation 2 uger efter udskrivelsen til en højest uventet flytning 3 uger efter konf. og ikke mindst mine egne flytningeri hhv. juni og aug. Samtidig med skaderne fra ulykken spreder sig fra kun at være knæ og skuldre til nu også at være ryg, håndled og ankler!!!!

    Men jeg prøver at holde mit hoved ovenvande og så må vi se hvor jeg ender henne.

    Hvis I er nået igennem og helt herned siger jeg tusinde tak fordi I ville læse med om mine pinsler.

    Rikke :'(

    #2530746
    Dorte13Dorte13
    Member

    Kære Rikke
    Kan godt forstå det er svært for dig i den her situation. Men du lægger et ALT for stort ansavar over på din store pige. Hun kan slet ikke klare så meget ansvar i hendes alder. Lad hende være i et stykke tid. Lad hende vide du starter på en frisk, og at du elsker hende uanset hvad. Og lad så hende komme til dig.
    Hun har brug for at finde fodfæste. Det synes jeg fremgår meget meget tudeligt af hendes brev til dig. Hun virker næsten desperat for at få dig til at forstå at hun har brug for ro.

    #2530749

    åh Dorte hvor er jeg glad for at du skriver det!
    Det du gør mod Alessandra, minder i den grad om noget der blev gjort mod mig i min barndom, så jeg bliver helt dårlig af at læse dit indlæg.
    Jeg ved godt at det har været en utrolig hård periode for dig, men du er den voksne, hun er barnet. Du må ikke forvente at hun kan tage voksne beslutninger eller tvinge hende til at gøre det.
    Heldigvis viser hendes brev til dig, at hun har en ide om hvad der er bedst for hende.

    #2530748
    ditte7ditte7
    Member

    Kære Rikke,

    Jeg kan godt høre du er rigtig ulykkelig over situationen, helt forståeligt ? ikke at jeg vil påstå jeg ved hvordan du har det, er selv så heldig at have forældre som stadig er sammen og jeg har især ikke store børn (med tilsvarende store problemer…) endnu.

    Hvis jeg skal være ærlig må jeg dog give de andre ret. Min sympati må ALTID være hos børnene i en skilsmisse-situation, for de har jo på INGEN måde valgt den. Måske er det ikke meningen, men det lyder næsten som om du mener din datter selv har haft indflydelse på, at hun skal vælge mellem sin far og dig (et frygteligt og umuligt valg, kan jeg forestille mig!). Og det har hun jo ikke.
    Desuden hører jeg det lidt som om du betragter hende som en ligeværdig veninde, altså en der i lige så høj grad som du har et ansvar for at få jeres forhold til at fungere og for at leve sig ind i din opfattelse af hændelserne. Er hun ikke kun 14 – 15 år og i puberteten, altså den alder hvor man i forvejen er forvirret og skal finde sig selv? Og hvor man for det meste stadig er totalt egocentreret?

    Jeg håber ikke du tager det jeg skriver ilde op ? det er ikke for at gøre dig endnu mere ked af det. Men jeg går ud fra du skriver for også at høre nogle synspunkter udefra? For mig at se er det ikke en farbar vej at blive ved med at forvente at din teenagedatter er din ligeværdige og at hun skal tage ansvar for dine følelser. Der er jo ingen tvivl om at du elsker hende meget højt ? det lyder bare som om du har nogle lidt urealistiske forventninger til hende og det tror jeg kan skade både hende og jeres forhold.

    kh Ditte (med små børn og “små” problemer 😉 )

    #2530750
    tinaapriltinaapril
    Member

    Kære Rikke

    Hvor er det flot, at du åbent deler det hele med os. Jeg håber, det hjælper dig at skrive det hele ned, giver klarhed mm.
    Det er rigtig hård situation, du står i, og jeg kan godt forstå, du synes, det er hårdt. Det virker dog som om, du ved at skrive har fået så meget klarhed over din situation, at det fra nu af må gå opad igen. Held og lykke!
    Jeg tror dog ligesom de andre, at det er utroligt vigtigt at huske på, hvem der er barnet og hvem der er den voksne, og at du ikke må betragte din teenage-datter som voksen og i stand til at træffe fornuftige, velargumenterede beslutninger. Selvom hun er stor og virker næsten voksen er hun jo stadig barnet.

    Held og lykke med at få det hele vendt, så der kommer mere styr på det!

    KH

    Tina

    #2530747
    JanePeJanePe
    Member

    Kære Rikke :O)

    Du er modig og det har jeg respekt for! Jeg tror ikke selv jeg kunne åbne mig på samme måde i dette forum, men flot at du kan og tør!
    På mig virker det som om du har ufatteligt meget at tumle med og at du er lidt ensom i det hele. Godt at du forsøger at få henvisning til psykolog. Det er der ikke nogen faliterklæring i!!!

    Min baggrund, for at svare på dit indlæg, er arbejdet med unge piger (12-23 år) som har været udsat for svigt, skilsmisse, omsorgssvigt og diverse. Og jeg vil råde dig meget stærkt, hvis du vil have et ordentligt forhold til din ældste datter, til at lade hende i fred. Hun skal nok komme, når hun er klar! Jeg oplever så tit forældre der klamre sig til sine børn, og helt, forståeligt, men det er bare ikke det rigtige at gøre. Din datter ved du elsker hende og det glemmer hun ikke. Du har fortalt hende at du elsker hende ubeskriveligt meget og det er nok for nu.
    Og desuden må man ALDRIG fornærme den anden forældre overfor ens børn…de vil blive revet over indvendigt! Børn er loyale overfor deres forældre og det gør så ondt på dem at mor/far bruger grimme ord om den anden forældre…så lad please være med det..også for at bevare din egen værdighed og voksenrolle!
    Du har det ikke nemt, men brug tiden, uden din datter, til at få styr på livet og brug tid på de andre børn!

    De varmeste hilsner og ønske om held og lykke i fremtiden

    Jane

Viewing 6 posts - 1 through 6 (of 6 total)
  • You must be logged in to reply to this topic.