Jeg har virkelig brug for gode råd!!!!

Alt om Børn Fora Mødregrupper Mødregruppe April 2008 Jeg har virkelig brug for gode råd!!!!

Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 21 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #548631
    ibenjessenibenjessen
    Medlem

    Først og fremmest. Tillykke til alle jer herinde.

    Jeg er så meget i TVIVL!!!!!!

    Jeg er blevet gravid og er 6+2 henne. Jeg er blevet gravid med min kæreste og jeg har kun kendt ham i 5 mdr. Det var virkelig ikke planlagt og en kæmpe Ups’er. Vi har snakket en hel del frem og tilbage og han er kommet frem til at han slet ikke er klar til at få barnet.
    Jeg er 30 og har virkelig svært ved at blive gravid og har virkelig kæmpet en hård kamp for at få min datter på 5.
    Jeg er modstander af abort, så på den ene side vil jeg rigtig gerne beholde barnet. Men på den anden side kan jeg godt se at jeg ser frem til at skulle opfostre barnet alene.
    Så jeg vil rigtig gerne høre jeres mening om hvorvidt jeg skal beholde det eller vælge den abort som jeg er modstander af.!

    Knus Iben

    #2523798
    mor2008mor2008
    Medlem

    behold det barn , børn er en gave, men det er kun dig der kan vælge, er duklar til at blive mor igen.
    Knus Løven

    #2523802
    Bubbibaby1Bubbibaby1
    Medlem

    Hej Iben..

    Jeg kan godt følge dig i at du står i en lidt vanskelig situation. Men i og med du har så svært ved at blive gravid, så ville jeg nok vælge barnet. Du er 30 år og for at sige det på en grov måde, så er det måske din sidste chance for at få et barn når du nu har så store vanskeligheder med at blive gravid.

    Jeg vil sige at man er 2 om at lave et barn, og man er 2 om at beskytte sig. Måske har i begge tænkt at du nok alligevel ikke blev gravid, men igen, så har der alligevel været en vis procentdel chance for at du blev det.

    At din kæreste ikke vil have barnet, velvidende at du har så svært ved at blive gravid.. Undskyld mine hårde ord, men det kan ikke være dit problem. Han skulle skamme sig.
    Jeg kan udmærket godt forstå hvis du vil beholde det. At kunne blive gravid er en gave, og endnu mere at få lov til at beholde barnet.

    Jeg har en veninde som kun havde været sammen med hendes kæreste i 3 mdr da hun blev gravid. Hun er nu 6 mdr henne og de glæder sig nu begge to.

    Da de fandt ud af at hun ventede sig, snakkede de også meget frem og tilbage om hvorvidt hun skulle beholde det eller ej. Hun valgte så at beholde det uanset om han ville have det eller ej, og idag er han helt vild med tanken om at skulle være far.

    Det er ikke sikkert at din kæreste også vil kunne forene sig med tanken, men jeg tror at mange mænd reagerer sådan, når de lige pludselig får at vide at “de har lavet et barn”

    Min kæreste var heller ikke vild med tanken da jeg blev gravid her i foråret, også ved en ups’er, for han følte heller ikke at han var parat til det ansvar. Jeg tabte så barnet da jeg var 2 mdr henne, men er gravid igen nu. Og nu glæder han sig til at blive far.

    Tit og ofte skal de bare vænne sig til tanken. De har jo lidt mere tid til vænne sig til det end vi har, da vi går med alle forandringerne fra dag et af.

    Jeg ved også hvordan det er at være alenemor til et spædbarn.. Min søns far var godt nok til stede, men han deltog ikke i noget som helst, andet end hvis han skulle skælde ud. Til sidst smed jeg ham ud for jeg synes det er bedre at være alene og skabe tryghed omkring mit barn og mig selv, end at der er en mand der ikke gider og tage det ansvar han nu selv har bedt om (min søns far tryglede mig om at få et barn, og da han fik det, var det alligevel ikke som han havde troet)

    Du skal ikke få en abort fordi han ikke vil have barnet. Gør aldrig det. I har som sagt kun kendt hinanden i 5 mdr og hvem ved om ikke han forlader dig når du har fået en abort. Og så har du måske brugt din sidste chane for at få et barn mere som du så brændende ønsker dig.
    Min mening er at du skal beholde det, og så kan han deltage eller lade være.

    Jeg ønsker dig alverdens held og lykke med din beslutning, men imellem linjerne, lyder det som om du allerede har besluttet dig 😉

    Du er velkommen til at skrive hvis du har brug for at snakke.

    Knus fra Bubbibaby1 (7+1)

    #2523807
    Anonym
    Gæst

    Hej Iben.

    Jeg kan kun tilslutte mig, det de andre har skrevet. Beslutningen er helt og alene din…
    Naturligvis ville det være dejligt, hvis i kunne finde ud af af være en familie og være sammen om det, men kan i ikke det, må du endelig ikke lade dig presse til en abort.
    Du ved ikke om det er din sidste mulighed for et barn mere og når du nu er modstander af abort vil det være rigtig rigtig hårdt ved din psyke bagefter, hvis du gør det.

    Jeg er selv abort modstander, medmindre der er gigtige gode grunde til det. Jeg ville selv have svært ved at klare det psygisk, det ved jeg.

    Behold den lille guldklump du har fået i gave 🙂

    Held og lykke med din beslutning.

    Mette 23+2

    #2523796
    ibenjessenibenjessen
    Medlem

    Tak For jeres råd. Det har virkelig hjulpet. Og jeg kan godt lide at i er bund ærlige. Det er de råd der kan bruges.

    Jeg er virkelig klar til at blive mor igen. Det har jeg været længe. Men Ville jo ikke bare få et barn for at få et. Det skulle planlægges. Og det skulle være sammen med en som jeg vidste at jeg ville være sammen med i fremtiden.
    Min kæreste og jeg er meget forskellige på alle områder og jeg kan for at være ærlig ikke se ham i min fremtid. At vi skal bo sammen og opfostre et barn sammen, kan jeg slet ikke se.. Så jeg ville nok alligevel slutte vores forhold før eller siden.
    Også fordi at han siger at jeg skal få en abort og så kan vi da prøve at få en engang om et år eller to, når vi har prøvet at bo sammen. Og med økonomi og bolig. Han er virkelig den praktiske type, og jeg er den mere spontane type.
    Men for mig er det her et ultimatum. Siger han nej til barnet siger han nej til mig. Det er ikke “bare”.
    Men Ups’eren skete og jeg kan slet ikke forene mig med tanken om at jeg ikke skal kunne se det “barn” som er inde i min mave nu.
    Velvidende om at jeg har en fantastisk guldklump nu. og det skulle jeg “bare” smide væk som en pose gulerødder, der er blevet for gamle.
    Min holdning er også helt klart. Nu er det sket og så må vi også tage koncekvenserne af det.
    Men min situation er virkelig vanskelig. Har ikke noget fast job, er vikar som sosu-hjælper. Det er jeg glad for, men så skal jeg på dagpenge.( Kan det så køre rundt, osv)
    Jeg har lige købt min egen lejlighed og skal igang med at sætte istand.
    Det passer egentlig ret dårligt inde i mine planer nu. Men jeg kan klare det.Det ved jeg. Det har jeg kunnet før med alt. Så hvorfor ikke det her.
    Det bliver hårdt, rigtig hårdt. Men der er jo andre før mig der har kunnet klare det. Så hvorfor ikke mig.
    Jeg har veninder der er enlige mødre og de har klaret den.

    Knus Iben

    #2523797
    mallebakmallebak
    Medlem

    så meget som overveje en abort hvis du gerne vil beholde barnet, og det lyder det som om du gerne vil. Hvor mange mænd er ikke skredet kort efter et barns fødsel og ladet moren stå tilbage. Jeg har fået den lidt barske holdning at man som kvinde aldrig skal få flere børn end man kan klare at være alene om dem. Det er nemt at være 2 om at ønske barnet men statistikken for skilsmisser viser at det altså kun fungere i halvdelen af tilfældene. Tilrettelæg ikke dit liv efter en mand du har kendt i 5 måneder. Hvem ved om han havde været der om 3 måneder eller 3 år. Jeg ved godt det nok lyder barsk i manges øre. Pia

    #2523803

    Jeg synes ikke det er så simpelt at hvis du vil have barnet, så skal du få det.
    Du skal tænke på at barnet har en far, der ikke ønsker det. Det kan godt være at han, når barnet er der, gerne vil tage del i dets liv og være der for dig også, men det kan også være at han ikke ønsker det.
    Det kan være hårdt for en barn og vokse op uden en far og med den viden at faren ikke ønskede at få det barn.
    Det er efter loven selvfølgelig dit valg og han skal bare betale de næste 18 år, men det er ikke det jeg tænker på. Jeg tænker på det barn, der kommer til at vokse op uden en far, eller som delebarn. Det er ikke en dans på roser og det kan ødelægge meget af ens barndom. Jeg taler her ud fra personlig erfaring.
    Du skal selvfølglig tænke på dig selv, men du skal også tænke på dit barn og jeg synes faktisk også at du har pligt til at tænke på faren.
    Jeg synes det er unfair at man, som én tidligere har skrevet er to om at lave et barn, men at man er én om at beslutte om det barn skal komme til verden.
    Jeg har selv fået fortaget en abort for nogle år siden, fordi faren ikke ønskede barnet og det var vores fælles beslutning. Det var det værste jeg nogen sinde har skullet gøre, men det er det bedste jeg nogen sinde har gjort. Forstår i?
    Det er en meget svær situation og jeg føler med dig.
    Lynne

    #2523805
    mallebakmallebak
    Medlem

    men det er jo ikke en debat os imellem. Det er dejligt hvis faren er der og vil deltage i pasning og omsorg for barnet. Men der er altså mange mænd der ønsker barnet, lige indtil de finder ud af hvor meget tid det tager. Så vil de hellere være alene eller hygge med sekretæren. INGEN af mine veninder ventede sig “alene” men de blev alene alligevel. En fandt en anden da barnet var 8 md. En anden magtede ikke ansvaret, en tredje ville finde sig selv. I alle 3 tilfælde skete det inden børnene var blevet halvandet år. Det er ikke forkert at det er kvinderne der alene bestemmer om de vil beholde barnet eller ej, for det er altså ikke os der stikker af fra mand og baby fordi naboens græs var grønnere. Pia

    #2523813
    MarieMor26MarieMor26
    Medlem

    Min menning er: Du skal overveje det grundigt og være forberedt på konsekvenserne af valget. Hvis du vælger abort skal du være klar over hvad det kan gøre ved dig mentalt. Hvis du vælger at beholde barnet skal du være forberedt på at din kæreste takker nej og forsvinder. Det kan dog være han vender sig til tanken og bliver, og det kan være at I ender med at blive sammen og det kan være I ikke gør, men lige nu er I i startperioden af forholdet og det er svært at forudsige fremtiden.

    Jeg mener det er en lille smule kynisk at tænke på det som om man generelt skal kunne være alene med barnet. Jeg tror det må være egen erfaring der tales om, og det har jeg fuld forståelse for, men der er også mange mænd der tager ansvar for, og ønsker deres børn. Men selvfølgelig skal du gøre dig overvejelsen om du kan være alene med dine så to børn, og konsekvenserne for barnet. Jeg har ikke selv oplevet ikke at have en far eller være delebarn, så jeg ved ikke hvordan det er, men jeg har en veninde der i sit liv ikke har haft videre kontakt til sin far (hun fik dog en papfar der fungerede som hendes far), og hun har givet udtryk for at selvom det ikke er ønskværdigt og optimalt, så mener hun dog at man kan få et udemærket liv, selvom man er vokset op hos en alene-mor.

    Jeg ved ikke om det hjælper, men her er mit syn på sagen :o)
    – håber du kommer til en beslutning du kan leve med!

    Kærlige tanker
    Marie

    #2523812
    mormangemormange
    Medlem

    Jeg mener i bund og grund at det er KVINDENS beslutning, om hun vil beholde “en upsér”/en graviditet eller ej – det er hendes krop, der er gravid, det er hendes krop, der skal gå igennem enten abort eller fødsel, og det er hendes psyke der via hormoner er påvirket af graviditeten fra dag 1 .

    Til dig der skriver at et barn skal have en Far(lynnegilberg) – jamen du Godeste, ja det er da det ideelle ,at ALLE børn har en Far – og sevlfølgelig en Mor i deres liv, forældre der ikke arbejder for meget, der ikke er syge, der altid har overskud til dem, der har en god økonomi, der har et stort hus, at der er 4 par bedsteforældre der altid vil hjælpe osv osv, men sådan hænger verden jo ikke sammen, og man må få det bedste ud af det liv man nu engang er tildelt.
    Og helt ærligt tror jeg IKKE der er nogen børn af enlige Mødre overhovedet,der ville ønske at være blevet en abort bare fordi de ikke er vokset op sammen med deres Far – helt ærligt, forstår slet ikke dit synspunkt, men fred være med det..

    Til Iben Jessen – hjertelig tillykke med din graviditet – det må være en lille fighter du har i maven, der er blevet til trods alle odds og selvfølgelig skal du vælge livet for dit barn.
    Held og lykke med det hele.

    #2523795
    MarieMor26MarieMor26
    Medlem

    – Puh ha.. jeg har smadder travlt lige nu og har ikke lige tid eller overskud til at svare lige nu. Jeg vil bare sige at jeg godt forstår Lynne. Ikke fordi jeg som sagt har egen erfaring med emnet, men jeg kan sætte mig ind i synspunktet.

    -fortsættelse følger uligvis senere.. 🙂

    Marie

    #2523809
    frkthorupfrkthorup
    Medlem

    behold barnet du ved ikke hvornår chancen kommer igen.
    held og lykke

    #2523800
    ibenjessenibenjessen
    Medlem

    Tak for alle jeres råd og meninger.
    Det er virkelig rart med lidt opbakning. For det er virkelig en svær beslutning og jeg ved endnu ikke hvad jeg skal vælge…
    For jeg vil jo rigtig gerne have det, men på den anden side har jeg også en masse løse ender, der ikke helt passer sig til at der skulle komme en lille ny.
    Men jeg håber at der snart går et LYS op for mig og jeg ved hvad jeg skal vælge.

    Knus Iben

    #2523799
    Anonym
    Gæst

    Hej Iben

    Vil lige bidrage med en af de gode historier, bare for at nuancerer billedet lidt.

    Har selv en datter, med en “affære”. Jeg valgte barnet til og spurgte faderen, om han ville være far for barnet i min mave. Efter en uges tid i tænkeboks, ringede han og fortalte, at det ville han.

    Langsomt blev jeg indlemmet i hans familie, især farmor, som jeg i dag har et meget nært forhold til. Han fulgte mig undervejs i graviditeten. Jo, det var surrealistisk og også lidt ensomt, men jeg var glad for at han alligevel var der, på sidelinien. Han var også med til fødslen og boede en tid efter hos mig- så han kunne være rigtigt med fra starten.

    I den tid fyldte min nære familie og veninder rigtigt meget i mit liv. De kompenserede på en eller anden måde, for det forhold jeg ikke havde og det var godt!

    Vi blev aldrig kærester, men har opretholdt et rigtigt godt venskab, der bygger på en fælles kærlighed til vores datter. Det vil sige, at det faktisk er forholdsvist ukompliceret for os at have et barn sammen, da vi ikke har usunde følelser i klemme.

    I dag er jeg gift med en skøn mand jeg mødte 1 1/2 år efter. Vi har en lille dreng og prøver nu på en 3.

    PS: I dag har far, mor og datter, været med datteren med til første skoledag:) Der var ikke et øje tørt….

    Så selvfølgelig vil jeg håbe for dig, at du vælger barnet, nu hvor du har svært ved det. Hvem ved hvornår mr. right dukker op? Min kom først, da jeg havde etableret mig med min datter- og på den måde har hun 2 dejlige mænd i sit liv, der begge elsker hende…

    Alt er ikke rosenrødt eller lige nemt og lykkeligt, når man tager den beslutning at stå en graviditet alene igennem. Men i sidste ende vejer lykken over barnet, langt mere end det til tider, ensomme og hårde arbejde. Men håber egentlig bare, at du føler dit hjerte…

    Mange tanker Sidsel

    #2523801
    Anonym
    Gæst

    Hej Iben

    Vil lige bidrage med en af de gode historier, bare for at nuancerer billedet lidt.

    Har selv en datter, med en “affære”. Jeg valgte barnet til og spurgte faderen, om han ville være far for barnet i min mave. Efter en uges tid i tænkeboks, ringede han og fortalte, at det ville han.

    Langsomt blev jeg indlemmet i hans familie, især farmor, som jeg i dag har et meget nært forhold til. Han fulgte mig undervejs i graviditeten. Jo, det var surrealistisk og også lidt ensomt, men jeg var glad for at han alligevel var der, på sidelinien. Han var også med til fødslen og boede en tid efter hos mig- så han kunne være rigtigt med fra starten.

    I den tid fyldte min nære familie og veninder rigtigt meget i mit liv. De kompenserede på en eller anden måde, for det forhold jeg ikke havde og det var godt!

    Vi blev aldrig kærester, men har opretholdt et rigtigt godt venskab, der bygger på en fælles kærlighed til vores datter. Det vil sige, at det faktisk er forholdsvist ukompliceret for os at have et barn sammen, da vi ikke har usunde følelser i klemme.

    I dag er jeg gift med en skøn mand jeg mødte 1 1/2 år efter. Vi har en lille dreng og prøver nu på en 3.

    PS: I dag har far, mor og datter, været med datteren med til første skoledag:) Der var ikke et øje tørt….

    Så selvfølgelig vil jeg håbe for dig, at du vælger barnet, nu hvor du har svært ved det. Hvem ved hvornår mr. right dukker op? Min kom først, da jeg havde etableret mig med min datter- og på den måde har hun 2 dejlige mænd i sit liv, der begge elsker hende…

    Alt er ikke rosenrødt eller lige nemt og lykkeligt, når man tager den beslutning at stå en graviditet alene igennem. Men i sidste ende vejer lykken over barnet, langt mere end det til tider, ensomme og hårde arbejde. Men håber egentlig bare, at du føler dit hjerte…

    Mange tanker Sidsel

Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 21 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.