morfaren….(meget langt)

Alt om Børn Fora Mødregrupper Mødregruppe December 2007 morfaren….(meget langt)

Viser 6 indlæg - 1 til 6 (af 6 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #534814
    Anonym
    Gæst

    Hej
    har før fået hjælp til min nu utrolig dejlige kæreste af jer alle sammen og det hjalp helt vildt…
    nu er det så galt med min far… det går bare rigtig godt for mig…
    må hellere starte helt tilbage i begyndelsen… da han fik af vide at jeg var blevet gravid havde han kun grimme ting at sige om det og jeg blev rigtig ked af det, havde i forvejen haft svært ved at fortælle ham det fordi jeg var nervøs/bange for hans reaktion.. med god grund fandt jeg jo så ud af…
    han er lastbil chauffør og er derfor sjældent hjemme. mine forældre gik fra hinanden sidste sommer efter 19 års ægteskab. valgte dengang kun at have kontakt til min far som ogsp flyttede herind til randers hvis jeg bor. grunden til at jeg valgte kontakten til min mor fra er at hun er “sindssyg” hun slår hendes børn og har en gang tilkaldt de sociale myndigheder men da de kom efter at have sendt et brev til hende med hvornår så var hun ih og åh så sød og der var ingenting, fik bagefter mange tæsk for at have gjort det… hun har altid været meget sød når der har været andre mennesker, men ændre fuldstændig personlighed når man er alene med hende… så det var ikk et svært valg.
    nåh tilbage til min far… han accepterede så at vi skulle have barn og begyndte også at interessere sig for det og har været meget sød og hjælpsom…så kørte han galt for et par uger siden (måske nogle der har set det i TV2 østjylland d. 23) go blev sygemeldt med piskesmæld. da han kørte galt kom falck selvfølgelig og han blev kørt til skadestuen i silkeborg hvor de efter et par timer sagde at nu kunne han komme hjem, her ringer han efter hans nye kæreste, de har været sammen i 2 mdr, hun tager så hendes børn med derind for hvor er det forfærdeligt… da de så er kommet hjem og tiden nærmer sig aften og flere timer efter det skete ringer han til mig og spørger om jeg ikk vil køre til skanderborg med noget tøj til ham, spørger selvfølgelig hvorfor og han fortæller at han er kørt galt og nu er dernede og sygemeldt.. begynder at græde helt vildt og han beder mig stoppe det piveri… tager mig sammen og får kæresten til at køre mig derned med tøj, aflevere tøjet og havde egentlig regnet med aftensmad, da kl nu er over 7… det får vi ikk så vi køre forbi McD på vej hjem.. det er så også fint nok… fortæller ham at han skal huske at ringe til sin læge hurtigst muligt og få sygemelding og henvisning til fysipteerapeut. han lover at gøre det dagen efter. skriver til ham mandag om han har gjort det, nej kommer der tilbage. skriver at han skal gøre det.. det gør han så præcist en uge efter han kørte galt. hans “undskyldning” er at hans kærestes datter har været til kontrol på århus sygehus og det var vigtigere at han var der end at han fik ringet til sin læge. synes også det er fair nok, på et punkt udover at hun har haft sin biologiske far, hendes papfar, hendes mor, hendes storebror+kæreste, hendes egen kæreste og så min far med.. synes måske ikk at det ville have gjort den store forskel hvis han ikk havde været der… det er stadig bare en kontrol. ikk noget vigtigt…
    jeg høre så ikk fra ham i en uges tid og i fredags ringer han så og spørger om vi ikk vil komme til aftensmad i Skanderborg og møde hans kærestes børn. siger ja bare for at være venlig og for at få lov til at se ham.. vi tager afsted og ankommer efter han har fået mig til at suse rundt i hele hans lejlighed efter ravpluks, skruer, bits og skrue maskine fordi hans kærestes datter skal have hængt et billed op… vi har så en dåbskjole i familien som blev lavet til mig og som desværre er blevet hullet ved brystet, den skla jeg også tage med for hans kæreste kan strikke og er god til det… så skal jeg tage æblegrød med for det har jeg lavet i løbet af ugen og det vil han gerne smage.. og når man så har før ammehjerne, hvor meget af det her husker man så? glemte faktisk kun æblegrøden… kommer derned, får afleveret alle tingene og så spørger han efter æblegrøden og siger at jeg har glemt det, så bliver han sur fordi jeg havde jo lovet det… ikk noget tak for alt det andet… beslutter mig for at forblive positiv og lade vær med at græde selvom jeg har lyst til det… så kommer hendes børn og min far får knus og kram og kys på kinden.. jeg fik INTET af ham… får noget at spise og alt er godt.. han spørger ikk en eneste gang til hvad vi går og laver… tager hjem da kl er 10, jeg har været på job og er stadig småsyg, så er mega træt… det bliver han også sur over.. græder hele vejen hjem… kæresten trøster og kan jo kun give mig ret… jeg ringer søndag og spørger hvordan han gør med sin fødselsdag, han har fødselsdag den 18 og skal starte på job på mandag. han regner med at holde den weekenden efter hvis alt går som det skal for hans kærestes mor er ved at dø og det er kun et spørgsmål om dage.. får af vide af hans kæreste at hun har lagt sådan de sidste 1½ måned… siger at han evt kan holde fødselsdag uden hende, så vi kunne få lov at være alene med ham.. det nægter han for hun er en del af hans liv nu, bliver skide sur og siger at det har han fandme også 2 børn som er som ALDRIG ser ham… han bliver sur og smækker på. han skriver at han ikk kan holde fødselsdagen lørdagen efter hans fødselsdag for hans kærestes datter skal have fjernet mandler om fredagen og det er vigtigt at han er der.. spørger ham meget pænt om hvor mange forældre hun har som hun har kontakt til og hvor mange der ellers er som forældre for hende.. der er 4 siger han, helt fint.. spørger ham hvor mange jeg har… han siger at jeg har ham, jeg spørger hvor og siger at han jo ikk engang ved noget om hvordan vi har det for han spørger aldrig, ringer aldrig… han bliver igen sur og smækker på…
    skal lige tilføjes at jeg har en veninde på 35 som ikk selv kan få børn og derfor er meget aktiv i den her graviditet, hvilket vi har govet hende lov til og hun er faktisk med til mere end kæresten er, for han gad kun NF og MD. og det passer mig fint. jeg spørger hende om hun vil med til vægtscanning fredag i den her uge, hun siger ja. har før hende spurgt min far om han ville med og se hans barnebarn, han siger NEJ det er for ulækkert. fortæller han at jeg tager den her veninde med som han kender ganske godt.. det bliver han sur over for nu skal vi jo huske hvem der skulle have barnet og det kunne jo være der var nogle der hellere ville med end hende… har nu tilbudt ham at komme med til jordmor og høre hjertelyd, det ville han heller ikk…

    er der nogle der har ideer til hvad jeg skal gøre ved ham??? har selv lyst til at droppe kontakten til ham…
    sanne 27+6
    puh det blev langt

    #2441844
    Anonym
    Gæst

    Puha Sanne, vores egen lille december soap opera*S* og det er ikke negativt ment….
    Jeg må lige vende tilbage på et andet tidspunkt med et svar.

    Mange hilsner
    Nina, 28+4

    #2441845
    flissiflissi
    Medlem

    Hej Sanne

    Hvad skal man med fjender, når man har sin familie….

    Ja, undskyld, men jeg synes, din far behandler dig rigtig dårligt. Han udnytter dig, træder på dig og du finder dig i det. Faktisk lyder det som om, du lader dig trække rundt i manegen for husfredens skyld. Sådan en behandling fortjener du ganske enkelt ikke!!!! Om lidt skal du være mor. Du er voksen og kan stå på egne ben. Den mand skal ikke længere have lov til at styre dit liv.

    Nu skulle alle de gode råd så komme…. Pyh, det er svært! Jeg tror ikke, løsningen er at droppe kontakten med ham, men du skal heller ikke finde dig i ham. Han nedprioriterer dig og bliver åbenbart sur over kritik, så han er svær at snakke med.

    Kunne du måske fortælle ham, stille og roligt, at han er en vigtig del af dit liv og du ønsker et godt forhold? Fortæl ham, at du føler dig nedprioriteret og har brug for, at han også giver lidt i din retning, fremfor kun til kæresten. Så har han lidt at arbejde med – også selvom han bliver fornærmet.

    Hold lidt afstand til ham og lad ham komme med nogle initiativer. Det kan godt være, du skal undvære ham i et stykke tid, men det kan være en investering i et bedre forhold. Når du bliver mor, er du også forælder og det gør jer ligesindede på mange områder. Du er ikke længere fars lille, undertrykte datter og det er han nødt til at indse!

    Pøj pøj med at tage tyren ved hornene – igen! 🙂

    Varme tanker
    Lisbeth 25+3

    #2441846
    cleffecleffe
    Medlem

    Årh det lyder nu ikke så sjovt. Alligevel – uden at jogge endnu mere i det – synes jeg man bør tænke på han også har været en del igennem og er ved at udvikle og bygge et nyt forhold op hvor der også er børn der kræver opmærksomhed. Tror faktisk ikke det er så let bare at skulle være “ny far” til andre og tror måske også at det kan være noget af en prøvelse for ham og hans tålmodighed. Dette kan jo sagtens resulterer i fustrationer mv hober sig op som så bliver “hældt” ud over den del af familien han kender og sådan set også ved bliver ved med at være der (for ikke at snakke om han jo også godt i bund og grund ved hvordan du reagerer men måske vælger at tage det på et andet tidspunkt idet han bliver trukket fra i begge ender) Tror altså lige man må være lidt large og kvinde sig op. Synes det lyder lidt let, forstå mig korrekt, men blot at smide håndklædet i ringen og sige det var det. Det er trods alt ens far. Godt nok må han også indse at han nok burde tænke sig lidt mere om men skal vi alle ikke det engang imellem??? Altså det jeg nok prøver at sige er at man ikke altid skal tage tingene så tungt – han skal nok bare lige finde hoved og hale i den nye del af familien. Det er ikke altid lige let at “leve op til” andre folks forventninger og det er jo heller ikke det man i bund og grund skal – men man vil jo gerne gøre et godt indtryk fra starten:-) Håber ikke du tager det til dig som noget negativt det er bestemt ikke sådan ment overhovedet og kender ikke jeres normale mønster men anyway… Håber du lærer at tackle situationen da det da ville være ærgeligt hvis jeres forhold bare endte.

    Gitte 26+2

    #2441847
    FruTillingFruTilling
    Medlem

    Hej Sanne!

    Må nok give Gitte en lille smule ret!
    Din far har – trods alt – ret til at vælge og prioritere over sit eget liv. Selvom du ikke er enig i hans prioriteringer.
    Lige så vel, som du er i din fulde ret til det samme!

    Jeg tror ikke at løsningen er at droppe kontakten.
    Nok nærmere at gå til ham med åbent sind og kærlighed og direkte sige til ham, at du savner at han er en del af dit liv og at du blev ked af at han ikke værdsatte din graviditet fra starten, men kun havde skidt at sige.
    Fortæl ham om dine følelser men gør alt for at undgå eksempler og bland slet ikke hans kæreste og dennes familie ind i det. I virkeligheden handler det vist om, at du gerne vil have din far tilbage på banen. Det bliver nok ikke nemt og der bliver ting der er for husfredens skyld – men (af egen hårdt lærte erfaring) kommer man LANGT med at bruge sine egne følelser og ikke bruge alt for konkrete eksempler.

    MEN – det tager tid… og det er aldrig for sent!

    Gør evt. op med dig selv, om hvis du dropper kontakten med ham – vil det så gøre dig godt både nu, i morgen og i fremtiden eller vil du skulle bruge mange ressourcer på at være ked af det???

    Der er aldrig nogen der har sagt at familie er nemt…
    God fornøjelse med det og held & lykke

    //Anne

    #2441843
    Anonym
    Gæst

    Nå ja, nok ikke løsningen, men min mening.*S*

    Kære kære Sanne

    At have forældre er lige så frustrerende som at have kærester, bare på en anden måde.
    Man kan nemlig ikke lukke dem ude, uden at det bliver en følfelsesmæssig rutchetur, det kan man med kærester.(eller nogen kan).
    Min far og mor blev skilt da jeg var 14 og en måned efter skilsmissen gik igennem giftede han sig med en ny.
    Denne nye kone(L) har to børn som er lidt ældre og lidt yngre end mig. Jeg kan sjovt nok genkende rigtig mange af de situationer og føleleser du beskriver, dog er min far langt fra hidsig, han lukker sig bare inde i sig selv og så ser jeg ham ikke i et halvt år.
    Jeg så ham i mange år kun ved højtider og fødselsdage og hver gang jeg snakkede med ham snakkede han om konen og hendes børn. Af ren høflighed lyttede jeg og kommenterede, men ærlig talt var jeg ved at skrige når jeg hørte om at nu havde “J” sagt sådan eller at “L” ringede efter ½ time når han endelig var hos os og spurgte hvornår han kom hjem!

    Nå men Sanne, som de andre giver udtryk for, er den der med hvordan det virker på dig, når han…. en god ting.
    Men du kan også gøre ham opmærksom på at selv om han har valgt at leve sammen med en, er det ikke ensbetydende med at du elsker at være sammen med dem. Og at det at han bruger så mange kræfter på at “passe” det nye forhold gør at du føler dig tilovers.

    Tilsidst, min søster og jeg har hver for sig haft succes med simpelthen at invitere vores far ud at spise eller til kaffe. Uden den øvrige familie/kærester eller lignende.
    Bare til en snak om ingenting….

    Du har valgt det rigtige for dig og har du brug for tid alene, så tag den tid der skal til. Din far og dig skal nok finde hinanden igen på et senere tidspunkt.
    Mange hilsner
    Nina

Viser 6 indlæg - 1 til 6 (af 6 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.