Er det mig, der er for nærttagende??

Alt om Børn Fora Mødregrupper Mødregruppe September 2007 Er det mig, der er for nærttagende??

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 10 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #2396937

    Åh hvor jeg dog føler med dig!

    Kan da godt forstå at du føler dig som et nummer i rækken. Det ville jeg bestemt også have gjort.

    Dog vil jeg lige sige, at mine forældre også har lavet testamente, og at det kun er min bror og jeg der arver der. hvad der evt er af svigerdatter og søn til den tid arver intet. Vi har altid bare fået at vide, at de har ændret deres testamente hvis noget skulle laves om, og sådan er det, mdet er aldrig blevet sagt på den måde. Jeg har også en halvbror, og han arver kun det der hedder tvangsarv efter vores far.

    Jeg tror ikke at din mand ser det som et problem, at hans far har ændret testamente sådan at de kun arver, heller ikke måden det blev sagt på. For som du selv siger; de har vænnet sig til det. Men på et eller andet tidspnkt – bedre sent end aldrig synes jeg – er der sgu da nogen der må sætte den gamle far på plads?
    Men gud hvor det dog sårer, når noget bare bliver slynget ud – i disse omskiftelige tider!

    Jeg kan ikke råde dig til, hvor du skal gøre af alle følelserne, for selvom de bliver gemt væk, så er de der jo stadig. Men jeg håber, at i får en god dag alligevel.

    Kærlige knus og tanker fra Kristine, som ikke synes du er nærtagende.

    #527000
    Anonym
    Gæst

    Er jeg oversensitiv når jeg bliver ekstremt ked af, at svigerfar hen over julemiddagsbordet udbryder, at de nu har fået oprettet et testamente som gør, at det kun er deres tre børn, der arver efter dem og ikke deres ægtefæller – med begrundelsen “I disse omskiftelige tider”?
    Den ramte mig simpelthen lige i maven og jeg blev bare mere og mere ked af det som tiden gik. Vi sad to svigerbørn (ud af tre) ved bordet. For første gang nogensinde følte jeg mig ikke rigtig som en ubetinget del af den familie – der blev lige kilet noget ubehageligt ind imellem os. Min mand har været gift før, da han var helt ung, men har ingen andre børn end vores to. Jeg betragter da mig selv som en integreret del af den familie og regner absolut ikke med at jeg skal nogen som helst steder hen. Min mands bror har også været gift før, så det er nok derfor de/han vil sikre sig.
    Men det var drøn ubehageligt at sidde der og jeg var simpelten nødt til at gå UD før vi var færdige med at spise. Tudbrølede. Jeg følte mig sådan som et nummer i rækken… at han bare regner med at jeg på et tidspunkt forsvinder igen. Jeg er da pissehamrende ligeglad med hans penge! Det er slet, slet ikke det, det handler om. Og han er i sin fulde ret til at oprette testamente – men jeg synes måske det ville have været mere taktfuldt at sætte sig ned med de tre børn og meddele dem hvad de havde besluttet, eller komme herud en dag og stille og roligt sige det… man behøver vel ikke slynge det hen over julebordet så jeg sidder der og føler mig så voldsomt uvelkommen?
    Min mand og jeg kom faktisk op og skændes over det – han VIL ikke vedkende at det var taktløst – jo, han siger det, men kun for at gøre mig i bedre humør. Virker ikke. Men det handler også om, at hans far hele sit liv har fået lov at sige nøjagtig hvad han vil. Alle bærer over med ham – det har de vænnet sig til… – det siger min mand og andre selv, det er ikke mine ord – men jeg har altså kun været med i knap 6 år og jeg vænner mig aldrig til at en mand på 70 kan få lov at opføre sig som han gør. Det er ikke for sjov at de to andre søskende bor et helt andet sted i landet og kun er hjemme til jul. Der er meget i det….
    Jeg er bare så ked af, at de i dag skal komme til kaffebord her hos os (min fødselsdag skal fejres i dag). Har bare overhovedet ikke lyst til at se ham i mit hus lige nu… Det er ikke første gang han gør mig meget ked af det.
    Hvor gør jeg af alle mine følelser inden han står om 3 timer??
    Kh
    Mette som er forbandet ked af det

    #2396939
    Anonym
    Gæst

    Tak… det luner. Gider ikke tage det op m min mand mere lige nu, men skulle have luft. Ringede til min far da jeg gik og tudede i går – han var rasende. Men han kan heller ikke lide min svigerfar i forvejen. Svigerfar har aldrig nogensinde forstået indbegrebet af ordet empati. Aner ikke hvad det er. Han er fysikgeni, og det er så dét han kan… Svigermor har empati for dem begge to – men hun føjer ham også i alt. Har tidligere talt med hende om det – at der er så meget, de ikke taler om fordi han ikke vil. Hun brugte resten af aftenen på at glatte ud – nonverbalt – over for mig. Træls men sødt.
    Øv hvor jeg ikke gider ham.
    Kh
    Mette

    #2396934
    Carola27Carola27
    Medlem

    Ih hvor kan jeg godt forstå dig. En smule mere situationsfornemmelse ville være på sin plads. Håber du overlevede kaffen med svigerfar trods alt. Mit bedste råd er at glide af. 70 år gammel…så er man vist for gammel til at tage imod kritik.

    Min mand og jeg har også oprettet skilsmissesæreje for vores børns arv fra os, så jeg kan godt forstå din svigerfar, men måden at servere den på synes jeg er ubehøvlet. Men vores testamente blev oprettet før vi blev gift og fik vores søn, så en evvt svigerdatter vil nok ikke tage det personligt. Mæææn en smule takt og tone ville ikke gøre noget……

    Carina, Magne 200705+ 35+5

    #2396936
    PolkaaPolkaa
    Medlem

    Det er decideret taktløst og fuldstændigt uacceptabelt at offentliggøre en sådan beslutning på en sådan måde!

    Jeg forstår både dine følelser og din situation, da jeg selv har en svigermor der altid forstår at få os svigerdøtre til at forstå at vi IKKE er en del af familien! Og vi har selv oplevet et par ret ubehagelige situationer i julen.

    Sørg for at komme af med din vrede/skuffelse enten ved at sætte din svigerfader på plads på raffineret vis, fortælle ham åbent og ærligt om, hvad DEN bemærkning gjorde ved ham eller bær over med ham og så talt med dine forældre og mand ….

    STOR medfølelse, forståelse og solidaritet til dig Mette – det skal nok gå!

    Knus Polkaa

    #2396938
    Anonym
    Gæst

    Kære Mette…

    Du er ikke for nærtagende. Han er til gengæld taktløs. Og kan sagtens forstå din følelse af ikke at være velkommen. Det er bare en rigtig nedrig måde at bekendtgøre sådan noget på, og er enig med dig i, at han burde have sat sig ned med sine børn i enrum og fortalt dem det. Hvorfor gøre det på en måde som han må vide vil virke sårende…Eller er han bare totalt blottet for situationsfornemmelse???

    DUM svigerfar…og også lidt dum søn, når han ikke kan sætte sig ind i dine følelser….

    HMMMM…

    Mange tanker og knus herfra…

    Lene

    #2396932
    Anonym
    Gæst

    ..blev ikke færdig;-)
    så der var ingen grund til at reagere på det. Men det ER jo (også) mig, det gælder…
    Min svigerfar ejer ikke situationsfornemmelse. Overhovedet. Til min store søns 2 års fødselsdag gik han da glad ud og vækkede drengen fordi det ikke passede ham at han sov… han trippede rundt ude ved barnevognen 3 gange for at se om han dog ikke snart vågnede – jeg var rasende og sendte min mand derud for at stoppe ham… lykkedes det? Tjaa… min mand påstår at han sagde det til ham…. men hvem kom ind med en grædende, rødøjet dreng på armen to minutter senere?… Fjols. I går skulle vi fejre min fødselsdag og der kastede han sig straks over kagen inden vi andre havde fået sat os rigtig til bords – mig, mig, mig. Nå, småting, det siger bare lidt om ham… Tænk at han kan være professor i fysik?? Men som sagt, så er det også dét, han kan, og intet andet…
    Tak for opbakningen. Han er en røv med ører. Men svigermor er enormt sympatisk, heldigvis.
    Kh
    Mette som i morgen fylder 33333333333333334444444444444444!!
    Puha… og mig der syntes at min mor var gammel da hun fik mig…. -som 28-årig….!

    #2396931
    Anonym
    Gæst

    Hej Lene/Chutney
    Min mand kunne heldigvis bedre se klart dagen derpå:-)
    Jeg tror han blev rigtig ked af det og gik i forsvarsposition fordi han i forvejen godt ved hvordan jeg har det med hans far og så hjalp det jo ikke at jeg skiftevis tudbrølede og skældte ud på svigerfar (som jo ikke hørte det, så min mand måtte lægge ryg til).
    Men min mand er jo en mand – hans argumentation var, at eftersom vi jo aldrig skulle skilles, gjalt det jo ikke os

    #2396933
    Anonym
    Gæst

    Hej Mette…

    Er du i panik over de 34?????

    Hø!

    Jeg vågnede med et sæt forleden morgen fordi jeg havde drømt at jeg skulle fejre min 50 års fødselsdag…Og så gik det op for mig, at jeg som 38 årig (GISP…er jeg virkelig det?!) er tættere på de 50 end på de 20…HUUULK…Ikke fordi jeg gerne ville være 20 igen, vor herre bevares, men alligevel…50?! Ved godt jeg lige skal runde de 40, men det ignorerer jeg for nærværende….

    Altså 50?!…. WAAAHHHHHHHHHHHHH VIL IKKE VÆRE 50 NÅR MIN SØN ER 12…FÅÅRK en gammel mor jeg er…Stakkels August….

    Hmmmm

    Knus
    Lene

    #2396935

    Ved i damer ikke, at når man fylder 35, så må man begynde at tælle ned af igen……Chutney, det betyder, at når din søn bliver 12, så er du 26 😉

    Kh Kristine – 27, som hverken tæller frem eller tilbage *gg*

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 10 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.