Opdragelse!?!?

Alt om Børn Fora Mødregrupper Mødregruppe Juli 2007 Opdragelse!?!?

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #521373
    michelepmichelep
    Medlem

    Hej alle medmødre

    Her har William godt nok fået sin egen vijle. Han er begyndt at sige “nej” til alting. – og er begyndt at løbe den anden vej, når vi siger at “nu skal du skiftes”, “nu skal du have sko og jakke på” osv. Han er også begyndt at skrige voldsomt når han kommer op på puslebordet, hvis han er igang med noget andet, som han synes er sjovere. Derudover bliver han også edderspændt rasende hvis vi tager ting fra ham, som han har “hugget” fra os. Såsom nøgler vi skal bruge til bilen eller til at låse døren, eller vores sko (han er begyndt at vandre rundt i vores sko). Han bliver gal hvis ikke lige han kan få bakslet en stol eller sin gåvogn eller kosten rundt om hjørnet. Og han bliver virkelig gal.

    Vi har også haft nogle enkle ture på parkeringspladsen eller i butikken hvis han vil den ene vej (udover parkeringspladsen og imellem de kørende biler) eller hvis der er noget han vil have i butikken.
    Vi holder fast i, at fortælle ham at han ikke må gå alene på parkeringspladsen og at han skal holde mor eller far i hånden. Nogle gange prøver han at undgå at holde os i hånden, og ellers sætter han i et skrig midt på parkeringspladsen. De gange jeg har oplevet det siger jeg til ham, at hvis han ikke vil holde mor i hånden kommer han op, og så må han skrige. Og at han ikke nødvendigvis må gå hen til alt det spændende i butikken, eller få alt det spændende i butikken.

    Hvor meget tror I de efterhånden forstår af det, og kan det ikke kun være for sent at lære dem, at de ikke må rende rundt mellem bilerne, og at der altså er nogle ting som ikke altid skal gå efter deres hovede?

    Hvordan gør I?

    Håber på nogle gode råd.

    Knus Michele og William

    #2362126
    Mor010407Mor010407
    Medlem

    Børn er jo meget forskellige og nogle er meget viljefaste og VIL SELV, mens andre syn’s det er helt ok, at mor eller far ta’r over.

    Jeg tror en vigtig pointe i disse situationer kan være, at man ikke skal “overfodre” børn på 1 år (eller for den sags skyld 2 år eller mere) med informationer. Så svaret skal måske blot være “nej, det er mors” fremfor “nej, det er mors nøgler og jeg skal bruge dem, når jeg skal køre bil”.

    Så korte præcise svar de kan overskue, fremfor at ville forklare alting (ind imellem ta’r jeg mig i, at det egentlig er et forsøg på at forsvare, at jeg er “dumme mor”, der ta’r den sjove ting fremfor at gi’ en konstruktiv forklaring).

    En anden ting kan være at anerkende deres følelser. Altså si’e “jeg ka’ godt forstå du bli’r sur og ked af det, (når det nu var så sjovt) men det må du altså ikke” … eller “det skal du”.

    Den sidste ting jeg vil nævne er blot, at vi ikke ka’ gå gennem livet uden vores børn bli’r sure på os eller har andre rigtig stærke følelser. Det er hamrende svært og frustrerende at stå med barnet i disse situationer, men vi bli’r nød til at få det bedste ud af det. Som voksen SKAL vi kunne rumme alle deres følelser selv om det er svært i supermarkedet, når de “spasser” helt ud. 🙂

    Så jow det kan kun være for sent at lære ikke at løbe/gå mellem kørende biler – hold du endelig fast i hvad han må og ikke må. Det kan bestemt ikke gå efter deres hovede al tid – dog er det naturligt, at de reagerer på, at det ikke er det fedeste for dem at få nej eller at mobilen bli’r taget ud af hånden på dem.

    Kh. Mette

    #2362128
    Janis25Janis25
    Medlem

    Hej Michele

    Ved ikke hvornår man ellers skulle begynde. De skal jo lære det de små. Jeg gider i hvert fald ikke finde mig i, når de “skaber” sig. Her prøver vi nu med grænser. Vi giver KLAR besked, hvis der bliver slået. Eller hvis der bliver gjort andet, som enten er til fare for ham selv, eller som ganske enkelt er uacceptabelt.

    Han skal stadig have lov til at udforske osv. Men han skal også vide hvad verden drejer sig om, på godt og “ondt” Altså dermed sagt, at behovsudsættelse efterhånden bliver en del af hverdagen.

    Hvis man ikke synes ungerne forstår, så er de bare ikke klar over det endnu. Men puha, det er svært. Man må jo gøre det bedste man har lært og sådan.

    Held og lykke med det. Ved ikke hvor stor hjælp det var, men altså alting med måde tænker jeg, og bare barnet selv kan følge med. Hvis Bertram eks. vil røre ved ovnen, får han ikke lov til det uanset om han forstår eller ej!

    Janis

    #2362124
    Janis25Janis25
    Medlem
    #2362129
    Anonym
    Gæst
    #2362127
    Anonym
    Gæst

    Sorry Michele, jeg bruger din tråd!

    Tager hatten af for jer Janis 😉 Håber alt er gået godt og I hygger med drengene.

    Knus Michele (med Amelia)

    #2362125
    hunpingvinhunpingvin
    Medlem

    Vi har også mange scener for Natasja er en meget viljefast ung dame. Jeg prøver en, måske to, gange at forklare at hun skal holde i hånd eller ikke må gå den vej. Virker det ikke så tager jeg hende bare under armen og går med hende. Hun skriger op, men det tager jeg mig ikke af. Mens jeg går forklarer jeg hende at hun skal gøre som mor siger med stille og rolig stemme. I øvrigt har vi en fast regel om at medmindre vi går på en sti hvor der ikke kan køre biler eller ude i skoven så skal hun holde i hånd. På den måde slipper vi forhåbentlig for diskussioner om hvorvidt man skal holde i hånd senere hen.

    Derimod har jeg fundet en helt anden taktik når hun herhjemme har taget noget hun ikke må tage. Natasja er nemlig helt vild med at lægge ting på plads! Så når hun har taget sko, tandpasta (ved ikke hvorfor den lige er så spændende) tandbørster og så videre så siger vi Kan du lægge den på plads, Natasja. Og vupti så kommer den på plads igen – 9 ud af 10 gange! Og hun er faktisk imponerende dygtig til at lægge tingene de rigtige steder hen. Skoene bliver altid stiller hen på hylden hvor de hører hjemme. Faktisk er hun så vild med at lægge på plads at hun dagligt tager min sove-t-shirt fra sengen og lægger på plads i skuffen!

    Det eneste lægge-på-plads taktiken ikke virker på er mobiler og fjernbetjeninger. De er trods alt for spændende til at hun har lyst til at lægge dem på plads. Med mobilerne får hun nogle gange lov at lege under opsyn så leger vi at hun snakker i telefon med mor eller far. Fjernbetjeningerne tager vi bare og så trøster vi hende når hun bliver ked ved at sige “så så, jeg ved godt du er ked af det, men det er altså ikke legetøj”. Altså ikke trøste som i nååå hvor er det synd, men mere ja ja du er ked, men det er altså ikke så slemt.

    Knuz fra Inger & Natasja der i øvrigt også er helt vild med at gå rundt i vores sko. Og det får hun lov til for jeg kan ikke se noget galt i det så længe hun ikke snubler 🙂

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.