Deprimeret…

Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 19 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #519778
    annaluiannalui
    Medlem

    Vi har haft et par rigtig dårlige dage, hvor A. har skreget næsten uafbrudt…
    I går om dagen var han så god og sov det meste af tiden, hvor vi også var inde på Strøget m.m. Men da vi kom hjem, slog det ligesom klik.. han skreg og skreg, og alt dét som plejer at få ham til at falde til ro, virkede ikke. Vi giver ham jævnligt Myl-dråber, og jeg havde ikke spist noget usædvanligt, så vidt jeg husker, så vi undrede os jo helt vildt. Omsider gav jeg ham kamille-te med sukker, som halp. Han sov ved 21-tiden og vågnede først ca 01.30. Han fik noget at spise men ville først sove igen kl. 03 ca. Et par timer efter var han vågen igen og skreg og skreg on/off i flere timer. Fra i morges ved 7-tiden har han bare skreget og skreget, når han ikke lige spiste eller sov – hvilket han kun gjorde i max ½ time ad gangen.

    Nu er min kæreste endelig gået en tur med ham, (klokken er 12.45) så jeg kan få noget ro. Jeg prøvede at gå en tur med ham i bæreselen + barnevognen tidligere, men der var han også dybt ulykkelig, så jeg måtte hurtigt tilbage igen. Gik ud fra, at han igen var sulten, og så opdagede jeg, at han var lidt våd på tøjet, så måske var det også det, der var galt.

    Det værste er, at min kæreste og jeg har tendens til at lade vores frustration over skrigeriet gå ud over hinanden, og det gør bare det hele meget værre. Vi ved jo udmærket godt, at vi skal støtte hinanden, når det står på, men det er åbenbart lettere sagt end gjort.
    Problemet er også, at vi bor i en lille 2-vær. lejlighed, så vi kan ikke gå ind i et andet rum, hvor man ikke kan høre skrigeriet. Soveværelset og stuen ligger lige op ad hinanden, og der er kun en tynd skydedør imellem. Man er ligesom tvunget til at høre på det, og man kan faktisk ikke samle sig om andet fx se fjernsyn, høre musik, tale tlf. o.lign. Jeg får simpelthen kuller…

    Jeg har normalt ikke tendens til depression, men jeg synes flere gange nu, at jeg har haft det rigtig skidt psykisk… jeg får meget destruktive og negativer tanker i stil med ‘var det en fejl at få et barn’. ‘jeg kan ikke finde ud af at være mor’, ‘det her ødelægger vores ellers skønne forhold’. ‘barnet frarøver mit liv’…

    Om natten vågner min kæreste sjældent, når A. vågner, så det er mig, der står op og trøster. Jeg skal selvfølgelig amme, men bagefter kunne min kæreste jo godt tage over. Jeg er bare for dårlig til at bede om hjælp, fordi jeg er nervøs for, at min kæreste skal blive irriteret eller frustreret, hvis A. ikke falder til ro… og jeg kan alligevel ikke sove, hvis A. skriger, så derfor gør jeg det selv. Men hvor føler man sig bare mutters alene og hjælpeløs, når man dér midt om natten går rundt om en ulykkelig baby, som bare ikke vil sove, og man selv er SÅ træt… som sagt, så må jeg bare være bedre til bede om hjælp, hvilket min kæreste også har sagt.

    Min kæreste synes bestemt ikke, det er en fejl, og jeg får så dårlig samvittighed, når jeg får sådan en frygtelig tanke. Det viskes heldigvis væk, når A. er sød og giver os det skønneste smil. Men sådan nogle dage, som vi har haft nu, gør bare det hele så svært.

    Et andet aspekt er, at min kæreste træner sin sport 3 hverdage om ugen, hvor han først er hjemme kl. 19-20 om aftenen. Nogle gange også 3 timer en dag i weekenden. Hvad synes I om det? Vi har talt om det så tit, og han gør sit bedste, når han endelig er hjemme, men jeg føler mig generelt meget alene med den lille og med de frustrationer, der nu engang er. JMen jeg får ikke noget godt ud af at nægte ham at tage til træning, for så vil jeg få en muggen kæreste herhjemme. På den anden side, bliver JEG sindssyg af at være så meget alene med det. Begge vores familier bor i Jylland, så dem kan jeg ikke trække på (vi i Kbh.).

    Og ja – jeg ved godt, at ‘ingen har sagt, det skulle være let’….

    Men hvad kan man gøre for at komme de negative tanker til livs?
    Har jeg en efterfødselreaktion/-depression?
    Hvad gør jeg for at undgå det?
    Har I andre også haft det sådan nogle gange?
    Er det bare mig, der giver op for let?
    Er jeg bare ikke rustet til at være forælder…..?
    Bør jeg tale med en prof. om det – i så fald hvem?? ? I starten vil det nok være sundhedsplejersken, men jeg føler mig bare ikke helt fortrolig med hende endnu…

    Håber, I har nogle rigtig gode fif… Jeg har virkelig brug for det.

    Kh Louise (+ Alexander 220707)

    #2352469
    Janis25Janis25
    Medlem

    Her diskuterer vi også hvorvidt mandens sport er vigtigere end at være fælles om vores lille guldklump.

    Det kulminerede fredag, og vi fik så snakket ud om det lørdag morgen. Jeg måtte sige til ham, at jeg til tider følte mig som enlig mor, og det var hårdt, hvis Bertram havde en øvaften.

    Nogle gange tror jeg bare ikke de forstår virkeligheden. De forstår ikke, at vi nu sætter pris på at kunne bade med lukket dør, spise morgenmad i ro og mag, ligge på divaen i et par minutter uden at tænke på noget andet.

    Her har jeg i hvert fald måttet banke i bordet før det blev rigtig skidt. Og har forhåbentlig og indtil videre trængt igennem.

    Jeg kan sagtens følge dine tanker omkring at din mand godt må hjælpe lidt mere til derhjemme, og at man ikke bare lige beder om den. (Det burde så heller ikke være rimeligt at skulle gå tiggergang hos barnets far – sådan har jeg det, og det bliver jeg gal over)

    De kære mænd gør det så godt de kan tror jeg, men forstår bare ikke deres vigtighed. Vigtigt at du siger det til ham, for jeg tror vitterligt ikke de ved bedre. (Jeg har høje tanker om mænd hva`?)

    Nej, det skal nok gå, og klart det er en svær tid med en ulykkelig dreng. Du bliver nødt til at huske på, at hvis ikke du elskede ham overalt på jorden, og ikke virkelig forsøgte på at hjælpe din vidunderlige dreng, så ville du slet ikke have de tanker. Så prøv at tænk på dem som et positivt tegn på at du virkelig er en bekymret mor, og bare vil det bedste for dit barn.

    Ved ikke om det hjælper dig, langt blev det i hvert fald. Sorry.. (Måske havde jeg selv lige nogle af de sammen frustrationer, og skulle også lige have luft.)

    Håber I finder ud af det.
    Janis

    #2352468
    Anonym
    Gæst

    Kæreste Louise.
    Hvor jeg bare føler med dig!! Det er sgu super hårdt og krævende og ja man higer efter tid til sig selv, med sådan en skrigeballon.

    Da jeg fik mit første barn og min mand havde aftenvagter, ja så græd jeg nogengange omkap med Noah. Det bliver bare for meget på et tidspunkt.

    Om natten der må/skal du altså jage ham op når du er færdig med at give mad! Jeg ved godt du ikke kan sove ordentligt, men du ved trods alt at det ikke er dig der er på og skal være der for jeres barn. Det i sig selv er en lettelse.

    Jeg håber det hele letter for jer snart. Her hakker vi også af hinanden, når dagene er hårde!

    Tilsidst så prøv zoneterapi, det er virkelig effektivt.

    Michele og Amelia 8½ uge

    #2352473
    GazoonGazoon
    Medlem

    Kære Louise!

    Hermed nogle varme tanker og ønsker om alt det bedste..

    Jeg er selv den lykkellig mor til en skrigeballon – og gud hvor er det hårdt og frustrerende!! Og det er helt afgørende, at man er 2 om barnet i en sådan situation! For nej, man kan ikke sove eller koncentrere sig om at lave andet, når ens barn skriger og skriger. Og ja, det er svært at lade andre have barnet – også faderen, når barnet græder og græder. Men øv dig på det. Det er vigtigt, at I kan skiftes til have Alexander, når han græder.

    Herhjemme bliver da også hakket på hinanden, når tingene spidser til. Det er svært at lade være, når man er træt og frustreret. Jeg er sikker på, at vi nok skal holde til dét også.

    Og dine tanker omkring dét at få et barn er helt normale – i hvert fald for mig at se. Jeg har tænkt nøjagtig det samme om min fantastiske datter. For indimellem er hun bare ikke helt så fantastisk – og sådan vil det jo altid være. Hav ikke dårlig samvittighed over dine tanker – det er okay. Som du selv skriver, så hjælper det, når Alexander smiler til dig osv. Husk de gode øjeblikke – og at alle de dårlige stunder går over på et tidspunkt.
    Som en læge i Skejby sagde til mig, da vi talte om kolikbørn, så er det helt okay og forståeligt, at man ikke elsker sit barn lige højt hver dag..
    Græd og skrig er dybt frustrende – især når man ikke ved hvorfor barnet græder eller hvordan man skal trøste dem.

    Mht. din kærestes sport, så må det da være ekstremt irriterende, at han skal ud af døren hele tiden.. Det er da ikke underligt, at du føler dig som alene-mor indimellem. Nu I har fået barn er det måske på tide, at han omprioriterer sin tid en anelse…. For du er da alene alt for meget! Du har brug for hjælp! Især når familien ikke lige er i nærheden til at hjælpe.

    Det med at være forældre skal læres.. Giv ikke op – det skal nok komme det hele… Og dét (skrigeriet) skal nok gå over.. Sådan tænker jeg, når Frederikke skriger og skriger, og tårerne også triller ned af mine kinder.

    Sikke en smøre – det korte af det lange.. Du er ikke alene om hverken tanker eller handlinger. Giv din kæreste et los bagi, og kræv hans tilstedeværelse.

    Kærligst Anne Mette.

    #2352476
    Anonym
    Gæst

    Hvor kan jeg huske det – Magnus havde kolik – og alle de grimme tanker… jo, det er vist helt normalt, når man har et barn, der skriger uanset, hvad man prøver at gøre. Jeg kan kun anbefale zoneterapi, ring og få en tid allerede imorgen.

    Og din kæreste – jeg synes også, han trænger til at få at vide, at det altså ikke kun er dig, der er blevet mor – han er også blevet far! Og det kræver omprioriteringer og afkald fra begge.

    Men det er altså nemmere at snakke om, når barnet ikke imens ligger og skriger og pisker til stemningen – så start med zoneterapien.

    Held og lykke 🙂 Signe

    #2352466
    annaluiannalui
    Medlem

    Kære piger,
    tusind tak for jeres svar!! Det hjælper at komme af med det, og endnu mere at høre andres erfaringer og råd. Hvor er det dejligt, at der som regel altid er nogen herinde, der tager sig tid til at hjælpe!!

    Min kæreste gør virkelig alt hvad han kan, og vimser rundt og laver en masse husligt, når han er hjemme; jeg fik ham vist til at lyde som en værre en… men jeg skal være bedre til at hive i ham, når jeg har mest brug for det. Men han tilbyder også tit selv…

    Vi har prøvet zoneterapi to gange, og det hjalp faktisk også. Håber kun, at det er i dag – ihvertfald i denne omgang for selvfølgelig kommer der flere skrigedage… :o)

    En god nyhed: A. har sovet siden kl. lidt i 17!! Jeg tror for det første, at han havde ondt i maven – sikkert pga. noget kage jeg spiste fredag…?? Han lavede nemlig meget stort i bleen tidligere… efterfølgende var han så nok mest overtræt.

    Mht. min kærestes træning, vil jeg overveje at snakke med ham om det – igen… han har dog allerede skåret lidt ned og siger, at han godt kan droppe det engang imellem, hvis der er behov for det.

    Nå nu kalder han igen…

    Knus Louise

    #2352467
    Anonym
    Gæst

    hej du.
    Fååårk, jeg føler med dig. vil anbefale at du gør 2 ting – ok 3 – for ikke at bryde sammen:
    1: få din kæreste op af sengen om natten! det vil betyde dels at du bliver knap så smadret, dels at han bliver mere smadret, hvilket i dette tilfælde er fint,for så kan det være han får øjnene op for realiteterne!
    2: det kan ikke passe at din kæreste er så meget væk. i hvert fald ikke hvis han ikke er hjemme i dagtimerne heller til at aflaste dig. ved ikke hvordan det kan gøres, men han burde virkelig ikke lade dig stå så alene med det hele men tage sin tørn.
    3: dine tanker er sikkert meget almindelige, men jeg synes altså de lyder til at høre ind under kategorien efterfødselsreaktion, og jeg synes helt klart du skulle tale med din sp eller læge om det.hvis du på nogen måde kunne få hjælp til at komme hurtigere eller nemmere igennem dem er det jo det værd. det er IKKE det værd at tro a man bør kunne klare alt alene, og det synes jeg dit indlæg emmer lidt af. bed om hjælp.

    held og lykke!

    knus julia

    #2352474
    hunpingvinhunpingvin
    Medlem

    I en anden tråd var der en der fortalte om tigerpring, tænkte om det måse var en årsag? Hun gav dette link: http://www.voresborn.dk/get/2733.html

    Ikke at det får ham til at stoppe med at græde, men det er ligesom nemmere når man ved hvorfor de gør det – synes jeg…

    Og så vil jeg fortælle at jeg har haft det præcis samme måde. Men det bliver heldigvis bedre, bare man er obs på det og arbejder på det 🙂 Og så husk på at søvnmangel gør selv små ting kæmpestore. Så store ting bliver gigantiske!!! Søvnmangel er et anerkendt torturmiddel, så lad være med at bagatellisere det. Få din kæreste til at tage over om natten, når du ikke ammer…

    Knuz og opmuntrende tanker fra Inger & Natasja, 9 uger

    #2352470
    annaluiannalui
    Medlem

    Hej Inger,
    jeg ved ikke, om det kan have noget med ‘tigerspring’ at gøre – han er 7 uger i dag. Nu ser vi, hvordan det ser ud i morgen… han har heldigvis været ret rar i aften, så vi håber, det bare var noget jeg havde spist. Ellers må han en tur til ZT igen.

    Igen tak for alle de gode svar!

    Knus L.

    #2352472
    chris36chris36
    Medlem

    Overvejer nemlig at afprøve en.

    Kh
    Chris36

    #2352463
    annaluiannalui
    Medlem

    Hej Chris,
    jeg har brugt en på Østerbro på Olufsvej. Et rigtig pænt og godt sted, som også tilbyder massage og akupunktur. Zoneterapi til børn koster 200,- Jeg har dog hørt om en ZT, der kommer hjem til en og også giver moren ZT, hvis det er nødvendigt. Det koster 300,- Det var en fra min mødregrupe, der havde prøvet dét.

    Det har hjulpet på nærmest alle dem jeg kender til.

    Held og lykke!
    Kh Louise

    #2352462
    Anonym
    Gæst

    hej, har du evt nummeret på den zt som kommer ud til folk? tænk, hende vi har været ved koster næsten 500 kr for en gang… sådan er det så forskelligt!

    #2352460
    chris36chris36
    Medlem

    Tak – tror at jeg vil kontakte ZT – så vi kan få løst op for nogle små spændinger her hos os.

    Kh
    Chris

    #2352471
    hunpingvinhunpingvin
    Medlem

    hej louise

    jeg regner ikke så godt :o) måske det så er 8 ugers springet. læs linket det er virkelig interessant læsning og gav ihvertfald mig en grund til natasjas gråd…

    inger

    #2352461
    mallebakmallebak
    Medlem

    at have dage hvor man faktisk ønsker man slet ikke havde fået den lille. Ens liv er jo blevet helt andersledes. Der er nok bare ikke så mange mødre der bryder sig om at stå frem og sige det. Mine børn er alle ønskebørn men jeg kender bestemt godt den fornemmelse du sidder med nu. Da de var spæde og når der havde været en periode med skrigeri så tænkte jeg altså også at havde jeg da bare ladet være. Og nu hvor nogen af dem er blevet teenager så ønsker jeg de var små igen. Ej jeg kan blive så død træt at de teenagere og deres evige brok og utilfredshed at jeg sommetider fantaserer mig til at køre dem ud på en p. plads og bare sætte dem afog glemme alt om dem. Men det er glemt når de så kommer og siger mor du er den bedste i verden ( selvom det som regel er når de skal opnå noget) Man kan få så meget dårlig samvittighed når man er træt af sine børn, og man vil jo også gå gennem ild og vand for dem. Men derfor kan man altså godt i korte perioder overveje at give dem til en enkelt billet langt væk. Pia

Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 19 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.