Mødet med en gammel flamme…suk!…

Alt om Børn Fora Mødregrupper Mødregruppe December 2006 Mødet med en gammel flamme…suk!…

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #499693
    thiemer06thiemer06
    Medlem

    Ja så skete det!
    Efter on and off at have spekuleret på min første store (og desværre ulykkelige) kærlighed i 12 år, møder jeg ham i Frb centret i dag.
    Når jeg skriver spekuleret så har det altså mere været sådan “gad vide hvad han render rundt og laver og hvad blev der af ham agtigt”. Havde igennem fælles venner der er løbet ind i ham fra tid til anden hørt at han havde fået tre børn og sådan lidt løst og fast.
    Hvis jeg skal lade minderne overvælde mig, så var jeg godt nok skudt i manden. Ja bevares jeg var meget ung, faktisk ikke mere end 15 år, men jeg var meget hurtigt moden og startede også på det der med at gå i byen og kysse drenge væsentligt før end jeg håber min egen datter gør *GG*.
    Han gik en klasse over mig i folkeskolen og var bare så SØD! En rigtig sød, rar og positiv person som blev en af mine RIGTIG gode venner.
    Ak ja venner, men han skulle bare vide hvordan mit hjerte hoppede ud af takt når vi dansede på discotekerne, lå i ske på min sovesofa, gik hånd i hånd gennem strøget eller når jeg sad på skødet af ham på en bænk nede i skolegården 🙂 Uha da, hvor var jeg bare helt igennem dødforelsket i ham!!!!
    Efter han gik ud af skolen blev vi ved med at være venner, gik i byen, jeg besøgte ham på hans efterskole, lyttede til U2 til langt ud på natten og alt det som kærester gør – bare ikke kysse og det der er sjovere!!
    Sådan levede jeg i 5 år. Ja 5 år gik jeg og håbede at han en dag ville se lyset og forstå at det var mig og ikke alle de duller han hoppede rundt med der var sagen, men sådan blev det aldrig!
    Ironisk nok begyndte vi at nærme os enden på vores venskab den dag vi var i byen og en dulle af et kvindfolk kom hen til mig og spurgte om jeg var hans kæreste. Da jeg svarede nej, spurgte hun om jeg så ikke kunne give hende hans nummer for så ville hun invitere ham ud. Modvilligt gav jeg hende hans nummer og det er så hende han i daghar tre børn med – suk! 🙂
    Nå men tilbage til vores møde i frb centret i dag, er det så ikke typisk at det lige er den dag man er plaget af pms, har en bums på hagen, ingen make-up i ansigtet, traveskoene på og manden med på slæb *SS* Behøver jeg at sige at han så skide godt ud – og ja mit hjerte hoppede igen ud af takt og jeg begyndte at fnise som en 13 årig – he he… Lidt akavet når manden står ved siden af.. hmmm…
    Nå men på trods af mit kiksede udseende og det faktum at han duftede himmelsk (som han plejede), var helt vild lækker og meget gift var det vildt fedt at se ham igen!!! Snakken var jo – måske pga af det faktum at jeg ikke var alene – holdt til meget neutrale emner, men det var måske godt det samme ikke at få rodet alt for meget op i det hele igen 🙂 …
    Nu har jeg så gået og brugt hele eftermiddagen på at tænke over hvordan mit liv mon havde formet sig hvis han havde gengældt mine følelser den gang, havde vi stadig været sammen? Hvor havde vi boet? Hvor mange børn? osv osv.
    Ja jeg ved godt det er tosset – og det er ikke fordi jeg er ked af den måde mit liv er blevet på eller over hvordan det er i dag, slet ikke, men jeg kan altså alligevel ikke lade være med at tænke “hvad nu hvis…” *SS*
    Der er verdener til forskel mellem min nuværende mand og ham. Min mand er mørk, han er lys.
    Min mand er pessimist (han kalder det realist hi hi), han optimist.
    Min mand er total urytmisk, han musiker.
    Så hvordan er jeg lige kommet her til hvor jeg er i dag? Er det mon det man kalder at blive voksen? Har mine egne behov og syn på verden ændret sig så meget at det afspejles i mit valg af mænd?
    Ja det møde har sat mange tanker i gang og minderne om en sorgfri (altså med undtagelse af den ulykkelige kærlighed) tid har virkelig indtaget mit sind her til aften.
    Nu må i ikke forstå det sådan at jeg er ved at gå fra hus og hjem, for jeg er i store træk rigtig glad for mit liv med mand og to børn, og de tanker jeg har om min første kærlighed er jo også i den grad farvet af at jeg var ung, sorløs, uden forpligtelser og alt det andet som jeg gennem årene har fået bygget op sammen med min mand.
    Hvad med jer andre har i også en fra fortiden der “spøger” ind imellem eller er det bare mit desperate forsøg på at holde fast i en svunden ungdom der gør at det nogen gange popper op??? *GG*

    Hilsen Kathe – som har sendt Ruben på overnatning for første gang her i dag – ahh friheeeeed 🙂

    #2241418
    Anonym
    Gæst

    Uha da da får sq da helt kriller i maven af det indlæg Kathe. Jeg kan så udemærket godt sætte mig ind i situation. Jeg havde en rigtig god ven for 3 år siden, og jeg synes var sød, og der var ikke mere i det. Men han ville geren mere end jeg ville, og jeg var jo gift. Og havde Rasmus osv osv. MEN MEN MEN jeg blev da mere og mere lun på fjolset, men tror bestem det var fordi han hele tiden bekræftigede mig til min gøren og laden og Manden herhjemme ikke gjorde det.

    Men han var jo også gidt, men var åbenbart ligeglad med det. Og en morgen bliver jeg ringet op og han siger til mig…. Hvordan fanden kunne du gøre det ??? Gøre hvad? Ja sms til hans kone at vi havde været sammen. WHAAAAAAAAT … det har jeg da aldrig gjort og kunne da heller ikke drømme om at stikke nogen sådan ne løgn. Det blev til grimme trusler på livet og sådan… og jeg var konstant bange for at han ville opsøge mig, men sådan gik det heldigvis ikke.

    Men jeg kan da godt stadig tænke på ham selvom han afsluttede vores venskab aldeles underligt, og jeg kan da godt stadig tænke på vores flirt. Det var da skide hyggeligt.

    Så jeg er bare en medsøster.

    Knus og ha en dejlig aften.

    Mia

    #2241416
    Anonym
    Gæst

    Jeg bilder mig ind, at vi alle har “spøgelser i skabet”. Med mindre man er ualmindelig heldig, tror jeg de fleste har uafsluttede forhold, som ind imellem kan komme op til overfalden. Måske som et dejligt minde, måske som et bittert eller sorgfyldt minde. Mit mantra er, at jeg aldrig vil fortryde noget i mit liv og alt hvad jeg har oplevet, har jeg efterhånden fået vendt til noget positivt.

    Men men… jeg har også et spøgelse i mit liv :o) Ikke min første kæreste (eller de næste for den sags skyld *s*), men den mand, som muligvis ville være min soulmate. Jeg har aldrig oplevet, at en følelse har været så rigtig i mit liv og vi havde en uforklarlig tid sammen. Desværre var tidspunktet ikke rigtigt og vi så aldrig hinanden igen. Han bor på den anden side af kloden og jeg er rigtig glad for, at jeg aldrig vil støde ind i ham i Bilka :o)

    Det ville være rart at have en fornemmelse af, at vi traf det rigtige valg, men det er jeg ikke så sikker på. Eller måske mere måden vi traf valget på. Jeg har flere gange forsøgt at finde ham, for at få det afsluttet. Der er nogle ting, der skal siges. For ligesom at få lukket døren, så det “bare” bliver til et minde.

    Marie – der bestemt heller ikke ville undvære sin mand :o)

    #2241414

    Puha… Denne tråd bringer dårlige minder frem;-)

    Inden jeg mødte Matildes far, var jeg i et forhold der næsten varede 10 år. Heldigvis nåede vi ikke at få børn…
    Det korte af det lange er, at han havde en affære på Skanderborg festival, blev ved med at se hende, og havde så ikke nosser nok til at fortælle mig det før 2 måneder senere… Kan mærke jeg bliver helt hidsig!! ALDRIG i mit liv er jeg blevet røvrendt og såret så groft…
    Jeg har jo efterfølgende fundet MANDEN i mit liv og kunne ikke være lykkeligere:-) Men skal da lyve, hvis jeg ikke bare en gang imellem tænker på, hvor jeg ville have været i verden, hvis jeg var blevet sammen med fjolset! Tror han bliver mit “spøgelse i skabet” mange år endnu, selvom jeg ikke helt vil indrømme det!

    Line

    #2241415
    LohomaLohoma
    Medlem

    Åh, ja kender det godt! Jeg har også en gammel kæreste, som jeg af og til tænker på og endda drømmer om om natten. Sjovt nok er det som regel, når jeg er lidt sur på eller træt af kæresten:-) Så tænker jeg, at jeg “skulle sgu have holdt ved M” for han var da bare SÅ lækker og sød, forstående og mandig *SS*
    Men når jeg så vågner op og ser fjolset ved siden af mig (henover vores to sønner) så bliver jeg alligevel helt varm indeni og glad for, han er min. Men drømmene er gode at have og dejligt uforpligtende.
    Lohoma.

    #2241419
    Anonym
    Gæst

    Sødeste Kathe og alle andre

    Hvor er det dejligt at høre sådan en historie… Min er lidt anderledes idet min nuværende kæreste faktisk er min gamle skoleflamme, som jeg sukkede så langt og længe efter i hele skoletiden, og som bare aldrig nogensinde gav mig et blik eller smil eller andet…. 😉

    Det kræver vidst en forklaring:
    Efter folkeskolen gik jeg i gymnasiet og han på teknisk skole, og for at gøre en lang historie lidt kortere, så så vi ikke hinanden andet end tre gange i løbet af de næste 13 år, og de gange var vi da godt nok lidt interesseret i hinanden (ja, jeg havde jo været det hele tiden, men nu var han ved at være med på det… hæhæ) men hver gang havde enten han eller jeg kæreste, så det gjorde vi ikke mere ved….

    tiden gik og skæbnen ville så at jeg blev skilt fra min daværende mand, hvorefter jeg mødte min kæreste Skt Hans aften og til min store overraskelse fortalte han mig at han var gået fra kæresten, havde ingen børn eller andre forpligtelser, og ja… det havde jeg jo heller ikke!!! (min tidl. mand og jeg havde forgæves forsøgt graviditet i 2 år):-(
    Det synes jeg jo et eller andet sted var skæbnen, der gav mig et vink med en vognstang, så jeg spurgte om hans tlf nummer og kontaktede ham og ja…. nu ligger han inde i sengen og hygger sig med vores dejlige søn!!! og ja, så er lykken vel i hus…. eller hvad?!
    Og her er det så, at jeg synes det er rart at den tråd blev sat i gang…. for ja, vi har ved gud allesammen et eller andet sted i os, ønsker/forestillinger om en anden tilværelse. Især når ting ikke er og/eller arter sig, som vi havde håbet eller tænkt dem.

    Min skønne og dejlige kæreste er en rigtig flot, høj, død charmerende mand. Han drejer mange hoveder på gaden og charmerer alle han er i nærheden af, idet han er utrolig nærværende når vi er ude blandt andre. Kort sagt, en som folk er ret imponerede af…. og jeg elsker ham virkelig for det, for det er jo også det jeg er faldet for. Han er en pragtfuld far og en god kæreste og jeg bliver bare endnu mere forelsket i ham når jeg hører hvor meget ham og Tobias ligger og griner og hygger inde ved siden af lige nu… Bagsiden af medaljen er der jo også bare… for sådan er han ikke altid herhjemme… Han har en side som er helt igennem utroligt egoistisk, og det har jeg meget svært ved at finde ud af at forlige mig med. Han gider ikke besøge familien, for det interesserer ham ikke, så når vi er inviteret, så ved jeg at han hader det og jeg føler mig derfor dårligt tilpas, men når vi så er afsted, er han den her søde og nærværende mand, og ender altid alligevel med at sige, når vi kører hjem at han faktisk har hygget sig….
    Men jeg synes det er irriterende og en lidt farlig holdning og personlighed fra hans side… kan I følge mig???
    Puha, det lyder da som om han er en bandit, men jeg håber i forstår at jeg egentlig bare vil fortælle at, hvor andre kan sidde og tænke på den kærlighed de ikke fik (men selvfølgelig elsker den de har nu), så fik jeg min kærlighed fra den gang, og det var ren lykke for mig, men selvom jeg fik ham, er der også bare stadigvæk skår i glæden nogle gange…
    Hvad jeg bare vil sige er, at græsset ikke altid er grønnere hos naboen….. hæhæ
    Og så til finalen…. lige før jeg mødte min kæreste snakkede jeg med en helt igennem pragtfuld mand, som er den TOTALE modsætning til min kæreste….. og ja, jeg tænker da tit på ham (han kontakter mig faktisk jævnligt også… hmmmmmm) og hvad der mon kunne være blevet ud af det….

    Men igen, så hører jeg på mine drenges grin og hygge inde i soveværelset lige nu, og så ved jeg jo godt hvor jeg helst vil være, og tænker, pyt med at han ikke er så familiær. Han elsker jo sin egen lille familie, og det er det vigtigste….

    Det blev en lang historie….

    barnnr01

    #2241417
    Anonym
    Gæst

    Uha, sikke en historie. Det kender jeg kun alt for godt, – med en lykkelig udgang altså 🙂

    For 10-11 år siden mødte jeg den mest fantastiske fyr. Vi blev lidt kærester, men stoppede igen da vi alligevel var for forskellige (han læste på uni og var meget “korrekt” havde pæne bukser, skjorte og kort velfriseret hår, jeg gik på edb-skole og var en “techno-trold” med hang til festivas og dans hele natten). Vi var simpelthen SÅ forskellige, men dog var der alligevel et eller andet der trak os sammen.

    Vi gik fra hinanden men mødtes ca 6 mdr senere og blev lidt små-kærester igen. Atter gik vi fra hinanden.

    Jeg flyttede væk fra byen for at få en uddannelse i den anden ende af landet og faktisk var det sådan, at når jeg var tilbage på besøg og mødte ham her super-fyren, så endte vi altid sammen (hvilket skete en 4-5 gange).

    … vi aner ikke hvad det var der trak os sammen, men det var alligevel ikke noget vi turde bygge videre på… nu boede jeg jo også i en anden landsdel osv.

    Da min uddannelse var færdig flyttede jeg til København og bosatte mig. Ca en gang om året sendte vi en mail til hinanden hvor vi lige sagde “dav-dav” og hørte om løst og fast, men absolut ikke noget i retningen af kæreste-agtigt. Vi havde også begge andre kærester.

    Jeg mødte i 2002 en kollega og fik barn med ham. Min drømme-fyr her blev dog noget befippet da han fandt ud af det, men sådan var det jo nu engang. Jeg boede (igen) i en anden landsdel og vi sås ikke fysisk længere. Dog valgte han at sende en bamse da min datter blev født og hans eksistens har aldrig været hemmelig for min daværende kæreste.

    Men det underlige skete da jeg i 2005 valgte at gå fra min datters far og flytte tilbage til min fødeby. Netop som beslutningen var truffet og alt var næsten planlagt, ringede ham min drømmefyr her og sagde at han simpelthen blev nødt til at mødes med mig igen, for jeg spøgte i hans liv og at han ikke ville kunne leve videre som et roligt menneske, hvis han ikke fik lukket døren til vores tidligere forhold.

    Vi mødtes (han kørte tværs over landet midt om natten) og der gik nøjagtig 23 sekunder, så var vi dødelig forelskede i hinanden igen. Så snart jeg flyttede tilbage til min fødeby blev vi kærester og idag er vi gift, har barn og bor i hus.

    Det er simpelthen den mest fantastiske mand jeg nogen sinde har mødt. Han har ALT, simpelthen. Jeg kigger på ham flere gange om dagen og tænker “gisp… gider han virkelig mig… lille dumme mig han ikke gad engang”. Vi har det så godt som jeg kun turde drømme om at man kunne ha med en anden. Jeg elsker ham virkelig helt ned i mine tæer og det mest fantastiske er, at han føler det samme for mig 🙂

    Vi er begge blevet voksne. Det vi ikke turde gøre for 10 år siden, men nok inderst inde gerne ville, – det gør vi nu. Han er blevet mere “blødt op” og jeg er blevet mere “korrekt”. Vi kender hinanden, har gamle fælles venner, gamle minder osv. osv.

    Jeg vil ikke gnide salt i såret. Men for hunde da, hvor har jeg tænkt på ham mange gange mens jeg var kæreste med min datters far. Fantaseret om hvor dejligt det ville være hvis nu…

    … og eventyret endte lykkeligt 🙂
    Det er nøjagtigt lisså vidunderligt som jeg drømte om.

    Lidt solskin herfra et lykkeligt ægteskab med den gamle flamme.

    🙂 Majken – der vist er en heldig lille banan

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.