Vild separations angst!!!

Alt om Børn Fora Mødregrupper Mødregruppe August 2006 Vild separations angst!!!

Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #486703
    SoffigirlSoffigirl
    Medlem

    Ja, og det var ikke engang gået op for mig for havde ikke set det i det omfang før!!
    Det startede med natten til torsdag.. Julian synes det kunne være sjovt at hoppe og danse lidt i sin seng.. i 1½ time.. GAB.. og blev sur over jeg ikke ville tage ham op og lege med ham.. (kl. 2 om natten).. Han blev meget pivet.. og Mikael ender så med at ligge ham bestemt ned (for 3. gang og sige: “NU sover vi altså!!”.. han faldt så også i søvn… og vågnede 5 gange mere inden for 4 timer for at skulle have sut (og så også åbentbart se om jeg stadig lå i sengen ved siden af ham)
    I nat.. Ja.. vi havde haft nogle venner på besøg.. Julian havde været vildt piv og ville hænge på min arm HELE tiden.. samtidig med han var super træt.. han havde godt nok heller ikke mødt dem før.. så jeg var jo sikker på det var det.
    Kl. 22 vælger vi så at bryde op.. fordi Julian var vågnet, så der kunne komme ro herhjemme.. Vi får sagt på gensyn osv. og Julian er lige oppe og få lov at vinke så han kan se at nu går de altså.
    Jeg ligger ham ind igen.. Men han begynder at skrige.. virkelig SKRIGE.. Jeg bliver sådan lidt… Hmm.. og tænker at jeg igen lige må tage temperatur osv. for en sikkerheds skyld.. der er ingen ting!
    Jeg siger så til Mikael at jeg synes vi skal ligge os ind nu, så der kan komme helt ro på!! Han skriger videre selvom vi kommer ind.. jeg prøver at give lidt at drikke + en frugtstang som ellers plejer at have god virkning når han er overtræt… Han falder til ro imens han spiser.. og SÅ starter han ellers igen.. Jeg kan se hvor træt han er, og bliver ved med at ville over til mig.. og falder også lidt til ro når han er på skødet af mig.. så jeg tænker han har i hvertfald ikke ondt..
    Men hver gang jeg sætter ham ned i sin seng igen, så skriger han.. Jeg bliver lidt frustreret og siger at nu ringer vi lige til vagtlægen og hører om de ved ET ELLER ANDET… hvor jeg også spørger om det kan være en del af hans udviklingstrin.. Hun siger straks NEJ.. det er i hvertfald noget med øre eller tænder!! Vi skulle give ham panodil og så skal han nok falde i søvn!! Jeg går ud i skabet, og vi har da vi flyttede fået smidt panodilen ud.. HELDIGVIS.. Mikael tænker så at Julian er overtræt, og siger at nu prøver vi altså: “NU sover vi metoden igen!”.. det hjælper jo selvfølgelig ikke.. og det er efterhånden gået op for mig at han er bange for at være adskilt for især mig.. men det er svært at tænke rationelt når sådan en lille mand har skreget i over 1 time!!
    Det ender med at jeg begynder at synge for Julian imens jeg ligger i sengen med armen inde mellem hans tremmer i hans seng… nusser ham på maven.. og han holder op.. og lytter intenst og kigger på mig… Mikael er den første der falder i søvn.. hehe… Julian får efterhånden sat sig ned.. og til sidst ligger ned og holder mig i hånden imens jeg synger… og efter 1 time lukker han de små øjne.. og sover hele natten..
    Jeg havde vildt dårlig samvittighed over jeg ikke kunne se at det var det fra start af.. Men nu ved jeg jo så til gengæld hvad vi nok skal kæmpe med i et stykke tid, så det bliver rart for os alle sammen!!

    Andre som oplevet separations angst nu??
    Puha.. jeg er slet ikke veludhvilet..
    tror jeg skal ind og putte lige om lidt igen!!

    kys kys
    Soffi 30+4

    #2167819
    JuLoHaJuLoHa
    Medlem

    Hej Soffi
    Jeg fik helt kuldegysninger og næsten tåre i øjenen da jeg læste det, stakkels lille mand, kan godt forstå du føler dårlig samvittighed det ville jeg også. Det er det samme når Vitus vågner og natten og græder og græder og jeg prøver en milliard ting, så vågner Thomas og siger han er sulten, rejser sig går ud og laver vælling, og giver den til Vitus som falder til ro med det samme og sover bagefter… og jeg har ikke skænket det en tanke.

    Jeg har slet ikke oplevet seperations angs i den grad som du har, men jeg kan mærke at det er begyndt at dukke lidt op til overfladen nu, fx hvis det er far der aflevere så bliver han hysterisk når jeg går hjemmefra, men ellers er det ikke slemt.

    Håber i kommer igennem det nogenlunde smertefrit

    Knus Julie

    #2167818
    SoffigirlSoffigirl
    Medlem

    Sagde min læge faktisk det hedder!!
    Det er ikke separations angst..
    fik at vide at jeg nok skal igennem det et stykke tid..
    og at han faktisk sover, og slet ikke er bevidst om hvad der sker?!
    Hmm.. og det svarer nemlig til 2 timer.. hver nat.. man ved endnu ikke hvad det kommer af! men at der er mange børn der får det.. 🙁
    I dagtimerne er det så alm. ‘jeg har fundet ud af hvor jeg hører hjemme’.. når han så bliver ked når der kommer fremmede mennesker..
    Ja.. man lærer noget nyt hver dag..
    men det gør det altså ikke sjovere..

    krams fra Soffi

    #2167816
    Anonym
    Gæst

    Hej SOffi.
    Jeg tror vi har oplevet noget lign med Emilie, og jeg kan kun sige, at jo færre metoder du prøver, des værre.
    Vælg en metode – vi valgte: nu går vi rundt i stuen og siger schh eller synger lige så sagte, og så falder der ro over efter ½ times tid… eller noget…
    ØV!
    Knus Karina

    #2167815
    Mejse2006Mejse2006
    Medlem

    Hej Soffi,

    Termin03=Karina fra oktober 2006 kender rigtig meget til det – hvis du har brug for lidt info….

    knus
    Majken fra okt06

    #2167817

    … den der helt sindssyge seperationsangst ved sengetide og om natten. Lucca er ellers ikke så voldsomt plaget af seperationsangst i dagtimerne… men om natten er det altså en hel anden sag 🙂

    Herhjemme startede det i 9 mdrs alderen, nærmest fra den ene dag til den anden… og det er ikke holdt op endnu! Har lissom bare vænnet mig til det efterhånden som en del af de faste rutiner herhjemme! Lucca har ofte sådan en seperations-panik-tur om aftenen mellem klokken 23 og midnat… kuren herhjemme hedder nærhed og tryghed… det eneste der hjælper er at jeg lægger mig ind med hende i sengen og putter tæt til hun sover igen… jo hurtigere jeg får dysset hende ned, desto hurtigere falder hun til ro og falder i søvn igen! Så jeg står som regel på spring så jeg kan reagere promte når hun vågner op og er frustreret 🙂

    Kram
    ML

    #2167821
    odensemodensem
    Medlem

    Ingrid har som oftest et godt sovehjerte med mindre hun er syg. Men seperationsangst jo den har vi også her og det er faktisk lidt et problem fordi det er hendes far det går ud over.
    Når jeg er der – så vil hun ham bare IKKE. Det går helt fint når det er de to alene, men hvis vi begge er der og det er mig der skal gå – så bliver hun vildt ulykkelig. Hun vil genrne lege med andre (bedsteforældre, DP etc), men sin stakkels far fryser hun ud. Hun bliver også jaloux hvis han holder mig i hånden eller nusser mig. Det er HENDES mor og ingen skal pille.
    Jeg bilder mig ind det har noget at gøre med at jeg jo faktisk tit er væk i lang tid når jeg har døgnvagt og hun så reagerer imod det.
    Men selv nu hvor hun i 10 dage har haft sin mor 24/7 så er far stadig væk yt.
    Andre der har extremt morsyge børn? Erfaringer med at hjælpe dem igennem det?
    Anne

    #2167820

    Ekstrem morsyge kender jeg godt… men det svinger meget i perioder! I nogle perioder er alle fremmede bare toplækre og enormt spændende… i andre perioder er de noget så farlige…

    Pinligt forleden dag… meget meget venlig gammel dame formastede sig til at smile til hende i klapvognen og så brød hun bare fuldstændig sammen…

    Mht. morsyge i øvrigt… jeg har nærmest prøvet det modsatte, det var lige på det tidspunkt hvor hun lige var blevet kørt ind i VS… og stadigvæk syntes at det var verdens største helligbrøde at jeg afleverede hende til gogérne om morgenen…

    Hun foretrak simpelthen Mormor og afviste mig BRUTALT hver eneste gang Mormor var tilstede… når Mormor ikke var der, ja så var jeg selvfølgelig god nok og fik massere af møs og kram (der var jo lissom heller ikke andre, he he), men så snart Mormor kom på besøg begyndte hun at hyle som en anden dramaqueen og strække armene over til Mormor a la “red mig fra min onde mor!!!”… og så måtte jeg sgu ikke engang tage hende op, nixen bixen… kun Mormor… hys hys hys 🙁

    Jeg syntes sgu det var en anelse frusterende, ærligt talt… for der gik man jo lissom rundt og hoppede på tungen og stod på hovedet og hentede tidligt hver eneste dag for at gøre alting SÅ godt for hende… (og i øvrigt syntes man jo altså også selv det var lidt sørgerligt og svært sådan at skulle undvære hende heeeele dagen) …og så kunne man ellers bare pakke sig skride af pommerns til hver gang “gude-mormor” trådte ind ad døren i al sin stråleglans… utaknemmelige skarn, hrmf!!!

    Tror lissom hun straffede mig fordi jeg var så ondskabsfuld at putte hende i vuggestue, eller noget?

    Lige pt er hun vildt morsyg… mor… mor.. moooaaar… hænger i mine skørter som en anden bjørneunge og bliver fuldstændig hys hvis andre familiemedlemmer kommer for tæt på (“gude-mormor” undtaget naturligvis – hun har tilsyneladende altid særstatus…).

    Kram
    ML

Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.