Seperationsangst igen

Alt om Børn Fora Mødregrupper Mødregruppe August 2006 Seperationsangst igen

Viser 12 indlæg - 1 til 12 (af 12 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #486391
    odensemodensem
    Medlem

    Nogen af jeres unger der igen har fået seperationsangst?
    Ingrid har fået et “tilbagefald”, det er faktisk næsten komisk.
    Når jeg går fra et rum eller hun bliver aflveret hos DP – så stikker hun i et kæmpe hyl med store tårer – i ca 5 sek. Så er det overstået – og jeg kan på den anden side af døren høre at hun pludrer videre.
    Er genrelt lidt af et hængetræ for tiden. Både på mig og på DP.
    Anne

    #2165225
    Anonym
    Gæst

    Lærke hænger lidt meget på mig, men det er nok fordi, J ikke er her. Så klynger hun sig til mig, så jeg ikke også tager væk. Sjovt nok er det ikke et problem i vuggestuen endnu. Jeg får et stort kram, og så trisser hun afsted med en pædagog uden at græde. Dygtig pige!

    Maria

    #2165227
    Anonym
    Gæst

    Mila kan heller ikke lide at blive afleveret – men det er ikke så meget det at skulle i vuggestue for hun kan godt lide at være der, men bare det øjeblik hvor man siger farvel…. det er ufedt. Rumle syns stadig heller ikke det er supersjovt at sige farvel i børnehaven og vil gerne have det overstået i en fart.

    Når jeg henter Mila bryder hun ud i et kæææmpe-brøl lige når hun ser mig. Og så er hun glad igen. Skøre barn. Men det er jo igen den der ‘hov kom lige i tanke om at jeg har savnet dig’ …

    Herhjemme er hun ikke så hængende for tiden – hun vil gerne have opmærksomhed men er også ok selvunderholdende

    Ulla

    #2165228
    Anonym
    Gæst

    Tobias blev også meget ked i starten da vi afleverede ham, men nu er der ingen problemer, nu er han glad og vinker til os…det er SÅ dejligt!!

    Det er nok bare en faseeeeeeee….det skal nok blive bedre…bare vent;o)

    #2165226

    …morsyge + seperationsangst florerer også herhjemme pt… kan virkelig mærke hun holder styr på mig hele tiden – og kan hun ikke se mig bare et lillebitte øjeblik bliver hun straks ked af det!

    Og så bliver hun selvfølgelig også ked når jeg tager afsted om morgenen… og det synes jeg dælme er hårdt! Som at få flået hjertet ud helt fra morgenstunden af… jeg føler nærmest sådan en slags nagende “dårlig samvittighed” over at gå fra hende om morgenen, som jeg ikke rigtig kan placere nogensteder, men alligevel også har lidt svært ved at ryste af mig… (men der går heldigvis ikke lang tid før hun bliver god igen og hygger sig herhjemme med sin farmor).

    Men når jeg så kommer hjem fra Uni… så bliver hun vildt pyldret igen… også selvom de har haft det rigtig hyggeligt og Lucca har været glad hele dagen? Som om hun altså lige vil understrege at det i alle fald overhovedet IKKE er okey at jeg gik fra hende i morges…. suuuuuuk!

    Om natten er hun nu begyndt at vågne op og famle ved mit ansigt… for såen lige at tjekke om jeg stadigvæk er der!

    Det er bare en fase… det er bare en fase…. det er bare en fase… ik os?

    Kram
    ML

    #2165233
    Anonym
    Gæst

    ja, det er jo i hvert fald min teori. Altså kan I huske det der fra da de var bittesmå og man stod der ved vuggen og TÆNKTE ‘nu sover han vist’ VRÆÆÆÆLLLL – og det gjorde han så ikke alligevel! Det gælder også nu. Dårlig samvittighed hjælper INGEN! Mor sender signaler til barnet i retning af at det ER forkert at gå, men går alligevel – og mor har det skidt med det. Jeg vil jo ikke lægge hovedet på blokken, men mener alligevel at det er værd at forsøge sig med en omgang positive tanker. Farvel min skat – hvor bliver det dejligt for dig at lege med de andre i vuggeren. Jeg glæder mig til at komme på arbejde – vi ses senere. Måske er vi bare priviligerede hjemme hos os med tre unger der yderst sjældent er kede af at se os gå (hmmm eller også er vi bare ikke særlig dejlige forældre????) Nå, men i hvertfald – BØRN KAN LÆSE TANKER!!!
    kærligst Dorte

    #2165235
    Anonym
    Gæst

    Leah kan være faldet i søvn i fars arme og så kommer mor ind i rummet – straks er hun spil vågen og skal være hos mig.
    Tror helt bestemt at hun har en føler for hvor jeg er, for hun er der med det samme jeg træder ind i huset eller der hvor hun er.

    Vores unger har heldigvis altid været glad for at blive afleveret i hhv dagpleje, børnehave og nu SFO, så det gør det meget nemmere. Vi har også altid sagt det som en positiv ting at de skulle være der og blive passet. Har bare haft nogle super dejlige dagplejere og super personale i børnehaven.

    Christina

    #2165234
    SoffigirlSoffigirl
    Medlem

    Jeg aflevere ham i vuggestuen om morgenen. Det er også fint nok.
    Mikael henter om eftermiddagen fordi han kan hente hurtigst.

    Når jeg kommer hjem 15.30 er Julian nogle gange sur på mig. Hvis jeg ikke tager ham op med det samme bliver han sur, hvis jeg sætter ham ned bliver han sur. Han vil sidde hos mig, men er alligevel sur over at jeg gik fra ham om morgenen. Der går 20 minutter, så tør han op og så er det ok. Men alligevel må jeg ikke gå ud af lokalet uden han bliver ked af det. Hvis jeg skal på toilettet, JA så vil han med. Så når jeg ikke er i skole har jeg Julian på armen resten af dagen. Når han skal puttes bliver han også meget ked af det, for jeg skal ihvertfald ikke gå fra fra ham.. og sådan er det HELE dagen igen. Men det er ikke sådan de dage hvor han ikke har været i vuggestue. Da er han stille og rolig herhjemme.. Ja.. Man bliver ked af det når de har det sådan 🙁

    krams Soffi 15+3

    #2165230
    Anonym
    Gæst

    din teori gælder ikke mit afkom. Jeg er ekspert i poker-fjæs og tandpastasmil når det kommer til afleveringer… (og egentligt heller ikke vildt bekymret indvendigt for jeg ved jo det går over om et sekund) … føles iøvrigt en smule tåbeligt at stå der med happy-face ‘ha en god daaaaaaaaaaaaag heeeeeeeej-heeeeeeeeeej’ mens ungen skriger … hmmm ….

    men nej du har ret – det gavner ikke at vise det hvis man er bekymret. Pokerfjæs skal der til. Men det fjerner ikke nødvendigvis gråden – men gør det heller ikke værre.

    Gad vide hvorfor jeg sidder og skriver det her når du godt ved hvad jeg mener??

    #2165231

    …du har virkelig så evig ret 🙂

    Man taler så meget om indkøring af barnet… men i virkeligheden handler det jo nok ind i mellem ligeså meget om udkøring af mor… 😉

    Hun kan selvfølgelig mærke på mig, at jeg ikke rigtig har lyst til at gå fra hende – de har jo fintfølende antenner, de små! Jeg har i øvrigt altid været en elendig løgner og skuespiller… jeg kan aflæses som en åben bog simpelthen 😉

    Det er altså også lidt kompliceret, synes jeg! Inderst inde ved jeg godt at hun bliver passet og forkælet efter alle kunstens regler i både hoved og røv og alt det der. Stoler virkelig også 200% på ex-sviger-mutti… det hele er bare fino fino…

    Jeg prøver virkelig osse at virke både glad, smilende og afslappet når jeg tager afsked – skynder mig derefter at give hende et smækkys og gå i en fart… for ikke at trække pinen ud og dramatisere unødigt …etc.

    Men det er alligevel ikke helt let at blive den “dårlige følelse” kvit… egentlig er det ikke mine tanker som sådan der er rådne, rationelt set er jeg både fortrøstningsfuld og optimistisk mht. det her pasning… jeg VED at de hygger sig når jeg er i skole… ingen problemer der! Men det er mere de inderste følelser som stritter imod… og de er sgu lidt svære at få has på! Jeg prøver efter bedste evne at tænke konstruktivt og positivt! Men ved ærligt talt ikke hvordan jeg skal få indoktrineret mig selv således at jeg ikke får “skjulte indre følelseskvababbelser” når hun hyler efter mig! Går bare lige i hjertet! Jeg ER viiiiiiildt håbløs, det indrømmer jeg gerne… et rigtigt bløddyr simpelthen…

    Ved ikke om det kan spille ind… men måske er det også endnu værre fordi jeg er enlig mor! Hun har jo lissom kun mig at knytte sig til herhjemme… så måske den der barsels-symbiose dermed er blevet såen lidt ekstra-ekstra hidsig mellem mig og Lucca? Der er jo lissom ingen søskende eller far i dagligdagen hun kan knytte sig til! Ved det ikke… men, måske?

    Anyway… selvfølgelig også glad for at være tilbage på Uni og for at få noget intellektuelt indput igen… fuldstændig sindssygt lækkert at være blevet Marie Louise igen i nogle selvstændige timer her og der… efter udelukkende at have været LUCCAS MOR og intet andet i et helt langt år!

    Kram
    ML

    #2165229
    odensemodensem
    Medlem

    Det kan de helt sikkert – men jeg har jo afleveret Ingrid hver morgen i snart 5 mdr ( først til far og så til DP og et par uger til mormor/farmor). Så jeg ved hun har det godt hos sin DP og har haft det siden maj. Det kom faktisk lidt bag på mig efter måneder – med “hej mor – farvel mor – stort smil og så vendte hun ryggen til mig og var optaget”. Virker som om hun er blevet klar over at om lidt så går jeg.
    Er dog allerede i løbet af ugen blevet meget bedre – fra store tårer mandags til et enkelt kvæk i fredags der var væk før jeg var ude af døren. Så det var nok bar en fase (gys hvor jeg dog er træt af det ord)
    Anne

    #2165232
    axel2006axel2006
    Medlem

    er Axel for tiden. Især i sidste weekend, der skulle vi passe en jævnaldrende pige fra mødregruppen natten over, mens hendes forældre skulle giftes. Fra det øjeblik jeg trådte ind ad døren med hende til hendes mor kom og hentede hende næste dag, gik der ikke mere end et par minutter ad gangen, hvor Axel ikke hylede. Jeg måtte overhovedet ikke røre hende eller se på hende. Mage til jaloux barn skal man lede længe efter. Det vil nok gøre ham godt at blive storebror på et tidspunkt, men jeg er godt nok glad for at vi ikke valgte at få to lige i rap.
    Til gengæld synes jeg det går lidt bedre med at aflevere ham i vuggestuen for tiden.
    Og ML – det er da klart du synes det er hårdt, og jeg tror da helt klart det må være sværere både for dig og Lucca, når du stort set ikke har været væk fra hende overhovedet i et helt år. Vi andre har jo haft mulighed for at efterlade barn hos far et par timer fra starten af og dermed “trappe langsomt op” inden hverdagen melder sig.

    Knus S

Viser 12 indlæg - 1 til 12 (af 12 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.