Ny lille baby, suk…

Alt om Børn Fora Mødregrupper Mødregruppe Oktober 2005 Ny lille baby, suk…

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 10 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #469248

    Nu bliver min datter jo snart 15 måneder og vi har herhjemme i den sidste tid snakket meget om, hvornår det er tid til at begynde på runde nr. 2. Faktisk er vi begge parate til at forsøge lige nu og her, MEN jeg har jo det speciale, som skal overståes. Jeg regner med at være færdig august med (2007)(+ 1-2 måneder, hvis der skulle opstå forsinkelser, dvs, senest oktober med, men det er IKKE planen). Jeg synes, det passer rigtig fint, at få nr. 2, inden jeg skal ud på arbejdsmarkedet. Men stress med speciale og graviditet hænger jo ikke rigtig sammen. Så spørgsmålet er, hvornår vi skal gå i gang, hmmm… Lysten er der i hvert fald 100% for os begge, men jeg vil være sikker på at blive færdig med specialet – og hvem ved, hvilke gener der kommer i graviditeten. Sidste graviditet havde jeg kvalme og opkast i 7 måneder, men klarede alligevel at være i fuldtidspraktik fra jeg var ca. 1 måned til 6 måneder henne. Men det var egentlig ikke så stressende en arbejdsperiode for mig – kæresten var samtidig hjemme til at lave en masse praktisk. Denne her gang har han lang transport tid til og fra arbejde og vi har jo også vores dejlige datter at se til. På den anden side, er det jo ikke ikke sikkert, at jeg bliver gravid med det samme – selvom det sidste gangs skete vupti, så er det jo ingen garanti denne gang. Sikke en refleksiv planlægnings tilværelse, vi lever. Nogle gange ville det være nemmere bare at give slip og kaste sig ud i livet uden alle disse spekulationer, men sådan er det (jeg) åbenbart ikke. Jeg skriver egentlig bare for at høre jeres tanker om situationen…. Fornuft eller følelse – eller måske begge dele?

    Med ønsket om en glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår

    fra en babyhungrende specialeskriver med specialesump-symptomer

    #2077264
    XmarenXXmarenX
    Medlem

    Jeg var selv hamrende skruk, da jeg skulle til at skrive speciale, og gik og prikkede til kæresten, om vi ikke bare skulle gå igang (aftalen havde hele tiden været, at det gjorde vi først, når jeg var færdig med min uddannelse).

    I dag er jeg glad for at han stod fast. For det første er min selvdiciplin elendig, så en hver undskyldning for at tænke på noget andet (som f.eks bebsen i maven) ville nok have forsinket specialet yderligere. For det andet undervuderede jeg totalt hvor langt tid det ville tage at skrive (det endte med at tage et år), så det ku nok have givet en del udfordringer, hvis barsel og speciale var tørnet sammen.

    Endelig, så ved man jo aldrig hvordan det går med graviditeten. En af mine mødregruppe “kollegaer” var også i gang med at skrive speciale under sin graviditet, da hun blev beordret sengeliggende, pga af komplikationer. Hun endte med at føde 6 uger før tid og specialet er først nu ved at være færdigt, her ét år efter.

    Men altså, det var alt det fornuftige…. selv er jeg nok mest fornuftsmenneske, når det gælder mit eget liv, så det ville være de tanker JEG ville gøre mig om nr. 2…. Men først og fremmest skal det jo føles i orden for DIG og din kæreste…. hvis i brænder for nr to nu og her, jamen så er det jo sådan det skal være, lige meget om det er praktisk eller ej….

    #2077266
    Miamor2Miamor2
    Medlem

    Hej..

    Nu har jeg selv aldrig været særlig fornuftig når det galdt om hvornår børnene skulle ankomme..

    Phillip fik imens, jeg ikke havde noget job – så skulle jeg ikke på barsel, men “bare” fortsætte med at gå hjemme..
    Da Phillip så var 10 mdr., begyndte jeg som kontorelev, og den færdiggjorde jeg.. Da jeg så startede på mit nye job, som jeg vidste jeg kun havde 1 år, begyndte vi at arbejde på babyprojekt igen.. Og det blev sådan jeg skulle på barsel, når jeg alligevel var opsagt, men det var mere held end forstand.. Men så havde jeg ikke noget job at vende tilbage til efter barsel.. Jeg fandt så et nyt job her i november, men blev fyret i starten af december igen (ØV).. Så pt. er jeg jobsøgende…

    Men det har aldrig været fornuften som har bestemt herhjemme – det er lysten..

    For imens jeg ventede Phillip havde vi næsten ingen penge – og det havde vi faktisk ikke heller ikke, da jeg blev gravid med Mikkel.. Altså jeg mener vi kunne klare os, uden at skabe gæld, men det var ikke en dans på roser.. Men vi havde det godt!

    Det er først da Mikkel kom til at økonomien var helt iorden, og derfor valgte vi at købe huset.. Så drengene kan vokse op et sted med have – men det er jo ikke noget krav.

    Så mange mennesker havde da helt klart en mening om, at Mikkel skulle have været vores første barn – altså forstået på den måde at Phillip måske var ankommet for tidligt!

    Men jeg har ALDRIG fortrudt – vi mener stadig den dag idag, at få vores børn på det tidspunkt i vores liv, er det bedste vi nogensinde har gjort – for Phillip har været medvirkende til at jeg personligt arbejde lidt hårdere for min uddannelse, og det var med det resultat, jeg sluttede med 10 i gennemsnit… Og det ville jeg ikke have haft gjort hvis det ikke var for ham – for han skulle ikke have en mor, som ikke ville knokle for tingene…

    For Mikkels vedkommende, er han en af de væsenlige årsager til at vi købte huset nu – så kunne han ikke komme til at huske at have boet i lejlighed 🙂

    Vi kan se på mange af vores venner, og nogle fra familien, som venter deres første – hele deres liv kører på skinner nu – og det er DEJLIGT… men når deres første og deres nr. 2 ankommer – ja så har vi været der, og det er for mig dejligt at tænke på….

    Ja jeg ved ikke hvad du egenligt kan bruge mit indlæg til – men jeg mener klart at man ikke skal lade fornuften styre al for meget når man gerne vil have børn, om det så er nr. 2 eller nr. 8 – har man lyst, og mener man at man kan klare det – så skal man gøre det…

    Mia

    #2077265
    Anonym
    Gæst

    Puha jeg bliver helt svedt ved at læse det her.
    Jeg har det som Maren, ikke den store selvdiciplin når det kommer til skole. Men hvordan har du det? Jeg havde også kvalme, men kun de første par måneder. Dog oplevede jeg at jeg jævnt igennem ikke var specielt effektiv og kunne slet ikke passe mit studie ved siden af arbejdet.
    Nå men mens jeg læse dit indlæg kunne jeg ikke lade være med at at tænke. Har du mulighed for at skyde dit speciale yderliger. Så du kan bruge et halvt år på at lave det meste og så et halvt år på at afrunde og afslutte og være gravid. Så vil du ende på dagpenge i barslen og det er jo beder end SU.
    Jeg tror hvis jeg var dig så ville jeg sætte specialet godt igang. Når jeg var nået så langt, at jeg har et overblik over hvordan den ender og har skrevet en del, færdig gjort undersøgelser (hvis det skulle være sådan nogen) ville gå i gang med graviditeten. I har sikkert let ved det også denne gang. Så vil du måske afslutte en 4-5 mrd inden fødselen. Der kan man jo prøve at søge, og så får man barslen betalt og hvis ikke, ja så er ingen ting spildt.
    Kræfterne som er i spil når man ønsker et barn er uhyre stærke, så det vil kræve vilje.
    Bare en tanke Margit
    PS har selv måtte opgive studie som jeg ved siden af arbejdet

    #2077267
    suzzansuzzan
    Medlem

    Jeg tænker det må være et meget stille barn i har nu, siden i er klar til barn nummer 2.
    Har selv et meget aktivt barn og kan slet ikke overskue hvad jeg skulle gøre hvis jeg blev gravid nu. Hvis i føler for det nu er det vel bare at klø på.
    Personligt ville jeg vente til jeg var færdig med min udd.

    #2077268
    gladbabygladbaby
    Medlem

    Puha jeg må indrømme, at jeg tager hatten af for jer, der allerede er klar til barn nummer to. Emil er vores lille øjesten, og vi har overhovedet ikke fortrudt at vi har fået ham. Men han har også vendt så meget op og ned på vores liv, og jeg må sige, at jeg synes det er hårdt, at få hverdagen til at hænge sammen med to jobs, hus og et barn, man gerne vil være mest muligt sammen med og være mest muligt for. Hård kost med perioder med sygdom og afbrudt nattesøvn og problemer, når begge har brugt barnets første sygedag. Jeg ville slet ikke kunne overskue at få barn nummer to nu. Jeg synes først lige vi er ved at have en rimelig rytme med Emil, som vi også først nu føler, at vi kender helt – hvis man nogensinde kender et menneske helt. Så hatten af for jer, der har overskuddet til det.
    Har nu heller aldrig drømt om at få mine børn tæt på hinanden (for har helt klart planer om og lyst til mindst en mere – og egentlig helst to mere) Der er næsten fire år mellem mig og mine søskende, der er tvillinger, og vi har bare altid haft stor glæde af hinanden og samtidig så havde både jeg som er den ældste og mine forældre glæde af, at jeg var næsten fire år før der kom to børn mere og tog tid og opmærksomhed. Jeg satser selv på, at Emil skal være storebror, når han er omkring 3-4 år. Så kan han både forstå noget og han kan hjælpe til med mange ting og klare meget selv.

    Men jeg må indrømme, at jeg heller ikke er den store babyskrukker. Forstået på den måde, at jeg da synes de er søde, men jeg synes faktisk også, at Emil er langt sødere og sjovere nu end da han som nyfødt bare lå der og sov, spiste og lavede i bleen. Det der første år synes jeg mest er hårdt arbejde….. men jeg er også elendig til at klare det der med afbrudt nattesøvn.

    Men det er jo smag og behag, og jeg synes man skal lytte til sig selv og få sine børn når man som par kan blive enige om det, og så være ligeglade med, hvad andre siger.

    Rikke og Emil 20.09.05

    #2077270
    lykke78lykke78
    Medlem

    Tak for jeres (meget forskellige – og heldigvis for det) svar.

    Jeg tror, vi er nået frem til, at vi ser hvor langt, jeg er nået med specialet til maj/juni og hvis jeg er nået langt nok, så kaster vi os ud i det. Så det er egentlig op til mig at klø på med opgaven, men lige nu synes jeg godt nok ikke, at det skrider særligt fremad. Svært at få taget hul på bylden med at skrive. Jeg synes, at det har været svært at vænne sig til at være studerende OG mor. Tidligere kunne jeg jo selv tilrettelægge dagen, og gå igang, når jeg var motiveret. Nu SKAL jeg arbejde fra 7-14, og jeg er ikke morgenmenneske. Jeg står under alle omstændigheder tidligt op med min datter, men at skrive koncentreret er noget andet, hmm…Det er selvfølgelig ikke meget anderledes end at have et arbejde med fast arbejdstid, men jeg mangler nok en arbejdsgiver eller sparringspartner, der svinger pisken en gang i mellem. Jeg troede ellers, at babysnakken kunne sætte fut i skrivningen, men jeg specialesumper lidt for meget – om end tanken om at få nr. 2 gør mig vildt lykkelig. Er der nogle gode råd fra jeres side….skal jeg bare binde mig fast til stolen foran computeren og så sidde der til jeg er færdig?

    #2077271
    Miamor2Miamor2
    Medlem

    Hej..

    Du skal forestille dig hvor ked af du bliver til maj/juni når du kan se at jeres planlægning om barn nr. 2 måske ikke bliver til noget liiiiiige med det samme, fordi du ikke er nået langt nok.. Mon ikke det er motivation nok? – Tænk hvor gald du bliver når du rent faktisk er nået så lnagt at I kan gå igang med lave en lillebror eller lillesøster – så er det din fortjeneste 🙂

    Ellers må vi jo bede dig om at komme med en lille status hver dag, på hvad du har fået læst eller skrevet – s vi kan punke dig hvis du ikke har lavet noget 🙂

    Mia

    P.s Alt dette er skrevet med et smil på læben – det skal du vide..

    #2077272
    XmarenXXmarenX
    Medlem

    🙂 Det lyder lidt, som om begejstringen for tanken om ny bebs også skyldes, at det er noget helt andet end det at skrive speciale….

    Mit bedste råd til specialeskrivningen er at komme ud af huset hver dag, for at skrive, hvis det er muligt (og man f.eks har en bærbar man kan tage med hen på en læsesal eller et specialekontor, hvis man kan få et). Kan man ikke komme til at skrive, så kan man jo drage afsted for at læse og tilrettelægge hvad man skal skrive i morgen.

    Det med at komme ud af døren gjorde i hvert fald for mig at jeg ikke blev fristet til at se lidt for meget formiddagstv og lige tage opvasken… og støvsuge…. og se lidt mere tv…. og ryde op… inden jeg kom i gang med at skrive for alvor.

    Derudover havde jeg fast en aftale med nogle specialeskrivende veninder om at mødes i kantinen til frokost. På den måde holdt vi hinanden fast på at vi kom afsted.

    Endelig, som en anden allerede har sagt, så hjælper det, hvis man klart strukturerer det man vil skrive. Når jeg havde allersværest ved at tage mig sammen, var det som regel fordi jeg ikke var helt klar over hvad der egentlig skulle stå i næste afsnit. En fuldstændig klokkeklar disposition for hvert kapitel er allerede det halve arbejde.

    God skrivelyst, Kh, Maren

    #2077269
    siflutsiflut
    Medlem

    Nu er jeg jo omsider kommet ud af specialesumpen, så jeg vil give dig et meget nyligt brugt råd til når man sidder lidt fast – udover Marens, for jeg havde også flest “koncentrationsproblemer” når jeg var mindst struktureret…

    Jeg havde ikke mulighed for at gå andre steder hen, så når det så allerværst ud for mig, så stillede jeg køkkenuret på 1 1/2 time (vælg det der paser dig bedst), og så gav jeg mig selv lov til at gøre lige hvad jeg havde lyst til efter den tid, bare jeg udelukkende arbejde på specialet i mellemtiden – om det så var at læse, skrive eller tænke på det. Jeg oplevede faktisk mange gange at denne form for “tvang” gjorde mig i stand til at arbejde ud over den tid, jeg havde afsat…

    Jeg forstår godt din glæde og spænding over et evt. barn mere, men TRUST ME lad være, lad være, lad være med at gøre noget ved det før du kan overskue en afslutning på specialet…! Hvis du bare er en lillebitte smule som mig, så kan en voksende mave, små spark og alle de der ting tage fokus helt og aldeles væk fra alt andet.
    Se i stedet på det som en “gulerod” og kom videre med specialet.

    Det kan KLART anbefales at komme over på den anden side af aflevering, og alle de ufatteligt mange timer jeg har brugt på at tænke mig halvblind uden at føle at jeg kom et museskridt videre – de er faktisk glemt nu…! Nu glæder jeg mig til alt muligt UDEN AT HAVE DÅRLIG SAMVITTIGHED og det er helt vildt fedt!

    Så bare kom i gang, og det er et kærligt og velment spark, for jeg forstår så udmærket hvordan du har det – for et halvt år siden var det jo mig…!

    Mange opmuntrende knus fra Sigrid

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 10 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.