Igår var det 5 år siden…

Alt om Børn Fora Mødregrupper Mødregruppe Juli 2004 Igår var det 5 år siden…

Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #428031
    stiniistinii
    Medlem

    at vi fandt ud af at jeg ventede Silas…

    5 ÅR !!!!

    Det var min kusine 18 års fødselsdag og husker nærmest aftenen minut for minut. Kort fortalt var jeg kommet sent hjem fra arbejde. Havde taget en test nogle dage inden – negativ og joachm var lettet over at have endnu en måned at vænne sig til tanken ;o)

    Han var hos en ven, men jeg kunne ikke vente med at tage testen.

    POSITIV…

    Ville ikke fortælle det i tlf så fik ham lokket hjem og jeg behøvede ikke sige så meget som ét ord, da han kom ind – han kunne se det på mig ;o)

    Da jeg ventede Kirse fandt jeg ud af det dagen efter at Silas havde alået begge fortænder op da han faldt. Vi havde det rigtig skidt over hans tænder og læben som der hang en flap fra… Så jeg syntes vi havde brug for en god nyhed. Og kunneheldigvis spørge Joachim om hvad han ville sige til at få endnu én som kunne få slået tænderne op ;o)

    Og vi skal jo have fyrret nogle idlæg af… Så hvad med jer? Jeres “jeg finder ud af at jeg er gravid-historier”?

    Kh Stine – som stadig håber på en dag at have endnu en historie til samlingen, hehe…

    #1858089
    ingefdingefd
    Medlem

    Dejlig historie, jeg kan desværre ikke huske datoerne for hvornår vi har fundet ud af, at jeg var gravid.

    Men med Mikkel var jeg gået lidt mere end 14 dage over tid, der skal nemlig ikke ret meget til at rykke min mens. Og jeg var organisator for et stort arrangement, så jeg tænkte, at det bare var pga. stress over det. Jeg var på det tidspunkt 25, og Jakob og jeg var begyndt at snakke om, at indenfor de næste par år, skulle vi til at tænke på børn. Men for at få lidt skub i mens, så tænkte jeg, at jeg hellere måtte tage en test, det havde virket før. Og vupti, den blev positiv med det samme. Jakobs reaktion var: Nå, det var så det!!! Men vi må ha’ været superfertile dengang, for i følge beregningerne for hvilken dag, jeg var blevet gravid, så befandt vi os i hver sin ende af landet, så enten har jeg haft meget tidlig ægløsning ellers har Jakobs haletudser været særdeles levedygtige – Jakob har dog aldrig betvivlet, at han er faderen 😉

    Emil var noget mere planlagt, og da jeg allerede næsten 14 dage før mens begyndt at få kraftig kvalme, så var der vist ingen tvivl om resultatet af testen, da vi tog den.

    Knus

    Inge

    #1858091
    BeagleBeagle
    Medlem

    Det er 5 år siden (Guuuuuud er det virkelig 5 år siden ????) men først i morgen. Jeg kan tydeligt huske at det var dagen efter min mands fødselsdag (det er i dag han har fødselsdag).

    Der skulle jeg have min mens dagen efter, men den kom ikke. Så tussede jeg rundt i Lyngby storcenter for at tage mig sammen til at købe en pakke graviditetsteste.

    Om den ikke blev bragende positiv lige med det samme 😮 og manden fik en ekstra fødselsdagsgave 😉
    Sidste år fik han så en ekstra gave 2 uger efter sin fødselsdag, vores datter, Sylvia 🙂

    5 år siden, det er ligesom i går……………… det øjeblik glemmer jeg A L D R I G !

    Knus,
    Beagle.

    #1858092
    nilla1969nilla1969
    Medlem

    At jeg var gravid altså. Jeg har ellers altid i det stille trukket på smilebåndet over min storesøsters påstand om, at hun kunne mærke at hun var gravid, inden en test viste det.

    Men for snart 5 år siden havde jeg sådan en underlig fornemmelse i min krop. Jeg var ikke gået over tiden, men noget var mærkeligt… Manden var vist på arbejde, selvom det var lørdag, og jeg tullede rundt og havde købt lidt julepynt til den første jul, vi skulle holde selv. Og impulsivt købte jeg også en graviditetstest – og jeps, den var positiv.

    Med Esben vidste jeg det også inden jeg testede. Jeg kan ikke forklare det, men jeg kan altså mærke det, selvom jeg ikke er over tiden, og selvom jeg ikke har nogen symptomer.

    Knus Pernille – der kan ærgre sig lidt over ikke at skulle mærke den vished i kroppen igen…

    #1858090
    camillabagcamillabag
    Medlem

    Den første gang, jeg blev gravid, gik graviditeten til grunde i 12. uge. Jeg havde ellers forsøgt at blive gravid i 10 mdr., så det var en stor sorg. Men jeg husker tydeligt, da testen var positiv, for da var vi i sommerhus med mine forældre, og vi blev SÅ lykkelige allesammen og testen blev fotograferet…
    De andre positive tests husker jeg faktisk ikke :-(, men jeg husker tydeligt, hvor overrumplet jeg blev, over at Nanna blev til i et enkelt forsøg. Der gik seriøst kun ca. 2 døgn, så vidste jeg bare, at jeg var gravid, for jeg husker tydeligt, at jeg havde nattevagt og ringede jeg, da jeg sad og spiste aftensmad og fortalte Michael, at han ikke behøvede vente på den der test – den var go’ nok! Grunden var, at mine bryster nærmest eksploderede – brystlommerne i min kittel plejer at sidde foran brysterne, men det kunne de pludselig ikke. I stedet sad de ude på siderne af brysterne (altså hvis kitlen stod åben), og de var bare SÅ ømme. Siden kom kvalme og alt det der…

    Ja, det er læææænge siden – Nanna er lige blevet målt i dag 115 cm!
    Kh Camilla

    #1858093
    Anonym
    Gæst

    Ja, det er ikke til at forstå, at det er så længe siden. Og det er stadig skønt at dele og læse om andres historie.

    Vi var i intensiv “træning” og den sidste cyklus havde jeg tyet til ÆL-teste, så jeg vidste AT og HVORNÅR jeg havde haft æl. Men lige da, havde vi begge været småsyge med feber og jeg havde ikke høje forventninger.
    Fire dage forinden havde jeg fået brev fra sygehuset om, at næste gang jeg fik mens skulle jeg kontakte dem, for nu var det blevet min tur til insemination. Jeg var gået ca tre dage over tid (ikke usødvanligt), men havde været til mundtlig eksamen dagen før, så jeg havde ventet med at teste for at det ikke skulle påvirke min koncentration.
    Min mand lå forventningsfuld i sengen mens jeg var ude og tisse. Og han blev heldigvis rigtig, rigtig glad. Det gjorde´jeg bare ikke selv. Jeg kan så tydeligt huske, at jeg var så overbevist om, at fosteret ville gå til grunde i løbe af et par dage, at jeg ikke rigtig kunne glæde mig over det. Der gik også lang tid, før jeg havde lyst til at tale med nogen om det. Og det på trods af at det var en graviditet, som vi virkelig ønskede og som havde taget os to år at opnå.

    mvh Kirsten

    #1858094
    lotsofilotsofi
    Medlem

    den 11 november er det 5år siden lægen sagde “tillykke du er gravid” – og vi dermed skulle ha tobias….. Var egentlig taget derned fordi jeg skulle ha undersøgt en tå der gjorde ondt, og jeg klagede over ondt i maven, og 5 dage over tid – og så lavede vi da lige en urinprøve…..

    En vidunderlig overraskelse, vi ikke havde regnet med, da jeg var på p-piller. Men som sagt den bedste gave vi kunne få….

    :o)) Som tiden tog flyver

    #1858095
    tanteettetanteette
    Medlem

    Jeg kan faktisk ik huske præcist hvornår vi fandt ud af det. Lige inden jeg blev gravid med Elliot, havde jeg aborteret, så projektet var jo i den grad i gang… Jeg kan huske vi gik tur i Haderslev dyrehave,- og jeg sagde til Derek at jeg altså troede, at jeg var gravid. Meeen det ville han altså se før han troede på det. Og så kørte vi hjem og tog en pos. test.

    Det var så dejligt, men også så’n lidt: hmmm ikke glæde sig for meget,- havde jo lige aborteret…. Men jeg er nu meget positiv af sind, så det røg nu hurtigt i baggrunden. Det var faktisk mest Derek som var præget af det i et stykke tid efter.

    KH Henriette

Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.