“Jeg er bange” :O/

Alt om Børn Fora Mødregrupper Mødregruppe Juli 2004 “Jeg er bange” :O/

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 10 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #424320
    Anonym
    Inaktiv

    Hvad gør man, når barnet pludselig begynder at blive bange for alting?

    Først var det tøjhundene og tøjløven, Frederik var bange for. Det var til at forholde sig til, jeg gemte dem væk i et skab og sagde til ham, at skabet var låst. Så blev han bange for troldmanden i “Tommelise” – ok, så blev den DVD også gemt væk. Så blev han bange for julemanden i et julekatalog osv osv. Her til morgen blev han pludselig bange for sit dyre-keboard, som han ellers altid har elsket at lege med. Nå, det måtte jeg jo så også gemme væk…

    Men i formiddags kom der altså én til, som jeg ikke kunne gemme væk: “Jeg er bange for far”? Ham kan jeg jo ikke bare sådan putte ind i et skab! Og det er ikke den fedeste ting, når sætningen bliver sagt 10 minutter før faren kommer for at hente ham på weekend (og han har ellers gået og glædet sig hele morgenen til at blive hentet af sin far)

    Det endte med hyl, skrig og skrål, da hans far kom for at hente ham, og det tog 45 minutter at dysse drengen ned, så de kunne køre – vi syntes jo heller ikke, vi bare kunne tvinge drengen ind i bilen, når han nu tydeligvis var rædselsslagen.

    Men hvad pokker siger man til barnet i sådan en situation? Og er det endnu en af de der sære faser, børnene skal gå igennem?

    Smoothie

    #1830314
    appesinaappesina
    Medlem

    Det lyder godt nok ikke særlig rart. min søn har også været bange for enkelte ting. feks var han bange for sin drage bamse. jeg pakkede dog ik bamsen væk men lod den stå fremme da jeg tænkte han ku vende sig til den men det gjorde han nu ikke. Efter et stk tid fandt jeg på at vise ham forskelige ting på dragen. jeg sagde “ej har du set at dragen har en flot hale og sikke nogle fine ben, har du set de fine ben dragen har, det gjorde jeg i nogle dage. Pludelig fandt han dragen interesant og nu kommer han selv
    og siger, “se mor dragen har hale,tunge osv. Så jeg gjorde det til en form for leg. Om det vil virke for dig ved jeg ikke, men det virkede her ikke at gemme tingene væk.

    #1830315
    TinaKTTinaKT
    Medlem

    Hej Rikke

    Vi kender situationen lidt for godt.

    Herhjemme bliver Halfdan også bange for alt, hvad der kunne være den mindste smule “farligt”. Han tolererer heller ikke de dele af historier/film, hvor ting går i stykker, folk bliver vrede, bange eller kede af det. Et eksempel: i én af Peter Pedal-bøgerne kører Peter på slæde og ramler ind i en skiløber, så hans ski knækker. Halfdan vil gerne høre historien, hvis vi inden aftaler (og forsikrer ham om), at vi springer over det med skiløberen. Jeg frygter den dag, nogen i ren uvidenhed spørger ham, om hans elskede dinosaurus er farlig. I nogle situationer virker det nemlig som om, han ikke opdager, at noget er farligt eller at nogle er vrede, bange eller kede af det, med mindre vi sætter ord på det…

    Hvis vi synes, han er blevet bange for noget, som han har misforstået, taler vi med ham om det. Ligeledes forsøger vi selvfølgelig ofte at spørge om, hvorfor vi skal springe over dette og hint i bøger og film. Indtil nu har vi generelt respekteret det, for han bliver virkelig ked af det eller bange.

    Jeg har med andre ord desværre ikke rigtig nogen råd. Jeg ville sådan set bare høre andres mening om, i hvor høj grad man skal indrette sig efter deres frygt for sådanne ting.

    Knus Tina

    #1830319
    Anonym
    Gæst

    Sebastian er også lige nu inde i en fase, hvor han er bange for flere ting. Mørke oppe i vores åbne pejs, hesten (på http://www.pegebogen.dk), hvis vi råber for højt, nisser der bevæger sig osv. Indtil videre har det ikke været et problem – vi taler lidt om det – forklarer ham, at hesten ikke er farlig eller finder en lommelygte og lyser op i pejsen osv. Jeg opfatter det klart som en fase, han skal igennem, og vi lægger meget vægt på ikke at “afvise” hans følelse – altså ikke at sige, at “det er da ikke noget at være bange for”, men mere “jamen hesten er også stor og den siger en høj lyd – er det derfor du er bange for den?”

    Og så krydser jeg fingre for at det ikke bliver værre….

    Hm – vist ikke så mange gode råd herfra…

    Lenette

    #1830317
    TinaKTTinaKT
    Medlem

    Ja, der har jo ikke været så meget respons på denne tråd. Men jeg vil da lige fortælle, at det måske ser ud til, at vores reaktion (at respektere og “føje” hans frygt) måske virker… Halfdan har li et par uger ikke brudt sig om at synge “Højt på en gren en krage”, som han ellers lagde ud med at elske at gå at skråle nogle uger forinden. Han kunne finde på at begynde på første vers, blot for at afbryde sig selv og sige: “Ikke li’ jægeren skyder kragen”. Men da han nu var så glad for sangen, tilbød jeg at vi kunne lave den om. Så det blev til, at den flinke jæger gav kragen brød, og at kragen derpå var mæt 🙂 I dag sang han så atter med høj og klar røst om hvorledes kragen blev skudt…

    Meeeen det løser selvfølgelig ikke dit problem, Rikke. For du kan jo ikke så godt nægte Frederiks far at se sin søn.

    Knus Tina

    #1830318
    SisseAndSisseAnd
    Medlem

    Hej piger

    Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal skrive til denne tråd. Har dog fulgt med i hvad I har skrevet, og grundet for mig selv….

    Én ting er sikker, jeg tror ikke på at det er godt at presse dem til det de er bange for, respektér deres måde at sige fra på, men jeg kan godt se det er enormt svært i forhold til Frederik der skal hjem til sin far….:( Men samtidig tror jeg heller ikke det er godt bare at gemme flere og flere ting væk. Jeg tror man skal tale lidt med dem om det og finde en måde for dem at holde tingen ud. Jeg forestiller mig (med det kendskab jeg har til psykologi – og så må Ninna korrigere ) at det ikke er den specielle ting der er issuet, og hvis man bare fjerner den, så overføres det bagvedliggende issue hurtigt til en anden ting, en 3. ting, en 4. ting og så videre, fordi det der var problemet bagved faktisk ikke blev løst!? Det er måske at lægge for meget i det, men jeg tror nu alligevel på den mekanisme.

    Hvad med simpelthen at snakke med barnet om det som det er bange for – spørg forsigtigt og anerkend deres følelser, også ved at sige ordene for dem f.eks.: Du blev bange for sangen med kragen hva’? Det lyder heller ikke rart at jægeren skyder kragen, så blev du ked af det. Vi kan lave sangen lidt om……..und so wider…

    Derudover tror jeg på at det er vigtigt at forsikre barnet om at man passer på det og er der for det. Emma og enkelte gange selv Anders på 11 kan da godt stadig være bange, og have brug for forsikringer om at man passer på dem og der ikke findes spøgelser og at man lige kigger efter inde i et skab eller noget i den stil.

    Det får mig til at tænke på om det har noget at gøre med at det er blevet mørkere, mørket har det med at virke lidt skræmmende…

    Hm, jeg ved ikke om min lange enetale her overhovedet giver nogen forklaring eller råd…..hvis det overhovedet ikke rammer rigtigt så forklar lidt mere tilbage så kan vi diskutere det lidt frem og tilbage, og ellers har Ninna måske nogle guldkorn hun kan sige, endeligt kunne man måske skrive til netsundhedsplejersken?

    Jeg synes ikke selv jeg har oplevet det med børnene når de har været helt så små, – mere når de har nået 4-5 års alderen.

    Jeg faldt over en gaaaaammel tråd igår, om samme problematik, den tror jeg lige jeg sender frem til nu, hvis jeg kan finde den igen, den er fra maj måned og Camilla skriver noget om Nanna der er lidt bange.

    Fandt den – i får linket her: http://premium.netdoktor.com/dk/babyklub/support/discussion/topiclist/index.jsp?forumId=670&threadId=1014431

    Knus Christina

    #1830321
    TinaKTTinaKT
    Medlem

    ups. Der skulle have stået “passager i sange, bøger og film” og ikke kun sange.

    #1830320
    TinaKTTinaKT
    Medlem

    Hej Christina

    Vi taler som regel om det i ét eller andet omfang. Jeg forholder mig mest spørgende, for Halfdan er utroligt påvirkelig, så hvis man er kommet til at bruge ordet “bange” eller “uhyggeligt” om noget, så bliver han ret sikkert bange for det efterfølgende.

    Som jeg vist har skrevet, så respekterer vi det generelt. Halfdan har så heller ikke været bange for genstande men mere passager i sange, hvor der er negative følelser på spil (frygt, vrede, tristhed). Så i vores tilfælde er det bagvedliggende, du snakker om, nok at han lever sig meget ind i historierne. Så opgaven for os består nok i at give ham redskaberne til at håndtere følelserne og de situationer, han ikke bryder sig om.

    Tak for dit input. Det fik mig da lidt videre at tage stilling til det.

    Mvh. Tina

    #1830322
    SisseAndSisseAnd
    Medlem

    Hej Tina

    Sjovt du nævner det med at håndtere følelserne. For Oscar er meget påvirkelig overfor hvis jeg f.eks. bliver sur. Vi har helt fra han var helt lille brugt meget det med at man skal se på hinanden når man gjorde den anden ked af det – hvis han f.eks. havde kommet til at slå Emma, så Emma græd, så har vi brugt det med at han har skullet se på Emma, se hendes ansigt hun blev ked af det så hun græder – nu må du sige undskyld så I kan være gode venner igen og så talt lidt om at nogen gange gør man det f.eks. ikke med vilje med mere.

    Så Oscar går meget op i at vi er glade. Og bliver jeg f.eks. utålmodig hvis han ikke kommer når jeg kalder og jeg har kaldt 10-15 gange, så skal jeg bare nævne at mor bliver sur hvis du ikke kommer nu, prøv at se mit ansigt. Og hvis jeg så rynker brynene når han ser på mig så kan du tro han får fart på!! Og det er meget vigtigt for ham at vi så er glade igen når han så kommer eller har gjort det vi bad om.

    Han har i det hele taget igennem lang tid været meget påvirkelig af hvis nogen bliver vred og hæver stemmen. Det ramler helt hvis Anders bliver sur på ham, hvis han f.eks. har ødelagt noget Anders har brugt lang tid på at bygge af lego, og han skælder Oscar ud – uha så ramler Oscars verden og vi må med det samme tage en snak om hvorfor Anders blev sur, og at hvis Oscar siger undskyld så er Anders glad igen og det er vigtigt for ham at se Anders’ glade ansigt…..

    Så han er også meget påvirkelig og kræver absolut at der tales om følelserne og sættes ord på hvad der sker i situationen.

    Han bruger den også selv hvis han bliver sur, så skal man lade ham være lidt og så kommer han også pludselig med et stort smil og siger se mor, Oscar glad igen!

    Så jo her tales der døre op og stolper ned om følelser og hvordan man har det og at man også godt må være sur en dag eller have brug for at være for sig selv eller f.eks. ikke lige gide at smile m.m.

    Knus Christina

    #1830316
    Ninna3Ninna3
    Medlem

    Tak for de fine ord Christina, men jeg er ikke sikker på, at jeg har nogle guldkort 😉

    Lige konkret til lillemands tur til far, kender jeg det fra min egen dreng (på 10), at det er lidt svært at skifte “miljø”. Malthe havde svært ved at sætte ord på denne følelse og den kunne give sig til udtryk i at græde, være lidt “umulig” osv. Det er ikke nemt at være delebarn. Det betød ikke, at Malthe ikke kunne li sin far, men at det bare var svært at skulle væk fra mor og hen et andet sted. Til gengæld har Malthe også reaktion på det, når det går modsatte vej.

    Ellers er de ved at være så store, så der er en hel verden der skal udforskes, og det er da lidt skræmmende… Jeg er helt enig med Christina i, at det bedste man kan gøre er at sætte ord på. Det giver børnene en følelse af at blive forstået, og følelsen bliver ført over til mor (der sikkert ved, hvad der skal gøre med den…). Jeg ville absolut respektere børnenes følelser. Det gør vi i hvert fald med Noah.

    Noah har dog haft en periode med, at han var bange for hunde – undtagen de hunde han kender – og dog alligevel, hvis de er for store… Vi satte ord på, og tog ham op i sikker afstand af hunden. Her i tryghed gik vi lige så stille hen til hunden og den voksne sagde hej til hunden og klappede den, mens vi sagde “for hunden”, at det vel nok var dejligt at blive klappet. Det kan den godt li. Den siger bare hej osv. Mens Noah sad trygt hos os. Til sidst endte det med, at Noah af sig selv klappede hunden. Efter kort tid kunne han sættes ned og hygge sig på gulvet… Nu var hunden ikke så skræmmende længere…

    Men med så mange “bange” børn kunne det lyde som om, at det er noget generelt for børn at være bange for noget i perioder, så det er vel bare at hjælpe dem igennem…

    Hilsen
    Ninna

Viser 10 indlæg - 1 til 10 (af 10 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.