Et spørgsmål om børn og sorg

Alt om Børn Fora Mødregrupper Mødregruppe August 2003 Et spørgsmål om børn og sorg

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #368433
    113066113066
    Medlem

    Hej, har ikke skrevet herinde længe, men nu har jeg lige brug for lidt sparring; evt. fra andre, der har lidt erfaring.
    Min søns farfar har uhelbredelig cancer, han er kun 54 år. Vi ved jo ikke, hvornår det er slut, men jeg tænker da meget på det. Min søn er blevet passet ved sine farforældre fra han var 8 mdr. til 3 år, og vi ser dem ca. 2 gange om ugen, så han er meget knyttet til dem. Mit instinkt siger mig, at han skal involveres i, at vi er kede af det og hvorfor. Han har heldigvis en alder, hvor han ikke er hæmmet ift. at spørge om alting. Har I nogle erfaringer med, hvordan man lige forholder sig til børn og sorg?
    Lou og Frederik 4 år.

    #1515651
    miesmusmiesmus
    Medlem

    jeg ville nok aldrig indvolvere sebastian i det. de er for små til at forstå hvad der sker. døden kan de slet ikke forholde sig til, og at man er uhelbredelig syg tror jeg heller ikke de vil forstå.
    sebastian kom fx hjem den adnend ag fra bh og begyndte at snakke om at man skulle dø og blev ret ked af det for det ville han ikke. det var meget svært at forklare ham at der var meget lang tid til. han kan slet ikke forstå det. ligeledes kan hanikke fostå at oldemor og oldefar ikke bor inde i kirken, men i jorden. han forstår ikke at man ike kan se dem.

    jeg ville nok fortælle ham at farfar er meget syg og ikke har det så godt, for så er han forberedt på det, også hvis i en dag fx græder så kan i fortælle at det er fordi i er lidt kede af at farfar er syg. men døden ville jeg slet ikke komme ind på før det er sket.

    udover det gør det mig meget ondt at han er syg. har selv haft det inde på kroppen med min mormor, og det er en meget svær tid. håber i finder den bedste måde at fortælle frederik det på.

    men som sagt tror jeg ikke man skal begynde snakke død

    hilsen mie

    #1515648
    Anonym
    Gæst

    Hej. Skrev om børn og sorg til bachlore på pædagog seminariet. Lån bøger af Atle Dyrgrov har skrevet meget om emnet, og om hvad børn på forskellige alderstrin forstår og hvordan de evt. skal involveres.

    Biron

    #1515650
    Anonym
    Gæst

    Hov vil lige tilføje: Det lød næsten som om vi ikke har fortalt om sclerosen overhovedet og det har vi!
    Jessie ved at far har sclerose og at det betyder at han er meget træt altid, og derfor bliver nødt til at sove meget.
    Hun ved bare ikke at det kan betyde, at han dør af det.
    Hun spørger af og til, hvornår vi skal dø, og jeg svarer altid, at det først er når man er over 100 år.

    #1515649
    Anonym
    Gæst

    Hejsa

    Det gør mig ondt at din svigerfar er døende!

    Helse har netop bragt en række artikler om emnet Børn og Sorg. Du kan læse dem på deres hjemmeside.

    Jeg tror ikke du skal kaste dig ud i at forklare at farfar er døende – jeg tror ikke på at (så små) børn kan magte den sorg der er forbundet med uhelbredelig sygdom. Herhjemme har vi jo på sin vis også dette inde på livet, da min kæreste har multiple sclerose… Han blev spået at leve til han var 33 år af Rigshospitalets Scleroseafdeling, men han er i dag 39 år. Vi ved begge, at han sandsynligvis “er her på lånt tid” så at sige og det må vi leve med hver dag. Men vi har valgt ikke at fortælle det til vores børn (= Jessie er jo den eneste der er stor nok til at fortælle det til).
    Denne problematik blev også nævnt i Helse-bladet.

    Når det er sagt, så synes jeg bestemt at I skal være åbne om Jeres sorg, når farfar dør. ´

    Da vi mistede vores lille pige, Jessies lillesøster, for et år siden, valgte vi “død, begravet, borte”-forklaringen. Jessie fik lov at se sin søster død – det lader til at have haft en positiv effekt på hende. Fantasien tager ikke overhånd, som det ofte sker med børn – og endda voksne i denne situation. Vi har fortalt, at lillesøster er død og begravet. Hun kommer aldrig tilbage igen. Altså en meget håndgribelig forklaring. Intet med engle, himlen eller “at sove”.
    Netop det med at sove kan jo give børn angst for at sove. Og det kan være meget svært for små børn at forholde sig til, at en død kan være både i jorden og i himlen.

    Du kan måske også have meget glæde af cancer.dk – der må være mange gode råd til situationen.

    Men uanset hvad andre siger, hvad du kan læse dig til, så er det i sidste ende Frederiks helt unikke væsen der skal tages højde for – du må vurdere, hvad du tror han er moden til at høre.

    Jeg tænker på Jer!

    Sandra

    #1515646
    peropero
    Medlem

    Da Niels var 4 år gamme døde hans ene oldemor (min farmor). Niels var MEGET knyttet til sin oldemor, og var derfor meget ked af det. Han var med til begravelen og hele tiden fik han en forklaring på hvad der foregik.

    Han spurgte selvfølgelig til hvor Oldemor nu var. Til den forklarede jeg at hun ikke skulle bruge sin krop mere, så den lå i kisten, men Oldemor nu svævede rundt og var en engel. Og at nogen mener man kommer op til Gud.

    Dagen efter spurgte han om vi ikke skulle grave Oldemor op og se om vi kunne få liv i hende igen. Oldemor døde om sommeren, da den første sne faldt det år mente Niels at det var Oldemor der kom på besøg. Det har han faktisk sagt hver gang det siden har sneet. Det syntes jeg er en smuk tanke.

    Selv her 3 år efter kan han finde på at udbryde: Jeg savner Oldemor. Han siger det især til mig eller min far. Vi kan jo kun bekræfte ham i at det gør vi også. Det giver os heldigvis en mulighed for at tale om døden så det er blevet en naturlig del af begge børns liv.

    Pernille

    #1515647
    sallymorsallymor
    Medlem

    synes heller ikke du skal sige han er døende, men man bør da svare ærligt, hvis børn spørger, synes jeg. Vi lånte en bog, uden at vide hvad den endte med, det var om en bamse og hans bedstefar, bedstefaren døede så det talte vi om, fordi han var meget gammel osv, Mille spurgte om vi incl. hende selv skulle dø, og vi snakkede om at det skal alle, men at det først er om rigtig lang tid, når man er ligeså gammel som vores oldemor. Hun kan godt forstå at der er rigtig lang tid til vi bir ligeså gamle. 🙂
    Men det dukker da op nogle gange, og så taler vi om det, men skulle der ske noget “før tid”, må man jo bare være der og give tryghed osv, så de ikke blir bange, men det er jo et faktum ligesom at blive født, vi øsnker jo at skåne vores børn for smerte og sorg, men vi har da fx også mistet en kat, det var heller ikke let, men den var gammel og havde det ikke godt, så den er død! Ved godt en kat ikke kan sammenlignes med en bedsteforælder, men når det er det eneste man har prøvet, så er det jo også en sorg.

Viser 7 indlæg - 1 til 7 (af 7 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.