manden havde en affære – Anonym

Alt om Børn Forums Mødregrupper Mødregruppe April 2002 manden havde en affære – Anonym

Viewing 15 posts - 1 through 15 (of 26 total)
  • Author
    Posts
  • #343836
    Anonymous
    Guest

    Hej

    Jeg skriver i dette forum, selvom det måske ikke er det
    rette sted. Jeg skal være mor midt i april, og har indtil
    nu glædet mig – glædet mig til min kæreste og jeg( vi har
    været sammen i 8 ½ år ) og den lille ny skulle blive en
    rigtig familie. Jeg troede også han glædede sig –
    graviditeten var trods alt 100 % planlagt – og det er
    absolut ikke noget, jeg har presset ned over hovedet på
    ham. Det var ham selv der tog inintiativet, og spurgte mig
    og jeg ikke kunne tænke mig at få børn med ham. Men gennem
    graviditeten har han ændret personlighed – især de sidste 4
    måneder har han været meget fraværende – han flygtede fra
    hjemmet og han flygtede åbenbart også fra mig. Jeg har for
    et par dage siden fundet ud af, at han siden december har
    haft en affære en en kvinde fra sit arbejde.
    Jeg fandt ud af det ved, hans mobiltelefon ringede, og han
    begyndte at hviske, han vidste ikke, jeg var i værelset ved
    siden af og kunne høre det hele. Hun ringede for at høre om
    de kunne mødes samme aften. Han sagde nej. Jeg spørger ham
    efter telefonsamtalen, hvem det var – han siger det var en
    af hans mandelige kammerater. Jeg siger, at jeg ikke tror
    ham og at jeg altid har stolet på ham – det gør jeg bare
    ikke mere. Han beslutter sig for at fortælle, at den er en
    kvindelig ven – som bare trænger til at snakke med ham – og
    der aldrig har været mere end det – jeg troede ham ikke og
    efter en nats diskussion erkender han, at han været i seng
    med hende siden december og frem til slutningen af februar.
    Jeg vidste det inderst inde godt – jeg skulle bare have ham
    til at indrømme. De har været sammen på arbejdet efter
    arbejdstid og hjemme hos hende, der i øvrigt også har en
    kæreste. De har løjet og planlagt i tre måneder. Han har
    købt chokolade til hende – en banal ting, men det gør ret
    ondt, når jeg ikke kan huske, hvornår han sidst har haft
    noget med hjem til mig. De har ringet, sms’ et, e-mailet og
    holdt frokost sammen. De har været sammen, når han har sagt
    han skulle møde lidt tidligere på arbejde eller kommet
    senere hjem – eller taget afsted igen om aftenen under
    påskud af han skulle træne eller ordre noget på arbejdet,
    som ikke kunne vente. Alt imens har jeg haft brug for ham
    og han vidste det – han tog afsted selvom han kunne se, at
    jeg var ked at af skulle være så meget alene. Jeg har følt
    mig alene gennem denne graviditet, og nu ved jeg da hvorfor.
    Han har så prøvet at gøre det forbi med hende for ca. 14
    dage siden, men har mødtes med hende igen efter – uden at
    gå i seng med hende, men for at snakke tingene ud. Men hvad
    er der at snakke om, med mindre man har følelser for
    hinanden – mere end bare sex??? Han siger, han elsker mig
    overalt på jorden – men at han gik i panik over at skulle
    være far, og det var dejligt at blive begæret at en flot
    kvinde – der desuden er villig til at gå fra sin egen
    kæreste for at leve sammen men min. Hun har i øvrigt et
    barn, og faderen til barnet havde en affære mens hun selv
    var gravid – og forlod ham derfor.
    Min kæreste siger, han vil gøre det helt klart for hende
    idag, at det er helt slut. Han siger, han ønsker en fremtid
    sammen med mig og det ufødte barn. Han vil prøve at gøre
    det godt igen – han håber på, jeg vil give ham en chance
    for at bevise, at han er værdig til at leve sammen med mig
    og vores barn. Han siger, han aldrig har været mig utro
    før – og jeg tror ham, men udover det stoler jeg ikke på
    ham overhovedet. Jeg har ikke kunne kende ham i den periode
    affæren stod på, og det har der jo så været god grund til.
    Han ved, at hvad han har gjort er utilgiveligt og vil gøre
    alt for at gøre et umulige godt igen.
    Jeg er bare bange for, at hvis jeg ikke havde overhørt
    telefonsamtalen havde han ikke været istand til at slutte
    med hende – hvilket jeg iøvrigt stadigvæk er i tvivl om,
    jeg stoler jo ikke mere på ham.
    Hvis jeg ikke havde været gravid, var jeg gået fra ham med
    det samme – igen tvivl om det. Men jeg føler mig så fanget
    nu, jeg vil gerne gøre det bedste for vores barn. Men hvad
    er det ??? At blive alene-mor eller give det et forsøg til
    med ham ?Jeg ved han elsker mig – men spørgsmålet er hans
    følelser overfor hende – vender han tilbage til hende den
    dag, det hele bliver for surt med gråd og bleskift ?
    Spørgsmålet er om han igen vil vælge mig og barnet fra.
    Jeg har virkelig brug for jeres råd – min verden er faldet
    sammen.

    Trunte

    #1394050
    Anonymous
    Guest

    Fuck, hvor er han da en nar, er min første tanke og det
    blev jeg altså lige nødt til at komme ud med! Iiuw, hvor
    jeg synes han er en vatnisse! Han burde have fortalt det
    til dig MED DET SAMME han havde lavet en fejl! Så man ikke
    skal gå og føle sig dum over at være blevet snydt så længe
    oveni hatten.

    Det er HAM der skal føle sig dum og bestemt IKKE dig.vad
    har du gjort forkert: at stole på et andet menneske og
    give ham fuld tillid..Det skal man kunne for at være et
    helt menneske og så er det fanme noget æv at han skal
    komme og ødelægge det. Fejlen ligger hos ham – og ikke
    hos dig. Snyd ikke dig selv til at tro noget andet, selvom
    det er nemt, når man føler sig så dum.

    Det er hans barn du venter, og det kan du selvfølgelig
    ikke tage fra ham. Men jeg synes fanme ikke han fortjener
    dig! Og så lige nu i graviditeten, hvor man i forvejen er
    så sårbar. Jeg ville ALDRIG kunne tilgive. Måske kan du og
    det er helt op til dig. Det er jo kun dig, der kan mærke
    om du stadig elsker ham nok til at kunne tilgive..

    pøj pøj med det, Trunte

    jeg er TOSSET på dine vegne, men hvad hjælper det;-)

    maleneS

    #1394051
    Anonymous
    Guest

    jeg kan simpelthen ikke fatter din mand har været sådan en
    egoist – og jeg synes det er helt forkert at du har dårlig
    samvittighed over noget som helst og da slet ikke over at
    have ondt af dig selv – du er jo midt i en kæmpe krise – du
    har ret til at føle lige havd du vil – klippe hans nosser
    over med en sløv saks (i tankerne i hvert fald) – lægge dig
    på gulvet og hulke de næste 14 dage eller 20 for den sags
    skyld – jeg tror som majken at du skal søge hjælp – få en
    henvisning fra din læge til krisehjælp hos en psykolog –
    det er vigtigt for dit barn at du får hjælp – der sker så
    mange omvæltninger når barnet bliver født og det vil være
    godt for dig at få støtte så du ikke ryger lige ud i en
    fødselsdepression – pas nu godt på dig selv som du
    overhoved kan ikk’! og mht om barnet får nærring så er din
    krop så smart indrettet at den simpelthen får først. du er
    så tæt på termin at du slet ikke kan nå at udtømme alle din
    krops depoter – det er mere dig selv der kan risikere at
    tabe dig, men skulle du tabe dig så er det faktisk meget
    normalt sidst i graviditeten – jeg havde så meget madlede
    til sidst i min første graviditet at jeg tabte 4 kilo, men
    min baby vejede næsten 5 kilo så hans vækst fortsatte altså
    i topfart.
    Kunne du ikke sætte dig for at sidde en time hver dag og
    tænke på hvor dejlig din lille baby er inde i din mave –
    det gør jeg nogle gange når jeg får dårlig samvittighed
    over at jeg stresser over min hovedopgave og til tider
    glemmer at jeg skal føde lige om lidt.

    pas nu rigtig godt på dig selv
    hilsen
    kis

    #1394052
    Anonymous
    Guest

    Kæreste Trunte.

    Åh, nej, åh, nej, åh, nej! Det løb mig simpelthen koldt ned
    ad ryggen, da jeg læste dit indlæg! Det må godt nok være
    frygeligt at sidde i din situation ligenu, og hvad du skal
    gøre, er der jo i sidste instans kun dig selv, som må finde
    ud af.

    Det er altid let at "kloge" på andres vegne, men jeg vil i
    hvert fald bare sige, at den der med at han siger, han var
    ved at gå i panik over udsigten til at skulle være far, ja,
    den giver jeg ikke en hujende fis for! Slet ikke når hans
    affære åbenbart har strukket sig over så lang tid! (Det var
    MÅSKE noget andet, hvis det "kun" havde været en
    éngangsaffære til en julefrokost, men han har allligevel
    fortsat med at mødes med hende kvinden i FLERE MÅNEDER!)
    Jeg kan også godt forstå, at du er bekymret for, hvordan
    han vil reagere, når først der begynder at blive mange
    søvnløse nætter med gråd, fyldte bleer og et rodet hus!

    Føj for den lede, altså! Jeg kender mig selv godt nok til
    at vide, at hvis det var mig, som var blevet røvrendt på
    dén måde, ja, så ville tilliden ALDRIG, ALDRIG, ALDRIG
    nogensinde kunne blive genoprettet 100%! Jeg ville, som du
    oså selv skriver, altid krydsforhøre min mand og også altid
    være mistænksom og det, som utroværdige mænd kalder en "sur
    bitch"! Måske ville jeg også tænke på HÆVN, men det kommer
    man jo alligevel ikke særlig langt med! Og den der med at
    en jordemoder skriver, at vordende fædre kan fristes til at
    være sammen med en anden kvinde, mens hende derhjemme går
    rundt og er stor og tyk og måske ikke er i stand til sex:
    SKROT DEN! Det er bare en tåbelig undskyldning og kan være
    med til at give gravide kvinder dårlig samvittighed over,
    at de – vi – er store og tunge og måske så besværede, at
    sex bliver vanskeligt. Jeg synes, at sådanne udtalelser fra
    en jordemoder FRITAGER manden for ansvar! For fanden, da –
    han skal til at være FAMILIEFAR! Så ligner det sgu’ ikke
    noget at opføre sig som en frustreret teenager!

    Jeg hørte om en kvinde, som var i samme situation som dig,
    go hun valgte altså at tage kontakt til hende, som manden
    havde en affære med! Ja, det lyder helt amerikansk, men de
    mødtes på en café, fordi den bedragede, som hun
    sagde: "gerne ville se, hvad det var for en kvinde, som
    kunne finde på at være sammen med en vordende far!"

    Når det er sagt, vil jeg så sige, at det jo i og for sig
    ikkeer "affærekvinden", man skal være sur på – men derimod
    MANDEN! Ad, altså! Jeg kan simpelthen ikke holde tanken
    ud!!!

    Kæreste Trunte, du skal vide, at jeg føler med dig (det gør
    enhver kvinde), men du må jo selv gøre op med, hvad du vil.
    Hvis du på nogen måde orker det, så skriv igen….

    Masser af varme knus og tanker
    marts-pigen

    #1394053
    Anonymous
    Guest

    at selv om stodderen skifter arbejde, er det jo ikke
    ensbetydende med, at så er tanken om den anden kvinde ude
    af hovedet. Jeg mener: hvis han vil, kan han da stadig
    mødes med hende, så at tro at den hellige grav er
    velforvaret, bare fordi han kvitter jobbet, er da ren
    utopi.

    I øvrigt synes jeg også, det er mangel på respekt, at han
    tilsyneladende har givet hende lov til at ringe på hans
    mobiltelefon (åh, hvor jeg haaaaaaaaaaader
    mobiltelefoner!), når han er hjemme!

    Hvad fanden har den idiot tænkt på (udover sit eget
    erigerede kønslem?)

    Flere tanker
    marts-pigen

    #1394054
    Anonymous
    Guest

    jeg ved simpelthen heller ikke, hvad jeg skal sige. Jeg kan
    ikke sige noget der kan hjælpe. Men gud, hvor jeg dog føler
    med dig og hvor jeg forstår din smerte og din sorg. Det er
    en skrækkelig situation at stå i, og specielt lige nu, så
    tæt på dit livs øjeblik!

    Jeg synes der er nogen rigtig gode råd i de ovenstående
    indlæg. Og hvis jeg endelig skulle foreslå noget, ville det
    nok være at fortælle ham om hvordan du føler det. Og helt
    ærligt få ham til at svare på, hvad han tror at du vil gøre
    nu? Tror han seriøst selv på, at du bare vil sige "Nå øv,
    men ved du hva, vi prøver da bare igen" eller tror han at
    du vil rive nosserne af ham, – som jeg personligt nok ville
    gøre, og heldigvis for at jeg ikke kender din mand!!

    Men snak, snak, snak. Fortæl ham om dine følelser. Jeg har
    gudskelov aldrig prøvet det selv, men jeg ved, at man kan
    leve alene som mor, hvis det er det man har det bedst med.
    Men jeg ved på den anden side også, at man godt kan komme
    videre med et fælles liv efter sådan en omgang. Det handler
    om, hvor meget man får talt sammen, mens det stadig er
    brand-varmt. Og hvor meget han kan acceptere at du vender
    tilbage til din sorg og skuffelse igen og igen. Du vil
    naturligt nok, blive ved med at bringe det på bane i
    fremtiden, nævne det for ham, græde, skrige, blive sur og
    kalde ham for grimme ting. Han må være indstillet på, at
    selvom du vælger at leve med ham på godt og ondt, så vil
    dette poppe op i dit hoved igen og igen og tage lang lang
    tid for dig at bearbejde. Hvis du tilgiver ham nu, betyder
    det nødvendigvis ikke at du også tilgiver ham om et halv
    år. Din mening kan skifte og det er fuldt ud lovligt!

    Måske professionel hjælp ville være på sin plads i jeres
    tilfælde. Og mht. til hans arbejde. Så ville jeg nok også
    foreslå ham at finde noget nyt at beskæftige sig med.
    Hvordan skulle du nogen sinde tro ham igen, hvis hende
    kollegaen fjanter rundt om ham stadigvæk?

    Trunte, det er rigtig svært og jeg har så ualmindelig ondt
    af dig.

    Håber alt det bedste. Der er 2 muligheder og der er
    desværre kun dig og din mand, der kan beslutte jer for den
    rigtige løsning. Men snak om det, både med ham og med alle
    andre du føler tillid til!

    De kærligste tanker fra Majken

    #1394055
    Anonymous
    Guest

    Det er svært at rådgive dig i den situation du står i –
    det er desværre en beslutning, du er nødt til at træffe
    med dig selv.

    Jeg kan kun sige, at jeg føler med dig og at jeg håber, at
    du finder ud af, hvad du vil i forhold til din kæreste.

    Knus og mange tanker Lene (esb.)

    #1394056
    Anonymous
    Guest

    Kære Trunte

    Allerførst vil jeg sige, at jeg ikke kan forestille mig en
    værre situation end at blive svigtet af den man burde kunne
    stole 100% på i vores situation.

    Jeg ved ikke om du kan bruge følgende til noget som helst,
    men det er nogen tanker jeg har gjort mig tidligere i
    forbindelse med venner og bekendtes skilsmisser under
    stressede situationer, som jeg mener man godt kan betragte
    en graviditet som. Intet er jo normalt eller ”som det
    plejer”.

    Jeg mener det er forkert at forlade et ellers sundt og
    langvarigt forhold under en stresset periode, ligegyldigt
    hvor forfærdeligt det den anden har gjort er. Ingen er jer
    har måske været i stand til at tænke helt klart og din
    kæreste har, som du selv er inde på måske pludselig følt
    sig presset af og angst for den ukendte og nye situation,
    der venter jeg med en baby på vej. Du må ikke misforstå
    mig, for jeg f…. godt forstå hvis du er sur. Men man må
    aldrig glemme, at de fleste mennesker hvor intelligente og
    moderne vi end betragter os, stadig ligger under for vores
    biologi og urinstinkter. F.eks er der mange kvinder der i
    den periode hvor de har størst snasynlighed for at blive
    gravide går ud og er utro med en mere maskulin mand end
    deres egen – ikke at de rent intellektuelt har lyst til at
    leve sammen med ham, men fordi deres instinkt siger dem at
    denne mand vil kunne levere stærkt afkom. Så er der så
    nogen som er bedre til at styre deres drifter end
    andre……

    Hvad end du beslutter, kommer det til at påvirke dit og dit
    barns liv. Du virker godt nok temmelig fattet, situationen
    taget i betragtning, men er du på nuværende tidspunkt i
    stand til at vurdere og gennemskue konsekvenserne af at
    stoppe et forhold, som dog må indeholde noget, eftersom I
    har været sammen i over 8 år?

    Og sluttelig, såfremt du vælger at blive i forholdet – og
    altså tilgive din kæreste…. så husk at tilgive ”rigtigt”
    og ikke hive denne historie frem hver gang der er tilløb
    til ballade. En ting, som de fleste kvinder ellers er ret
    gode til og som virkelig ikke er særlig konstruktiv…..

    Øv, hvor jeg ikke misunder dig den situation – Jeg føler
    meget med dig og håber ikke at du opfatter ovenstående som
    utidig indblanding. Jeg har som sagt bare set flere
    vennepar gå i opløsning under situationer, som jeg vil
    betragte som stresssede. Og hvor jeg har tænkt, at det var
    underligt at de kunne træffe så stor en beslutning på det
    tidspunkt. Men det er jo altid lidt nemmere at være ”klog”
    når man står på sidelinien – det er jeg udemærket godt klar
    over.

    Det allervigtigste tror jeg er at tale sammen. Rigtig
    meget. Og rigtig ærligt.

    Held og lykke hvad end du beslutter.

    Knus
    MaleneW

    #1394057
    Anonymous
    Guest

    Hej Trunte!

    Hold kæft hvor jeg bare sidder og får SÅ ondt af dig!!!
    Hvor er det bare for meget!!!!! For meget!!!!! For
    meget!!!

    Jeg føler virkelig med dig. Hvor er det synd for dig,
    Trunte!!!

    Din situation er svær – så svær at løsningen kun kan komme
    indefra dig selv…. Og hvordan den så skal komme – ja, så
    tænker jeg på psykologhjælp…

    Og ja – du skal selvfølgelig tale med din mand – men hvad
    nu hvis alt hvad der kommer ud af hans mund altsammen er
    noget du ikke tror på er sandt??? Eller at der nu er en
    mur mellem jer så at al kommunikation er tung???

    En psykolog – også for at få al din vrede, frustration,
    angst for fremtiden etc. etc. UD – Du skal have det hele
    UD af din krop…

    Ikke at jeg går ind for psykologhjælp i alle
    krisesituationer – men selv en rigtig, rigtig god veninde
    eller mor tror jeg altså vil have svært ved at skulle
    hjælpe dig på vej til at finde løsning + hele det enorme
    sår du lige nu går rundt med indeni dig…

    For hold kæft hvor ville jeg godt nok have det som dig –
    sådan helt på skideren – ikke have lyst til at spise etc.
    etc. (Du skal nu spise noget – baby skal have noget
    mad….. – men tager vist ellers fra dine depoter – men
    noget skal du spise…..).

    Jeg kan også sagtens følge dine følelser såsom "hvor har
    hans hænder været sidst.." etc. etc.

    Og så al den vrede du må føle …. NØJ – jeg ville have
    lyst til at skære den af ham!!! (undskyld mit sprog)

    Det er godt nok et tillidsbrud der vil noget…. Der skal
    meget arbejde til førend at din tillid vil være intakt
    igen, tror jeg…

    Sikke en svær situation du er i!! Jeg håber det bedste for
    dig – og sender dig her kærligste tanker og knus
    Karen

    #1394058
    Anonymous
    Guest

    Kære Trunte,
    først….hold kæft hvor jeg føler med dig !
    Det er dog det mest røvede man(d) kan gøre mod sin gravide
    kone/kæreste.
    Jeg har en gang (uden at være gravid) haft en kæreste som
    fortalte mig at han havde sovet sammen med en (uden
    samleje) mens de var fulde. Efter lang tids tænkepause,
    begyndte jeg at tilgive…men stolede vist aldrig helt på
    ham igen..
    Anden gang hvor jeg ‘greb ham på fast gerning’ der var for
    mange ting i hans forklaring der ikke passede, så jeg blev
    ved at presse på til jeg fik det ringtige svar
    Enden på dette blev at jeg -efter opkastniunger, vægt tab
    osv osv, sagde at jeg elskede ham og ville tilgive det
    (igen) hvis han svor at det var sidste gang! Det ville han
    ikke og i løbet af den næste månedes tid slog vi op.
    Jeg vil aldrig byde mig selv den oplevelse igen, og er
    kommet videre (heldigvis) og er blevet stærkere. Man kan
    mene meget -og dette er ikke et råd- men min personlige
    mening:
    En gang utro – altid/igen utro.

    Held & lykke med beslutningen og fødslen

    #1394059
    Anonymous
    Guest

    Hej Trunte
    Jeg vil lige starte ud med at sige at jeg føler for dig og
    tænker på dig.
    Jeg skriver fordi at du i din Takke mail skrev at du havde
    mad led ogfølte sorg over at du ikke havde lyst til at
    spise, da det er bebsens næring der bliver fjernet. Jeg
    arbejder selv i den psykoterapeutiske verden og ved at,
    hvis en mand går sin elskede ondt som din har gjort dig
    ondt, så vender kvinderne det sommetider mod barnet
    specielt drengebørn. Jeg siger ikke at det vil ske for dig
    men vær opmærksom på dig selv og ALLE dine følelser så du
    og dit ufødte barn kan have et godt liv sammen.

    Med venlig hilsen Heidi

    #1394060
    Anonymous
    Guest

    Hej!
    Din oplevelse er vel noget af det værste man kan forestille
    sig ske under en graviditet, hvor vi som kvinder er bundet
    af det det spirende liv i vores kroppe og ikke kan vælge
    livets tilbud til og fra. Det er svært at give råd til
    andre i en situation som din, men mit gæt – ud fra din
    beskrivelse – er at din kæreste er blevet grebet af panik-
    angst over de forpligtelser, som han kan se sig selv bundet
    af de næste mange år. Denne panik tror jeg kan tage mange
    former – fornægtelse af graviditeten, ønske om
    job/karriereskift, bekræftelse fra andre kvinder med meget
    mere. Jeg tror dog, at jeg i din situation ville have
    mistet tilliden til min kæreste, og havde jeg ønsket om at
    reparere forholdet (eller i det mindste gøre forsøget af
    hensyn til barnets fremtid), så ville jeg nok bede ham om
    at gå med i terapi. Og bruge lang tid på at finde den rette
    terapeut, som kan hjælpe os begge over den brudte tillid…
    Men som nævnt, så er det let at være klog på andres vegne.
    Hvorom alting al, så håber jeg, at du og han finder en
    løsning, som I begge kan leve med fremover uden krænkede
    følelser…

    Alt det bedste…

    Helle

    #1394061
    Anonymous
    Guest

    Hej Trunte
    Hvor jeg dog bare kunne bande mænd langt væk nogen gange.
    For 5 måneder siden stod jeg som dig højgravid og lykkelig.
    glædede mig for vildt til at blive en familie lige indtil
    kæresten kom og sagde jeg har mødt en anden jeg flytter der
    brast min verden sammen det var også en arbejds kollega han
    havde haft en affære med så stod man der alene med sine
    drømme og sin store mave det var sindsygt hårdt og jeg var
    helt knust jeg valgte dog at have ham med til fødslen han
    skulle se hvad det var han havde valgt fra!! Det var hårdt
    den første tid alene heldigvis havde jeg en masse hjælp fra
    min familie og venner. Idag har jeg den dejligste lille
    pige på 3 måneder, og nu er hun det vigtigste i mit liv.
    Det er kun dig der kan føle efter inden i dig selv og vide
    om du vil give ham en chance til.Du skal bare vide vælger
    du at være alene så kan det sagtens gå ja det er hårdt men
    det er bestemt det hele værd når man ser sin lille
    guldklump smile og kigge på en ja så bliver mænd lidt
    overflødige (ihvertfald utro mænd) :-).
    Jeg ønsker dig held og lykke uanset hvad du vælger. Mange
    tanker. EH

    #1394066
    Anonymous
    Guest

    Åh nej, hvor har jeg dog ondt af dig, at du skal gennemgå
    dette helvede, og specielt nu hvor alt ellers skulle være
    rosenrødt. Jeg må ærligt indrømme, at tårerne trillede ned
    af mine kinder, da jeg læste dit indlæg.
    Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg vill gøre i din situation,
    men jeg synes ikke at et forhold skal fortsætte pga. man
    har børn. Min forlovede og jeg har tit talt om hvad vi
    ville gøre hvis det hele kørte af sporet, og er begge enige
    om at så kaster vi håndklædet i ringen (selvfølgelig ikke
    lige med det samme), for det er bedre for børnene at se mor
    og far glade hver for sig, end altid at skændes sammen.
    Jeg tror helt ærligt, at jeg ville kræve, at han endte
    forholdet med det samme, og gerne mens jeg var det. Måske
    ville jeg gå til yderlighederne, og bede ham om at finde et
    andet arbejde, jeg ville ikke kunne klare, at han skulle
    arbejde sammen med hende hver dag. Og til slut ville jeg
    nok kræve at vi fik snakket ud sammen om det her rod,
    forklare ham, hvad det han har gjort ved mig, får mig til
    at føle. Og at der højst sandsynligt vil komme til at gå
    rigtig rigtig lang tid, før end at jeg vil være i stand til
    at stole på ham igen, og at han skal være forberedt på, at
    jeg vil krydsforhøre ham meget tit.
    Utroskab er aldrig nemt, specielt ikke når man har 100 X så
    mange hormoner flyvende rundt i kroppen. Tidspunktet kunne
    ikke være værre, på det her tidspunkt af graviditeten har
    man allermest brug for kærlighed og støtte, specielt hvis
    det er den første man venter.
    Jeg kan selvfølgelig sagten sidde her og sige "hvis jeg var
    dig", men ærlig talt tror jeg ikke nogen som helst ved hvad
    de vil gøre før end de selv er i situationen, det er så
    nemt at sige at så ville jeg skride, men man kaster jo ikke
    alt det væk man har bygget op sammen i alle de år.
    Prøv at holde humøret oppe, og du må endelig skrive tilbage
    med hvad der sker, hvis du altså har overskuddet til det.

    Knus fra Lotte, termin 8 april

    #1394067
    Anonymous
    Guest

    Du har nok været ude for noget af det værste jeg kunne
    forestille mig, og jeg blev virkelig ked af det på dine
    vegne. Jeg forstår dig at din verden må være fuldstændigt
    ødelagt. Jeg vil ikke tage noget valg for dig, for det
    lyder som om du trods alt stadig kan tænke klart (hvilket
    jeg nok ikke selv kunne i din situation).
    Hvis du vælger at give ham en chance til, så har jeg nogle
    råd til dig: Vær helt åben, fortæl ham hvad du føler, hvor
    vred og såret du er. Det er utroligt vigtigt at i snakker
    åbent sammen, ellers tror jeg aldrig det vil gå godt med
    jer. Måske vil I kunne blive gode forældre, men ikke
    kærester/elskere mm. hvis I ikke elsker hinanden og er åbne
    (snakker sammen om jeres følelser). Hvis det ikke går godt
    med at være åbne (det lader jo ikke til I har haft et
    særligt åbent forhold den sidste tid), så få hjælp! Snak
    med en familieterapeut. Det er jo ikke kun jer to det
    drejer sig om, men også den lille I venter.
    Jeg håber for jer at det vil lykkes!
    Mange medlidende hilsner fra Laila

Viewing 15 posts - 1 through 15 (of 26 total)
  • You must be logged in to reply to this topic.