Ændring af søvnrytme

Alt om Børn Fora Ekspertdebat Sundhedsplejerskens debat Ændring af søvnrytme

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #332317

    Hej!

    Min pige Freja, som i morgen bliver 9 uger, har efterhånden indkørt sig selv i en søvnrytme. Den rammer ikke på klokkeslet hver dag, men overordnet er der en klar rytme.
    Jeg starter putningen af hende så det passer med et måltid om aftenen, som regel ved 22-tiden. Enten inden amningen, eller i mellem brystskift får hun skiftet ble og til nattøj. Jeg ammer altid det sidste, og nogle gange hele amningen på soveværelset med dæmpet belysning osv. Nogle aftener sover hun umiddelbart efter, andre aftener kæmper vi med lidt bøvsning og uro, så klokken bliver midnat før hun sover rigtigt. Det er dog sjældent at hun er ked af det her (sker dog, og hvis hun er så urolig at jeg ikke kan “gå” hende til ro og hun har tømt mig, får hun en lille flaske med kamillethe, ca. 50 ml.)
    Til gengæld tager hun sig så en ordentlig sovestreg på op til 5 timer. Får her mad og ofte en ren ble, da hun også er ved at tillægge sig den vane at lave prut tidligt morgen. Sover videre ca. 3 timer, gerne afsluttet med endnu en ny fyldt ble.
    Så et sted ml. 7 og 9 kommer hun op, får mad, skiftes og rent tøj på. Er her glad, vågen og smilende på puslebordet. Har et par gange så prøvet at trække hende lidt med “anden” omgang mad, men det kan jeg som regel ikke uden hun bliver ked/sur, så hun får brystet som hun beder om:-).
    Her er det så jeg tænker, nu skal der snakkes og leges, men næh nej, Freja vil gerne sove mere, og falder stort set i søvn ved bøvsning på min skulder. Hun kommer i barnevogn og sover her næsten 3 timer. Vågner stille og roligt uden drama, kommer op til mad og en ren ble. I dag var kl. lidt i 12 da hun kom op og kl. 12.40 var hun allerede på vej ud i barnevognen igen – sovende. Havde inden prøvet at lægge hende på aktivitetstæppe, men hun blev ked og jeg tog hende op, hvorefter hun faldt i søvn på min arm.
    Til denne lur plejer hun at sove 1½ – 2 timer. Nogle gange tager hun en lur mere i barnevognen i løbet af eftermiddagen, evt. hvis vi er ude at handle/gå.
    Men så slutter hendes søvn selvsagt også ligesom for den dag. Fra ca. kl. 18 til aftenputning er det kun små korte powernaps på armen hun gider, og er ofte meget hængende på os. Sjældent at hun har lyst til at lege/kigge/ligge på legetæppet osv osv. Altså en rigtig dejlig aftenurolig pige. Hendes grænse om aftenen for hvor lang tid der skal gå mellem måltiderne bliver også mindre, 2½ time er helt klart maks. Det lykkes mig stort set aldrig at spise aftensmad uden hun enten er på min arm, eller jeg sidder med min hånd ned i liften og holder sutten på plads.
    Jeg/vi er selvfølgelig super glade for, at hun sover så godt om natten, og at hun er så nem at få til at sove om dagen. Behøver f.eks. overhovedet ikke at trille hende i barnevognen osv. Men vi synes, at det er smadder ærgerligt, at hendes søvn ikke er mere jævnt fordelt ud over dagen. Og at hun ikke får nogle gode vågne perioder med snak og leg om dagen. Og aftenen har hun ikke rigtig tålmodigheden til den (kun på puslebordet på badeværelset, hvor vi så også nogle aftener har tilbragt lidt ekstra lang tid:-)
    Når hun ligger på aktivitetstæppet har hun stadig ikke fundet ud af, at hun kan slå til legetøjet, det er stadig rent tilfældigt, og hun har heller ikke fået øje på sine hænder endnu…..er lidt i tvivl om hun burde det nu??
    Altså er min bekymring også om jeg/vi får stimuleret hende nok til at udvikle nye færdigheder, når legetiden er så begrænset.
    Er det muligt med nogle gode fifs, at få ændret lidt i hendes søvnrytme, således at hun har lidt mere vågentid om dagen mellem sine lure, og ikke kun er vågen til spisning. Tænker at det på længere sigt også kunne være fornuftigt at vi får rykket hendes nat til at starte tidligere, evt. kl. 20. Er det noget vi evt. også kunne prøve at køre ind nu?

    Lidt fakta omk. Freja: Født en uge før termin ved pl. kejsersnit pga. underkropsstilling. Vejede 3480 og var 48 lang, i torsdags vejede hun 4880 g. og målte 56 cm. Bliver ammet 100% og får engang i mellem lidt kamillethe i sutteflaske, tager som regel sut.

    Det blev da godt nok en lang smøre……men håber du måske kan give os nogle råd/ideer til hvordan vi kan komme frem til en mere hensigtsmæssig døgnrytme for vores lille familie her. Jeg ved godt at en egentlig rytme ikke kan forventes af hende endnu, men når hun nu selv har lavet en…..kunne man så ikke justere den lidt 😉

    På forhånd tak

    Venlig hilsen Line

    #1351636

    Hej Line

    ALT det du beskriver lyder helt normalt for et barn på ca. 9 uger, og du skal glæde dig over at hun har et godt og fint søvnmønster p.t. Du kan ikke p.t. justere hendes søvnmønster ind til kl. 20 og så forvente, at hun vil fortætte med det fremover. Det skifter løbende, og det med søvnen er en kontinuerlig udfordring og indretning i stort set alle familier. Hendes søvn mønster vil ændre sig i takt med hendes udvikling og alder.

    Hun er endnu heller ikke så gammel, så hun har stadig et meget stort behov for de basale ting: mad, bleskift, søvn og hud-mod-hud kontakt. Hendes bedste legetøj er dig og hendes far, dvs. levende mennesker som hun kan se på, og kommunikere med.
    Hun er for ung til at ville lege og underholde sig selv. Når du lægger hende på aktivitetstæppet kræver det, at du også lægger dig der, og ?leger? med hende dvs. viser hende ting, laver grimasser, synger for hende og taler til og med hende. Med tiden vil hendes nuværende tilfældige bevægelser der rammer legetøjet blive mere bevidste, målrettet og styret og først derefter vil hun kunne begynde at ?lege? lidt med sig selv. Du skal tænke på at den bedste stimulation lige nu er at være sammen med hende, efterhånden vil du skulle lege mere med hende og derigennem understøtte hendes naturlige udvikling.
    Du kan evt. tale med din sundhedsplejerske om hvad de næste udviklingstrin er og hvordan du bedst understøtter dem, fx indtil sundhedsplejersken kommer igen næste gang.

    De bedste hilsner fra
    Anne

    #1351637
    NoemiCheNoemiChe
    Medlem

    Hej,
    Vores datter på 4 1/2 mdr. har tidligere ikke brugt sut. Hun har været god til at sove om natten med kun en opvågning. Nu har hun jo opdaget sine hænder og ikke mindst fingre. Hun sutter løs på hænderne, men har også opdaget at der er en tommeltot. Jeg talte med børnelægen om det (vi bor i udlandet og har ikke sundhedsplejeske) og hun sagde at jeg nok skulle begynde at give hende sut, da den er nemmere at tage fra hende end hendes tommeltot. Hun er begyndt at acceptere sutten og når hun er faldet i søvn, tager vi den fra hende( da jeg har læst at det afhjælper at man skal op flere gange om natten for at give sutten…..) Efter 50 min klynker hun uden at være vågen og hun får sutten og sover videre. Dette gentager sig 3 gange. Hvorefter hun sover til kl 4-5 tiden som hun plejer. Hun får en flaske og sover videre til kl 7. Tidligere sov hun til 8-9 tiden. Hun bliver lagt i seng omkring kl 22, hvilket ikke har ændret sig.
    Hvad gør jeg for at hun undgår denne urolige start på natten?

    En anden ting er at hun med sin tidligere stabile nattesøvn kun tog 50 minutters lure om dagen. Nu er hun begyndt at sove 1 1/2- 3 timer én gang om dagen. Resten fortsætter som 50 min lure.
    Ville det hjælpe hvis hun kunne tage færre, men længere lure?

    En sidste ting. Hvordan lærer jeg hende at falde i søvn selv? Hun skal synges i søvn på armen eller rulles i barnevognen.

    Hilsner fra
    Hanne

    #1351635

    Hej Hanne

    Din datter har nu nået en alder og et udviklingsstadie, hvor der sker rigtig meget, og ofte bevirker det ændringer i adfærden og i de tidligere mønstre.
    Omkring 4 mdrs. alderen bliver barnet bevidst om. at det er et selvstændigt individ adskilt fra moderen, og dermed forholder det sig til omgivelserne på en helt ny måde.
    Det er således helt normalt, at barnet vil bearbejde alle disse nye indtryk og stimuli under søvnen via drømmene. Derfor præges perioden ofte at en mere urolig søvn. Det er ikke noget man hverken kan eller skal ændre, da barnet har brug for at bearbejde disse indtryk under søvnen.

    Hendes søvn om dagen forandres ligeledes i takt med disse udviklingsfaser. Hun vil sove, når hun har behov for det, og du giver hende muligheden for det.
    Nogle børn kan man få til at forlænge søvnen, ved at være der når de er ved at vågne, og så hjælpe dem tilbage i søvnen fx ved at vugge barnevognen lidt eller synge lidt eller blot lægge en beroligede hånd på barnet.
    Det er naturligvis en meget fin balance i forhold til, hvornår barnet rent faktisk har brug for denne hjælp, og hvornår man i virkeligheden bare lærer det en ?dårlig vane?. Det kan man kun vide, hvis man kender sit barn og dets signaler og nuancer godt.

    Men man kan forsøge at give barnet en bamse, som det kan bruge som erstatning for dets mor og far. Nogle ekstra sutter i senge/barnevognen som barnet selv kan finde er ofte også et godt hjælpemiddel.
    Ellers må man stille og roligt trappe ned på hjælpen til at falde i søvn, ved fx at vugge barnevognen, synge eller lægge en beroligende hånd på barnet i kortere og kortere tid for hver gang.

    De bedste hilsner fra
    Anne

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.