Fostervandsprøve!

Alt om Børn Fora Debatfora Gravide over 35 år Fostervandsprøve!

Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #327571
    Anonym
    Gæst

    Hej med jer
    Jeg venter mit andet barn. Min søn på 2½ fik jeg, da jeg var 34. Nu er blevet 36, og ved den første scanning fik jeg tilbudt blodprøvetest, da jeg jo var rundet de magiske 35 år. Min mand og jeg tænkte, at der jo ikke´kunne ske noget ved det, så vi tog imod tilbuddet. Kort tid efter kom der svar med besked om, at blodprøven viste en forøget risiko for fødsel af barn med downs syndrom og at jeg ville blive tilbudt en fostervandsprøve. Så var vi midt i det mareridt, vi egentlig havde frygtet. Angsten for at sige nej, og så senere erfare, at der var noget galt. Angsten for at sige ja til fostervandsprøven og udsætte fosteret for en risiko, der i realiteten var større end risikoen for, at der var noget galt. Min risikograd var 1:200, og efter lange og seje overvejelser valgte vi forstervandsprøven. Det var meget ubehageligt! Den blev endvidere efterfulgt af langs tids usikkerhed og venten. Mange spørgsmål dukkede op; hvad nu, hvis der var noget galt – skulle vi så give afkald på barnet i f.eks. 20. uge??? Eller skulle vi indstille os på, at få et barn med kromosomfejl? Det var meget svært, og glæden ved graviditeten forsvandt lidt. Vi blev aldrig helt afklaret, førend svaret kom; vi ventede et kromosomnormalt barn! Jeg græd af glæde! Nu har jeg mødt en kvinde i jordemoderkonsultationen, som ligeledes blev tilbudt blodprøvetesten som den første risikovurdering, og hun og hendes mand havde sagt nej fra starten. Det forstår jeg godt. Jeg er da glad for – nu – at vi kom igennem det, men jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil igennem sådan en omgang igen. Der blev trukket så hårde veksler på hele det følelsesmæssige register, at jeg var lige ved at ønske, at jeg aldrig var blevet gravid for anden gang. Nu er jeg i 29. uge, alt er normalt, og jeg glæder mig så meget til, at også min lille søn får en søster eller bror.

    #1335958
    Anonym
    Gæst

    Hej

    Jeg kan kun nikke genkendende til din beretning. Jeg havde det på nøjagtig samme måde. Og det værste er som du selv skriver at man mister noget af glæden ved at være gravid. Det er et frygteligt dilemma ikke at vide om det ender i en abort enten fordi selve indgrebet går galt eller at der er noget galt. Jeg må indrømme at jeg ville være voldsomt i tvivl hvis jeg skulle gøre det om.

    K.H spunkerne

    41+4

    #1335957
    Anonym
    Gæst

    hej med dig.
    jeg oplevede nøjagtig det samme, da jeg ventede mit første barn. mit tal hed 1:86!! heldigvis blev downs syndrom testen kørt som hastesag og 1 1/2 døgn efter fik jeg svar pr tlf. Det officielle svar kom med posten 14 dage senere og idag har jeg en meget glad, kvik og sportsaktiv dreng på 7 år. så heldigvis endte historien også lykkeligt i mit tilfælde.
    held og lykke med din graviditet.
    fra en, der forsøger at få nr. 3 barn

    #1335956
    MariexMariex
    Medlem

    Samme her. Jeg havde tallet 1:81. Det var en slem oplevelse at leve med angstforestillingen i den tid det tog før resultatet kom – og selv om alt ser ud til at være normalt, har følelsen bidt sig fast. Jeg følte, at det var nødvendigt at gå videre til en moderkagebiopsi, for tanken om at leve med angsten indtil fødslen var ikke til at bære. Tænk, at man fra at føle sig normal, glad og tryg kan fantasere sig ud i de mest uhyggelige scenarier, hvor barnet ikke blot har Downs syndrom, men også alle andre tænkelige misdannelser og kromosomfejl. Det er meget let at have en forudfattet mening om, at det er bedst at vide besked og vide så meget som muligt (- sådan tænkte jeg selv), men jeg er i tvivl nu, for er det overhovedet muligt at vælge prøverne fra og dermed sige ja til at leve med uvidenhed og frygt i 9 måneder, når man har muligheden for at vide besked?

    #1335955
    Anonym
    Gæst

    Det er meget svært at vælge både til og fra. Jeg kan godt fortryde, at jeg overhovedet lod mig blodprøveteste … men måske er det også bare fordi, jeg nu har viden om, at der ikke er noget galt?! Det værste var i hvert fald selve undersøgelsen – det var ekstremt ubehageligt, og jeg græd helt vildt, syntes det var forkert! – og det værste var også de efterfølgende tanker om risikoen, om det at skulle vælge et liv fra, om konsekvenserne af at skulle føde et barn omkring uge 20 – fordi man ikke ønskede dets handicap! Nu kan alle vist – uanset alder – få foretaget fosterdiagnostik, og det er da både godt og skidt. det kommer i hvert fald til at kræve en god indsats fra eksperternes side hvad rådgivning og konsekvenser angår!

    #1335961
    Anonym
    Gæst

    hejsa.
    hurra fik i går at vide min test var positiv.jeg er 39 år,og venter mit 4 barn,men vi har taget en beslutning ingen prøver af nogen art men ja tak til skanning. jeg er af den mening at jeg ikke kan bruge en fostervandsprøve til noget,ja man kan se dawnsyndrom men hvad med andre sygdomme der kan være og er uheldet ude hva så……..

    #1335960
    Anonym
    Gæst

    Jeg har vist været en rigtig “strigle” – og presset personalet på RAS til at give mig en nakkefoldscanning i uge 11. På eget ansvar og alt det dér. Det kan de normalt ikke på sygehuset – til trods for at én af afdelingens læger tilbyder scanningen i uge 11 fra en privatklinik, hvor man kan få lov til at betale 1600,- for det. Dér, hvor jeg gerne vil hen med det, er, at HVIS jeg skal kunne bruge en doubletest (blodprøve + NF) til noget som helst, skal den foretages så tidligt, at jeg ville kunne få foretaget en moderkagebiopsi – få et foreløbigt svar, og få foretaget en abort, inden barnet er blevet for stort til en “normal” abort. En senabort, hvor man i værste fald risikerer at føde et levende barn, som bliver lagt til at dø i et skyllerum – det vil jeg ALDRIG kunne få over mit hjerte.
    Egentlig er man jo lidt dum, at man benytter sig af alle de såkaldte tilbud – for dybest set synes jeg, at man bliver sat i et uanstændigt, etisk dilemma, når man på den måde får muligheden for at sortere sit eget barn fra.
    Jeg skal scannes den 20., og jeg har det bestemt ikke godt med det. Jeg har på forhånd gjort nogle ting op med mig selv:
    1) Risikoen for DS skal være større end risikoen for at abortere spontant efter en moderkagebiopsi – altså større end 1:100, for at jeg vil gå videre med biopsi.
    2) Hvis babyen har et pænt næseben (det dannes normalt ikke så tidligt hos børn med DS) – vil jeg beholde barnet, og løbe risikoen, selv om risikotallet ikke er så pænt.
    3) Hvis de kun kan tilbyde mig en fostervandsprøve, og ikke en moderkagebiopsi, kan det være helt lige meget.

    #1335959
    Anonym
    Gæst

    Jeg ved nøjagtig hvad du mener. Jeg er så ulykkelig som jeg aldrig har været før. Jeg er endelig som 38 årigt gravid med et foster som jeg ikke har mistet ved abort, og glæder mig helt vildt til at få et sundt og rask barn, og som mange andre har jeg benyttet mig at det jo helt ufarlige tilbud at få en nakkefoldsscanning + en doubletest. Nakkefoldsscanningen er fin, men doubletesten viser en værdi der giver mig 1:10 % chance for et barn med kromesonfejl. Jeg skal have foretaget en fosterprøve på torsdag i næste uge, og det føles lige som dommedag. Kommer jeg til at slå et normalt foster ihjel, og hvis det ikke er normalt hvad er det så for en skod beslutning jeg skal tage ud fra det. Set i bakspejlet ville jeg ønske at jeg ikke havde fået foretaget nogen tests.

Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.