At vugge sit barn stimulerer barnets sanser

Kære Alt Om Børn

Jeg kan se, at mange forældre vugger/ryster deres barn, mens de holder det i armene. Er det babyens behov at blive bevæget, mens det ligger i mors arme? Kan du måske fortælle, hvad det gør?

På forhånd tak for dit svar.

Venlig hilsen

M


Svar

Kære M

Tak for dit spørgsmål og din undren over, hvilken funktion og gavn det har at vugge sit barn i armene.

 

Det første, der falder mig ind, er, at man som forælder nærmest ikke kan lade være med at vugge barnet, når det græder. Det føles næsten som en refleks, så det ligger nok som en almen menneskelig aktivitet ved småbørnspleje.

Når det så er sagt, så er der flere goder ved kunsten at vugge sit barn, som er særdeles gavnligt for barnets udvikling.

 

Genkendelighed/Tryghed

Det nyfødte barn har aldrig kendt til andet i livet end det varme, trygge liv under sin mors hjerte, hvor det har oplevet den vuggende fornemmelse, når moren har bevæget sig rundt og hørt lyden af sin mors stemme og hjerteslag. I tiden efter fødslen lærer både mor, far og barn hinandens dufte at kende. Dufte er meget stærkt genkendelige for barnet, og det lærer hurtigt sin mors duft at kende og kan føle tryghed ved denne. Hvis mor skal ud et par timer, kan far sommetider få hjælp af en t-shirt mor har haft på som nusseklud. Når barnet ligger hos mor eller far, giver det i sig selv barnet tryghed ved duften og lyden af deres hjerteslag og deres stemmer.

 

Hvorfor vugge?

Når barnet bliver vugget, ligner det måden, barnet er blevet vugget i sin mors mave. Derudover styrker og stimulerer vugningen barnets balancesans. Balancesansen bliver udviklet igennem hele barndommen, når barnet skal løfte hovedet, kravle, gå, løbe, og når barnet udfordrer sig selv med forskellige legeredskaber. Begyndelsen til denne udvikling og sansning er forældrenes vuggende bevægelser med barnet.

Når mennesker er fysisk tætte med hinanden på en rar måde, udskiller vi kærlighedshormonet oxytocin, som er et hormon, der kan alt det modsatte af stresshormoner. Dette hormon er i høj grad tilstede umiddelbart efter fødslen, når barnet ligger hud mod hud med mor eller far. Men også når vi giver hinanden massage eller krammer hinanden, får vi gavn af oxytocins virkninger, så vi falder til ro og bliver fyldt op med tryghed og kærlighed. At vugge barnet kan fremkalde disse virkninger og giver også forælderen en udskillelse af oxytocin. Medmindre forælderen er stresset og urolig over barnets gråd, så kan det være, der skal en anden voksen til i et stykke tid.

 

Men at vugge barnet gavner altså dets hormoner, balancesans og tryghedsfornemmelse.

 

Hvordan?

  •  Klassisk vuggestilling hvor man holder barnet på armen i vuggestilling. Her kan barnet se forælderens ansigt, og der kan kommunikeres med barnet direkte.
  • Stilling hvor barnet ligger oprejst mave mod forælderens bryst og barnets hoved under forælderens hage eller over forælders skulder. Denne stilling er god, når barnet skal bøvse. Forælderen støtter barnets numse og hoved.
  • Stilling hvor barnet ligger omvendt på forælders underarm med hoved i albuebøjning. Denne stilling er god, hvis barnet har mavekneb og til at træne barnet i at ligge på maven.

 

Derudover er vikler, slynger og bæreseler gode redskaber til at være tæt på sit barn. Barnet har gavn af at mærke mors eller fars bevægelser, og forælderen har hænderne fri til andre gøremål. En rask gåtur med et barn i vikle er skønt for begge parter.

Det kan også være hyggeligt at danse med sit barn for at få lidt rolig rytme til vugningen.

 

Jeg håber, det har besvaret din undren.

 

De bedste hilsner

Camilla

Besvaret 24.10.2017