Vores sønner skændes og slås hele tiden – er der noget, vi kan gøre?

15. januar 2013

Hej Jane

Jeg har to drenge på 10 og 8 år. Siden de var små, har vi syntes, at de skal leve et neutralt liv, ikke noget med forkælelse. De skal lære at omgås andre og acceptere andre. De er nogle englebørn, når vi er hos andre, og det har de altid været.

De er onde, når de er alene
Problemet er, at lige så snart vi er ude af andre folks kredse, går de i totterne på hinanden, slår, beskylder, lyver, sladrer. Først prøver vi at tale dem fra at være onde ved hinanden, men de bliver ved. Så prøver vi at lade dem være, så de selv skal løse deres konflikter. Nogle gange slår de sig selv så meget, at vi må skille dem ad og snakke med dem om, at det ikke er retfærdigt, at de gør det mod hinanden.

De vil ikke høre på os, når vi beder dem om at gå i seng efter tandbørstningen. De finder på en hel masse ting, de lige skal, før de skal sove. De kan finde på at ligge vågne op til to timer, før de falder i søvn. De har ellers lært at sove selv, jeg har puttet dem indtil i sommers, da min mand syntes, at de var for store til det. Men jeg må ind til dem en time efter, de har lagt sig, for at få dem til at sove.

Skal vi splitte dem ad i en tid?
Faderen og jeg er ved at løbe tør for energi, da det sker næsten dagligt. Min mand foreslog, at de måske skal opholde sig fra hinanden et stykke tid, så de bliver fordelt til deres bedsteforældre. Det er jeg ikke så meget for. På den anden side tror jeg, det kunne være en løsning.

Børnene trives ellers meget fint hos os, synes jeg. De går ikke sultne i seng, vi prøver at gøre det så godt som muligt for dem. Vi taler meget med dem, og de er meget åbne over for os. De går ikke og besøger andre, når vi ikke er med. De kan godt få venner med hjem fra skole. Vennerne kan de godt finde sammen med. Men det er lige så snart, de er alene sammen, at de går i totterne på hinanden.

Forskelsbehandling
Hvordan kan vi gøre det bedre, så de ikke slås så meget, og så de kan enes noget mere? Eller er det normalt for drengebørn at være sådan?

Jeg har observeret, at storebror synes, vi støtter lillebror noget mere, og at holder os til hans side hele tiden. Sådan kan han beskylde ham tit, selvom vi prøver så godt som muligt at være ens over for dem. Så vi gør ikke forskel på dem. Når de bliver talt til, siger vi til dem samtidlig, at det handler om dem begge.

Hilsen
Den fortvivlede mor.


Svar

Kære ”fortvivlede mor”

Tillykke med dine to dejlige og velopdragne drenge – det er nemlig det indtryk, jeg får, når jeg læser dit brev.

Det er på hjemmefronten, at børn har brug for at prøve grænser af, og derfor er det et konstant krævende arbejde at være forældre – præcis som du også beskriver, at det er hjemme hos jer.

Sæt rammerne – og anerkend børnene
Dine drenge har brug for jeres anerkendelse, grænser og omsorg. Anerkendelse er at blive set og hørt, men ikke nødvendigvis at få ret. Når de for eksempel ikke vil i seng efter tandbørstning, kan I sige, at I godt kan forstå, at de synes det er træls at skulle i seng nu, men sådan er det altså. I er de voksne og ved bedst, hvad børn i deres alder har brug for af søvn. Det er okay, at de bliver kede af det, men det er jer, der sætter rammerne.

Sig ordentligt godnat
Det er rigtig godt med faste sengetider, og skolebørn har brug for at sove godt og mange timer for at få noget ud af undervisningen i skolen. Du kan ikke forvente, at børn på 8 og 10 år selv kan putte sig, finde ro og falde i søvn. Derfor foreslår jeg, at I prioriterer at bruge lidt tid på at putte dem. I kan for eksempel sidde lidt på sengekanten og snakke om dagen, der er gået og om, hvad der skal ske i morgen. Ofte får man en rigtig god dialog med sine børn på dette tidspunkt, hvor der er ro på – og børnene vil helt sikkert nyde jeres udelte opmærksomhed.

Efter lidt tid, så siger I godnat og giver dem lov til at ligge og læse lidt – men de skal blive i deres senge. Hvis de rejser sig eller går ud af værelset, så følg dem stille og roligt tilbage i sengen, så de kan mærke de rammer, som I har sat.

De slås om jeres opmærksomhed
Jeg tænker, at jeres drenge konkurrerer med hinanden om jeres opmærksomhed ved at gå i totterne på hinanden. Ideen med at skille dem ad er slet ikke så tosset, da børn kan have meget brug for opmærksomhed fra deres forældre. Jeg vil foreslå, at I for eksempel prioriterer, at børnene får enetid med enten mor eller far en gang i mellem. Det er dejligt at have en forælder helt for sig selv og lave noget dejligt sammen. Umiddelbart tænker jeg, at det er storebror, der har mest behov for det, men begge drenge vil helt sikkert nyde det.

Bedsteforældre kan I sagtens bruge til, at drengene kan være på ferie hos dem én af gangen. På den måde får de begge enetid, den ene hos bedsteforældrene og den anden hos jer.

Giv den store privilegier
Overvej at give storebror nogle privilegier. Han er 2 år ældre, og det er fint at afspejle det ved, at han må lidt mere end lillebror. Det kunne for eksempel være at få lov at være én time længere oppe i weekenderne end lillebror. Eller at han får lov til at læse lidt længere om aftenen, eller noget helt tredje.

Du skriver, at I har prøvet mange ting, når de skændes og slås, og at storebror ofte synes, at I støtter lillebror mest. Ofte går vi forældre ind i en konflikt mellem vores børn uden at se helheden. Hjælp dem med at løse deres konflikter selv – og tænk ikke, at I skal løse det for dem, men at I skal hjælpe dem med selv at finde en god løsning på konflikten. Det kan I gøre ved at sætte dem ned og få ro på dem begge to. Få dem begge til at sætte ord på, hvad de oplever. Storebror kan for eksempel starte med at fortælle hans oplevelse af konflikten, og dernæst kan lillebror fortælle sin. Det er vigtigt, at de lytter og ikke afbryder, mens den anden taler. Heller ikke selv om de er dybt uenige. Når de hver har fortalt om deres oplevelse, så kan du opsummere, á la “Så storebror oplever, at han …, og lillebror oplever, at han…”. Dernæst kan du spørge ind til, hvordan de tænker, at problemet kan blive løst. På den måde får du dem til at tænke i løsninger og kompromisser – og ikke så meget i, hvem der har ret.

Det kan måske være svært for dem i første omgang at finde på løsninger selv, og så kan du jo foreslå nogen. Men prøv så vidt muligt at lade dem selv finde en løsning sammen – det er guld værd i forhold til de næste mange konflikter, som de som søskende naturligt vil komme ind i.

Når man som forældre blander sig i en konflikt mellem sine børn, kommer kommunikationen nemt til at gå fra det ene barn til forældre og fra forældre til det andet barn. Kunsten her er at få kommunikationen til at gå fra barn til barn. På den måde lærer du dem at løse konflikter – og komme videre.

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine forslag.

De venligste hilsner

Jane Lyngs,
sundhedsplejerske

Stil et spørgsmål til Jane Lyngs, Sundhedsplejerske, i brevkassen

Se alle Jane Lyngss brevkasse besvarelser

Besvaret 15.01.2013