Vold og kulde i familien – kan vi starte forfra?

Kære Gitte

Jeg fik nok og gik
Jeg har været gift i 11 år. Min mand og jeg havde engang et godt ægteskab. Men han blev med tiden voldelig. Hver gang jeg sagde min mening, som han ikke kunne tåle, farede han op og slog mig eller var verbalt nedladende. Det har været psykisk hårdt!

Efter to drenge på 6 og 4, fik jeg nok. Jeg kunne ikke leve med, at mine børn skulle vokse op i det voldelige miljø! Mine drenge begyndte at forsvare mig. De skændtes med deres far allerede i den alder! Jeg besluttede mig derfor at gå fra ham, hvilket jeg også gjorde. Jeg pakkede mine ting midt i et skærnderi, tog børnene og gik!! Men han tiggede og bad mig om at komme tilbage, hvorpå han lovede, at han aldrig mere ville være voldelig igen samt ændre det verbale.

Vi har næsten byttet roller
Jeg er vendt tilbage til ham, og han holder hvad han lover. Han har forandret sig utroligt meget. Han er blevet en rigtig god far og mand nu. Han er blevet bedre til at kommunikere både med børnene og jeg. Han hjælper til derhjemme og er mere sammen med børnene og jeg. Men jeg har ikke forandret mig! Jeg forventer hele tiden, at han er verbalt nedladende igen, og derfor siger jeg negative ting (som jeg ikke mener og fortryder senere). Jeg har vænnet mig til at råbe og skrige, før han overhovedet gider at høre efter.

Jeg har ikke altid været sådan, men er blevet det pga. omgivelserne, men mine omgivelser har ændret sig nu. Hvorfor kan jeg ikke? Hvad kan jeg gøre for at forandre mig til mit gamle, rolige jeg?

Jeg er konstant negativ
Jeg prøver virkelig at sige til mig selv, inden jeg sover, at jeg også skal forandre mig positivt. Men jeg har utroligt svært ved det! Alt det verbale, som han engang gjorde mod mig, gør jeg mod ham nu. Jeg brokker og er konstant negativ, uanset hvad han gør, er det ikke godt nok!!

Jeg har ikke lyst til at være sådan, men alt det vold har haft en stor påvirkning på mig. Jeg er blevet kold og negativ. Dertil kommer så vores to dejlige drenge, som også bliver påvirket. Jeg er bange og nervøs for deres vedkommende! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre! Har jeg svært ved at vise min mand respekt igen?

Er løbet kørt?

Hjælp mig!

Med Venlig Hilsen
Den fortvivlede


Svar

Kære fortvivlede

Mange tak for din mail om vold i familien. Det er et sårbart emne, og jeg vil i det følgende dele mine tanker med dig.

Du skriver, at du gik fra din mand, da dine drenge var 6 og 4, og jeg kan se, at de i dag er 7 og 5 år gamle. Så derfor tænker jeg, gad vide, hvor længe I var fra hinanden? Har din mand fået professionel hjælp i den tid I var fra hinanden? Og har du? Hvis ikke I allerede modtager eller har modtaget professionel støtte, vil jeg varmt opfordre jer til at få det.

Jeg tænker, at det er vigtigt, at der bliver taget hånd om både jer og jeres børn. Når det er sagt, så vil I med den rette støtte nok også kunne hele sårene i familien. Men husk, at det tager tid at hele sårede følelser. Det er en proces, som ikke bliver overstået fra den ene dag til den anden. At opleve fysisk og psykisk vold er en stor psykisk belastning, så derfor giver det god mening, at det vil tage noget tid, inden du og dine børn kan genfinde tilliden.

Kan du tilgive din mand – og dig selv?
Du skriver i din mail, at I har været gift i 11 år, og at din mand blev voldelig med tiden, så jeg tænker, at der måske er en såret del af dig, der er bange for, at han med tiden bliver voldelig igen? Det vil være en helt naturlig frygt, som måske også kan forklare, hvorfor du er på “barrikaderne”.

Jeg kan ikke vurdere om “løbet er kørt”, men jeg tænker, at det er vigtigt, at du kan sige helhjertet ja til ham. Det lyder det ikke til, at du kan lige nu, men spørgsmålet er, om du kan og VIL tilgive ham for det, der er sket, og om du virkelig kan komme videre. Et led i denne proces er også, at du tilgiver dig selv for, at du har ladet din mand være voldelig overfor dig, og at du og I har ladet jeres børn opleve det. Det er en hård erkendelse, og det kan tage tid at fordøje den følelsesmæssigt.

Vær nysgerrig og kærlig overfor dig selv
Du skriver i din mail, at du siger til dig selv, at du skal forandre dig, og at du nu gør det mod ham, som han gjorde mod dig tidligere. For det første, så tænker jeg, at den besked du giver til dig selv, inden du skal sove er “jeg er forkert, jeg skal lave mig selv om”. Både voksne og børn er sådan indrettet, at vi har svært ved at ændre os, hvis vi får at vide, at vi er forkerte. Jeg vil i stedet opfordre dig til at være nysgerrig og spørge dig selv:

  • Hvordan kan det være, at jeg er så kold og negativ?
  • Hvad får jeg ud af det?
  • Hvad har jeg brug for at vide med sikkerhed for, at jeg kan være mild og positiv?

For at komme videre er det vigtigt, at du er kærlig overfor dig selv. Det er tvingende nødvendigt, at du ikke går og banker dig selv oveni hovedet, for du bliver mere og mere frustreret, og det går ud over både dig selv og din familie. Når du først begynder at behandle dig selv kærligt, vil du sikkert opleve, at det bliver nemmere at være kærlig overfor din familie.

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker, som mest er tænkt som lidt inspiration. Jeg vil endnu engang opfordre jer til at få professionel støtte og kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at jeres børn også får mulighed for at få sat ord på, hvordan det er og har været for dem.

Jeg ønsker jer en rigtig god “rejse”.

Bedste hilsner

Gitte www.parentcompany.dk

Stil et spørgsmål til Gitte Krogsgaard Andersen, Familierådgiver, i brevkassen

Se alle Gitte Krogsgaard Andersens brevkasse besvarelser 

Besvaret 06.03.2013