Vaginal fødsel eller kejsersnit?

Hvilken fødselsform skal jeg vælge?

Jeg har problemer med at beslutte, om jeg skal gå gennem en normal fødsel eller vælge kejsersnit – mest fordi jeg er bange for at skulle klippes i for neden, men også fordi jeg generelt er en ret lille person.

På den anden side er jeg bange for at få et kejsersnit.

Håber du har et godt råd?

Hilsen

En spørger

 


Svar

Kejsersnit er en operation med risiko

Kejsersnit er en simpel operation, som foretages meget ofte, og derfor tænker vi ikke altid over, at det faktisk er en operation med risiko for alle de komplikationer, en operation kan give.

Umiddelbart synes jeg ikke, at du bør få foretaget et kejsersnit blot, fordi du er bange for at blive klippet. Det virker ikke som tvingende nødvendigt for dig at få et kejsersnit, og derfor er det for løst et grundlag at vælge en operation på.

Ved et kejsersnit er der større risiko for blødning, infektion, at barnet har lidt svært ved at trække vejret efter fødslen og at mor/barn kontakten bliver forstyrret eller etableret senere, osv. Det er det, du skal tænke over, i stedet for at du får et lille ar nederst på din mave.

Se kejsersnit som et godt alternativ

Kejsersnit er et rigtig godt alternativ, når der ikke synes nogen anden udvej af den ene eller anden grund.

Hvis du stadig er i tvivl, bør du få en samtale med en fødselslæge, der mere præcist kan fortælle dig om fordele og ulemper ved kejsersnit overfor en vaginalfødsel.

Med venlig hilsen

Helle Lindskjold,

Jordemoder

Stil et spørgsmål til Helle Lindskjold, Jordemoder, i brevkassen

Se alle Helle Lindskjolds brevkasse besvarelser

Kommentar: Foretrækker vaginal fødsel
Jeg har selv født ‘almindeligt’ to gange og ved kejsersnit én gang. Og jeg vil så langt foretrække almindeligt! Ja, det gør da ondt at føde, det er jo ingen hemmelighed, men når man først har født, så er smerten stort set væk – også selvom man er blevet klippet og efterfølgende syet!

Et kejsersnit (kan) gøre ondt i rigtig lang tid efter. Jeg har nu syv en halv måned efter stadig en del prikken omkring arret. Og selvom det bliver kønnere, så er der lang vej endnu!

Kommentar: Tænk dig om!
Jeg endte med et kejsersnit efter mange timer med veer, og en dreng som ikke ville samarbejde og komme på plads i mit bækken. Selvom arret sidder under trussekanten, er jeg ikke sikker på, at jeg foretrækker et kejsersnit fremfor en vaginal fødsel. Det er 4-6 uger, hvor du ikke må bære noget, der er tungere end dit barn. Det vil sige selve liften med barnet er for tung at bære.

Jeg kunne ikke komme ud af vores seng selv, da jeg kom hjem fra hospitalet. Her fem uger efter, er det træls, at min mand skal køre mig og drengen, fordi jeg ikke kan bære liften og autostolen selv.

Desuden er det besværligt at handle, fordi alle ting skal løftes enkeltvis. Samtidig har jeg stadig en del ømhed og hævelse i selve operationsfeltet. Det kan tage op til et par måneder, før det forsvinder. Og jeg har endda ikke haft nogle komplikationer ved mit kejsersnit.

Jeg er kommet mig hurtigt og kom hjem allerede 3 døgn efter operationen. Så det er ingen dans på roser at få et kejsersnit. Man bør tænke sig om, inden man bare vælger det som ‘den nemme løsning’ til en fødsel.

Når det er sagt, så var det en befrielse, at en overlæge tog affære og forløste mig efter 12 timer i aktiv fødsel.

Besvaret 10.03.2010