Uregelmæssig menstruation – hvornår har jeg ægløsning?

Hej Helle

Min mand og jeg forsøger at blive gravide. Men jeg har svært ved at beregne min ægløsning, da mine perioder er meget forskellige. De svinger meget, og der kan let gå 35-40 dage imellem.

Håber du kan hjælpe mig!

Hilsen mig


Svar

Kære dig

Lang menstruationscyklus kan skyldes flere ting. Rigtig mange kvinder har en lang menstruationscyklus, uden det betyder, at noget ikke fungerer som det skal.

Brug temperaturmetoden
Du kan med fordel begynde at måle din basaltemperatur. Basaltemperaturen for en kvinde fra menstruationens første dag til ægløsningstidspunktet ligger på ca. 36,4 grader, og fra ægløsningstidspunktet til næste menstruation ligger basaltemperaturen på ca. 37 grader.

Ved at måle morgentemperaturen hver morgen på nogenlunde samme tidspunkt, kan du måske få en fornemmelse af, hvornår du har ægløsning. Din basaltemperatur vil stige få tiendedele grader (fx fra 36,5 grader til 37,1), når ægløsningen indtræder, og temperaturen falder først igen ved næste menstruation.

Du kan også købe ægløsningstests. Hvis din cyklus er mellem 35 og 40 dage, skal du regne med, at du har ægløsning ca. 21 – 26 dage efter din menstruation, så det vil være oplagt at bruge ægløsningstests i denne periode.

Undgå stress og lev sundt
80% bliver gravide inden for et år, når de holder op med at bruge prævention. Du bliver hurtigst gravid, hvis du lever sundt, ikke ryger, ikke er overvægtig og så selvfølgelig ved at have rigtig meget sex i dagene omkring ægløsning. Det er også en fordel hvis ”projekt baby” ikke bliver alt overskyggende. Det vil sige, at du tænker på det uafbrudt og bliver ked af det hver gang din menstruation kommer. Det kan få stresshormonet til at stige.

Hvis det viser sig, at der er noget i din krop, der ikke fungerer optimalt i forhold til at skulle blive gravid, vil det mest oplagte være, at der er en eller anden hormonforstyrrelse. Hormonforstyrrelser og dermed uregelmæssige ægløsninger kan skyldes flere ting, men de hyppigste årsager er:

  • Fedme, da fedme kan få kvinders kønshormoner til at ændre sig til mandlige hormoner.
  • Fysisk og psykisk stress, da stress får kortisolniveauet (stresshormonet) til at stige, og dette påvirker æggestokkenes hormonproduktion.
  • Polycystisk ovarie syndrom (PCOS), som betyder mange æg-blærer i æggestokken. Dette er også en hormonforstyrrelse, som bevirker, at der er uregelmæssig menstruation/manglende ægløsning, forhøjet mandligt kønshormon (testosteron) og polycystiske æggestokke.
  • For højt eller for lavt stofskifte medfører også uregelmæssige menstruationer/ægløsninger.

Det vil sige, hvis I har forsøgt at gøre dig gravid længere end 1 år, synes jeg, at du skal gå til lægen, for at få undersøgt om din krop fungerer optimalt i forhold til, at I ønsker, at du skal blive gravid.

Jeg vil ønske dig og din mand al mulig held og lykke.

De bedste hilsner
Helle

Stil et spørgsmål til Helle Lindskjold, Jordemoder, i brevkassen

Se alle Helle Lindskjolds brevkasse besvarelser

LÆS MERE

Beregn din ægløsning – nemt og hurtigt!

“Er udflåd det samme som ægløsning?”

Vil du også gerne være gravid?

Besvaret 26.02.2012