Undgå hoppegynger og gå-stole

06. juni 2011

Hej Anja

Jeg vil gerne høre din mening om brugen af hoppegynge og gåstol.

Jeg bliver mormor til juli, og har 3 voksne børn, der i sin tid både brugte hoppegynge og gåstol. Min datter bor i USA, og jeg skal derover, når hun skal nedkomme. Jeg vil gerne give hende en hoppegynge, men er nu blevet i tvivl om hoppegynger og gåstole er “sunde” at bruge.

Hvad er din mening omkring brugen af hoppegynge og gåstol?


Svar

Jeg kan godt forstå, at du gerne vil give din datter og barnebarn en god barselsgave, men med den viden og erfaring vi har i dag, vil jeg fraråde brugen af både hoppegynge og gåstol.

Sundhedsstyrelsen fraråder også brugen og de skriver: “Til sunde børn frarådes hoppegynge og gangstole, da de forsinker normal udvikling”. Kilde, Sunde Børn, SST, 2003.

Hoppegynge
Der er to gode grunde til, at jeg ikke anbefaler hoppegynge:

1. Barnets ryg kan ikke tåle den oprette stilling og hop

Små børn, der ikke kravler eller går, har en C-formet ryg, som endnu ikke er formet til at kunne bære sin egen vægt. Større børn, der kan gå, har udviklet en S-formet ryg, der virker som en fjeder og derved mindsker den tunge belastning det er at sidde, stå og gå. Da helt små børn endnu ikke har udviklet disse kurver og heller ikke har muskler til at afstive ryggen, vil hoppegyngen være meget belastende for barnets ryg.

Desuden har undersøgelser vist, at den belastning som ryggen udsættes for når barnet hopper i en hoppegynge er op til 50 gange større end når barnet selv hopper.

2. Støtter ikke barnets motoriske udvikling

Hoppegyngen udvikler ikke de bevægemønstre, som bruges i den normale udvikling. For at lære at stå og gå er det nødvendigt at udvikle kontrol over kropsstamme og ben samt balance, hvilket ikke er tilfældet i en hoppegynge. Desuden er det vigtigt for et barns motoriske udvikling, så ofte som muligt, at ligge på maven. Tid i en hoppegynge mindsker tiden barnet ligger på maven, og træning i maveliggende er nødvendig for at kunne lære at kravle.

I stedet for en hoppegynge vil jeg til helt små børn anbefale et legetæppe med masser af sansestimulerende aktiviteter til den maveliggende baby. Til større børn, der selv kan sidde, vil jeg anbefale en babygynge, som både er med til at styrke rumfornemmelse og balance.

Gåstol
Undersøgelser har vist, at børn der bruger gåstol er 1 måned langsommere om at sidde, kravle og gå end børn der ikke bruger gåstol. Gåstolen tillader barnet at bevæge sig rundt inden det er fysisk parat, og det kan forårsage et unaturligt bevægelsesmønster og forsinket muskelkontrol.

Det er vigtigt for et barn, der skal lære at gå, at det ser hvordan benene bevæger sig og mærke omgivelserne. Børn i gåstol, som har en plastikbakke foran, kan ikke se deres fødder og derved mister de vigtig information, som er nødvendig for deres motoriske udvikling. Derudover vil omgivelserne virke anderledes for et barn, der sidder i en stol – som tager fra når barnet støder ind noget – i forhold til et barn der kravler. Således kan gåstolen også blokere for barnets sanseudvikling og forståelsesramme.

I stedet for en gåstol (til barnet der er begyndt at gå med støtte) vil jeg anbefale en gåvogn, som barnet kan støtte sig til og skubbe frem.

Jeg ønsker dig held og lykke med din jagt på en god barselsgave til din datter.

Med venlig hilsen
Anja Aabech

Baby- og børnekiropraktor

Læs mere om baby – og børnekiropraktor, Anja Aabech
Stil Anja et spørgsmål i brevkassen

Besvaret 06.06.2011