Uenige om opdragelsen

Hej Gitte
Jeg er 26 år og lever med min forlovede gennem 7 år. Vi har en dreng på 3 år og en dreng på 11 måneder. Min mand og jeg er dybt uenige om, hvordan vores to drenge skal opdrages, og det er nærmest umuligt for os at tale om det. 
Jeg oplever at min mand godt kan være meget hård og “kold” mod vores børn. Altså han har aldrig lagt en hånd på dem, og det kunne han heller ikke finde på. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men han trøster dem aldrig, når de græder, og når den store har slået sig, kan han godt virke lidt hånende og sige ‘ej, store drenge græder da ikke’ og ‘er du en tøsedreng?’. Det gør mig ked af det at opleve, hvordan han håndterer børnene og deres følelser, for jeg er meget blødere og går meget op i at tale med børnene om, hvordan dagen har været og hvordan vi har det. 
Nogen gange er jeg så uenig i hans måde at opføre sig over for børnene på at jeg kan græde. Det skal også siges at han generelt er rigtig dårlig til at være der for os derhjemme og være en del af vores lille familie. Han arbejder meget og er som regel kun hjemme i hverdagene mellem 19 og 21. Det virker slet ikke, som om familie livet betyder noget for ham overhovedet. Det skal siges, at vi var helt enige om at få vores drenge, så det er ikke noget, han kan føle sig presset til at have et familieliv.
Håber, du kan give mig et godt råd. Jeg har tit tænkt på, om vi skal gå fra hinanden, men jeg tror det vil være helt vildt hårdt, og vores største søn er ret følsom. Og så er jeg faktisk slet ikke særlig tryk ved tanken om, at vi går fra hinanden og at min mand så skal have børnene alene hveranden uge, for han kender slet ikke børnenes behov. Når han en sjælden gang passer børnene, så får han altid sin mor eller søster til at passe dem. 
Hvad skal jeg/vi gøre? 
Mvh.
en trist og bekymret mor 

Svar

Kære triste og bekymrede mor

 

Tak for dit spørgsmål. Du skriver, at du og din forlovede er meget uenige om, hvordan I opdrager jeres to drenge, og at det nærmest er umuligt for jer at tale om det. Men det er alligevel det, jeg vil råde jer til at gøre. Jeg er ikke sikker på, hvorfor I ikke kan tale om det. Skyldes det mon, at I bliver uvenner, eller har det mon tærret lidt for meget på parforholdet, at I har været en småbørnsfamilie de sidste tre år? Jeg kan ikke vide det, men ud fra det du skriver, lyder det som om, at I ikke er så tætte på hinanden som I måske har været tidligere.

 

Vores børn får de bedste og værste sider frem i os

Når vi får børn, oplever vi pludselig sider ved os selv og vores partner, som vi ikke tidligere har set. Det skyldes, at vores børn kan vække følelser i os, som ingen andre mennesker kan. På godt og ondt. Vi kan føle den største kærlighed og omsorg. Og vi kan føle en hidtil ukendt vrede og frustration. Børn har nærmest en medfødt evne til at prikke til vores ømmeste punkter. Når vi får børn, bliver vi nemlig konfrontereret med følelser og oplevelser, der stammer fra vores egen barndom (men som vi har gemt væk i mange år) – hvad enten vi er bevidste om det eller ej. Det er bl.a. derfor, at langt de fleste forældre oplever, at der pludselig ryger ord ud af deres mund, som de måske har forsvoret de nogensinde selv ville sige. De fleste oplever også, at der er ting ved deres børn eller børnenes opførsel, der vækker stor irritation.

 

Vi har alle “blinde felter”

Hvis man fx. selv var genert som barn eller stadig er det, og ønsker at ens barn er udadvendt, kan man blive irriteret, hvis barnet alligevel er genert. Så kan man måske finde på at sige “Kom nu. Hold nu op med at være genert! Du kan bare gå hen og lege med de andre”. Man gør det egentlig i bedste mening, fordi man har oplevet på egen krop, at det kan være svært at være genert og derfor vil man gerne skåne ens barn for det. Men resultatet vil være det stik modsatte. Nemlig at barnet trækker sig endnu mere. Som forælder kan det være svært at få øje på, fordi det er ens eget “blinde felt”. Der er følelser på spil, som man ikke er bevidst om. Det sammen gælder, hvis man fx. har lært som barn “at store drenge ikke græder”. Derfor er det rigtig godt, hvis ens partner kan fortælle det uden at dømme. I relation til din forlovede handler det derfor om at prøve ikke at dømme ham for at være hård, men i stedet prøve at være nysgerrig på, hvad der sker i ham og dig og jeres børn.

 

Grib ind, hvis det er nødvendigt

Dog vil jeg gerne understrege, at der kan være situationer, hvor det af hensyn til børnene kan være nødvendigt at gribe ind med det samme og sige fra. Du skriver bl.a., at du nogen gange er så uenig med din forlovede i hans tilgang til børnene, at du begynder at græde. Her tænker jeg, at du måske dybest set har brug for at markere din grænse for, hvad du synes er ok. Nogen gange kan det være nødvendigt, at man griber ind og siger stop, når den anden bliver fanget i sin vrede. Selvom jeg generelt mener, at man skal afholde sig fra at kritisere hinanden som forældre, tænker jeg, at det er hensynet til børnene, der kommer i første række, hvis man oplever den anden forælder som krænkende i sin opførsel/ kommunikation overfor børnene. Så må den voksnes sårede følelser komme i anden række.

 

Tal sammen

Du skriver i dit brev, at I har levet sammen i 7 år, men også at du tit har tænkt på om I skulle gå fra hinanden. Hvis ikke man får talt om den slags tanker, så har de det desværre med at vokse samtidig med, at man kommer længere og længere væk fra hinanden. Nu er det jo sparsomt, hvad jeg kender til jer, men ud fra det du skriver, forestiller jeg mig, at det er lang tid siden, at I har kigget hinanden dybt i øjnene og turdet være sårbare overfor hinanden. For at I kan tale sammen om jeres måde at være forældre på og være par på, kræver det, at I tør åbne jer overfor hinanden. Umiddelbart vil jeg råde dig/ jer til at begynde med at fokusere på jeres forhold – og dernæst på jeres forskellige måder at opdrage på. Det vigtigste for jeres families trivsel er, hvordan I to har det sammen.   

Eftersom du lader til at være den umiddelbart mest følsomme, tænker jeg, at det nok bliver dig, der må tage det første skridt. Det kan du gøre på forskellige måder, men det vigtige er, at du tør åbne dig og sige “jeg har gået og tænkt på xxxxx, og jeg oplever xxxxxx. Jeg føler xxxxxx”. Det vigtige her er, at du bliver på din egen banehalvdel. Det vil sige, at du fortæller om, hvordan DU har det uden at begynde at fortælle din forlovede, hvordan (du tror) HAN har det, og hvordan HAN er. 

 

Sæt en kærlig intention

Inden du taler med din forlovede, så overvej hvad din intention er med samtalen. Hvis din intention er at rette på om, og du derfor bare vil fortælle ham, at han er alt for hård, så kan du være sikker på, at han lukker ørerne i. Intentionen kunne fx. også være, at du var nysgerrig. Gad vide, hvorfor han arbejder så meget? (måske er det for at forsørge jer og ikke for at undgå jer)  Gad vide, hvorfor han tænker at store drenge ikke græder? Hvor har han lært det?

Det kan også være, at intentionen er at komme tættere på ham igen eller noget tredje.

Når vi kommer fra et kærligt, ikke-dømmende sted er det nemmere at kommunikere ærligt med andre mennesker og blive hørt.

 

Skift perspektiv

Endelig vil jeg opfordre dig til at skifte perspektiv. Måske har du brug for at skrue tiden tilbage og minde dig selv om, hvorfor du fik børn med lige netop din forlovede. Hvad var det ved ham, du faldt for. Hvad er hans gode sider? Hvornår er han en god far og partner?

 

 

Jeg håber, at I finder tråden igen, og at I vokser sammen som par og familie. Hvis I har brug for yderligere hjælp til at komme i gang med at tale sammen, vil jeg opfordre jer til at undersøge om et PREP-kursus kunne være noget for jer. Det afholdes af Center for Familieudvikling.

 

Bedste hilsner

Gitte

Besvaret 23.08.2016