Din søgning gav:

 

Skilsmissebarn: Hvor svær må skiftedagen være?

Spørgsmål

Kære Gitte

Jeg skriver ind i ønsket om en vurdering om en lettere kompleks, øv og frustrerende problemstilling jeg/vi står i (skriver på egne vegne). Det handler om et barn med to hjem - nemlig min søn på nu fem år. Som sagen er nu, så har jeg ham hver anden uge fra onsdag til mandag, men vejen hertil har været hård, og det er den fortsat. For nu påstår min søns mor, at han ikke vil hjem til mig på skiftedage. Jeg ved ikke, om hun taler sandt. Da han var yngre havde han det omvendt - der ville han ikke hjem til mor.

Hun påstår også, at min søn ikke vil til fodbold, når han er hos hende, men kun hos mig. Derudover påstår hun, at han er ked af det hjemme ved hende, når han hører, at det er mig, som skal hente ham i børnehaven.

Men jeg forstår ikke hendes beskyldninger, for jeg oplever noget helt andet. Når jeg henter ham, løber han tværs over legeområdet i fuldt galop og kaster sig ret markant i mine arme.  Gensynsglæde oplever jeg i den grad! Børnehaven siger, han trives. Fodboldtrænerne siger, han virker glad og motiveret. Jeg oplever, at han er glad og trives. Mine venner og min familie oplever jeg er en god far, og at han trives.

Hvor svære må skiftedage være? Kan han mærke mors modstand? Hvorfor vil han kun spille fodbold med mig? Er det mit eget behov, at han er så mange dage hos mig? Jeg ved det er svært for dig at svare på, men kan man sige noget generelt om skiftedage, og hvad der er godt ift. hvor meget børn må reagere?

Er det normalt at et barn på 5 år udtrykker sig sådan? Jeg vil gerne gøre det mest rigtige for vores dreng, men er top frustreret og ked af det over situationen.

Lidt baggrund for hele problematikken:

For at forstå vores nuværende problematik, kan det være nødvendigt at få lidt information om forhistorien. Som jeg skrev, så har vejen hertil været hård. Den var været præget af en masse drama, og det startede allerede før, min søns mor blev gravid med ham. Vi levede i et turbulent forhold.Jeg var 37 - hun 21. Altså 16 års aldersforskel. Jeg tror, at vi gik fra hinanden syv-otte-gange - det er noget jeg aldrig havde oplevet før. Forholdet bar præg af drama og skænderier, men der var ingen vold, alkohol, utroskab eller lignende.

Hun blev gravid uplanlagt. Beslutningsprocessen om at beholde barnet var også fyldt med drama. Hun “hørte” mig sige, at jeg ikke ville beholde barnet, men det eneste, jeg ville, var, at tale om, hvordan vi skulle håndtere det, hvis vi valgte at beholde barnet.

Hendes svar var ofte, grædende, “du vil ikke have vores barn..” og mig der sagde “Jo, måske. Jeg har bare behov for at drøfte tingene...”

Ligesom hele forholdet bar graviditeten også præg af dårligt kæresteri, ombygning, ingen sex og en hel del drama. Dramaet bestod i skænderier og akutte affektudbrud.

Da vores dreng var 4 måneder, gik vi fra hinanden uden det store drama, men efter kort tid, følte jeg, at hele hendes familie var mod mig, på trods af at jeg gennem hele vores forhold havde et fint og tæt forhold til dem.

Tiden herefter har været fyldt med mange uenighed om, hvor meget jeg måtte få lov til at se ham. Det startede med, at jeg som udgangspunkt kunne komme hver dag og gå en tur med ham. Men moren aflyste ofte med forskellige undskyldninger. Hun holdt mig desuden fra at se min søn i en hel måned.  Det resulterede i, at jeg søgte hjælp i Statsforvaltningen. De efterfølgende år har været en lang rutsjebanetur, og vi har været inde over både statsforvaltningen, Ankestyrelsen, Fogedretten, endda også politiet, da moren ikke ville underskrive, at vores søn fik pas. Retorikken mod mig har periodevis været hård. Jeg er blevet kaldt voldelig, psykisk voldelig, det blev fortalt og skrevet, at vores søn var bange for mig. Jeg skulle have manipuleret, chikaneret og tyranniseret. Min søn tissede i bukserne, når han skulle hjem til mig og gjorde alt for ikke at skulle herhjem til mig. Desuden blev det fremlagt, at han havde ret voldsomme reaktioner efter tid med mig.

På trods af turbulens, ondt i maven og uvenskab er det alle odds til trods, lykkedes os at få genetableret samarbejdet. Faktisk var vi op til sommeren 2018 så tætte igen, at vi spiste sammen en dag hver anden uge med vores søn, og jeg havde ham hver anden weekend. Det gjorde vi i otte måneder. Men da jeg igen nævnte muligheden for optrapning, som Statsforvaltningen oprindeligt havde afgjort, så eskalerede det.  

Jeg skrev og talte med moren først, naturligvis, men valgte så i juni at gøre alvor af det. Jeg søgte gennem Statforvaltningen igen. Igen fik vores dreng lov til at få mere tid med mig, og nu er det sådan, at min søn er hos mig hver anden uge fra onsdag til mandag. Det definerede samvær bliver altid overholdt, men moren skriver og siger igen de mest voldsomme ting. Hun siger, at vores søn er bange for mig, han tør ikke sige mig imod, og at jeg ikke er en god far. Nu har mor igen klaget over afgørelsen. Det vil sige den skal i Ankestyrelsen.

Jeg synes egentlig jeg er en god far. Han får omsorg, kærlighed, kys, kram og en masse aktiviteter, legeaftaler osv. Kan du på nogen måde hjælpe mig?

Hilsner fra en frustreret far med ondt i maven.

Svar

Kære frustrerede far med ondt i maven

Tak for dit spørgsmål om din søns trivsel med en deleordning. Når jeg læser dit brev, hæfter jeg mig ved din omsorgsfuldhed over for din søn, som bl.a. kommer til udtryk ved de spørgsmål, du stiller: hvor svære må skiftedage være? Er det mit eget behov, at han er så mange dage hos mig. Det, at du stiller de spørgsmål, viser at du bestemt har øje for din søns behov. Og som du selv er inde på, er det svært for mig at svare på, for der findes ikke en opskrift, der gælder alle, men jeg vil dele min viden og tanker med dig og håber, at du kan bruge det til noget.

Samarbejdet med mor er meget vigtigt

Mange børn trives fint med deleordninger. Noget af det, der har meget stor betydning for barnets trivsel i en deleordning, er, at forældrene er gode til at samarbejde, og at de bor tæt på hinanden. Det lyder som om, at jeres samarbejde har fungeret godt i en periode, og at det fungerer mindre godt lige nu. Når jeg læser dit brev, får jeg indtryk af, at du gerne vil samarbejde, og at du oplever, at det er din ekskæreste, der gør det svært. Jeg hører kun din version – og er klar over, at hun nok har en anden version. Jeg oplever, at du lyder ganske fornuftig og reflekteret, og nogle gange er det nødvendigt at inddrage Statsforvaltningen, hvis man ikke selv kan komme til enighed. Når det er sagt, vil jeg stadig opfordre dig til fortsat at gøre, hvad du kan for at jeres samarbejde bliver så godt som muligt – af hensyn til din søn. Børn kan sagtens fornemme dårlig stemning mellem forældrene, og din søn kan helt sikkert mærke sin mors eventuelle modstand mod dig. Mit bedste råd til dig i den henseende er, at du prøver at forstå hende fremfor at tillægge hende dårlige motiver. Det kan man nemt komme til i den situation I er i. Så det er virkelig vigtigt at holde tungen lige i munden.

Nogle af de spørgsmål jeg vil invitere dig til at kigge nærmere på er:

  • Hvad var det der gjorde, at det fungerede godt for et lille års tid siden?

  • Hvilke følelser, tanker og handlinger lægger du mærke til hos dig og hende, når du kigger tilbage?

  • Hvad kan du/ I konkret gøre for at genskabe det gode samarbejde/ den gode relation.

  • Hvilke følelser tror du, der ligger bag din ekskærestes modstand? Jeg tænker, om hun mon er bange for at miste den nære forbindelse til sin søn? Til dig? Hvordan kan du i givet fald håndtere det? Hvad har hun brug for at vide fra dig?

Måske er det ikke nok, at du arbejder med dine følelser, dine tanker og handlinger. Måske er det nødvendigt, at I sætter jer ned sammen med en terapeut eller konfliktrådgiver og taler tingene igennem. Det kan være nemmere, når der er en tredje part til stede – og om ikke andet, så vil du og I vide, at I har gjort, hvad I kunne for at få samarbejdet til at fungere.

Skift er svære

Jeg tænker, at det er naturligt at skiftedage er svære. Og man kan hjælpe barnet på forskellig vis. Fx. er det vigtigt, at de voksne tager ansvar for deres egne følelser. Hvis forældrene synes at skiftedage er svære, vil det sive ned til barnet, som så også vil opleve det som svært. Det kan være godt at sætte ord på det fx. ”Jeg bliver lidt ked af det nu, fordi jeg elsker at være sammen med dig. Jeg bliver glad igen om lidt, og jeg glæder mig til at se dig igen. Jeg er sikker på, at du får det godt hjemme hos far/ mor, og jeg får det også godt.” Det kan også være, at forældrene synes det er nemt nok, men at følelsen, af at det er svært, opstår i barnet. Her er det stadig en god ide at sætte ord på det ”Jeg kan se, at det er svært for dig at sige farvel, det er okay, sådan er det nogle gange.” Så må man prøve sig frem i forhold til, hvad der gør skiftet nemmest, det kan være, at man kan skabe nogle gode rutiner, der gør barnet trygt.

Hvis barnet har det meget svært med skiftet, er det klart, at man må overveje, om det er for belastende og for hvis skyld, man har en deleordning. Men ud fra det, du skriver i dit brev, tænker jeg ikke, at det er der, I er. Det lader det til, at din søn trives og har det godt. Du skriver selv, at han bliver glad, når han ser dig. Han har brug for sin far, ligesom han har brug for sin mor. Det er meget vigtigt, at han har tid med jer begge og oplever sin tilknytning til jer begge. Nogle gange handler det også om, at vi som forældre får så dårlig samvittighed over, at vores børn skal have det svært, fordi vi fx. ikke kan bo sammen, og så vil vi gerne få alt det, der er svært til at forsvinde. Skiftet fra det ene hjem til det andet bliver sværere, hvis der er stor forskel på, hvad man må i de to hjem, og hvis barnet oplever, at det ikke kan få adgang til den anden forælder i en periode. Det kan være, at din søn oplever noget, som han har lyst til at dele med sin mor, så vil det være fint, hvis han kan ringe til hende og fortælle hende om det. Ligesom det fx. kunne være en ide, at det er dig, der følger ham til fodbold, hvad enten det er din dag eller ej. Men for at man kan have den fleksibilitet, er man nødt til at kunne samarbejde.

Jeg håber, at du kan bruge min tanker til noget – og at din mavepine forsvinder. Jeg ønsker jer alle tre alt det bedste.

Mange hilsner

Gitte


Del med andre

Facebook Twitter Twitter


Mødregrupper
Debat
Blog
Køb/salg

10 seneste indlæg i mødregrupperne

Dato:Emne:Mødregruppe:
11/7Vil gerne ammeFebruar 2020
25/6svarMaj 2018
16/6Ferie i lande udenfor FN ville I turde det?September 2007
16/6Så er det den vi tager til!Januar 2016
15/6Kender ikke de andre, menJanuar 2016
8/6Odense eller Aalborg zoo?Januar 2016
27/5Børne-fødselsdagDecember 2009
27/4Walk in closetNovember 2004
15/4Re: Flyttetips & - tricks ønskesJuli 2004
9/4Intet problem hos osJuli 2008
Se seneste 100 mødregruppe-indlæg

10 seneste køb/salg annoncer

Dato:Titel:Pris:
4/12autostol 500 kr.
23/7Leander-seng3.500 kr.
23/7Silvercross barnevogn4.000 kr.
17/7Barnevognspuder199 kr.
13/4Salg af nye Kennedy Sko til lagerpriser 175 kr.
2/8LÆKKER BODYPILLOW PÅ UDSALG!!399 kr.
2/6drenge cykel 250 kr.
2/6trammeseng 100 kr.
24/5Hjemmelavet personlige bamser250 kr.
4/5Sød vugge i træ100 kr.
Gå til Køb&Salg

Seneste fra brevkassen

Foto: iStock.com
Min 9-årige datter er morsyg
Sundhedsplejerske Jeg har en datter på 9 år, som er morsyg og har været det en del tid. ...
Foto: iStock.com
Min datter leger med sin egen afføring
Sundhedsplejerske HejJeg er far til en datter på 2 år, som har fundet ud af, at hun kan ...
Foto: iStock.com
Leger jeg for vildt med min lille datter?
Sundhedsplejerske Jeg har en SKØN datter, der er 4,5 måned. Hun trives, vejer 8 kg og er...

Seneste spørgsmål i ekspertdebatterne

  • Kan man skade barnet ved sammenbøjning
  • Panisk behov for hjælp med søskende-konflikt!
  • Ferie
  • Hvordan forbereder jeg mig bedst til fødslen?
  • Jeg glæder mig til jeres spørgsmål!

Annonce