Sammenbragt familie: Sådan takler I bonusbørnenes vrede

10. januar 2014

Hej Charlotte

Jeg har brug for hjælp til, hvordan jeg skal forholde mig til min kærestes børn og eks-kone. Først lidt om os:

Vores historie
Min kæreste har været gift i cirka 20 år med en kvinde, som han har to børn med: en på 14 og en på 16. Min kæreste og jeg har kendt hinanden længe – cirka 15 år – og det var nok kærlighed ved første blik for os begge.

Min kæreste var dengang sammen med sin kone; så blev de skilt og så fandt de sammen igen. Men for otte måneder siden blev de skilt igen. De var ifølge ham alt for forskellige, men har kæmpet i mange år, fordi det var det rigtige og også for børnenes skyld.
Jeg har været i forskellige forhold i mellemtiden, men i virkeligheden har vi nok elsket hinanden og bare forsøgt at kæmpe imod det, fordi der jo ikke var muligt, da han var gift.

Da han blev skilt fandt vi meget hurtigt sammen. Og intet har nogensinde føltes mere rigtigt. Vi elsker hinanden, er hinandens soulmates, har et fantastisk sexliv. Så langt så godt.

Vrede og dårligt samarbejde
Men… hans ekskone er meget vred. Deres samarbejde fungerer slet ikke. Der er kommet mange ting frem fra deres fortid, som hun bruger til at ødelægge hans forhold til børnene. Fx har han flere gange været hende utro igennem tiden. Det har hun altid vidst, men ikke reageret på. Det gør hun nu. Blandt andet ved at fortælle til børnene, hvor mange deres far har været sammen med, om et misbrug han har haft osv. Alt sammen ting som jeg ikke mener, hun bør involvere sine børn i.

Skader forholdet til far
Den 13-årige står nu i en kæmpe loyalitetskonflikt. Hans mor fortæller, at hans far er en idiot. Og hvis der er nogen gløder i ham til ikke at kunne med sin far, så puster hun til dem for at skade hans forhold til børnene. Han vil gerne forsøge at løse problemerne sammen med hende og deltog blandt andet til et møde med hende. Det skulle handle om deres yngste barns forhold, men endte med bare at være hetz på ham.

LÆS OGSÅ: “Skilsmisse – sådan fortæller I det til børnene”

Min skyld
I børnenes øjne er jeg den helt store synder, da jeg er fars nye kæreste. Og havde det ikke været for mig, så havde deres forældre været sammen endnu. Det mener de, selvom deres far har fortalt, at det under alle omstændigheder ville være sluttet mellem ham og deres mor.

To verdener
Så situationen nu er, at vi har to forskellige verdener. Når vi er alene eller sammen med min side af vores forhold, så er vi helt almindelige kærester. Han har et virkelig godt forhold til mine børn. Jeg har også mødt hans familie og kan rigtig godt med dem.

Men hver anden uge når han har sine børn, er vi ikke sammen. Jeg ser jævnligt hans børn på gaden, men vi hilser ikke på hinanden og er endnu ikke præsenteret for hinanden, da de ikke vil mødes med mig. Men de ved udemærket godt, hvem jeg er, så det er meget akavet. Der er ikke udsigter til, at den del kan blive bedre, og jeg tænker, at jo længere tid, der går, hvor vi sådan lever parallelt uden at vide af hinanden – og med megen uvilje fra deres side – des sværere bliver det at få det vendt til noget positivt nogensinde.

Vil ikke opgive
Så hvad gør vi nu? Hvordan kan vi vende situationen? Vi sidder begge to med en følelse af opgivenhed omkring den relation: mig og hans børn.

LÆS OGSÅ: TEMA: Kernefamilien er i fare

Men vores kærlighed tvivler vi ikke på. Alligevel har vi begge strejfet tanken, at det ville være lettere bare at droppe det, os, fordi det er for umuligt. Men det vil vi ikke! Vi elsker hinanden og har levet med den umulige kærlighed længe. Og nu er den mulig, og så vil vi også kæmpe for det. Men det holder godt nok hårdt. Skal vi bare affinde os med at vores kærlighed er en verden, der er adskilt fra hans børn, og dermed sådan aldrig rigtig vil være ‘virkelig’?

Med kærlig hilsen Den afmagtsfulde

 


Svar

 

Kære Den afmagtsfulde

Mange tak for dit brev.

Jeg mærker tydeligt dilemmaet omkring din og din kærestes nye parforhold og relationen med din kærestes ekskone og deres to fælles børn.
Som jeg ser det, er der heldigvis flere ting, du og din kæreste kan gøre:

1) Hold jer ude af kampen med ekskonen
Det værste din kæreste kan gøre på nuværende tidspunkt er, at gå ind i kampen med sin ekskone og begynde at forsvare sig – utroskab eller ej – overfor hende og/eller børnene.

LÆS OGSÅ: Skilsmisse- undgå, at børnene bliver taberne

Hvor ’fristende’ det end er at ville forklare sin side af sagen, så er det vigtigt at holde sig for øje, at det eneste, der kommer ud af det, er to ulykkelige og splittede børn i midten af de voksnes kamp om retfærdighed og hævn. Og det er simpelthen ikke i orden, at uskyldige børn skal betale prisen for de voksnes egoistiske opførsel.

Der må for alt i verden være mindst ÉN af de voksne (læs: forældrene), som opfører sig ansvarligt og holder voksenproblemerne dér, hvor de hører hjemme – nemlig hos de voksne. Og hvordan gør I så det, tænker du måske?

1. Minimér kontakten med ekskonen

Først og fremmester din kæreste nødt til at acceptere det faktum, at han lige nu har at gøre med en eks, som ikke vil samarbejde om deres to fælles børn.Tværtimod ønsker hun at hævne sig og ødelægge børnenes forhold til deres far. Din kæreste skal derfor minimere kontakten til hende så meget, han kan. 

2. Fokusér på relationen til børnene

’Heldigvis’ fristes jeg til at sige, behøver din kæreste ikke – med børn på 14 og 16 år – at have en tæt kontakt med moren. Han kan sagtens have en relation til sine børn uden at have kontakt med moren. Han kan lave aftalerne direkte med børnene om hvor, hvornår og hvordan de skal være sammen. Og det er dér, han skal bruge sit krudt.

3. Vær ærlige overfor børnene

Jeg synes faktisk godt, din kæreste kan tage en snak med børnene om de beskyldninger deres mor har imod ham.

Ikke fordi han skal ’stå til regnskab’ overfor dem eller forklare sig i detaljer. For det skal han absolut ikke. Men mere for at vise sit ansvar og respektfuldt imødekomme deres følelser.

Han kunne eksempelvis sige noget i retning af ”ja, jeg var mor utro – og ja, det var forkert af mig – jeg tager 100% ansvar for det, jeg har gjort – jeg kan godt forstå, at mor er vred på mig – men det er et problem mellem mor og mig – og jeg håber, at I vil fokusere på, at både mor og jeg elsker jer og er her for jer, lige meget hvad der er sket mellem hende og mig”… Mere behøver han ikke ’fortælle’.

Husk på, at det er store børn, han har med at gøre. De ved godt, hvad der foregår, og hvad utroskab er. Så kan han ligeså godt møde dem dér, hvor de er.

4. Undlad at tale grimt om børnenes mor

Det er vigtigt, at din kæreste aldrig nogensinde falder i fælden at sige noget grimt eller dårligt om sin ekskone til børnene, selvom hun gør det om ham. Det er børnenes eneste mor – og de har ikke brug for at skulle tage stilling til, om hun er ’rigtig’ eller ’forkert’, selvom hun ganske givet også har en andel i skilsmissen.

5. Hold fast i, at børnene har brug for deres far

Din kæreste skal – uanset trusler, beskyldninger eller det, der er værre – holde fast i sin kærlighed til sine børn. Han skal vise dem, at han elsker dem. At han vil dem. Og at han er der for dem. Også selvom de reagerer på deres mors påvirkninger.

For lige meget hvad, så har børnene brug for deres far – om han har gjort mor ondt eller ej – så har de kun én far, og det er ham, de elsker.

2) Gå stille frem med jeres parforhold

Når det kommer til dit og din kærestes nye parforhold, så kan jeg godt forstå jeres frustration over ikke at blive ’accepteret’ eller ’anerkendt’ som par. Og faktisk synes jeg heller ikke, at I skal lade jer ’styre’ af din kærestes børn, hvad angår om I skal være sammen eller ej.

Det er en voksen beslutning, hvem vi som voksne ønsker at leve vores liv med. Og det vil være for stort et ansvar at lægge over på børnene, hvis I lader dem bestemme, om du er inde eller ude.

Når det så er sagt, så er det tydeligt, at din kærestes børn lige nu har det rigtig svært med, at deres mor og far ikke længere er sammen. Og det er svært for dem at håndtere, at deres mor påvirker dem til at vurdere, om deres far er ’rigtig’ eller ’forkert’.

Jeg tænker derfor, at din kæreste skal fortsætte med at bruge tiden sammen med børnene alene lidt endnu. Men at han om noget tid stille og roligt begynder at forberede dem på, at han altså har taget en voksen beslutning om at være sammen med dig. At han elsker dig. Og at han meget gerne vil have, at hans børn skal møde dig og lære dig at kende i nærmeste fremtid.

Det skal ikke lægges ud som om, de – altså børnene – har et valg om, hvorvidt du og din kæreste skal være sammen. Men de skal have lov til at vænne sig til tanken og sunde sig lidt på idéen om, at du bliver en del af deres liv fremover.

3) Du kan påtage dig en vigtig rolle

Jeg tænker, at du også kan påtage dig en aktiv rolle i at lede din relation til din kærestes børn på rette vej.

LÆS OGSÅ: Bonusmor: Hvor meget må jeg blande mig?

Du skriver i dit brev, at du ofte ser din kærestes børn på gaden, men at I ikke hilser på hinanden – selvom de godt ved, hvem du er. Jeg synes, du skal vise dig som den voksne her og begynde at hilse pænt på dem – sige ”hej” bare. Også selvom de ikke hilser tilbage eller ikke vil vide af dig.

Husk på, at børnene ikke kender dig endnu. Så de kan ikke vide, om de kan lide dig eller ej. Det, de ikke kan lide, er idéen om dig. Så ’mand’ dig op og vis dem, at du faktisk byder dem velkommen i dit liv ved at hilse pænt på dem. Derudover har du muligheden for at vise børnene, at du forstår deres følelser ved at støtte din kæreste i hans relation med børnene.

Jeg håber, I kan bruge nogle af mine tanker og råd til at lægge en plan for, hvordan I sammen med dine og din kærestes børn kan få en dejlig sammenbragt familie.

Jeg ønsker jer alt det bedste.
Kærlig hilsen 

Charlotte Berg, skilmisse coach

Stil et spørgsmål til Skilsmisse-coach, Charlotte Berg, i brevkassen

Se alle Charlotte Bergs brevkassebesvarelser

Besvaret 08.01.2014