Øjenkontakt: Hvorfor vil min baby ikke se på mig?

Spørgsmål

Hej Jane

Jeg skriver angående min datter på 3,5 måned. Jeg er bekymret for hendes øjenkontakt, da hun som oftest helst vil kigge på alt andet. Sådan har det været lige fra starten. Men hvor meget eller lidt øjenkontakt er normalt i den alder? 

Vi kan godt få øjenkontakt med hende, når hun ligger på puslebordet, eller når hun ligger i sin barnevogn, og man skal putte hende, eller tage hende op fra lur. Men selv når vi har øjenkontakt på puslebordet, synes jeg, at jeg skal kæmpe for den. Jeg skal sige en masse sjove, nye lyde for at fange hendes interesse. Når jeg står og snakker med hende, synes jeg også, hun virker meget interesseret i at kigge på min mund frem for mine øjne. Derudover undrer det mig meget, at jeg kun kan få øjenkontakt med hende, når hun ligger ned. Hvis man sidder med hende foran sig på knæene, eller hun andre steder er oprejst, så er hun ikke til at få øjenkontakt med. Hun kigger på alt andet. Man kan være heldig, at hun lige kigger et kort sekundet på en, men så kigger hun hurtigt væk igen. Hvis jeg siger en sjov lyd, kan hun godt smile af det, dog uden at hun kigger på mig. 

Jeg er ikke i tvivl om, at hendes syn er normalt, da jeg jo godt kan få øjenkontakt med hende, hun følger fint legetøj med øjnene, og kigger efter en, når man går.  Oftest når jeg snakker med hende, er hun meget interesseret i at kigge på mønstrene på min bluse. Jeg kommer bare hele tiden til at tænke på, om hun mon er “normal”, eller om det kan være tegn på autisme? Udover øjenkontakten har jeg bemærket, at hun er meget følsom over for høje lyde. Hun bliver fx meget forskrækket og spjætter, hvis en af vores hunde gør og begynder ofte at græde over det.

Hilsen en bekymret mor 


Svar

Kære bekymrede mor

Det er godt, at du skriver herind. Det må ikke være sjovt at gå rundt med bekymring for, om dit barn er normalt eller fejler noget alvorligt, som for eksempel autisme. Børn udvikler sig forskelligt, og det normale har stor variation. For at besvare dit spørgsmål vil jeg kort beskrive den normale udvikling for barnets syn og øjenkontakt.

Barnets normale syn

Barnet fødes med en masse sanser, hvoraf synet er det ene. Fra fødslen kan barnet bedst se i en afstand på 20 – 30 cm svarende til ammeafstand. I starten er barnets syn sløret. Barnet vil især være opmærksom på ansigter med øjne, næse og mund. Barnet vil også reagere på klare farver som gul og rød, meget gerne i kontraster, som for eksempel sort og hvid eller sort og gul. Lysreflekser fra for eksempel et vindue vil også fange barnets opmærksomhed.

I løbet af kort tid lærer barnet at fokusere og holde øjenkontakt. Ofte ser man, at barnet bliver skeløjet, indtil det har lært at fokusere ordentligt på en ting eller et ansigt. I starten kan barnet kun holde øjenkontakt kortvarigt. Efter nogle uger vil barnet kunne holde en mere intens øjenkontakt. Barnet vil kigge væk eller lukke øjnene, når kontakten bliver for meget, og barnet har brug for en pause. 

Når barnet er 1 – 2 måneder gammelt kan det følge forældrene med øjnene, når forældrene bevæger sig. Forældrenes ansigt er spædbarnets bedste legetøj. Barnet vil begynde at smile til de mennesker, som det ser hver dag. Når barnet er omkring 2 måneder, har barnet typisk fået øje på sine hænder og er optaget af dem. Barnet vil også prøve at koordinere det, øjnene ser på, med armenes bevægelser. Det vil nu kunne følge bevægelser med blikket og fastholde øjenkontakt.

Når barnet er omkring 4 måneder vil det begynde at gribe efter det, øjet ser, og det kan bevæge øjnene uden at flytte hovedet. Barnet er interesseret i genstande og følger dem 180 grader. Barnet er nu sikker i kontakten. Barnet kan genkende sine forældre og skelne mellem dem og fremmede. Når barnet er omkring 6 måneder er øjenbevægelserne godt udviklet, og det er ikke mere normalt, at det skeler. Når barnet når skolealderen, er synet ved at være helt færdigudviklet.

Følg barnets initiativ

Børn er ikke ens og har forskellige temperament. Nogle er hurtige i deres udvikling og vil gerne have meget kontakt, mens andre har brug for mere ro. Du skriver, at du sagtens kan få øjenkontakt med din datter, og at du er helt sikker på, at hun kan se. Det er vigtig information.

Øjenkontakt er vigtigt for din datters udvikling, men at være sammen med dig er vigtigere – hun udvikler sig i samspillet med dig. Så i stedet for at blive bekymret og dermed måske blive ved med at kæmpe for at få øjenkontakt, når I er sammen, vil jeg råde dig til at være mere nysgerrig på, hvad det er, din datter er optaget af. Hvis hun kigger på bamsen, som hænger i loftet, kan du følge hendes initiativ ved at kigge på din datter og derefter op på bamsen og for eksempel sige: ”Du kigger på bamsen – den er også flot – den er gul – den ser sød ud – vi kan tage den ned og lege med den”.  På den måde kommer din datter til at føle, at det som hun er opmærksom på, er vigtigt. Prøv at tage mere udgangspunkt i, hvad din datter er opmærksom på og følg hendes initiativ. Skab fælles fokus på det, som din datter kigger på, i stedet for selv hele tiden at iscenesætte sjove ting for at fange hendes opmærksomhed.

Selvfølgelig er det vigtigt, at I har øjenkontakt. Det er her, din datter begynder at smile til dig og pludre. Puslesituationen er ofte en hyggetid, og her kan det være en god ide at fjerne uroer og andet, som kan tage din datters opmærksomhed fra dig. Dermed undgår du, at skulle konkurrere med diverse søde figurer. Det er rigtig godt, at du nemmere kan få øjenkontakt med hende, når hun ligger ned, end når hun sidder oprejst. Når hun er oprejst, skal hun sikkert følge med i alt det, som hun kan se. Prøv at følge hendes initiativ og sæt ord på det, som hun kigger på.

Du skriver, at hun er følsom over for lyd. Måske er hun en pige, som tager alle indtryk ind uden at sortere i, hvad der er vigtigt for hende. Hvis hun er det, kan det være en forsvarsmekanisme, at hun lukker af for øjenkontakt ved for eksempel at kigge på din mund i stedet for dine øjne. Udover at skærme hende for alt for mange sanseindtryk, kan du hjælpe hende ved at sætte ord på hendes følelser og fortælle hende, hvad der sker. For eksempel kan du sige: ”Der blev du godt nok forskrækket og ked af det, men det var bare hunden, der gøede. fordi pakkeposten kom.”

Jeg synes ikke, at du skal gå rundt med en bekymring for, om din datter har en diagnose. Jeg vil anbefale dig at kontakte din sundhedsplejerske. Din sundhedsplejersker kan vurdere din datters udvikling og kontakt samt se samspillet mellem dig og din datter. Jeg er sikker på, at hun kan give dig en masse gode råd og hjælpe dig med, hvad du kan gøre for at støtte din datter bedst muligt i hendes udvikling. Jeg synes også, at du skal involvere din læge i din bekymring for din datters udvikling, så du kan få en lægefaglig vurdering af din datter.

Jeg håber, at jeg har hjulpet dig lidt på vej.

De bedste hilsner 

Jane Lyngs, Sundhedsplejerske

Besvaret 11. marts 2020