Mine børn vil ikke se deres far

28. november 2012

Kære Charlotte

Jeg har skrevet denne her historie og fortalt den et utal af gange, og jeg har ikke så mange flere kræfter til at gentage den i lange vendinger. Så her kommer en lidt forkortet udgave:

“Sleeping with the Enemy”
I 2007 solgte vi vores hus i DK og flyttede til Spanien. Dette var et ønske fra hele familiens side, men det var min eksmands højeste ønske at flytte hertil. Børnene var på det tidspunkt 4 og 7. De blev sat i spansk skole, og vores liv (især mit) handlede i den grad om at få hverdagen til at køre for dem.

I løbet af det første år her i Spanien udviste min eksmand flere og flere sider af sig selv, som jeg ikke kunne leve med. Han nedgjorde børnene, kørte på dem psykisk, og hvis han havde været alene med dem (om det så var 5 min. eller en time), kunne jeg være helt sikker på, at han kom op at skændes med dem.

Overfor mig var han grænseoverskridende, både psykisk og seksuelt. Han var kontrollerende, osv. Hvis du har set “Sleeping with the Enemy”, har du et billede af hans måde at være på, bare uden den voldelige del.

Jeg havde 4 tallerkner tilbage
Efter jeg havde besluttet mig for skilsmisse, opsøgte jeg rådgivning hos en psykolog, som hjalp mig med at få rustet mig bedst muligt sammen til konflikten. Skilsmisse kom, for mig og børnene, aldrig til at handle om at skulle forholde sig til, at mor og far ikke længere skulle bo sammen. Det startede ellers sådan, idet min eksmand lagde ud med, at han ville have dem lige så meget så mig. Og det var jeg rædselsslagen over. For det var jo lige netop børnene, han ikke magtede. Der gik da også kun en uge, så blev der ret hurtigt lavet om på det.

Det skal siges, at den dag, jeg sagde, at jeg ville skilles, rejste han hjem til Danmark med beskeden om, at han ikke vidste, hvornår han kom tilbage. Efter en måned i uvished kom han tilbage og tog det i huset, som han syntes var hans – sjovt nok alt det, der havde værdi. Således rejste han med 54 Royal Copenhagen tallerkner. Kun for at fortælle mig, hvad der var vigtig for ham. Ungerne og jeg havde 4 tallerkner tilbage af et andet ukendt mærke.

Jeg måtte selv fortælle børnene, at deres far var rejst, og at han nu skulle bo i Danmark. Den besked ville han ikke være med til at give dem, selvom jeg gentagne gange prøvede at få ham herned.

Ad omveje fandt jeg selv ud af, at han havde fået bolig og job. Han fortalte mig det aldrig direkte.

Børnene vil kun se ham, hvis jeg er med
Den første jul, som kom ret hurtigt efter skilsmissen, havde han dem i en uge. Det var to helt forandrede børn, jeg fik tilbage. Stille, angst og kede af det. Senere kom det frem, at han havde strammet hænderne om min datters hals, fordi hun ikke ville tage sin medicin (lungebetændelse).

Tiden gik, og han kom ikke for at besøge børnene. Et halvt år efter julen skulle vi til Danmark på ferie. Børnene ville gerne se deres far, så det arrangerede jeg. Men min søn fortrød i sidste minut, og det blev altså kun min datter, der ville se ham – men kun hvis jeg gik med. Således blev det så, bortset fra at min eks dukkede op med hele sin familie.

Et halvt år efter er det jul igen, og vi skal igen til Danmark, hvor børnene gerne ville se ham igen. Det blev til en tur på café, og igen ville de kun være sammen med ham, hvis jeg gik med. Som sagt, så gjort, og efter 20 minutter ville min søn ikke være der mere. Så vi gik.

Min søn lider nu af PTSD
Foråret 2010 kom han endelig herned, men det endte i kaos, fordi han ville have børnene alene – mod deres vilje. Det ender med, at vi står og flår i min datter, som han ikke vil aflevere. Hun er angst, og hun græder og rækker ud efter mig, men min eksmand vender sig bort, så hun ikke kan nå mig. Han forfølger os i bil, og det er kaos.

Efterfølgende er børnene meget kede af det, de vil ikke i skole, og især min søn er angst. Siden har de ikke set ham. De vil ikke, og han har ikke været her.

Siden maj har han ikke svaret på de mails, jeg har skrevet til ham. Nu er vi oppe på 13 ubesvarede e-mails. Min ældste søn på 12 går jævnligt til psykolog. Han lider af PTSD (posttraumatisk stresslidelse) og er til tider meget dårlig. Angst, ked, paranoia, osv.

De var et stykke affald, han bare smed ud
Min eksmand forlod mig med to knuste børn, et billån og lån på huset. Vi aftalte aldrig, at jeg skulle blive tilbage i huset i Spanien, han var bare den, der nåede først ud af det. Siden hen er huset blevet overtaget af banken, og jeg betaler fortsat af på vores fælles billån.

I mellemtiden har han købt nyt hus i Danmark med sin nye kæreste. Nu er han far for hendes to børn. Han har flere gange skrevet til mine børn, hvor hyggeligt de har det sammen, når de bager, og når de for eksempel forbereder en af børnenes fødselsdage.

Han er holdt op med at sende gaver til mine børn. Det vil sige, nogle gange kommer der en gave til min søn, men min datter har ikke fået de sidste to år.

Jeg kunne blive ved og ved, for der er mange historier, men jeg tror, at ovenstående er nok til, at du kan danne dig et billede af min situation. Som sagt kom det aldrig til at handle om skilsmisse, men om hvordan man som barn forholder sig til, at man kun var et stykke affald, der nu er smidt ud.

Tak, fordi du lyttede!


Svar

Mange tak for dit brev, hvori du gør rede for en vanskelig situation med din eksmand omkring jeres to børn. Jeg fik helt ondt i hjertet, da jeg læste din historie og kan godt forstå, hvis du er udmattet og fortvivlet.

Det lyder for mig som om, at du er helt bevidst om, at dine børn har behov for både deres mor og far i deres liv, og at du er villig til at finde en løsning på det med din eksmand. Du prøver endda ihærdigt at få din eksmand i tale, netop fordi dine børn giver udtryk for deres savn af far. Det synes jeg er prisværdigt.

Du har tre muligheder
Når jeg læser dit brev, er der 3 muligheder, som jeg kunne forestille mig, at du kunne tage stilling til. Du kan vælge at gøre brug af dem alle 3, eller du kan holde dig til den, som passer bedst dér, hvor du er nu.

1. Prøv én gang til at få din eksmand i fornuftig tale

Jeg vil foreslå, at du – selvom du allerede har prøvet rigtig mange gange – gør et sidste forsøg på at få din eksmand i fornuftig tale. Men at du griber det an på en anderledes måde, end han forventer. Jeg forestiller mig, at der må være en meget svær dialog mellem jer, ud fra det du skriver, og at han derfor er et sted, hvor han har paraderne oppe overfor alt, der har med dig at gøre.

Inden du kontakter ham igen, kan du prøve at analysere din egen adfærd overfor ham:

  • Hvordan har du det, når du kommunikerer med ham?
  • Hvilke tanker/følelser gør du dig om ham?
  • Hvordan er de tanker/følelser styrende for din måde at være på overfor ham? 
  • Hvilke ord eller vendinger bruger du selv, som kan virke angribende, anklagende eller måske opildnende til konflikt? 

Bebrejdelser, hentydninger og gamle historier er oplagte områder, hvor der kan opstå forsvar hos den, man er i konflikt med. En lille omstilling i ord og vendinger, et roligt toneleje eller en dyb vejrtrækning inden budskabet kommer ud, kan gøre underværker i en kommunikation. Og hvis du i selve kommunikationen med ham kan trække en streg i sandet, som om ingenting var sket og overhøre alle angreb eller bebrejdelser fra hans side og hele tiden holde fokus på børnenes relation til far, kan du prøve at komme udenom hans parader.

Prøv at visualisere et par gange, inden du kontakter ham, at du henvender dig til ham med totalt åbne arme. Uden fordomme. Uden meninger. Uden følelser. Og spørger ham ”hvordan kan jeg hjælpe dig til at blive en større del af vores børns liv?” eller ”hvad kan jeg gøre for, at vi to kan få et bedre samarbejde om vores børn?”. Selvom han angriber eller bebrejder dig, vender du stille og roligt tilbage til, hvad du kan gøre for ham.

Når du visualiserer, forbereder du din krop på en svær situation (konfrontation), og den vil derfor kunne slappe bedre af, når du skal foretage den reelle handling (mailen/opringningen/etc.).

2. Beskyt dine børn

Når det så er sagt, så bekymrer det mig meget, at du antyder en adfærd fra din eksmands side – både overfor dine børn, men også overfor dig, hvor han overskrider jeres grænser både fysisk og psykisk. For i det tilfælde tager historien, efter min mening, en helt anden drejning, hvor du må gøre op, om dine børn er decideret i fare sammen med deres far. Det har jeg svært ved at vurdere ud fra det, du skriver, da det er en hård ’diagnose’ at stille, når jeg kun har din version af historien. Men hvis du vurderer en fare, så vil jeg opfordre dig til at tage dine forholdsregler mht. forældremyndighed og eventuelt overvåget samvær, hvis der fremadrettet bliver et samvær. For dér har du en pligt og et ansvar til at beskytte dine børn, som det vigtigste af alt.

Men lige meget hvordan det går, så husk på, at dine børns far altid vil være dine børns far. Og de vil elske ham stort set ligemeget, hvordan han opfører sig, eller hvilket samvær de end har med ham. Du skriver, at din eksmand behandler jeres børn, som var de ’affald’. Jeg tror i bund og grund ikke på, at han ikke elsker sine børn og er ligeglad med dem. Det er dig, han har et problem med. Det er dig, han er vred på. Eller oprørt over.

Jeg synes, du skal påtage dig den vigtige opgave, det nu engang er, at dine børn ikke får den opfattelse fra dig, at deres far behandler dem som affald. Hvis du mener, han gør det, så er det dét, de mærker. Det er bedre at fortælle dem, at det er dig, han er vred på.

3. Giv slip

Hvis du føler på nuværende tidspunkt – eller du efter endnu et forsøg på dialog – er overbevist om, at du har udtømt alle muligheder for respons og samarbejde med din eksmand overhovedet, så vil jeg råde dig til at give slip på at forsøge yderligere. Hvis han vitterligt har valgt ikke at være en del af dine børns liv, af den ene eller anden grund, kan du ikke tvinge ham. Og du risikerer endda at skubbe ham længere og længere væk ved at blive ved med at kontakte ham.

Når du opgiver ’forfølgelsen’, sender du ansvaret for hans handlinger tilbage til ham, og så kan man kun håbe på, at han selv tager fat i det på et tidspunkt.

I mellemtiden er der ingen, der kan tage fra dig at være den bedste mor i hele verden for dine to børn. Sæt de rammer, de har brug for hjemme hos dig. Giv dem de værdier, som du tror på. Lad dig ikke længere påvirke af, at din eksmand ikke tager del i deres liv. Det er hans valg og hans tab. Det er selvfølgelig også dine børns, men de har jo dig. Så tro på dig selv og det, du gør.

Når dine børn taler om deres far, så fortæller du dem det, du kan – uden at nedgøre ham, give udtryk for dine dårlige følelser for ham eller oplevelser med ham, og uden at skyde skylden på nogen.

Acceptér din situation, som var det noget, du selv havde valgt
Det bedste, du kan gøre for dine børn, er at rumme deres sorg og smerte og hjælpe dem igennem dem. Ved at slippe forsøget på at få far ind i deres liv, giver du plads til, at dine børn kan reagere på deres følelser i stedet for at leve i uvished og fortvivlelse. På den måde kan de have et rum hos dig, hvor det er ok at være vred, ked af det, skuffet, svigtet osv., men hvor de derfra kan tage afsæt i at komme overens med en vanskelig situation. De bliver større og større og har på et tidspunkt selv et valg og en mulighed for at kontakte deres far, hvis han da ikke selv har vist sig for dem forinden.

Somme tider er livet bare uretfærdigt, og dine børn har fået en hård start på livet. Men hjælp dem af et godt og rummeligt hjerte igennem det i stedet for at forsøge at fjerne det, for det er ikke noget, du er herre over. Acceptér din situation, som var det noget, du selv havde valgt. Find nogle gode mennesker omkring dig, som kan være din boksepude, skulder at græde ud ved eller øre for dine frustrationer, og vær god ved dig selv. På den måde viser du dine børn, at mor er stærk og kan selv.

Jeg ønsker dig og dine børn al det bedste fremover.

Kærligst,

Charlotte Berg, skilmisse coach

www.profilcoaching.dk 

Se Charlottes brevkasse her 

Besvaret 28.11.2012