Mine børn vil ikke rydde op

19. juni 2013

Hej Gitte

Jeg er en mor til 3 skønne unger, som ihærdigt prøver at forme dem til mennesker, som med tiden bliver ansvarsbevidste og lydige. Jeg føler, at jeg bruger rigtig meget af min tid på at kommentere, fortælle og irettesætte dem – selvfølgelig på hver deres stadie – for at få dem til at forstå, at man selv kan tage ansvar for forskellige ting.

Trods jeg kæmper denne kamp, synes mine børn ikke at tage det til sig, hvilket er dybt frustrerende. Min store søn på 14 år “glemmer” alt i hverdagen for eksempel at tage jakke på, når det er koldt, smide gamle madpakker ud fra skoletasken osv – han er et rigtigt sjuskehoved.

Nu er min datter på 6 år begyndt at have samme opførsel. Jeg forlanger ikke at have små generaler i huset, men visse små ting i hverdagen, for at vi alle kan yde noget til familien, så ikke kun en (nemlig mig) skal rydde alt op.

Hvad gør jeg galt??! Gør jeg det på den helt forkerte måde? Er der en god formel på det? HJÆLP!

Kh Den frustrerede mor


Svar

Kære Den frustrerede mor

Sådan får du børnene til at rydde op

Tak for din mail om dine børn. Du skriver, at du prøver at forme dem til mennesker, som med tiden bliver ansvarsbevidste og lydige. Og desværre nej, så findes der ingen formel, der med garanti vil give netop det resultat ;o)  

Du siger selv, at det du gør lige nu ikke virker efter hensigten. Og når det vi gør, ikke virker, så er det en rigtig god ide at gøre noget andet. Jeg vil dele, hvilke tanker jeg får, når jeg læser dit brev.

Lydig eller ansvarlig?

Noget af det første, der slår mig er, at det at være ansvarsbevidst umiddelbart strider mod det at være lydig. Mange forældre har nok disse modstridende ønsker. Det hænger sammen med, at vi befinder os i en tid, hvor mange er vokset op med det ideal, at velopdragne børn var lydige børn.

Men i takt med, at vores viden om børn og vores syn på børn har ændret sig, er idealet for mange ikke længere, at børn er lydige, men at de kan tænke selvstændigt. Det giver nogle andre udfordringer for forældre end vores forældre havde, især fordi vi ikke bare kan videreføre den måde, vi selv blev opdraget på.

Hvis vi vender tilbage til lydighed versus ansvarsbevidsthed, så kan man lidt groft skitseret sige, at vi forventer, at lydige børn gør, som der bliver sagt, mens vi forventer, at ansvarsbevidste børn kan lytte til sig selv. For eksempel vil et lydigt barn tage en jakke på, når mor siger, at det skal det, for ellers kommer det til at fryse. Et barn, der selv tager ansvar, mærker efter om det fryser, inden det tager en jakke på.

Hvis vi fra børnene er små, fortæller dem, hvad de skal gøre – og forventer, at de er “lydige” og gør som der bliver sagt, støtter vi dem ikke i at mærke efter, hvad der er rigtigt for dem.

Skru ned for talestrømmen og giv ansvaret tilbage

Du skriver ikke så meget om, hvordan det er at være i jeres familie, men noget af det du skriver er, at du bruger meget tid på at kommentere og irettesætte dine børn. Jeg tænker, at du måske skal skrue lidt ned for alle kommentarerne og irettesættelserne.

Når dine børn ikke tager ansvar, så skyldes det formodentlig, at du har taget ansvaret for dem. Det har du gjort af et godt hjerte, og nu vil du ikke længere. Jeg kan for eksempel forstå, at du ikke vil være ene om at rydde op hjemme – måske har du fået nok efter at have gjort det i mange år?

Mange forældre kommer af et godt hjerte til at servicere deres børn, og på et tidspunkt bliver vi trætte af det, kigger på vores børn og siger, det er da også utroligt, at jeg skal lave det hele selv. Men dybest set, er det os selv, der har vænnet vores børn til det. Det er vores ansvar, at vi har gjort det. Så derfor kan vi ikke forvente, at vores store børn af sig selv begynder at gøre de ting, vi har gjort igennem mange år.

Hvis det er tilfældet hjemme hos jer, så sig til din store dreng, at nu har du gjort det og det for ham i 14 år, og nu vil du ikke gøre det længere. Nu giver du ham ansvaret tilbage. Det vigtige – og det er så øvelsen for dig som mor – er, at du så rent faktisk giver ham ansvaret. Det er vigtigt, at du er parat til det, ellers kan du være ret sikker på, at det vil prelle af på ham.

Når du har givet ham ansvaret tilbage, er det slut med at kommentere på, om han skal have en jakke på, eller belære om, at maden ligger og bliver gammel i madkassen, og det er da også ulækkert osv. Så inden du snakker med ham, må du gøre op med dig selv, hvad du vil tage ansvar for, og hvad han skal tage ansvar for. Det gælder sådan set for alle tre børn.

Giv plads til fejl

I denne proces, hvor du giver ansvaret tilbage, vil du sikkert opleve, at dine børn faktisk meget gerne vil tage ansvar, og at de kommer til at begå fejl. Du kan på forhånd høre, om der er noget de har brug for, mens de kommer i gang med at tage mere ansvar. Det kan være, at de gerne selv vil styre det, men det kan også være, at de har brug for, at du minder dem om, at de selv skal smøre madpakken, eller hvad det nu er. Men husk, at du ikke skal blande dig i alting, stol på at de godt kan og vær der for dem, når de begår fejl.

Hvis man kommer til at fryse, fordi man har glemt sin trøje, så har man lært det til næste gang. Der er ikke andet at sige end “øv, det var da surt”. Ikke løftede pegefingre a la “du kunne da også bare have taget en trøje med” osv. Vi glemmer alle jakken engang imellem og kommer til at fryse. Vi får ikke ryddet op, og pludselig kan vi ikke overskue det. Så er det trygt og rart, hvis der er plads til at spørge om hjælp.

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine tanker. Hvis du vil læse mere om, hvordan du giver ansvaret tilbage, har Jesper Juul skrevet bogen “Fat det nu forældre! – teenagere i familien.”

Bedste hilsner

Gitte www.parentcompany.dk

Stil et spørgsmål til Gitte Krogsgaard Andersen, Familierådgiver, i brevkassen

Se alle Gitte Krogsgaard Andersens brevkasse besvarelser

Besvaret 19.06.2013