Måske gravid – Misdannelser på grund af operation?

8. Maj 2014

Hej Camilla

I mandags havde jeg ægløsning, og vi havde sex, så der er en reel chance for, at vi er gravide. 

I går, torsdag, var jeg inde og få lavet en mindre operation.  Jeg var ikke i narkose, men jeg blev lagt i en dyb søvn og fik lokalbedøvelse. Efterfølgende har jeg to gange taget en Diclon som smertestillende.

Risiko for misdannelser?
Kan du svare mig på, om det her vil gøre, at der er en risiko for misdannelser? Jeg har kunnet læse mig frem til, at det formentlig først er her omkring torsdag-fredag, at et eventuelt befrugtet æg vil sætte sig fast. Og at den mest sårbare periode først er om et par uger og så de cirka tre måneder frem, men jeg ville gerne høre din mening.

Hilsen Mie-Pil


Svar

Hej Mie-Pil 

Tak for dit spørgsmål.
Jeg ville ikke være bekymret for dit eventuelle foster i forbindelse med operation og smertestillende. 

Ægget sætter sig fast
Det tager to til fire dage, før det befrugtede æg når livmoderhulen, og der kan gå yderligere et par dage, før det sætter sig fast. Det betyder, at ægget i princippet ikke er en del af dit kredsløb og under påvirkning af din blodbane, før dette sker.

I dit tilfælde lyder det som om, at ægget først kan have sat sig fast efter operationsdagen. Det er meget svært at sige, om ægget bliver påvirket (og af hvad), før det har sat sig fast. Slimhinden kan være mere eller mindre modtagelig overfor ægget, men det er svært at sige præcist, hvad der har betydning for det. Men i dit tilfælde ville jeg nu alligevel ikke bekymre mig.

Lidt om medicin og bedøvelse
Diclon er et NSAID præparat, som potentielt kan give øget risiko for fosterskader, men Diclon er omvendt testet på flere tusind gravide i første trimester, og der er ikke påvist større risiko for misdannelser.

Selvfølgelig skal man være særligt påpasselig med operation og medicinindtag i graviditeten og særligt i første trimester, hvor hele organdannelsen finder sted. Derfor skal man også altid oplyse, at man er gravid (hvis man ved det), når man har kontakt med lægen. Så vil den pågældende læge nemlig vurdere, hvad der er den bedste behandling.

Du er ikke den første
Men det kan man jo kun gøre, når man ved, at man er gravid. Og det vidste du jo ikke.

Mange gravide har taget medicin eller været på en bytur med alt for meget alkoholindtag, da de endnu ikke vidste, at de var gravide – og hvor der alligevel er kommet nogle helt sunde og raske børn til verden.

Det betyder selvfølgelig ikke, at det er noget, man bare skal gøre, hvis man planlægger en graviditet. For det gør jo netop, at man bliver meget bekymret – som du også oplever det.

Så kære Mie-Pil – tag du det helt roligt. Forhåbentligt tillykke med graviditeten.

De bedste hilsener

Camilla

 

Stil et spørgsmål til Camilla Härtel, Jordemoder, i brevkassen

Læs alle Camilla Härtels besvarelser her

 

Besvaret 08.05.2014