Må børnene spise rugbrødsmadder til aftensmad?

Kære ernæringsekspert

 

Er det i orden, at mine børn får rugbrødsmadder til aftensmad et par gange om ugen? De får jo begge mad i institutionerne, og vi har en ret travl hverdag med to fuldtidsjobs. Derfor ville det være dejligt, hvis de engang imellem kunne få kold mad, rugbrødsmadder eller havregryn til aftensmad. Men jeg tænker, om det giver dem næring nok?

 

Hilsen Ditte


Svar

 

Kære Ditte

Den med rugbrødsmadderne benytter vi også hjemme hos os – og du har ret, de fleste børn får varm mad i vuggestuen eller børnehaven, så behovet for varm mad igen om aftenen er ikke altid påkrævet. Ud fra et ernæringsmæssigt perspektiv er der heller ingen grund til bekymring rugbrød indeholder masser af fibre og mineraler, og hvis du samtidig varierer lidt i det pålæg I spiser så er det slet ikke noget problem. Du kan sagtens supplerer rugbrødsmadderne med grøntsager, fiskepålæg og meget andet lækkert så det bliver et sundt og nærende måltid.

Tjek eventuelt www.altomkost.dk, her er der gode forslag til pålæg på rugbrødet.

En portion havregryn sker der heller ikke noget ved at servere, her kan du evt. supplere med frisk frugt eller frosne bær hvis det skal være lidt festligt.

Mange hilsner

Katja Baltzer Lindrup
Ernæringsekspert 

Besvaret 17.09.2010