Hvordan er jeg den bedste farmor?

Kære Gitte

For 2 år siden blev jeg farmor til to skønne tvillinger. Indtil for et år siden har jeg haft et tæt forhold til både min søn og svigerdatter. Jeg bor kun 3 km fra dem, hvorfor jeg ofte hjalp dem med børnepasning, madlavning og hvad de nu ellers havde brug for af hjælp, nu hvor deres hænder var mere end fulde med to små i huset.

Dengang følte jeg virkelig, at jeg var velkommen i deres hus, og at de satte pris på, at jeg var der. Jeg var selv meget opmærksom på ikke at være for påtrængende, fordi jeg selv husker, hvordan min egen mor godt kunne være lidt for behjælpelig, dengang jeg fik min første søn og ønskede at kunne være lidt mere selvstændig som nybagt mor.Men min søn og svigerdatter har selv haft kontaktet mig, og bedt om hjælp, når de havde brug for det.

Der skete dog et eller andet for et år siden. Jeg kan desværre ikke sætte en præcis finger på, hvad det var. Men noget i vores forhold ændrede sig, og jeg kunne mærke at den hjælp, jeg ellers altid havde tilbudt ikke blev taget ligeså godt imod som før.

Det hele kulminerede så, da jeg for nyligt hjalp til med tvillingernes fødselsdag. Jeg kunne mærke at min svigerdatter var irriteret over min tilstedeværelse. Hun vrissede lidt af mig, og engagerede sig ikke i vores samtale. Min søn var meget tilbageholden og trak sig meget væk fra vores selskab.

Børnene var også anderledes overfor mig. De virkede mere stille og ville ikke længere op på skødet af mig og sidde, hvilket de ellers normalt ikke har noget problem med. Jeg har også lagt mærke til at forholdet mellem min søn og svigerdatter har ændret sig det sidste år. De plejede at være enormt kærlige overfor hinanden og smile og grine mere sammen.

Jeg kan se at min søn og er træt og udkørt og min svigerdatter virker ligeså. Jeg har slet ikke blandet mig i dette, men jeg overvejer, hvorvidt det er deres samlivsproblemer, der nu går ud over deres forhold til mig? – altså om deres manglende overskud sammen smitter af, så de da i hvert fald ikke har overskud til deres børns farmor?

Jeg har prøvet at spørge både min søn og svigerdatter, om hvorvidt de var sure på mig, eller om jeg har gjort noget, de synes har været upassende (måske overfor børnene). Men her blev jeg affejet og fortalt, at det synes de ikke. Når jeg så har prøvet at fortælle dem om den ændrede tone overfor mig, bliver de istedet sure og fortæller mig, at jeg da bare kan blive væk – men det kunne jeg jo aldrig drømme om!

Mit spørgsmål er så; hvordan skal jeg løse dette, sådan så mit forhold til min søn og hans familie kan blive som det var før? Jeg vil for alt i verden ikke være den påtrængende mor eller svigermor, men jeg synes også at jeg i den seneste tid har set meget indad og gransket min egen opførsel overfor dem. Jeg føler ikke selv at jeg har ændret noget, men er det tiden og børnene, der gør at jeg bør ændre min opførsel? Jeg har måske besøgt dem 2-3 gange ugentligt, og jeg ringer altid og spørger forinden, om jeg kan komme forbi.

Kærlig hilsen

Den fortvivlede farmor.


Svar

Kære fortvivlede farmor

Tak for dit spørgsmål om din relation til din søn og hans familie. Det lyder til, at du er en engageret farmor, der har været en stor støtte med din hjælp til den lille familie. Jeg kan ikke vide, hvad det er der, har ændret sig i jeres relation, for slet ikke at tale om relationen mellem din søn og hans kone. Men jeg vil dele mine tanker med dig og håber, det kan hjælpe dig og jer videre, så I fortsat kan have glæde af hinanden.

Giv slip

Der er stor forskel på familier og på, hvor meget man ses. Mange småbørnsfamilier nyder godt af bedsteforældre, der hjælper til på fast basis i hverdagen, men sådan er det ikke i alle familier. For at det kan fungere optimalt, er det vigtigt, at alle parter kan sige til og fra. Du skriver, at du besøger din søn og hans familie 2-3 gange om ugen, og at du altid ringer forinden og spørger, om det er ok.

Jeg bliver nysgerrig efter, om de nogensinde siger nej, og om det faktisk er ok med dig, når eller hvis de siger nej? Er der, hånden på hjertet, plads til at sige nej? Har du dit eget liv og egne interesser, så de ikke føler sig forpligtede til at sige ja? Det kan være nogle svære spørgsmål, som kan ramme lige i hjertet. Hvis det er tilfældet, er der desværre også en sandsynlighed for, at du ikke har givet rigtig slip – og det vil ofte give gnidninger i relation til børn og svigerbørn før eller siden. Jeg hæfter mig ved, at du flere steder kredser om det her med, at du ikke vil være påtrængende. Nogle gange så er vi alligevel det, vi ikke vil være. Og det er ikke så rart at få øje på, men når vi får øje på det, har vi til gengæld mulighed for at ændre det. Så fortvivl ikke, hvis du føler dig ramt.

Børn er kun til låns

Hvis mine tanker rammer noget i dig, så vil jeg opfordre dig til at give slip på din søn og hans familie. Det kan føles ubehageligt, for hvis du ikke har givet slip, er der jo en god grund til det. Måske er du bange for, at de fx ikke vil være sammen med dig eller noget andet eller tredje. Men børn er kun til låns, så vi bliver nødt til at give slip. Det vil også skabe en mere ligeværdig balance.

Du kan øve dig ved fx at skrue ned for dine besøg og kontakt-forsøg til dem. Men sørg endelig for, at det ikke bliver et martyrium. Det må for alt i verden ikke være “nu trækker jeg mig tilbage, for I er jo sure på mig.” Det vil kun gøre det hele værre. Hvis du skruer drastisk ned for dine besøg, kan det derfor være en god ide, at du melder klart ud og fortæller dem; “Jeg kan se, at jeg har fyldt meget i jeres liv. Jeg elsker jer og vil stadig gerne være meget sammen med jer, og det er vigtigt for mig ikke at være påtrængende, så derfor vil jeg ikke kontakte jer så ofte, som jeg plejer. Jeg vil stadig gerne hjælpe, og I er altid velkomne til at ringe til mig, når I får lyst og har behov for det.”

Måske er det netop det, der skal til for at styrke jeres relation og få ‘problemet’ til at forsvinde, og måske vil din søn og familien savne dine mange besøg og spørge, om ikke du har lyst til at komme noget oftere igen. Jeg tror, det er vigtigt, at vi som forældre – også til voksne børn – viser, at vi tager ansvar for os selv, så de ikke føler sig ansvarlige for vores følelser.

Dyrk egne interesser

Hvis du ikke allerede gør det, vil jeg opfordre dig til at dyrke dine egne interesser. Hvis det er uvant for dig, kan det måske være lidt svært i begyndelsen. Tag et skridt ad gangen. Meld dig som frivillig, læs en bog, tag på kunstudstilling eller hvad der nu giver mening for netop dig. Det vigtige er, at du fylder dagene med noget, der giver dig energi og gør dig glad.

Tal med din søn og svigerdatter

Hvis du fortsat føler, at relationen til din søn og hans familie halter, er det en god ide at tage en snak med dem. Sørg for at afsætte tid til det, så der er ro omkring jer. Sig til dem, at der er noget, du gerne vil tale med dem om, og sørg for, at I gør det på et tidspunkt, hvor I ikke er midt i opvasken. Fortæl dem, hvordan du har det – og sørg for, at du bliver på din egen banehalvdel. “Jeg oplever, at noget har ændret sig. I betyder meget for mig, og jeg vil gerne bevare min gode kontakt til jer og børnene, så jeg er nysgerrig efter at høre, hvad I tænker og hvordan I gerne vil have det.” Jeg ønsker dig og jer alt det bedste.

Mange hilsner

Gitte

Besvaret 26.09.2016