Han kravler skævt – er det normalt?

11. oktober 2010

Min søn på 14 måneder startede med at kravle, da han var 12 måneder. Han har fra starten kravlet “skævt”, hvor han sætter den ene fod i gulvet i stedet for at bruge knæet.

Jeg har ikke set det som et problem, for mange børn kravler jo på hver deres måde. Det bekymrer mig dog nu, at han stadig kravler ”skævt”, fordi han slet ikke virker interesseret i at begynde at gå, selvom han dog rejser sig op af alting.

Kan der være noget galt med det knæ, han ikke sætter ned i gulvet? Eller er det normalt, at de små kravler på ”skæve” måder?

Mange hilsner Karina


Svar

Kære Karina

Det er rigtigt, at nogle børn kravler ”skævt” på deres helt egen måde. Det er helt normalt for de børn, som bare har fundet en anden løsningsmodel til at komme frem, end den flertallet bruger.

Samtidig er det ikke sjældent, at de laver et ”tiger-spring” i den motoriske udvikling, hvor de begynder at stå og gå uden før at have vist den mindste interesse for dette. Så det kan sagtens være, at din dreng pludselig begynder at gå, selv om han lige nu ikke virker interesseret i det.

Kravler skævt på grund af problemer
Der er dog også nogle børn, som kravler på denne måde, fordi de kompenserer for noget, de ikke kan. Det kan være forårsaget af problemer i bevægeapparatet eller forstyrrelser i den motoriske udvikling.

Problemer i bevægeapparatet kan blandt andet skyldes, at et eller flere led i kroppen ikke bevæger sig helt normalt. Når bevægelsen genoprettes, vil disse børn ofte begynde at kravle symmetrisk.

Jeg synes du har gjort det helt rigtige, fordi du nu reagerer på. at din dreng har været en smule langsom til at kravle, stadig kravler ”skævt” og ikke viser tegn på at ville gå. Men jeg kan ikke ud fra dit brev sige, om det er normalt, at din dreng kravler ”skævt”, eller om der er problemer med hans knæ.

Kig på dit barns bevægelse
Som forældre kan man observere sit barn og følge med i, om de følger de milepæle, de bør i forhold til deres alder. Man kan se efter, om barnet på andre områder har problemer eller bevæger sig anderledes, for eksempel i forhold til den måde det sidder og rejser sig på.

Hvis du er i tvivl om der er noget galt, så synes jeg, at du skal opsøge en fagperson, læge, fysioterapeut eller kiropraktor, der kan undersøge dit barn nærmere.

Med venlig hilsen

Anja Aabech, kiropraktor

 

Besvaret 11.10.2010