Gravid med tvillinger – må jeg flyve?

14. oktober 2013

Hej Helle

Jeg kan se, at du tidligere har svaret på spørgsmål omkring flyvning og graviditet.

Jeg vil høre om de samme regler gælder, når man venter tvillinger? Vil det være forsvarligt, at jeg flyver, når jeg er 23 uger henne i min graviditet, når der er to?

Jeg står overfor en flyvetur på to timer, og jeg skal være væk i 3 dage.

Tak for hjælpen 🙂

Venlig hilsen Tvillingen


Svar

Kære Tvillingen

Tillykke med din tvillinggraviditet.

Særlige regler for tvillingegravide
Ja, jeg er sikker på, at der findes specielle regler for gravide, der venter mere end ét barn og i det hele taget gravide med en ikke en helt normal graviditet.

Jeg tænker, at du godt må flyve så tidligt i din graviditet, når rejselængden kun er to timer, men det er meget vigtigt, at du kontakter det flyselskab, du tænker, at du skal flyve med.

Læs også: Alt dette må du (ikke), når du er gravid

Der er klare regler
Du skal fortælle, at du er gravid og venter tvillinger, samt hvor langt du er i din graviditet både på ud- og hjemrejsen.

Alle flyselskaber har helt klare regler, du skal følge. Nogle flyselskaber kræver undersøgelse af deres egen lægespecialist eller lægeerklæring fra din egen læge (max. 72 timer gammel på flyve tidspunktet)

Du skal ligeledes undersøge, hvordan du er forsikret i tilfælde at graviditetskomplikationer. Du skal altså også snakke med dit forsikringsselskab om, hvad du er forsikret imod, og om de overhovedet vil forsikre dig.

En “forhåndsgodkendelse” fra rejseforsikringsselskabets læger er ofte også en nødvendighed, fordi du har været henvist til sygehus eller læge de seneste to måneder.

Læs også: Stød mod maven – risiko for abort?

En behagelig flyvetur – sådan
Når du så er i flyet, skal du sørge for:

  • Væske- og fødeindtag 
  • Bevæge dig i mellemgangen – gerne 10 minutter pr. time
  • venepumpe-øvelser 

Det er altid en god ide at have forsikringspapirer, lægeerklæring og vandrejournal med i tasken, når du rejser. Du skal også undersøge, hvor du præcis skal henvende dig, hvis du skulle få brug for hjælp.

Rigtig god tur!

De bedste hilsner fra

Helle, jordemoder

Læs også: Må gravide prøve forlystelser?

Besvaret 14.10.2013