Flaskebarn skriger og vil ikke spise

d. 16. august 2013

Kære Morten

Jeg har en pige på 3 måneder. Hun er flaskebarn, men hun har i lang tid skreget og været meget urolig i forbindelse med et måltid. Vi har været på Børnemodtagelsen på OUH, og de fandt ingenting. Dog lidt i urinen (blærebetændelse), men ikke nok til, at de ville give hende noget imod det.

Hun er utrøstelig
Hun var rimelig rolig efter besøget på Børnemodtagelsen, men hun er nu begyndt igen. Det er dog anderledes denne gang. Nu skriger/græder hun, når hun skal have mad, og når/hvis det lykkedes at give hende mad (som hun er holdt op med at spise op af), så begynder hun at skrige efter måltidet, og efter hun har bøvset og gylpet, som hun gør meget. Hun er utrøstelig og græd i morges i 45 minutter i træk.

Hun spænder som en flitsbue
Engang imellem spænder hun op som et flitsbue. Det virker som om, at hun har ondt et eller andet sted. Hvad kan hun fejle? Jeg er ved, at bryde fuldstændigt sammen over det!

Det er ikke for stramt tungebånd. Hun er blevet behandlet et par gange af kiropraktor, men uden held – snarere tværtimod.

Hilsen en frustreret og bekymret mor.


Svar

Kære frustrerede mor

Det lyder som maveproblemer
På baggrund af det du beskriver, er det ikke muligt at stille nogen entydig diagnose. Såfremt det kun er i forbindelse med måltider, hun bliver ulykkelig, ledes tankerne jo i retning af maveproblemer. Det kan handle om alt fra almindelig “forslugenhed”, hvor der kommer for meget luft med ned i maven med deraf følgende smerter, til problemer med for meget mavesyre.

Hold øje med dit barns vækst
Det er ikke ualmindeligt, at små børn har problemer i perioder i forbindelse med måltider, men det skal naturligvis ikke være ved hvert måltid.

Du skriver ikke noget om, hvordan dit barns vækst er – ved alvorlige tilstande vil man kunne se vækst-stagnation i forhold til vægt og længde.

Opkastninger i forbindelse med måltiderne kan også indikere sygdom i maven, som bør undersøges nærmere.

Tal med din sundhedsplejerske
Såfremt din sundhedsplejerske har været inde over med et løsningsforslag, kan du tage kontakt til din læge med henblik på undersøgelse. Her kan tages stilling til, hvad der skal gøres fremadrettet.

Venligst

Morten Svenning Nielsen
Speciallæge i almen medicin

Stil et spørgsmål til Morten Svenning Nielsen, Læge, i brevkassen

Se alle Morten Svenning Nielsens brevkasse besvarelser

Besvaret 16.08.2013