Er ‘alkoholfri’ alkohol skadeligt under graviditeten?

Spørgsmål

Kære Camilla, 

Min kone og jeg er så heldige, at vi snart skal være forældre. I forbindelse med det, vil der jo være noget tid, hvor min kone må undgå alkohol for ikke at skade barnet. I den sammenhæng har vi siddet og kigget lidt omkring i forhold til alkoholfri drikke, hvor vi kan se at nogle alkoholfrie drikke stadig indeholder 0,5%.

Mit spørgsmål er derfor om, vi bør helt undgå de drikkevare, hvor der er lidt alkohol,i  eller om det skulle være ok og ikke skade barnet? På forhånd tak.

Mvh. K


Svar

Hej K

Tak for dit spørgsmål. Jeg beklager den lange svartid.

Alt om børn har en lang række artikler under temaet “Må jeg?”, og her er der også et spørgsmål vedrørende alkohol, hvor den fosterskadende effekt af alkohol er beskrevet.

Nu går dit spørgsmål mere på alkoholprocenten i de drikkevarer, der er på markedet, og som næsten ikke indeholder alkohol.

Det er desværre muligt at give et fuldstændigt klart svar på, hvor meget eller lidt alkohol der har en fosterskadende effekt. Der kommer hele tiden nye undersøgelser på området, men det er jo også et område, der ikke vil være muligt at undersøge tilfredsstillende, da man så skal give alkohol til gravide kvinder, hvilket vil være dybt uetisk. Man ved dog, at den fosterskadende effekt er større, des mere alkohol fostret har været udsat for, og at det spiller ind, hvor hurtigt alkoholen er indtaget, om kvinden har spist, og hvor meget hun vejer.

Derfor må jeg holde mig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger der siger: Undgå alkohol under graviditeten.

En graviditet er en kort perioede i et langt liv, og jeg ser flere og flere produkter, hvor øl og vin har en alkoholprocent på 0,0. Vælg gerne dem, eller find noget andet lækkert at drikke under en graviditet.

Hvis man som gravid har indtaget alkohol, inden man vidste man var gravid, kan man have en frygt for, at man er kommet til at skade sit barn. Hvis I oplever at have det sådan, så tal med jordemoderen eller læge om det. Denne kan vurdere, om det er noget, der kan være en reel bekymring og henvise til professionelle på området.

Skål og god graviditet til jer!

Besvaret den 21.11.2019