4 måneder og ‘rigtig mad’?

Jeg kunne godt tænke mig at begynde med at give min 4 måneder gamle datter lidt forskelligt at smage på.

Hun er blevet ammet fuldt ud indtil nu, og jeg regner med at fortsætte så længe det føles godt. Hun kigger interesseret på os, når vi putter mad i munden. Jeg har givet hende en æblebåd, som hun smagte godt på, jeg vil også prøve en skrællet gulerod.

Har du nogle forslag til mad, der kan suttes på, og som ikke pludselig brækker i stykker? Og er det overhovedet forsvarligt at give hende andet “mad” nu?

Hilsen Rosas mor


Svar

Kære Rosas mor

Det er slet ikke unormalt, at din datter allerede nu begynder at interessere sig for det mad, I spiser. Faktisk er der mange børn, der i 4 måneders alderen så småt begynder at blive introduceret til anden mad end modermælk.

Tarmfunktion kan godt klare mad
Hendes tarmfunktion er efter 4 måneder så veludviklet at der ikke noget fysiologisk til hinder for at introducere hende til andet mad.  Det er rigtig fint, at du fortsat ammer hende, og det skal du blive ved med så længe hun og du  synes det fungerer – ofte kommer der en naturlig periode mellem 9-11 måneder, hvor barnet begynder at miste interessen for at amme.

Blød mad
Det er meget vigtigt, at den mad, I giver hende, er blød og lind, for eksempel grød eller grøntsagsmos, som du blender, du kan også købe produkter i supermarkedet, men husk at det skal være til 4 måneder. Og husk – hun må ikke få gluten før efter 6 måneder, det betyder at du, hvis du selv laver grød til hende, skal bruge ris, hirse, majs som basis.

Du skal være opmærksom på, at der er et højt glutenindhold i hvede, havre, rug og byg (spelt er også hvede), så brød er det en god idé at vente med til hun er 6 måneder, medmindre det er lavet af kornsorter uden gluten.

Ikke spise alene
Ellers kan du give hende det meste. Frugtmos, grøntsagsmos og hvis du gerne vil give hende noget, hun kan side og gnave i, så er kogte bløde gulerødder, indmaden i en agurk og moden avokado muligheder. Men hun er stadig så lille, at hun meget let kan få maden galt i halsen. Så vær opmærksom på ikke at give hende noget, der kan sætte sig på tværs og altid i små bidder. Lad hende aldrig sidde uden opsyn, når hun spiser.

Mange hilsner fra

Katja Baltzer Lindrup
Ernæringsekspert 

Besvaret 17.02.2010