Brevkasse-ekspert Gitte Krogsgaard Andersen, familierådgiver

Copyright: Netdoktor

Om mig

Jeg er uddannet i kommunikation og psykologi fra Københavns Universitet og har efterfølgende videreuddannet mig til coach i henholdsvis USA og Danmark. I dag er jeg blandt de få certificerede familiecoaches i Danmark og arbejder som familierådgiver i mit firma Parent Company på Christianshavn.

Min store interesse for familielivet begyndte, da jeg selv blev mor i 2007. Der findes vist ikke en bedre mulighed for selvudvikling end det at blive forælder. Vores børn prikker til vores ømmeste punkter og kan på forunderlig vis sætte fingeren dér, hvor det gør mest ondt.

Gang på gang har jeg set, hvordan børn spejler egenskaber og følelser i deres forældre, som forældrene ikke selv er bevidste om (det gælder også mig selv!). Det er der heldigvis råd for. Hvis vi tør åbne op og kigge på os selv med kærlige og ærlige øjne, kan vi lære en masse af vores børn. Jeg er overbevist om, at alle forældre elsker deres børn og gør deres bedste.

Mit syn på familielivet er inspireret af familieterapeuten Jesper Juul, der bl.a. har skrevet bøger om, hvordan børn samarbejder med deres forældre – for selvom det ikke altid ser sådan ud, så er der en mening med galskaben. I mine svar vil jeg derfor opfordre til, at vi ikke ser børnene som problemet, men at vi ser problemet som en mulighed for at få øje på noget, der ikke fungerer i den enkelte familie.

Jeg glæder mig til at høre fra jer.

Venlig hilsen

Gitte Krogsgaard Andersen,
Familierådgiver,
www.parentcompany.dk