For tidlig fødsel

Hvert år bliver omkring 4500 børn født for tidligt. Det svarer til cirka 7% af det samlede fødselstal i Danmark.

Op mod 4500 børn bliver hvert år født for tidligt i Danmark. Man betegner et barn som født for tidligt, hvis det bliver født før uge 37 (det vil sige mere end 3 uger før forventet fødsel), og overordnet inddeler man i følgende kategorier:

Inddeling efter fødselstidspunkt:

For tidligt født = barnet fødes i uge 33-36

Meget for tidligt født = barnet fødes i uge 28-32

Ekstremt for tidligt født = barnet fødes i uge 23-27.

Man kan også inddele efter barnets fødselsvægt:

Lav fødselsvægt = vejer under 2500 gram ved fødslen

Meget lav fødselsvægt = vejer under 1500 gram

Ekstrem lav fødselsvægt = vejer under 1000 gram.

Årsager til for tidlig fødsel
Man ved ikke altid, hvorfor nogle fødsler går i gang før tid. Hos omkring 1/3 af alle dem, der føder for tidligt, kan man ikke forklare, hvorfor fødslen går i gang for tidligt. Man ved dog, at der er nogle faktorer, der øger risikoen for for tidlig fødsel. Det kan være:

  • At man venter tvillinger/flerlinger
     
  • Keglesnit
    At du har fået foretaget et keglesnit mod celleforandringer
     
  • Stress
    Man ved, at tragiske begivenheder eller lignende kan sætte en fødsel i gang. Man ved dog ikke, om almindelig, daglig stress har en betydning på for tidlig fødsel.
     
  • Svangerskabsforgiftning
    Svangerskabsforgiftning står for omkring 1/3 af alle for tidlige fødsler. Se symptomerne på svangerskabsforgiftning her
     
  • Urinvejsinfektion
    – eller anden infektion.

  • At der opstår problemer med moderkagen
    Det kan være, at den ikke fungerer ordentligt, at den er forliggende eller at moderkagen løsner sig for tidligt.
     
  • At vandet går
    Her vil man oftest forsøge at undgå, at fødslen går i gang, så barnets lunger kan nå at modnes.

  • At barnet ikke vokser, som det skal
    Hvis det er tilfældet, vil lægen i nogle tilfælde vurdere, at barnet har bedst af at komme ud.

  • At du er ryger
  • At du er under 20 år eller over 35 år

Læs mere om for tidlig fødsel her: Dansk Præmatur Forening