Tasken til fødegangen

Når du pakker tasken til fødegangen, skal du først og fremmest huske din vandrejournal og dit sygesikringsbevis. Men derudover er der også en masse andre sager – både praktiske og hyggelige – der er rare at få med i tasken. Få gode råd og inspiration her.

Af Christel Bech, sygeplejerske, 11.02.2014

Hvad er vigtigt at huske?

Du skal først og fremmest medbringe din vandrejournal og dit sygesikringsbevis.

Det er også en god idé at medbringe toiletsager, rent undertøj, indesko og en morgenkåbe. Selvom du måske ikke skal være så længe på hospitalet, kan det være forfriskende for dig at tage et brusebad og komme i rent undertøj. Hvis du er grundigt træt af dit graviditetstøj, kan det også være en god idé at tage noget andet tøj med til efter fødslen. Husk dog at det skal være løst og komfortabelt. Du behøver ikke en amme-bh de første dage. Det er spild af penge at købe den før mælken er løbet til, for du aner ikke hvor meget netop dine bryster vokser. Tag evt. en lidt tætsiddende undertrøje med, der kan støtte brysterne, men som er nem at få op eller ned, når der skal ammes.

Husk kameraet og at batteriet er opladt!


Kan du lide musik?

Hvis du kan lide musik, er det en god idé at medbringe nogle cd’er, som du kan lytte til. Undersøgelser har vist, at musik kan virke afslappende, beroligende og smertestillende.

Kan du lide at læse?

Tiden kan sommetider føles lang, mens fødslen går sin gang, og det kan være godt at have noget at læse i, for eksempel bøger og blade. Måske kan du ikke selv læse under vearbejdet, men så kan din ledsager læse for dig.

Lav en ønskeliste

Det er en god idé at lave en ønskeliste med jeres ønsker til, hvordan fødslen helst skal forløbe. Skal der være dæmpet belysning? Vil du have barnet op til dig med det samme og ligge på din mave? Vil du gøre brug af smertestillende midler eller ikke? Ønsker du få eller mange omkring jer? Skriv det hele ned, så lægen og jordemoderen har en mulighed for at læse jeres ønsker – også når I selv bliver for udmattede eller opslugte af, hvad der sker.

Bruger du medicin?

Selv om man generelt anbefaler gravide, at de ikke skal bruge nogen form for medicin under graviditeten, kan der være enkelte undtagelser. Hvis du tager medicin, skal du medbringe den, og fortælle det til lægen og jordemoderen, så de ved det og har mulighed for at tage højde for det under fødslen.

Mad

Der kan som regel serveres lidt ristet brød eller en sandwich og noget saft på fødegangen, men hvis der er noget bestemt, du tror du vil ønske at spise eller drikke under fødslen så medbring det selv. Også til din partner. Det kan være kiks, juice, smoothie, frugt, grønt eller lign.

Hvad skal du have med til barnet?

Hvis du ikke vil medbringe barnets udstyr straks på fødegangen, kan det alligevel være en god idé at pakke en taske med tingene, som du så kan få hentet, når I skal hjem. Du skal have følgende klar: Bleer, undertøj, et sæt tøj som for eksempel trøje og sparkedragt. En lille hue og overtøj afpasset efter årstiden. Til at fragte barnet hjem i bil skal man have en autostol eller en lift godkendt til formålet. Husk en dyne, også til autostolen.

Mobiltelefon

Under fødslen kan det være forbudt at bruge mobiltelefon, hvis der er bestemte apparater i brug. Efter fødslen er det som regel helt fint at ringe til pårørende fra sin egen mobil.