Svangerskabsforgiftning (præeklampsi)

Forhøjet blodtryk, hovedpine, trykken for brystet, flimren for øjnene og hurtig vægtøgning kan være tegn på svangerskabsforgiftning. Svangerskabsforgiftning er en alvorlig tilstand, som skal observeres nøje. Her kan du læse mere om symptomer og behandling af svangerskabsforgiftning.

Af Vibeke Manniche, børne- og ungelæge, ph.d, 01.06.2016

Hvad er svangerskabsforgiftning?

Svangerskabsforgiftning er egentlig ikke en forgiftning. Tilstanden, som også kaldes præeklampsi, er en multiorgansygdom som blandt andet kan omfatte både lever, nyrer, koagulationsmekanismer og centralnervesystemet.

Årsagen til svangerskabsforgiftning er ukendt, men menes at være relateret til fejl under den proces i graviditeten, hvor moderkagen integreres i livmoderslimhinden. Hvis moderkagen er mangelfuldt integreret, bliver blodforsyningen til moderkagen utilstrækkelig, og tilstanden kan således medføre at fosteret underernæres. Tilstanden optræder først i sidste halvdel af graviditeten og oftest nær terminen.

Svangerskabsforgiftning kan i værste fald udvikle sig til eklampsi, også kaldet fødekramper, som kan være livstruende for både mor og barn. Dette ses meget sjældent takket være den effektive kontrol af gravide i Danmark. I Danmark får ca. 3 procent af de gravide stillet diagnosen præeklampsi. Tilstanden inddeles i en let og en svær form, hvor den lette oftest ikke medfører mærkbare symptomer, mens den svære kan medføre hovedpine, trykken for brystet, synsforstyrrelser, generel utilpashed eller pludselig ophobning af væske i kroppen.

Hvordan stilles diagnosen og hvad skal man reagere på? 

Svangerskabsforgiftning vil medføre blodtryksforhøjelse og udskillelse af protein i urinen. Derfor får alle gravide målt deres blodtryk og undersøgt deres urin regelmæssigt. Ved mistanke om svangerskabsforgiftning vil der blive taget blodprøver, som kan indikere tilstandens omfang.

Hvis man som gravid oplever symptomer i form af hovedpine, synsforstyrrelser, trykken for brystet, eller pludselig vægtøgning og synlig væskeophobning, bør man kontakte sin læge med henblik på at få undersøgt blodtryk og urin. Ligeledes er det vigtigt at reagere, hvis man mærker mindre liv end vanligt. Et barn som ikke får, hvad det behøver, vil reagere ved at ligge stille og spare kræfterne. Derfor kan nedsat fosteraktivitet være et vigtigt signal om at noget er galt.

Behandling

Hovedparten af gravide med let svangerskabsforgiftning kan nøjes med ambulante tilsyn, hvor man følger udviklingen i tilstanden med blodtryksmåling og blodprøver. I så fald ses den gravide 1-2 gange om ugen på sygehuset til kontrol. Her vil man også overvåge fosterets trivsel ved hjælp af ultralydsscanning og monitorering af barnets hjertefrekvens. Somme tider anvendes blodtrykssænkende midler.

Ved svær svangerskabsforgiftning skal den gravide indlægges med henblik på overvågning og stabilisering af tilstanden. Her kan lægerne yderligere behandle blodtrykket og eventuelt give medicin for at forebygge kramper. Den eneste kur mod svangerskabsforgiftning er at afslutte graviditeten. Det er et lægeligt skøn, hvornår fødslen skal sættes i gang eller der skal foretages kejsersnit. Forløsning skal afvente stabilisering af blodtrykket og skal altid afvejes nøje mod afventende behandling. Man stiler efter at barnet forbliver i livmoderen så længe som muligt.

Hvordan går det efter fødslen?

Symptomerne forsvinder hurtigt igen efter fødslen, og der går som regel kort tid og så er blodtrykket og urinprøven normal igen. Gravide, der har haft svangerskabsforgiftning, bør ses af egen læge 3 måneder efter fødslen med henblik på at undersøge om blodtrykket fortsat er forhøjet og om der er protein i urinen. Vedvarende forhøjet blodtryk eller protein i urinen kan i sjældne tilfælde være tegn på en tilgrundliggende blodtrykssygdom eller nyresygdom.

Hvad med næste graviditet? 

Risikoen for svangerskabsforgiftning er langt højere blandt førstegangsfødende end blandt flergangsfødende. Hvis man har haft svangerskabsforgiftning i første graviditet, er man dog i let øget risiko for at udvikle tilstanden i anden graviditet. Størst risiko, hvis der var tale om en hurtigt udviklende tilstand første gang. Forløbet ved næste graviditet er dog ofte mildere.